Retsudvalget 2023-24
REU Alm.del
Offentligt
2836856_0001.png
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
12. marts 2024
Strafferetskontoret
Mie Hedengran Helander
2024-02398
3165837
Besvarelse af spørgsmål nr. 695 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 695 (Alm. del), som
Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 13. februar 2024.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Peter Kofod (DF).
Peter Hummelgaard
/
Morten Holland Heide
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
Side 1/2
REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 695: Spm., om forældelsesfristen for vold og mishandling begået i hjemmet
Spørgsmål nr. 695 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”Vil ministeren i forlængelse af REU alm. del - svar på spm. 559
redegøre for, om sagen giver ministeren anledning til nærmere
overvejelser af forældelsesfristen for vold og mishandling
begået i hjemmet?”
Svar:
Udgangspunktet efter straffeloven er, at forældelsesfristens længde
afhænger af strafferammen for den pågældende lovovertrædelse, og at
forældelsesfristen regnes fra den dag, hvor den strafbare virksomhed er
ophørt. Ifølge straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1-3, er forældelsesfristen
henholdsvis 2, 5 eller 10 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel
i henholdsvis 1, 4 eller 10 år for overtrædelsen.
Det bemærkes i tilknytning hertil, at straffen for simpel vold omfattet af
straffelovens § 244, stk. 1, er fængsel indtil 3 år, og at der efter § 244, stk.
2, gælder en skærpet straf for simpel vold, der begås gentagne gange over
en periode af en person i eller nært knyttet til forurettedes husstand. Straffen
kan efter denne bestemmelse stige til fængsel indtil 6 år. Mishandling vil
efter omstændighederne være omfattet af bestemmelsen om grov vold i §
245, der ligeledes straffes med fængsel indtil 6 år. Straffen for overtrædelse
af de nævnte bestemmelser kan ifølge § 247, stk. 1, forhøjes med indtil det
halve, hvis overtrædelsen er begået af en person, der tidligere er dømt for
bl.a. forsætligt legemsangreb.
For en række lovovertrædelser, som er begået mod personer under 18 år, er
der fastsat særlige regler, som sikrer en længere forældelsesfrist, så det
fortsat er muligt at gøre strafansvar gældende mod gerningspersonen, selv
om offeret først er i stand til at anmelde forholdet, efter at han eller hun er
blevet voksen. Derudover er det sådan, at overtrædelser af straffelovens
bestemmelser om bl.a. incest og voldtægt ikke forældes, hvis overtrædelsen
er begået mod en person under 18 år.
Jeg har ikke som følge af den sag, der er nævnt i spørgsmålet, planer om at
ændre straffelovens regler om forældelse.
Side 2/2