REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 674: Spm. om kommentar til artiklen 1.200 sextortion-sager blev anmeldt sidste år, men der faldt kun 11 sigtelser fra DR.dk bragt den 6. februar 2024

Retsudvalget 2023-24
REU Alm.del
Offentligt

Arbejdsgruppen om digitale

krænkelser

Rapport fra arbejdsgruppen om digitale krænkelser

København 2022

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 674: Spm. om kommentar til artiklen 1.200 sextortion-sager blev anmeldt sidste år, men der faldt kun 11 sigtelser fra DR.dk bragt den 6. februar 2024

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

Indholdsfortegnelse

1. Indledning................................................................................................ 4

1.1. Arbejdsgruppens kommissorium ...................................................... 4

1.2. Arbejdsgruppens sammensætning .................................................... 5

1.3. Resume af arbejdsgruppens overvejelser og forslag ........................ 6

1.3.1. Arbejdsgruppens overvejelser................................................

1.3.2. Arbejdsgruppens forslag ......................................................

2. Gældende ret.......................................................................................... 13

2.1. Straffelovens § 216 ......................................................................... 13

2.1.1. Voldtægt .................................................................................

2.1.2. Samleje med et barn under 12 hhv. 15 år ...........................

2.2. Straffelovens § 222 ......................................................................... 14

2.3. Straffelovens § 223 ......................................................................... 16

2.3.1. Samleje med en person under 18 år, der er gerningsperso-

nens sted- eller plejebarn eller betroet den pågældende til under-

visning eller opdragelse ...................................................................

2.3.2. Misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed

............................................................................................................17

2.4. Straffelovens § 224 ......................................................................... 18

2.5. Straffelovens § 225 ......................................................................... 19

2.6. Straffelovens § 226 ......................................................................... 23

2.7. Straffelovens § 227 ......................................................................... 24

2.8. Straffelovens § 232 ......................................................................... 24

2.9. Straffelovens § 233 ......................................................................... 28

2.9.1. Rufferi ....................................................................................

2.9.2. Anden udnyttelse og mellemmandsvirksomhed .................

2.10. Straffelovens § 235 ....................................................................... 36

2.11. Straffelovens § 260, stk. 1, nr. 1 ................................................... 38

2.12. Straffelovens § 264 a .................................................................... 38

2.13. Straffelovens § 264 d .................................................................... 39

2.14. Straffelovens § 281, nr. 1 ............................................................. 41

2.15. Straffelovens § 21 ......................................................................... 41

2.16. Straffelovens § 22 ......................................................................... 43

3. Fremmed ret .......................................................................................... 44

3.1. Norsk ret ......................................................................................... 44

3.1.1. Voldtægt .................................................................................

3.1.2. Grooming ...............................................................................

3.1.3. Forsøg .....................................................................................

3.2. Svensk ret ....................................................................................... 51

3.2.1. Grooming ...............................................................................

3.2.2. Forsøg .....................................................................................

3.3. Nederlandsk ret............................................................................... 55

4. Arbejdsgruppens overvejelser og forslag .............................................. 56

4.1. Grooming ....................................................................................... 56

4.1.1. Arbejdsgruppens overvejelser..............................................

4.1.2. Arbejdsgruppens anbefalinger vedrørende indførelse af en

selvstændig groomingbestemmelse ................................................

4.1.3. Arbejdsgruppens anbefalinger vedrørende aldersgrænsen

for grooming ....................................................................................

4.1.4. Arbejdsgruppens forslag ......................................................

4.2. Straffelovens § 223, stk. 1 .............................................................. 69

4.2.1. Arbejdsgruppens overvejelser..............................................

4.2.2. Arbejdsgruppens forslag ......................................................

4.3. Sextortion ....................................................................................... 73

4.3.1. Arbejdsgruppens overvejelser..............................................

4.3.2. Arbejdsgruppens forslag ......................................................

4.4. Terminologien i straffelovens §§ 226, 227 og 235 ........................ 83

4.4.1. Arbejdsgruppens overvejelser..............................................

4.4.2. Arbejdsgruppens forslag ......................................................

4.5. Tjenester, der formidler sugardating .............................................. 86

4.5.1. Arbejdsgruppens overvejelser..............................................

4.5.2. Arbejdsgruppens forslag ......................................................

1. Indledning

1.1. Arbejdsgruppens kommissorium

Det fremgår af aftalen om politiets og anklagemyndighedens økonomi

2021-2023, at aftaleparterne var enige om, at der skulle igangsættes en un-

dersøgelse af, om de nuværende regler i straffeloven på området for digitale

overgreb er tilstrækkelige.

Endvidere fremgår det af udspillet ”Værn mod voksne, der krænker børn”

fra maj 2021, at regeringen i forlængelse af flerårsaftalen om politiets og

anklagemyndighedens økonomi ville nedsætte en arbejdsgruppe, der skulle

vurdere, om der er behov for at ændre straffeloven som følge af den digitale

udvikling. Det fremgik videre, at arbejdsgruppen navnlig skulle have til op-

gave at se på behovet for en selvstændig bestemmelse om grooming, om

sextortion i tilstrækkelig grad kan straffes efter de gældende regler i straffe-

loven og på, om fremkomsten af digitale tjenester, der udbyder, formidler

eller faciliterer sugardating eller lignende, bør give anledning til en justering

af rufferiparagraffen, herunder i forhold til sådanne tjenester, der formidler

kontakt til personer under 18 år.

Arbejdsgruppen har på den baggrund haft følgende kommissorium:

”Digitale overgreb som f.eks. deling af seksuelt og andet kræn-

kende materiale er i takt med den digitale udvikling et stigende

problem, og noget som alt for mange, særligt børn og unge, i

dag udsættes for. Samtidig har internettet skabt platforme, der

har gjort det meget nemmere for sårbare unge at sugardate, eller

at blive kontaktet af voksne, der ønsker at krænke dem seksuelt.

Endvidere ses der eksempler på, at især børn og unge udsættes

for såkaldt sextortion, hvor en person afpresser en anden ved at

true med at offentliggøre nøgenbilleder eller lignende af ved-

kommende. Det er vigtigt, at vi som samfund sikrer, at vi har en

effektiv lovgivning, der i videst mulig omfang sørger for, at per-

soner, der begår digitale overgreb, straffes.

Der nedsættes derfor en arbejdsgruppe vedrørende den straffe-

retlige regulering af digitale krænkelser, der skal undersøge, om

de nuværende regler i straffeloven på området for digitale over-

greb er tilstrækkelige.

Formål og opgaver

Arbejdsgruppen skal foretage en undersøgelse af, om straffe-

lovens regler om seksualforbrydelser er tilstrækkelige i lyset af

bl.a. den teknologiske udvikling.

Arbejdsgruppen vil på den baggrund skulle komme med anbe-

falinger om, hvorvidt der er behov for at ændre i straffelovens

kapitel 24 om seksualforbrydelser eller andre relevante bestem-

melser, med henblik på at disse i højere grad tager højde for den

digitale virkelighed.

Arbejdsgruppen skal bl.a. drøfte og komme med anbefalinger

til:

1) Om der i lyset af den teknologiske udvikling er behov for

ændringer i straffelovens bestemmelser om seksualforbrydelser.

Det vil f.eks. kunne dreje sig om straffelovens § 232 om blufær-

dighedskrænkelse, § 233 om rufferi eller § 235 om besiddelse

og udbredelse af seksuelt overgrebsmateriale med børn.

2) Om der er behov for at indføre en selvstændig bestemmelse

om grooming i straffeloven. Arbejdsgruppen bør i den forbin-

delse kortlægge den nuværende regulering og belyse de hensyn,

der kan tale henholdsvis for og imod en selvstændig bestem-

melse om grooming. Det forudsættes, at arbejdsgruppen inddra-

ger regler og erfaringer fra andre lande, herunder navnlig de øv-

rige nordiske lande.

Organisering og proces

Arbejdsgruppen består af en formand (Justitsministeriet) og re-

præsentanter fra Rigsadvokaten, Rigspolitiet, universiteterne,

Dommerforeningen, Advokatsamfundet, Danske Advokater,

Red Barnet, Digitalt Ansvar og Børns Vilkår. Arbejdsgruppen

vil herudover kunne inddrage andre relevante organisationer ef-

ter behov.

Arbejdsgruppen anmodes om at afgive en rapport med sine an-

befalinger til justitsministeren inden udgangen af december

2021.”

1.2. Arbejdsgruppens sammensætning

Arbejdsgruppen har haft følgende sammensætning:

Kontorchef Mette Johansen, Justitsministeriet (formand)

Senioranklager Melissa Fernandez, Rigsadvokaten

Politikommissær Flemming Kjærside, Rigspolitiet

Lektor, ph.d. Nicolaj Sivan Holst, Aarhus Universitet

Byretsdommer Lene Sigvardt, Dommerforeningen

Advokat Charlotte Krarup, Advokatsamfundet og Danske Advokater

Børnerettighedsjurist Claus Juul, Red Barnet

Næstformand Ask Hesby Krogh, Digitalt Ansvar

Politisk konsulent Sørine Vesth Rasmussen, Børns Vilkår

Som sekretær for arbejdsgruppen har fungeret fuldmægtig i Justitsministe-

riet Dorthea Bisgaard Vase.

1.3. Resume af arbejdsgruppens overvejelser og forslag

1.3.1. Arbejdsgruppens overvejelser

Arbejdsgruppen har overvejet, om der er behov for en særskilt bestemmelse

om grooming, og om fænomenet ”sextortion” kan straffes på tilstrækkelig

vis. Endvidere har arbejdsgruppen overvejet om straffelovens § 223, stk. 1,

om samleje med en person under 18 år, der er gerningspersonens plejebarn

eller er betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse, i tilstræk-

keligt omfang dækker tilfælde af seksuelle krænkelser. Arbejdsgruppen har

desuden overvejet, om ordlyden i bl.a. straffelovens § 235 om besiddelse og

videregivelse af seksuelt overgrebsmateriale med børn er hensigtsmæssig,

samt om såkaldte sugardatingtjenester kan straffes efter straffelovens § 233

om rufferi.

Arbejdsgruppen bemærker generelt, at det digitale område er i konstant ud-

vikling, og at det derfor løbende bør overvejes, om den danske straffelov i

tilstrækkeligt omfang omfatter alle de nye typer af forbrydelser, der i frem-

tiden vil være risiko for i det digitale rum.

1.3.1.1. Behovet for en ny selvstændig groomingbestemmelse

Ved

’grooming’

forstås den situation, hvor en person forsøger at opbygge et

tillidsforhold til en mindreårig, typisk via sociale medier og andre online

tjenester, med det formål at begå seksuelle overgreb mod den pågældende

eller at lokke den mindreårige til at fremsende nøgenbilleder eller billeder

af seksuel karakter af sig selv eller andre.

Der findes ikke i dag en selvstændig bestemmelse i straffeloven, som krimi-

naliserer grooming. Efter omstændighederne vil grooming dog, afhængigt

af gerningsindhold og gerningspersonens forsæt, kunne straffes efter andre

bestemmelser i straffeloven, f.eks. som forsøg på at begå seksuelle overgreb,

blufærdighedskrænkelse, optagelse, besiddelse eller udbredelse af seksuelt

materiale med mindreårige eller ulovlig tvang.

Arbejdsgruppens overvejelser om, hvorvidt der bør indføres en særskilt

groomingbestemmelse, fremgår under pkt. 4.1.1 og 4.1.2.

Det er karakteristisk for grooming, at der foregår en manipulationsproces

over en periode, hvor en person forsøger at opbygge et tillidsforhold til en

mindreårig med det formål at begå seksuelle overgreb mod den mindreårige

eller at lokke den mindreårige til at fremsende nøgenbilleder eller billeder

af seksuel karakter.

En række skridt i processen vil ikke isoleret set virke problematiske, da det

seksuelle tema eventuelt først vil blive introduceret senere i processen eller

introduceres mere subtilt. I disse tilfælde kan det være svært at løfte bevis-

byrden for gerningspersonens forsæt til (forsøg på) seksuelt overgreb, bl.a.

fordi det ikke nødvendigvis er klart, hvilken form for overgreb gerningsper-

sonen har forsæt til at begå. Ligeledes vil man i praksis i mange tilfælde

skulle nå til det sted i processen, hvor gerningspersonen introducerer et kon-

kret, seksuelt tema i relationen, før der foreligger tilstrækkelig konkretise-

ring til at kunne straffe for forsøg på et seksuelt overgreb.

Et flertal i arbejdsgruppen finder, at der bør indføres en bestemmelse i straf-

feloven, der kriminaliserer den proces, hvor en person systematisk eller ved

manipulation under udnyttelse af en på alder og erfaring beroende overle-

genhed opbygger en relation til et barn med forsæt til at udsætte barnet for

en seksuel krænkelse. Flertallet lægger bl.a. vægt på, at der er behov for

særskilt at kriminalisere den selvstændige krænkelse, der består i, at ger-

ningspersonen udnytter et barns tillid til at opbygge en relation, som barnet

opfatter som venskabelig og loyal, men som gerningspersonen indgår i med

det formål at krænke barnet seksuelt.

Flertallet lægger desuden vægt på, at en sådan kriminalisering, som sender

et klart signal om, at groomingforløbet i sig selv er strafværdigt, vil kunne

bidrage til at fjerne den følelse af skyld og skam, som børn, der har været

udsat for grooming, ofte efterfølgende oplever, fordi de føler sig medansvar-

lige for, at relationen har udviklet sig.

Et mindretal i arbejdsgruppen finder, at der ikke bør indføres en særskilt

bestemmelse om grooming.

Mindretallet lægger vægt på, at grooming allerede i dag er strafbart som

forsøg på overtrædelse af straffelovens bestemmelser om seksuelle overgreb

mv., og at dansk ret i meget vidt omfang giver mulighed for at straffe for-

søgshandlinger.

Mindretallet finder, at det forhold, at det i forsøgssituationen kan være van-

skeligt at løfte bevisbyrden for gerningspersonens forsæt til at begå et nær-

mere konkretiseret seksuelt overgreb, ikke i sig selv kan begrunde indførel-

sen af en ny bestemmelse. Endelig bemærker mindretallet, at det vil kunne

være vanskeligt at sondre mellem den strafværdige kontakt, som man ønsker

at kriminalisere, og ikke-skadelig kontakt mellem gerningspersonen og et

barn.

Arbejdsgruppens flertals overvejelser om, hvad aldersgrænsen for grooming

bør være, fremgår af pkt. 4.1.3.

Et flertal i arbejdsgruppen finder, at aldersgrænsen for, hvornår en person

kan udsættes for grooming i strid med den foreslåede bestemmelse, bør være

15 år, da dette svarer til den seksuelle lavalder i Danmark. En aldersgrænse,

som svarer til den seksuelle lavalder, vil således ramme sager, hvor seksu-

elle relationer pr. definition er forbudt, samtidig med at der tages hensyn til,

at bestemmelsen ikke bør kriminalisere ”normal” adfærd blandt

unge.

Et mindretal blandt flertallet i arbejdsgruppen finder, at aldersgrænsen for,

hvornår en person kan udsættes for grooming i strid med den foreslåede be-

stemmelse, bør være 18 år. Mindretallet finder, at der også er et væsentligt

hensyn til at beskytte personer under 18 år mod grooming og lægger i den

forbindelse vægt på, at der også i forhold til unge over 15 år kan være en

ulige magtrelation mellem parterne, som kan begrunde, at det bør være straf-

bart at have seksuelle relationer.

1.3.1.2. Straffelovens § 223, stk. 1, om samleje med plejebørn, elever

mv.

Efter straffelovens § 223, stk. 1, kan den, som har samleje med en person

under 18 år, der er den pågældendes stedbarn eller plejebarn eller er betroet

den pågældende til undervisning eller opdragelse, straffes med fængsel ind-

til 4 år.

Bestemmelsen, der finder anvendelse, uanset om personen under 18 år har

indvilliget i det seksuelle forhold, indebærer en særlig beskyttelse af perso-

ner under 18 år mod seksuelle overgreb begået af bl.a. sted- eller plejefor-

ældre, skolelærere mv. Det skyldes bl.a., at gerningspersonen kan have en

særlig adgang til at påvirke den unge i seksuel retning.

Bestemmelsen omfatter i dag andet seksuelt forhold end samleje, jf. straffe-

lovens § 225, men ikke blufærdighedskrænkelse.

Arbejdsgruppens overvejelser om, hvorvidt straffelovens § 223, stk. 1 bør

udvides til også at omfatte blufærdighedskrænkelse, fremgår af pkt. 4.2.1.

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at risikoen for, at gerningspersonen ud-

nytter sin position til at udsætte den unge for handlinger, der er omfattet af

straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse, er den samme, som risi-

koen for at gerningspersonen udnytter sin position til samleje eller anden

seksuel omgang end samleje med den unge.

En enig arbejdsgruppe finder derfor, at straffelovens § 223, stk. 1, bør udvi-

des til også at omfatte blufærdighedskrænkelse.

Arbejdsgruppen lægger vægt på, at straffelovens § 223, stk. 1, er udtryk for,

at der i relationer mellem f.eks. skolelærere og elever per definition er ulig-

hed i relationen. Efter arbejdsgruppens opfattelse betyder dette, at en person

under 18 år ikke bør kunne samtykke til handlinger omfattet af straffelovens

§ 232 med diskulperende virkning, når den unge er i en sådan ulige relation

til en anden.

1.3.1.3. Den strafferetlige regulering af sextortion

Ved ’sextortion’ forstås, at en person truer en anden person med, at nøgen-

billeder eller billeder af seksuel karakter offentliggøres, hvis ikke vedkom-

mende betaler penge eller eksempelvis optræder i yderligere seksuelle sce-

ner, herunder f.eks. deltager i samleje med gerningspersonen.

Arbejdsgruppens overvejelser om den strafferetlige regulering af sextortion

fremgår af pkt. 4.3.1.

Sager, hvor gerningspersonen får den forurettede til at udføre seksuelle

handlinger på sig selv, f.eks. til at indføre genstande i eller stimulere egne

nøgne kønsdele, straffes i almindelighed efter straffelovens § 260 om ulov-

lig tvang og § 232 om blufærdighedskrænkelse. Det har således hidtil været

antaget, at anvendelse af straffelovens § 225 om andet seksuelt forhold end

samleje i almindelighed forudsatte direkte berøring mellem i hvert fald den

enes kønsdel og den andens legeme.

Med den teknologiske udvikling er der imidlertid sket en væsentlig ændring

i, hvordan børn og unge opbygger og udvikler relationer. Det betyder sam-

tidig, at seksuelle krænkelser har ændret karakter i takt med denne udvik-

ling. Det er derfor et relativt nyt og ofte forekommende problem, at særligt

unge mennesker tvinges til at udføre seksuelle handlinger på sig selv, f.eks.

via videochat med gerningspersonen.

Dette har givet anledning til overvejelser om, hvorvidt straffelovens § 232

sammen med straffelovens § 260 yder et tilstrækkeligt værn mod tilfælde,

hvor en person tvinger en anden til at udføre seksuelle handlinger med sig

selv, og

–

hvis det ikke er tilfældet

–

om straffelovens § 225 bør ændres,

således at sådanne forhold fremover straffes efter denne bestemmelse.

Arbejdsgruppen er enig med Straffelovrådet, som i betænkning 1574/2020

om en frivillighedsbaseret voldtægtsbestemmelse anfører, at det kan synes

som en urimelig forskel, at de samme seksuelle handlinger, som en foruret-

tet ufrivilligt udsættes for, f.eks. gennem ulovlig tvang, bedømmes som

medvirken til voldtægt, hvis det foregår mellem to forurettede, der begge

tvinges til at deltage, mens det alene bedømmes som blufærdighedskræn-

kelse, hvis én forurettet tvinges til at gøre de samme handlinger mod sig

selv.

En enig arbejdsgruppe finder derfor, at straffelovens § 225 bør ændres, så

det kommer til at fremgå af bestemmelsen, at den også omfatter tilfælde,

hvor forurettede udfører seksuelle handlinger på sig selv.

Arbejdsgruppen lægger i den forbindelse bl.a. vægt på, at det i højere grad

vil sende et signal om overgrebets alvor, hvis det henføres under bestem-

melsen om andet seksuelt forhold end samleje, frem for under straffelovens

bestemmelse om blufærdighedskrænkelse.

1.3.1.4. Terminologien i straffelovens §§ 226, 227 og 235 om seksuelt

materiale med mindreårige

Straffelovens bestemmelser i henholdsvis §§ 226, 227 og 235 kriminaliserer

forskellige former for besiddelse, udbredelse mv. af ”pornografisk”

materi-

ale med personer under 18 år.

Arbejdsgruppens overvejelser om, hvorvidt det er retvisende, at man i straf-

felovens kapitel

24 anvender ordet ”pornografisk” i relation til

materiale,

der forestiller børn, fremgår af pkt. 4.4.1.

I betegnelsen ”pornografisk” synes at ligge en forudsætning om, at der i al-

mindelighed er tale om materiale med voksne, der frivilligt medvirker i

seksuelle fotografier, film eller lignende. Ved at anvende betegnelsen ”por-

nografisk”

i straffelovens §§ 226, 227 og 235 er der en risiko for at bagatel-

lisere alvoren af det pågældende materiale, der kan være bevis på seksuelle

overgreb mod børn og/eller udtryk for en seksualisering af børn, ligesom

betegnelsen kan insinuere, at barnet har samtykket i at medvirke i det seksu-

elle materiale.

En enig arbejdsgruppe finder derfor, at terminologien i straffelovens §§ 226,

227 og 235

bør ændres, således at ”pornografiske” udgår af bestemmelser-

nes ordlyd, og at det i stedet fremgår, at der er tale om materiale med seksu-

elt indhold.

Arbejdsgruppen lægger vægt på, at det med den foreslåede ændring af ord-

lyden af bestemmelserne understreges, at materiale, der er omfattet af be-

stemmelserne, ikke kan forveksles med pornografiske film, billeder mv.

med voksne, der har samtykket i deltagelsen.

1.3.1.5. Tjenester, der formidler sugardating

Sugardating er et fænomen, der bygger på, at den ene part (typisk en ældre

person) giver den anden part (typisk en yngre person) gaver eller andre ma-

terielle goder til gengæld for samvær, intimitet eller sex.

Sugardating tager bl.a. sit udgangspunkt på digitale tjenester, hvor der ud-

bydes, formidles eller på anden vis faciliteres sugardating. Internettet er i

dag en integreret del af børn og unges sociale verden, og det bruges både til

at holde kontakten med personer, man allerede kender, og til at møde nye

mennesker. Markedsføringen af sugardatingtjenester sker derfor på en

måde, der når ud til også helt unge mennesker, ligesom det dermed er blevet

nemmere for potentielle ”kunder” at kontakte sårbare unge med henblik på

at sugardate.

Arbejdsgruppens overvejelser om reguleringen af tjenester, der formidler

sugardating, fremgår af pkt. 4.5.1.

Arbejdsgruppen finder, at sugardatingtjenester vil kunne være omfattet af

straffelovens § 233, stk. 2, 2. pkt., om såkaldt mellemmandsvirksomhed.

Det samme gør sig gældende for anden markedsføring af prostitutionsydel-

ser, som også finder sted på den prostitueredes egen foranledning, f.eks. i

avisannoncer eller anden form for reklamering i trykte eller elektroniske me-

dier.

Det vil derfor efter arbejdsgruppens vurdering være en forudsætning for at

stille sugardatingtjenester strafferetligt til ansvar efter straffelovens § 233,

stk. 2, 2. pkt., at der samtidig gøres op med den mangeårige praksis for ikke

at strafforfølge medier, der bringer annoncer for prostitution, for mellem-

mandsvirksomhed.

Arbejdsgruppen finder, at der er argumenter for og imod at stille medier,

herunder sugardatingtjenester, strafferetligt til ansvar for mod betaling at

fremme myndige personers frivillige prostitution. Hvorvidt man ønsker at

strafforfølge en sådan annoncering, beror i sidste ende på en politisk vurde-

ring.

Arbejdsgruppen bemærker dog, at den selvstændige formidling af kontakt

mellem en prostitueret og en kunde, der bl.a. kan finde sted ved annoncering

på onlinetjenester, i medier mv. synes at være kerneområdet for straffe-

lovens § 233, stk. 2, 2. pkt. Såfremt man ikke ønsker at strafforfølge en så-

dan annoncering, bør det overvejes, om § 233, stk. 2, 2. pkt., i stedet bør

ophæves.

Det vil efter arbejdsgruppens opfattelse ikke være nødvendigt med en

lovændring for at kunne strafforfølge denne form for mellemmandsvirksom-

hed. Det vil således kunne ske ved en administrativ praksisændring. Henset

til at der vil være tale om et markant opgør med en årelang praksis, vil det

imidlertid efter arbejdsgruppens vurdering kunne være hensigtsmæssigt at

gennemføre praksisændringen ved lov. Under alle omstændigheder bør æn-

dringen kun finde anvendelse på mellemmandsvirksomhed, der finder sted

efter lovændringen.

1.3.2. Arbejdsgruppens forslag

Arbejdsgruppens forslag, som fremgår af pkt. 4.1.4, 4.2.2, 4.3.2, 4.4.2 og

4.5.2, kan i hovedpunkter sammenfattes på følgende måde:

•

Et flertal i arbejdsgruppen foreslår en særskilt kriminalisering af

grooming, som skal omfatte situationer, hvor en gerningsperson sy-

stematisk eller ved manipulation under udnyttelse af en på alder og

erfaring beroende overlegenhed opbygger en relation til et barn med

forsæt til at udsætte barnet for en seksuel krænkelse. Der foreslås en

strafferamme på bøde eller fængsel indtil 2 år. Et flertal i arbejds-

gruppen finder, at aldersgrænsen bør være 15 år. Et mindretal i ar-

bejdsgruppens flertal finder, at aldersgrænsen bør være 18 år.

Arbejdsgruppen foreslår en udvidelse af anvendelsesområdet for

straffelovens § 223, stk. 1, så bestemmelsen også kommer til at om-

fatte blufærdighedskrænkelse. Herefter straffes således den, som har

samleje med eller ved uanstændigt forhold krænker blufærdigheden

hos en person under 18 år, der er den skyldiges stedbarn eller pleje-

•

barn eller er betroet den pågældende til undervisning eller opdra-

gelse, med fængsel indtil 4 år.

•

Arbejdsgruppen foreslår en udvidelse af anvendelsesområdet for

straffelovens § 225 om andet seksuelt forhold end samleje, så situa-

tioner, hvor gerningspersonen formår forurettede til at udføre seksu-

elle handlinger på sig selv, fremover vil skulle henføres under straf-

felovens § 225.

Arbejdsgruppen foreslår en ændring af terminologien i straffelovens

§§ 226, 227 og 235, således at ordet ”pornografiske”

udgår, og det i

stedet kommer til at fremgå af bestemmelsernes ordlyd, at der er tale

om seksuelt materiale med en person under 18 år.

Arbejdsgruppen anbefaler, at der politisk tages stilling til, om man

ønsker at strafforfølge onlinetjenester, der formidler prostitution

samt medier, der annoncerer for prostitution, for mellemmandsvirk-

somhed. Det vil i givet fald kunne ske enten ved en lovændring eller

en administrativ praksisændring.

•

2. Gældende ret

2.1. Straffelovens § 216

2.1.1. Voldtægt

For voldtægt straffes med fængsel indtil 8 år den, der har samleje med en

person, der ikke har samtykket heri, jf. straffelovens § 216, stk. 1.

2.1.2. Samleje med et barn under 12 hhv. 15 år

Efter straffelovens § 216, stk. 2, straffes for voldtægt med fængsel indtil 12

år den, der har samleje med et barn under 12 år. På samme måde straffes

den, som er fyldt 22 år og har samleje med et barn under 15 år.

Straffelovens § 216, stk. 2, 1. pkt., omfatter ethvert samleje med et barn

under 12 år, hvor gerningspersonen har forsæt med hensyn til, at barnet var

under 12 år, jf. Folketingstidende 2021-22, tillæg A, L 78 som fremsat, side

Straffelovens § 216, stk. 2, 2. pkt. omfatter ethvert samleje mellem en per-

son, der er fyldt 22 år og et barn under 15 år, hvor gerningspersonen har

forsæt med hensyn til, at barnet var under 15 år, jf. Folketingstidende 2021-

22, tillæg A, L 78 som fremsat, side 6. I tilfælde, hvor gerningspersonen har

handlet uagtsomt med hensyn til barnets alder, vil der kunne straffes for

samleje med et barn under 15 år efter straffelovens § 222, jf. § 228, jf. Fol-

ketingstidende 2021-22, tillæg A, L 78, side 24.

Der kan straffes i sammenstød mellem § 216, stk. 2, og § 216, stk. 1, jf.

Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 85 som fremsat, side 17.

I tilfælde, hvor en person opbygger en relation til et barn under 12 år hhv.

15 år med henblik på at begå overgreb mod vedkommende, vil gerningsper-

sonen ikke kunne straffes for en fuldbyrdet overtrædelse af § 216, stk. 2,

hvis det seksuelle overgreb ikke har fundet sted.

Der vil dog efter omstændighederne kunne straffes for forsøg, jf. straffe-

lovens § 216, stk. 2, jf. § 21. Det vil forudsætte, at det kan bevises, at ger-

ningspersonen havde forsæt til at mødes med barnet og begå seksuelle over-

greb.

Af relevant praksis vedrørende forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216,

stk. 2, kan nævnes AM 2021.02.04 Ø, hvor tiltalte blev kendt skyldig i over-

trædelse af straffelovens § 216, stk. 2, jf. § 225, jf. § 21. Tiltalte havde gen-

tagne gange igennem det sociale medie Snapchat skrevet til forurettede (F1),

som var 11 år, at han ville have samleje, oralsex og andet seksuelt forhold

med hende, ligesom tiltalte indgik aftale med hende om at mødes og flere

gange indfandt sig i nærheden af hende. Retten fandt det bevist, at tiltalte

dermed havde foretaget handlinger, som direkte sigtede på at gennemføre

samleje og andet seksuelt forhold end samleje med forurettede, hvilket imid-

lertid mislykkedes.

2.2. Straffelovens § 222

Efter straffelovens § 222 straffes den, der har samleje med et barn under 15

år, med fængsel indtil 8 år, medmindre forholdet er omfattet af straffelovens

§ 216, stk. 2.

Straffelovens § 222 indeholder dermed et absolut forbud mod samleje med

et barn under 15 år. Det er ikke afgørende, om barnet har samtykket, og det

er også uden betydning for ansvarsbedømmelsen, om det er den ene eller

den anden part, der har taget initiativet, eller om der har været tale om ud-

nyttelse.

Strafansvar efter § 222 er betinget af, at der er handlet med forsæt, herunder

med hensyn til barnets alder. Strafansvar kan imidlertid efter straffelovens

§ 228 også ifaldes, hvis gerningspersonen har handlet uagtsomt i forhold til

barnets alder. I så fald straffes der dog med en forholdsmæssigt mindre straf.

Straffelovens § 222 er subsidiær i forhold til straffelovens § 216, stk. 2. Det

betyder, at der skal straffes for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 2,

om voldtægt og ikke for overtrædelse af straffelovens § 222, hvis barnet er

under 12 år, og gerningspersonen har haft forsæt med hensyn til barnets al-

der. Det samme gælder, hvis barnet er under 15 år, og gerningspersonen er

over 22 år, og har haft forsæt med hensyn til barnets alder, jf. Folketingsti-

dende 2021-22, tillæg A, L 78 som fremsat, side 24.

Der kan straffes i sammenstød mellem § 222 og § 216, stk. 1, jf. Folketing-

stidende 2020-21, tillæg A, L 85 som fremsat, side 17.

Efter bestemmelsens stk. 2 kan straffen stige til fængsel indtil 12 år, hvis

gerningspersonen har skaffet sig samlejet ved udnyttelse af sin fysiske eller

psykiske overlegenhed ved brug af enten tvang eller fremsættelse af trusler.

Efter bestemmelsens stk. 3 skal det ved fastsættelse af straffen efter stk. 1

indgå som en skærpende omstændighed, at gerningspersonen har skaffet sig

samlejet ved at udnytte sin fysiske eller psykiske overlegenhed.

Hvorvidt gerningspersonen har udnyttet sin fysiske eller psykiske overle-

genhed vil ifølge bestemmelsens forarbejder bero på de konkrete omstæn-

digheder i den enkelte sag. Der bør i denne vurdering bl.a. lægges vægt på

barnets alder og på aldersforskellen mellem gerningspersonen og foruret-

tede. Endvidere bør det bl.a. indgå, om forurettede som følge af en særlig

familiemæssig eller anden tilknytning til gerningspersonen har haft vanske-

ligt ved at sige fra eller på anden måde modsætte sig overgrebet. Det bør

tillige indgå, om gerningspersonen har opsøgt forurettede og taget initiativ

til overgrebet, jf. Folketingstidende 2007-08, 2. samling, tillæg A, side

6485.

Der vil, i lighed med hvad der gælder om § 216, efter omstændighederne

kunne straffes for forsøg, hvis en gerningsperson under 22 år opbygger en

relation til et barn under 15 år, men over 12 år, med henblik på at begå over-

greb mod vedkommende, jf. straffelovens § 222, jf. § 21. I AM 2021.02.04

Ø (gengivet under pkt. 2.1.2) blev tiltalte desuden kendt skyldig i overtræ-

delse af straffelovens § 222, stk. 1, jf. stk. 3, jf. til dels § 225, jf. § 21. Tiltalte

havde ved flere lejligheder indfundet sig i nærheden af forurettede (F2), som

var 14 år, ligesom han igennem det sociale medie Snapchat skrev til hende,

at han ville mødes med hende eller hente hende, hvorefter de skulle have

samleje, oralsex og anvende forskelligt sexlegetøj, hvilket imidlertid mis-

lykkedes, blandt andet fordi forurettede blev bekendt med, at tiltalte ikke

var 19 år som oplyst, og idet hun ikke turde mødes med tiltalte. Retten fandt

det dermed bevist, at tiltalte havde foretaget handlinger, som direkte sigtede

på at gennemføre samleje og andet seksuelt forhold end samleje, hvilket

imidlertid mislykkedes. Henset til forurettedes alder, og da tiltalte var be-

kendt med, at forurettede i gerningsperioden var i en sårbar situation, hvor

hun havde det meget svært psykisk, fandt retten desuden, at tiltalte havde

skaffet sig og opretholdt kontakten til forurettede under udnyttelse af sin

psykiske overlegenhed.

I AM 2011.08.16 Ø blev tiltalte bl.a. fundet skyldig i overtrædelse af straf-

felovens § 222, stk. 1, og § 224 (i dag § 225), jf. § 222, stk. 1, jf. § 21 samt

overtrædelse af straffelovens § 232. Tiltalte havde via internettet forsøgt at

formå flere børn mellem 12 og 15 år til at begynde på hans

”sex-skole”,

hvor

tiltalte skulle dyrke sex med børnene, ligesom tiltalte i enkelte tilfælde

sendte billeder eller film med seksuelt indhold til børnene. Forholdet mis-

lykkedes, da nogle af børnene afviste at medvirke, ligesom han blev anholdt

af politiet.

2.3. Straffelovens § 223

2.3.1. Samleje med en person under 18 år, der er gerningspersonens

sted- eller plejebarn eller betroet den pågældende til undervisning eller

opdragelse

Efter straffelovens § 223, stk. 1, straffes den, som har samleje med en person

under 18 år, der er den skyldiges stedbarn eller plejebarn eller er betroet den

pågældende til undervisning eller opdragelse, med fængsel indtil 4 år. Be-

stemmelsen finder anvendelse, uanset om der måtte være givet samtykke fra

personen under 18 år.

Det antages, at der i kravet om, at den forurettede skal være betroet

den pågældende til undervisning, bl.a. ligger, at der efter undervisningens

art og lærerens dermed forbundne myndighed og indflydelse i forhold

til eleven og/eller efter de omstændigheder, hvorunder undervisningen fo-

regår, består en særlig mulighed for misbrug af stillingen som lærer til at

skaffe sig seksuelt forhold til eleven, jf. Thomas Elholm m.fl., Kommenteret

straffelov, Speciel del (12. udgave 2022), side 434.

Praksis viser eksempler på, at betingelsen om, at forurettede skal være be-

troet gerningspersonen til opdragelse eller undervisning bl.a. kan være op-

fyldt, hvis gerningspersonen er ridelærer, jf. U 2005.1460 H, eller musiklæ-

rer, jf. TfK 2005.411V. I TfK 2005.783V blev en spejderleder dømt for den

periode, hvor forurettede var hjælpeleder, men ikke for den følgende, hvor

hun 15 år gammel selv var blevet ulveleder, og hvor han ikke havde instruk-

tions- eller tilsynsbeføjelse over hende.

Efter straffelovens § 225 finder § 223 også anvendelse på andet seksuelt

forhold end samleje. Bestemmelsen i straffelovens § 223, stk. 1, finder der-

imod ikke anvendelse ved blufærdighedskrænkelse.

2.3.2. Misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed

Efter straffelovens § 223, stk. 2, straffes den, som under groft misbrug af en

på alder og erfaring beroende overlegenhed forfører en person under 18 år

til samleje. Strafferammen er fængsel indtil 4 år.

Samleje med et barn under 15 år er allerede kriminaliseret i hhv. straffe-

lovens § 216, stk. 2, og § 222, jf. ovenfor, hvorfor bestemmelsen i § 223,

stk. 2, alene er relevant, hvis forurettede er mellem 15 og 18 år.

Bestemmelsen er uanvendelig, hvis den mindreårige selv tager initiativ til

forholdet, eller parterne står hinanden nær i alder, erfaring og udvikling. På

den anden side er bestemmelsen ikke uanvendelig, blot fordi den mindre-

årige tidligere har haft seksuelle forhold, jf. Folketingstidende 2012-13, til-

læg A, L 141 som fremsat, side 20.

Subjektivt kræves det, at gerningspersonen har handlet med forsæt. Det kræ-

ves dog ikke, at gerningspersonen ved handlinger omfattet af § 223, stk. 2,

selv har vurderet sin adfærd som groft misbrug, jf. Thomas Elholm m.fl.,

Kommenteret straffelov, Speciel del (12. udgave 2022), side 436.

Efter straffelovens § 228 er der mulighed for at pålægge ansvar for forhold

omfattet af § 223 i tilfælde, hvor gerningspersonen har handlet uden forsæt

med hensyn til forurettedes alder, men hvor der dog er handlet uagtsomt i

relation hertil.

Har en voksen person opbygget en relation til en ung med henblik på at begå

seksuelle overgreb mod vedkommende, vil der efter omstændighederne

kunne være tale om udnyttelse af en på alder og erfaring beroende overle-

genhed. Som nævnt i relation til straffelovens § 216, stk. 2, samt § 222, vil

der ikke kunne straffes for en fuldbyrdet overtrædelse af § 223, stk. 2, hvis

gerningspersonen ikke har udsat den unge for overgreb. Der vil dog, under

de samme forudsætninger som nævnt ovenfor, kunne straffes for forsøg, jf.

straffelovens § 223, stk. 2, jf. § 21.

2.4. Straffelovens § 224

Efter straffelovens § 224 straffes den, der medvirker til, at en person under

18 år mod betaling eller løfte om betaling har samleje med en kunde, med

bøde eller fængsel indtil 6 år.

I bestemmelsens stk. 1 er medvirken til, at en person under 18 år udsættes

for købesex, kriminaliseret. Det fremgår af forarbejderne, at stk. 1 omfatter

enhver form for bistand til, at en person under 18 år mod betaling eller løfte

om betaling har seksuelt forhold til en kunde, herunder tilfælde, hvor den

pågældende overtales, lokkes, narres eller vildledes hertil, jf. Folketingsti-

dende 2012-13, tillæg A, L 141 som fremsat, side 56.

Efter bestemmelsens stk. 2 straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år den,

der som kunde mod betaling eller løfte om betaling har samleje med en per-

son under 18 år.

Bestemmelsen i § 224 finder desuden tilsvarende anvendelse med hensyn til

andet seksuelt forhold end samleje, jf. straffelovens § 225.

Med ordet ”kunde” forudsættes det, at der ydes betaling for samlejet. Mo-

dydelsen behøver ikke være penge, men skal kunne gøres op i penge, jf.

Thomas Elholm m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (12. udgave

2022), side 438.

I U 2015.3655 Ø blev tiltalte fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens

§ 224, stk. 2, jf. §

225. Tiltalte (T) havde via hjemmesiden ”Boyfriend/girl-

friend” fået kontakt med en 13-årig

pige, som tiltalte mødtes med 3 gange.

I forbindelse med parternes andet møde havde tiltalte anden seksuel omgang

end samleje med F, som han vidste var under 18 år, og han betalte hende

200 kr. F forklarede, at hun ikke selv opfattede pengene som betaling for en

seksuel ydelse, men hun anså dog T for at være sin

”sugardaddy”.

Landsret-

ten fandt det

–

på trods af parternes forklaring

–

bevist, at pengene var beta-

ling for T

s seksuelle forhold med F, da de 200 kr. blev betalt efter forudgå-

ende aftale.

Der ses ikke at være retspraksis, hvor internetbaserede tjenester, der har for-

midlet relationer, der indebærer udveksling af seksuelle ydelser, er straffet

for overtrædelse af straffelovens § 224, stk. 1. Det må dog antages, at en

sådan tjeneste vil kunne straffes for overtrædelse af straffelovens § 224, hvis

det kan bevises, at tjenesten har forsæt til, at en bruger mod betaling har

samleje eller andet seksuelt forhold med en anden bruger, som ikke er fyldt

18 år. Tilsvarende vil en person, der som kunde mod betaling eller løfte om

betaling har samleje med en person under 18 år, kunne straffes for overtræ-

delse af straffelovens § 224, stk. 2, også hvis parterne har indledt et sugar-

datingforhold, og den ældre person udveksler penge eller materielle ting for

seksuelle ydelser.

2.5. Straffelovens § 225

Efter straffelovens § 225 finder bestemmelserne i §§ 216-224 tilsvarende

anvendelse med hensyn til andet seksuelt forhold end samleje.

Bestemmelserne i straffelovens §§ 216-224, omfatter bl.a. voldtægt, samleje

opnået ved forskellige former for misbrug af stilling eller anden udnyttelse

og samleje med en person under 15 år.

Mens bestemmelserne i straffelovens §§ 216-224 alene finder direkte an-

vendelse, når der er tale om samleje (analt eller vaginalt), udvider straffe-

lovens § 225 bestemmelsernes anvendelsesområde til også at omfatte andet

seksuelt forhold end samleje.

Bestemmelsen fik sin nuværende formulering ved lov nr. 633 af 12. juni

2013. Ved loven blev den daværende straffelovs § 224 om anden hetero-

seksuel kønslig omgængelse end samleje og § 225 om homoseksuel kønslig

omgængelse samlet i én bestemmelse (den nugældende § 225) om andet

seksuelt forhold end samleje. Ændringen af bestemmelsens ordlyd til

”andet

seksuelt forhold end samleje” var alene udtryk for en sproglig modernise-

ring, jf. Straffelovrådets betænkning nr. 1534/2012 om seksualforbrydelser,

side 438.

Lovændringen i 2013 byggede på Straffelovrådets betænkning nr.

1534/2012 om seksualforbrydelser. Af betænkningens side 431 ff. fremgår

bl.a. følgende om den dagældende § 224 (nugældende § 225):

”Om

begrebet

”anden

kønslig omgængelse end

samleje”

og her-

under afgrænsningen af begrebet i forhold til blufærdigheds-

krænkelse fremgår bl.a. følgende af udkast af 1923 (U III)

(spalte 323):

”§

204

fastsætter Straf for anden kønslig Omgængelse end Sam-

leje, naar saadan Omgængelse finder Sted under de i §§ 196-203

angivne Betingelser. (…) Man har brugt Udtrykket ”kønslig

Omgængelse” i Stedet for det i Straffelovens § 176 benyttede

Udtryk ”uterligt Forhold” for herved skarpere at præcisere

Grænsen mellem denne Forbrydelse og Blufærdighedskrænkel-

sen

(…) Ved kønslig Omgængelse maa i § 204 forstaas enhver

anden kønslig Benyttelse af en anden Persons Legeme end Sam-

leje. Hvor en saadan Benyttelse ikke foreligger, eller hvor en

kønslig Benyttelse af en andens Legeme vel foreligger, men Be-

tingelserne efter §§ 196-203 ikke er til Stede, vil der kun kunne

blive Spørgsmaal om en

Blufærdighedskrænkelse.”

Afgrænsningen af begrebet ”anden kønslig omgængelse end

samleje” er efterfølgende blevet omskrevet af Stephan

Hurwitz,

som i Den Danske Kriminalret, Speciel Del (1955) side 191, har

beskrevet begrebet på følgende måde:

”Anden kønslig omgængelse” defineres i UIII, mot. sp. 323,

som ”enhver anden kønslig benyttelse af en anden persons le-

geme end samleje”. Denne definition er ikke ganske klar eller

korrekt. Det er rigtigt, at handlinger, der ikke fysisk berører en

andens legeme

–

således navnlig verbal uterlighed og ekshibi-

tionistiske akter

–

ikke kan henføres under begrebet kønslig om-

gængelse. Men på den anden side er ikke enhver seksualhand-

ling,

der fysisk berører eller ”benytter” en andens legeme køns-

lig omgængelse. Det må kræves, at handlingen har en samleje-

lignende karakter, fungerer som surrogat for samleje eller i øv-

rigt i forhold til den krænkede eller misbrugte part rummer et

seksualovergreb, der nærmer sig til

samleje.”

Denne omskrivning af begrebet er i almindelighed fulgt i prak-

sis, og der er endvidere henvist til omskrivningen i forarbejderne

til bestemmelsen i straffelovens § 223 a (nugældende § 224, stk.

2, om køb af prostitutionsydelser af mindreårige), jf. Folketing-

stidende 1998-99, tillæg A, side 937.

Som eksempler på ”anden kønslig omgængelse end samleje”

kan fra retspraksis bl.a. nævnes oralt samleje, kys mv. på køns-

dele, indføring af fingre eller genstande i skeden og manipula-

tion af lem. Sammenfattende forudsætter anvendelse af § 224

således normalt direkte berøring mellem i hvert fald den enes

kønsdel og den andens legeme.””

Der er henvist til denne forståelse af anden kønslig omgængelse i forarbej-

derne til lovændring nr. 633 af 12. juni 2013 om seksualforbrydelser, jf. Fol-

ketingstidende 2012-13, tillæg A, L 141 som fremsat, side 11:

”»Kønslig

omgængelse« omfatter

–

ud over heteroseksuelt, vag-

inalt samleje

–

handlinger, der har en samlejelignende karakter,

fungerer som surrogat for samleje eller i øvrigt i forhold til den

krænkede eller misbrugte part rummer et seksualovergreb, der

nærmer sig til samleje. Der skal normalt være tale om direkte

berøring mellem i hvert fald den enes kønsdel og den andens

legeme.”

Det fremgår af forarbejderne til lovforslaget, at ændringen fra ”kønslig

om-

gængelse” til ”seksuelt forhold” alene var udtryk for en sproglig moderni-

sering jf. Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L 141 som fremsat, side 57.

Der var således ikke tilsigtet nogen materiel ændring i forhold til de seksu-

elle handlinger, der hidtil havde været anset som omfattet af udtrykket

”kønslig omgængelse”.

Straffelovrådet fandt ikke grundlag for at foreslå at udvide strafbestemmel-

serne om seksuelt forhold til at omfatte yderligere handlinger, eksempelvis

at få nogen til at udføre seksuelle handlinger med sig selv (eventuelt ved

anvendelse af genstande) eller berøring af nøgne kønsdele med hånden uden

manipulation eller indtrængen, jf. Straffelovrådets betænkning nr.

1534/2012 om seksualforbrydelser, side 438. Sådanne forhold vil efter om-

stændighederne i stedet være omfattet af straffelovens § 232 om blufærdig-

hedskrænkelse. Straffelovrådet bemærkede, at sådanne sager er sjældent fo-

rekommende, jf. betænkningens side 579.

I Straffelovrådets betænkning nr. 1574/2020 om en frivillighedsbaseret

voldtægtsbestemmelse, side 164 ff. fremgår følgende om situationen, hvor

en person tvinger en anden til at udføre seksuelle handlinger med sig selv:

”I tilknytning til spørgsmålet om frivillighed kan der også fore-

komme tilfælde, hvor en person tvinger en anden til at udføre

seksuelle handlinger med sig selv, f.eks. til at indføre genstande

i eller stimulere egne nøgne kønsdele. Sådanne forhold anses ef-

ter den nugældende lovgivning som blufærdighedskrænkelse ef-

ter straffelovens § 232, idet et seksuelt forhold (som omhandlet

i straffelovens § 225) anses for at indebære kontakt mellem to

personer.

(…)

Siden Straffelovrådets betænkning nr. 1534/2012 er der

–

i takt

med den teknologiske udvikling

–

i praksis fremkommet flere

eksempler på, at personer via nettet dirigerer andre til at foretage

seksuelle handlinger, mens disse live-streames.

Det er typisk børn, der formås til f.eks. at stimulere sig selv foran

et webkamera, men der kan også f.eks. tænkes at forekomme

tilfælde, hvor en person formår en anden voksen til at udføre

seksuelle handlinger på sig selv under trussel om f.eks. at of-

fentliggøre nøgenbilleder, som den pågældende tidligere har

sendt.

Sådanne handlinger, der udføres ved trusler eller tvang eller

over for et barn, der som følge af sin alder ikke kan anses for

frivilligt at deltage i et seksuelt forhold, må i deres natur anses

for at være ufrivillige for den forurettede.

Med den teknologiske udvikling må det forventes, at der frem-

over hyppigere vil fremkomme sager af den pågældende slags.

Det kan derfor efter et enigt Straffelovråds opfattelse give an-

ledning til overvejelse, om straffelovens § 232 sammen med

straffelovens § 260 yder et tilstrækkeligt strafferetligt værn mod

sådanne ufrivillige seksuelle handlinger, og

–

hvis det ikke er

tilfældet

–

om straffelovens § 225 bør ændres, således at sådanne

forhold kan straffes efter denne bestemmelse.

Det kan således synes som en urimelig forskel, at de samme

seksuelle handlinger, som en forurettet ufrivilligt udsættes for,

f.eks. gennem ulovlig tvang, bedømmes som medvirken til

voldtægt, hvis det foregår mellem to forurettede, der begge tvin-

ges til at deltage, mens det alene bedømmes som blufærdigheds-

krænkelse, hvis én forurettet tvinges til at gøre handlingerne

mod sig selv.

Uanset at der er tale om ufrivillige handlinger af seksuel karak-

ter, er det et enigt Straffelovråds opfattelse, at voldtægtsbestem-

melsen i straffelovens § 216 ikke er egnet til at kriminalisere

forhold af denne

type.”

Fra retspraksis kan nævnes TfK 2013.209 V, hvori tiltalte bl.a. blev fundet

skyldig i flere overtrædelser af den dagældende § 217 (samleje opnået ved

anden ulovlig tvang, jf. § 260, end vold eller trussel om vold), jf. § 260, stk.

1, nr. 1, jf. den dagældende § 224 (nugældende § 225 om anden seksuel

omgang end samleje), ved trussel om at offentliggøre nøgenbilleder at have

tvunget den 14-årige F, som han troede var 16 år, til under videochat at føre

fingre op i sin kønsdel, føre en kuglepen op i sin endetarm og forsøge at føre

en gulerod op i sin endetarm. Tiltalte blev desuden fundet skyldig i overtræ-

delse af dagældende § 217, jf. § 260, stk. 1, jf. til dels den dagældende §

224, ved på sin bopæl at have tiltvunget sig samleje og anden kønslig om-

gængelse end samleje med samme forurettede ved at true med at offentlig-

gøre nøgenbilleder af hende. Endvidere blev tiltalte fundet skyldig i over-

trædelse af straffelovens § 232 og § 260, stk. 1, nr. 1, ved at have truet

samme forurettede til under MSN-videochat at tage sit tøj af og vise sig

nøgen for ham. Det fremgår ikke tydeligt af dommens præmisser, om de

digitale overgreb isoleret set blev bedømt som en overtrædelse af straffe-

lovens dagældende § 217 eller § 232.

2.6. Straffelovens § 226

Den, der optager pornografiske fotografier, film el.lign. af en person under

18 år med forsæt til at sælge eller på anden måde udbrede materialet, straffes

efter straffelovens § 226 med bøde eller fængsel indtil 6 år.

I forarbejderne til den oprindelige bestemmelse er det nævnt, at bestemmel-

sen forudsætter, at personen under 18 år er klar over, at forholdet optages,

jf. Folketingstidende 1999-00, tillæg A, side 7816. Skjult fotografering/op-

tagelse hører under straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse og/eller

straffelovens § 264 a (fotografering af person på ikke frit tilgængeligt sted),

jf. Thomas Elholm m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (12. udgave

2022), side 443.

På optagelsestidspunktet skal der foreligge forsæt til at sælge eller på anden

måde udbrede det optagne. Er forsættet til udbredelse først opstået efter op-

tagelsen, er forholdet ikke omfattet af § 226, men eventuelt af straffelovens

§ 264 d, jf. Thomas Elholm m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (12.

udgave 2022), side 444.

Besiddelse mv. af video- eller billedoptagelse af seksuelt materiale med per-

soner under 18 år vil desuden være omfattet af straffelovens § 235, stk. 2.

Hvis barnet er under 15 år, vil besiddelsen i sig selv være strafbar efter §

235, stk. 2, uanset om barnet er indforstået med besiddelsen. Er forurettede

mellem 15 og 18 år, og har vedkommende ikke samtykket i besiddelsen, vil

forholdet også være omfattet af § 235, stk. 2.

Efter straffelovens § 228 er der mulighed for at pålægge ansvar for forhold

omfattet af § 226 i tilfælde, hvor gerningspersonen har handlet uden forsæt

med hensyn til forurettedes alder, men hvor der dog er handlet uagtsomt i

relation hertil.

Straffelovens § 226 anvendes bl.a. i sager, hvor seksuelt materiale med per-

soner under 18 år livestreames.

I Østre Landsrets dom af 3. januar 2018 som gengivet i AM 2018.01.03 Ø

blev tiltalte bl.a. fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 226. Tiltalte

havde optaget 6 billeder og en film af sin datter. Tiltalte havde fremvist den

optagede film på livestreaming-tjenesten Zoom. Retten fandt det bevist, at

tiltalte havde forsæt til at sprede fotos og film på internettet, blandt andet

med det formål selv at få adgang til pornografisk materiale på internettet.

2.7. Straffelovens § 227

Efter straffelovens § 227 straffes den, der medvirker til, at en person under

18 år deltager i en forestilling med pornografisk optræden, med bøde eller

fængsel indtil 6 år.

Straffelovens § 227 anvendes bl.a. i sager, hvor seksuelt materiale med per-

soner under 18 år livestreames.

I TfK 2019.469/2 havde tiltalte chattet med personer bag tre chatnavne, og

efter indholdet af korrespondancen blev det overordnet lagt til grund, at til-

talte havde afgivet bestilling om, at en række personer, i det væsentlige un-

der 18 år, der befandt sig på Filippinerne, skulle have sex med andre eller

berøre sig selv på en seksuel måde, hvilket mod betaling skulle streames

live til tiltalte. I flere tilfælde blev forholdene ikke gennemført. De handlin-

ger, der efter tiltaltes bestilling skulle foretages eller blev foretaget i 10 af

forholdene af personer under 18 år, havde karakter af pornografisk optræ-

den. De enkelte optrædener foregik eller skulle foregå, efter at tiltalte via en

kontaktperson havde aftalt betaling og i visse tilfælde også givet anvisninger

til indholdet, ligesom tiltalte overværede de gennemførte shows via live-

streaming og i flere tilfælde løbende kommenterede og instruerede den op-

trædende. På denne baggrund havde tiltalte medvirket til eller forsøgt at

medvirke til, at personer under 18 år havde deltaget i forestillinger som an-

givet i straffelovens § 227, og tiltalte var derfor bl.a. skyldig i overtrædelse

af denne bestemmelse.

2.8. Straffelovens § 232

2.8.1.

Den, som ved uanstændigt forhold krænker blufærdigheden, straffes

efter straffelovens § 232, stk. 1, med bøde eller fængsel indtil 2 år eller, hvis

forholdet er begået over for et barn under 15 år, med bøde eller fængsel

indtil 4 år. Efter bestemmelsens stk. 2 skal der ved fastsættelse af straffen

lægges vægt på den særlige krænkelse, der er forbundet med lovovertrædel-

sen.

Med udtrykket ”uanstændigt forhold” sigtes til handlinger, som har

relation

til seksuelle forhold og er af en vis grovhed, jf. Thomas Elholm m.fl., Kom-

menteret straffelov, Speciel del (12. udgave 2022) side 450. Bestemmelsen

fungerer i realiteten som en generalklausul, der kan bringes i anvendelse på

enhver seksuel handling af en vis grovere karakter, som ikke er omfattet af

de øvrige bestemmelser i straffelovens kapitel 24, men som dog af domsto-

lene findes at burde kunne mødes med straf, jf. Folketingstidende 2012-13,

tillæg A, L 141 som fremsat, side 27.

I forarbejderne til bestemmelsen antages det, at videregivelse af oplysninger

af seksuel karakter om nogen til andre i sig selv kan udgøre en blufærdig-

hedskrænkelse, forudsat at forholdet har den grovhed, som kræves for an-

vendelsen af straffelovens § 232, jf. Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L

141 som fremsat, side 27. Har en person sendt beskeder eller billeder med

seksuelt indhold til et barn, vil situationen dermed efter omstændighederne

kunne være omfattet.

I Straffelovrådets betænkning nr. 1534/2012 om seksualforbrydelser, side

757 ff., er det bl.a. anført, at berøring af nøgne kønsdele med hånden uden

manipulation eller indtrængen ligger lige under grænsen for seksuelt for-

hold. Disse forhold vil i stedet være omfattet af straffelovens § 232.

De handlinger, der er omfattet af straffelovens § 232, kan navnlig opdeles i

handlinger, hvor gerningspersonen og offeret er i umiddelbar fysisk kontakt

med hinanden, og handlinger, hvor dette ikke er tilfældet, jf. Straffelovrå-

dets betænkning nr. 1534/2012 om Seksualforbrydelser, side 578.

Overtrædelser af straffelovens § 232, hvor gerningspersonen og offeret ikke

er i umiddelbar fysisk kontakt, kan kategoriseres på forskellig måde. En sær-

lig kategori er tilfælde, hvor gerningspersonen får offeret til at foretage en

seksuel handling med sig selv.

Af eksempler fra praksis kan nævnes FED 2020.232, hvor tiltalte bl.a. blev

fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 232 ved via live-chat at have

formået de forurettede til at afklæde sig og masturbere ved brug af bl.a. egne

fingre, plastikflaske, dildo og ved brug af skaftet på en børste, alt imens

tiltalte så på via webcam, ligesom tiltalte selv masturberede til det.

2.8.2.

De handlinger, der er omfattet af § 232, kan desuden opdeles i kate-

gorier, inden for hvilke et samtykke har forskellige funktioner. Der kan for

det første sondres mellem, om der er tale om individuelle krænkelser, dvs.

hvor én eller få personer krænkes, eller om det er offentligheden, der kræn-

kes. De individuelle krænkelser kan derudover opdeles i to kategorier; til-

fælde, hvor den forurettede har mulighed for at samtykke, f.eks. ved befølin-

ger, og tilfælde, hvor den forurettede ikke er klar over krænkelsen og derfor

ikke kan samtykke, eksempelvis beluringer, jf. Malene Bechmann Christen-

sen, Det strafferetlige samtykke (1. udgave 2008), side 182.

Bestemmelsen i § 232 forudsætter som noget selvfølgeligt, at voksne kan

give samtykke med diskulperende virkning for den anden part, mens børns

samtykke er uden betydning. Man kan næppe angive en for alle forhold gyl-

dig aldersgrænse mht. diskulperende samtykke. Men da samleje og anden

seksuel omgang med en person over 15 år er straffri, vil unge på dette alder-

strin formentlig i alle eller langt de fleste relationer kunne give deres

samtykke til forhold omfattet af § 232, når de har haft forståelse af, hvad det

ville dreje sig om, jf. Knud Waaben, Strafferettens specielle del (6. revide-

rede udgave 2014), side 87.

For børn under 15 år er det hovedreglen, at et samtykke til befølinger om-

fattet af straffelovens § 232 ikke kan have diskulperende virkning, jf. Ma-

lene Bechmann Christensen, Det strafferetlige samtykke (1. udgave 2008),

side 185. Waaben anfører dog, at det vil bero på domstolenes skøn, om et

samtykke givet af et barn under 15 år i visse relationer skal anses som straf-

feretlig gyldigt, fordi forholdet ligger inden for det, som mange i 13-14 års

alderen praktiserer, jf. Knud Waaben, Strafferettens specielle del (6. revide-

rede udgave 2014), side 87.

For så vidt angår personer over 15 men under 18 år, er det i teorien antaget,

at der skal foretages en konkret vurdering af vedkommendes modenhed og

udvikling ved afgørelse af, om den pågældende kan samtykke til blufærdig-

hedskrænkelse, jf. Malene Bechmann Christensen, Det strafferetlige

samtykke (1. udgave 2008), side 184.

Det er således anført i litteraturen, at strafansvar måske kan tænkes for nogle

handlinger begået med samtykke fra de i § 223, stk. 1, nævnte unge mellem

15 og 18 år, jf. Knud Waaben, Strafferettens specielle del (6. reviderede

udgave 2014), side 87.

Det er på den baggrund i litteraturen antaget, at udgangspunktet er, at per-

soner over 15 år kan samtykke til befølinger efter § 232, dog ikke i særlige

tilfælde, som f.eks. lærer/elev, jf. straffelovens § 223 og far/datter, jf. straf-

felovens § 210, jf. Malene Bechmann Christensen, Det strafferetlige

samtykke (1. udgave 2008), side 185.

Dette synspunkt må imidlertid anses for modificeret ved Vestre Landsrets

dom af 31. marts 2021, trykt i TfK 2021.623, hvorved der skete frifindelse

for overtrædelse af straffelovens § 232, jf. umiddelbart nedenfor.

2.8.2.1.

Vestre Landsret afsagde den 31. marts 2021 dom i en sag, hvor en

mand blev frikendt for overtrædelse af straffelovens § 232 om blufærdig-

hedskrænkelse i forhold til en elev på en efterskole, hvor den tiltalte på da-

værende tidspunkt arbejdede som lærer.

Den tiltalte i sagen (T), som var født 1973, var ansat på en efterskole, og var

tiltalt for flere tilfælde af overtrædelse af straffelovens § 232 ved i 2015 at

have krænket blufærdigheden hos F, der var født i 1999, mens og umiddel-

bart efter hun var elev på efterskolen, ved at have sendt hende beskeder med

seksuelt indhold, f.eks. »Bøj dig ned, så jeg kan tage dig bagfra«. Han var

endvidere tiltalt for at have bedt F om at tage tøjet af, hvorefter F placerede

sig på en briks alene iført undertøj, og derefter have masseret hendes bryster

og berørt hende mellem benene ved trussekanten og i et andet tilfælde at

have løsnet F’s tøj, hvorefter han berørte hendes baller. Han var endvidere

tiltalt for at have sendt et billede af sit erigerede lem til F.

T erkendte, at han havde skrevet de beskrevne beskeder og sendt et foto af

sit erigerede lem til den dengang 15-16-årige F, der var elev på efterskolen

i skoleåret 2014/2015.

F forklarede bl.a., at den flirtende korrespondance var gensidig og også

handlede om sex, at hun skrev ting tilbage, som hun troede, T gerne ville

høre, at hun blev forelsket i ham, og at hun sendte et foto af sig selv kun

iført trusser til ham. Videre forklarede hun, at hun kun havde gemt T’s be-

skeder til hende.

Om massagen i fysioterapilokalet forklarede F, at hun tænkte, at massagen

muligvis godt kunne udvikle sig til noget seksuelt, at T ikke masserede på

selve brysterne, og at han under massagen af hendes ben rørte tæt på trusse-

kanten. Hun havde efterfølgende taget et foto af den flaske olivenolie, som

T havde anvendt i forbindelse med massagen.

Der havde efter forklaringerne ikke været kontakt mellem T og F efter den

1. oktober 2015. F havde først indgivet anmeldelsen til politiet den 2. sep-

tember 2019.

Ved dom af 26. juni 2020 idømte Retten i Viborg T 3 måneders ubetinget

fængsel, for overtrædelse af straffelovens § 232, herunder under hensyn til

forholdets karakter, jf. straffelovens § 81, nr. 8, hvorefter det ved straffens

fastsættelse i almindelighed skal indgå som en skærpende omstændighed, at

gerningen er begået i udførelsen af offentlig tjeneste eller hverv eller under

misbrug af stilling eller særligt tillidsforhold i øvrigt.

Byretten lagde ved strafudmålingen i skærpende retning navnlig vægt på, at

der var tale om mange blufærdighedskrænkelser begået over en lang periode

mod en 25 år yngre elev. Der blev endvidere lagt vægt på, at tiltalte udnyt-

tede Fs forelskelse i ham og misbrugte sin stilling som efterskolelærer og

håndboldtræner til at få sine seksuelle fantasier eksponeret.

Tiltalte ankede sagen til Vestre Landsret, som frifandt ham. Af landsrettens

begrundelse fremgår bl.a.:

”Der har efter forklaringerne ikke været kontakt mellem tiltalte

og F efter 1. oktober 2015. F indgav først anmeldelsen til politiet

den 2. september 2019.

Herefter og efter bevisførelsen i øvrigt finder landsretten, at til-

talte kunne gå ud fra, at F var indforstået med hans beskeder og

hans adfærd over for hende. Det kan ikke antages, at F som følge

af sin alder, aldersforskellen og situationen i øvrigt ikke kunne

give samtykke

hertil.”

2.9. Straffelovens § 233

2.9.1. Rufferi

2.9.1.1.

Efter straffelovens § 233, stk. 1, straffes den, der driver virksomhed

med, at en anden mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold

til en kunde, for rufferi med fængsel indtil 4 år.

Det strafbare efter stk. 1 er at drive virksomhed med, at en anden sælger sex.

Formålet med bestemmelsen er ikke at ramme den, der sælger sine egne

ydelser, men den der som bagmand, tjener på andres ydelser.

Bestemmelsen finder anvendelse, uanset om bagmanden har opnået eller til-

sigtet at opnå en fortjeneste. Bestemmelsens formål er imidlertid at beskytte

prostituerede mod udnyttelse, herunder skjult udnyttelse, og hvis en bag-

mand undtagelsesvis hverken har opnået eller tilsigtet at opnå en fortjeneste,

taler dette for at udmåle en efter omstændighederne væsentligt mildere straf

end ellers, jf. Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L 141 som fremsat, side

60.

Betegnelsen ”driver virksomhed” forudsætter, at den pågældendes

involve-

ring har et vist omfang og en vis regelmæssighed, jf. Folketingstidende

2012-13, tillæg A, L 141 som fremsat, side 59.

Strafansvar efter § 233, stk.1, omfatter den, der driver virksomheden, men

straffelovens § 23 kan anvendes på den, der medvirker til virksomhedens

drift. Dette gælder både personer, der udlejer lokaler eller leverer varer eller

tjenesteydelser (f.eks. annoncering eller betalingstjenester) til prostitu-

tionsvirksomheden, og personer, der uden at være prostituerede er beskæf-

tiget i virksomheden, eksempelvis som vagter, chauffører, telefonpassere,

receptionister mv. For alle medvirkende gælder, at straf forudsætter forsæt,

herunder med hensyn til, at der er tale om virksomhed med, at en anden mod

betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde, jf. Folke-

tingstidende 2012-13, tillæg A, L 141 som fremsat, side 60.

Der kan straffes i sammenstød mellem § 233, stk. 1, og § 224, stk. 1, om

medvirken til, at en person under 18 år mod betaling eller løfte om betaling

har samleje med en kunde, jf. Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L 141

som fremsat, side 60.

2.9.1.2.

Straffelovens § 233 er senest revideret ved lov nr. 633 af 12. juni

2013 på baggrund af Straffelovrådets betænkning nr. 1534/2012 om seksu-

alforbrydelser. Straffelovrådet udtalte i den forbindelse bl.a. følgende ved-

rørende udformningen af bestemmelsens stk. 1, jf. betænkningens side 538

ff.:

”Med hensyn til kriminalisering af medvirken til andres prosti-

tution, hvor den prostituerede er fyldt 18 år, og hvor der ikke er

tale om at anvende tvang, svig mv. med henblik på at udnytte

den pågældende ved prostitution, er det efter Straffelovrådets

opfattelse vigtigt at være opmærksom på, at der i givet fald er

tale om at kriminalisere medvirken til en i øvrigt straffri virk-

somhed. Der vil således i givet fald være tale om særskilt kri-

minalisering af nærmere angivne handlinger og ikke om med-

virkensansvar efter straffelovens § 23.

Efter Straffelovrådets opfattelse bør en sådan kriminalisering af

medvirken til andres frivillige prostitution i givet fald have til

formål at beskytte de prostituerede mod udnyttelse. Det er derfor

også vigtigt at være opmærksom på, at jo mere vidtgående en

eventuel kriminalisering af medvirken til andres frivillige

prostitution bliver, jo vanskeligere bliver det at arbejde som

prostitueret. Der må i sidste ende ske en afvejning af hensynet

til, at frivillig prostitution er straffri og bør kunne udøves under

rimelige forhold, og hensynet til, at udnyttelse af andres prosti-

tution bør bekæmpes.

(...)

Straffelovrådet har ud fra disse hensyn navnlig overvejet, hvor-

dan prostitutionsvirksomhed bør kunne være organiseret, og i

hvilket omfang og på hvilke vilkår andre bør kunne bistå med

hjælpefunktioner i relation til prostitution (f.eks. lokaler, tele-

fonbetjening, reception, annoncering mv.). Straffelovrådet er

kommet frem til, at prostitutionsvirksomhed ud over, at én

prostitueret driver sin egen virksomhed, alene bør kunne være

organiseret som et ligeværdigt fællesskab mellem flere prostitu-

erede. Straffelovrådet finder, at der ved andre organiseringsfor-

mer er for stor risiko for udnyttelse af de prostituerede, og at

hensynet til at modvirke en sådan udnyttelse vejer tungere end

hensynet til at give prostituerede frihed til at organisere sig, som

de selv ønsker. Straffelovrådet foreslår således, at prostitutions-

virksomhed skal være strafbar, hvis der ikke er tale om et lige-

værdigt fællesskab mellem de prostituerede, der er beskæftiget

virksomheden.”

2.9.1.3.

Der ses ikke at være eksempler i retspraksis, hvor domstolene har

taget stilling til, hvorvidt internetbaserede sugardatingtjenester el.lign., der

tjener penge på at formidle relationer, der omfatter udveksling af seksuelle

ydelser for penge, er omfattet af straffelovens § 233. Om spørgsmålet om,

hvorvidt sugardatingtjenester vil kunne straffes for rufferi efter straffelovens

§ 233, stk. 1, anføres bl.a. følgende, jf. Nicolaj Sivan Holst, ”Sugardating –

Rufferi, udnyttelse og mellemmandsvirksomhed i den digitale tidsalder”,

Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab 3/2018, side 320 ff.:

”Bestemmelsen må siges at

forudsætte en vis organiseret bag-

mandsvirksomhed, og for at bestemmelsen kan finde anven-

delse, må der nok være tale om, at tjenesten mere systematisk

og i et ikke uvæsentligt omfang fungerer som mellemled mellem

prostituerede og deres kunder. Selvom [sugardatingtjenesten]

måtte blive anvendt til egentlig prostitution, altså udveksling af

formuegoder mod seksuelle ydelser, så ses [tjenesten] dog ikke

at tage procenter af sådanne udvekslinger eller lign. Det afgø-

rende bliver således, om det forhold, at tjenesten koster penge,

gør, at man kan sige, at tjenesten driver virksomhed ved prosti-

tution. Virksomheden oplyser selv, at dens formål er noget an-

det, og at den forbyder prostitution. Det er nok vanskeligt at

tilbagevise, at hovedformålet med virksomheden er, at folk be-

taler for selskab, som ikke nødvendigvis behøver at være af

seksuel karakter. Med mindre dette kan tilbagevises, er det nok

vanskeligt at forestille sig, at sådanne tjenester kan straffes for

rufferi efter straffelovens § 233, stk.

1.”

2.9.2. Anden udnyttelse og mellemmandsvirksomhed

2.9.2.1.

Efter straffelovens § 233, stk. 2, straffes den, der i øvrigt (dvs. på

anden måde end ved rufferi) udnytter, at en anden erhvervsmæssigt mod

betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde, med bøde

eller fængsel indtil 3 år, jf. bestemmelsens 1. pkt.

Det samme gælder den, der fremmer, at en anden mod betaling eller løfte

om betaling har seksuelt forhold til en kunde, ved for vindings skyld eller i

oftere gentagne tilfælde at optræde som mellemmand, jf. bestemmelsens 2.

pkt.

2.9.2.2.

Som anført ovenfor under pkt. 2.9.1.2 er straffelovens § 233 senest

revideret ved lov nr. 633 af 12. juni 2013 på baggrund af Straffelovrådets

betænkning nr. 1534/2012 om seksualforbrydelser.

Straffelovrådet udtalte i den forbindelse bl.a. følgende vedrørende udnyt-

telse af en andens erhvervsmæssige prostitution, jf. betænkning nr.

1534/2012, side 542 ff.:

”Ved

siden af den foreslåede nye strafbestemmelse om prostitu-

tionsvirksomhed, hvor der ikke er tale om et ligeværdigt fælles-

skab mellem de prostituerede, der er beskæftiget i virksomhe-

den, foreslår Straffelovrådet at opretholde den eksisterende kri-

minalisering af (i øvrigt) at udnytte en andens erhverv ved

prostitution.

Straffelovrådet finder således, at mest taler for, at det også, selv

om der hverken foreligger tvang, svig eller anden utilbørlig på-

virkning, fortsat bør være strafbart at udnytte en andens er-

hvervsmæssige prostitution ved mere varigt at modtage en andel

af den prostitueredes indtjening, uden at modtageren har et ret-

ligt eller naturligt krav

herpå.”

Om anden mellemmandsvirksomhed ved prostitution fremgår bl.a. føl-

gende, jf. betænkningens side 543 ff.:

”Straffelovrådet foreslår, at der ved siden af

de foreslåede straf-

bestemmelser om prostitutionsvirksomhed og udnyttelse i øvrigt

af en andens erhverv ved prostitution ikke opretholdes en sær-

skilt kriminalisering af mellemmandsvirksomhed.

Erhvervsmæssig mellemmandsvirksomhed f.eks. i form af et

udskænkningssteds formidling af barprostitution eller i form af

formidling af escortprostitution vil efter Straffelovrådets forslag

være omfattet af den foreslåede nye strafbestemmelse om prosti-

tutionsvirksomhed

–

og dermed af en strengere strafbestem-

melse end den gældende bestemmelse om mellemmandsvirk-

somhed i straffelovens [dagældende] § 229, stk. 1.

Ikke-erhvervsmæssig mellemmandsvirksomhed vil derimod ef-

ter Straffelovrådets forslag ikke længere være selvstændigt kri-

minaliseret. Dette svarer til retstilstanden før 1961, men også til

tiltalepraksis i de sidste mange år, hvor anklagemyndigheden i

praksis ikke rejser tiltale mod personer, der alene ikke-erhvervs-

mæssigt har formidlet kontakt mellem en prostitueret og en

kunde. Også efter Straffelovrådets forslag vil forhold, som i dag

faktisk påtales og straffes, fortsat kunne straffes.

Straffelovrådet er opmærksom på, at begrundelsen for krimina-

liseringen i 1961 af ikke-erhvervsmæssig mellemmandsvirk-

somhed (hvis den skete mod betaling eller i oftere gentagne til-

fælde) var begrundet i, at hensynet til en begrænsning af prosti-

tutionen med dens menneskelige og samfundsmæssige følger

tilsagde en kriminalisering af handlinger, der i væsentlig grad

fremmer prostitutionen. Der blev endvidere henvist til vanske-

lighederne ved at bevise, at en udøvet mellemmandsvirksomhed

skete erhvervsmæssigt.

Efter Straffelovrådets opfattelse bør kriminaliseringen af med-

virken til andres frivillige prostitution imidlertid som nævnt i

dag have til formål at beskytte de prostituerede mod udnyttelse.

Det bør således ikke være et selvstændigt formål for kriminali-

seringen at begrænse omfanget af den frivillige prostitution mest

muligt. Hvis omfanget af den frivillige prostitution ønskes be-

grænset, bør det således ske gennem en social indsats og ikke

gennem kriminalisering.

Hertil kommer, at det i hvert fald kvantitativt næppe har den

store betydning for omfanget af den frivillige prostitution, hvis

f.eks. et hotel som en ”service” over for gæsterne

efter anmod-

ning udleverer telefonnumre eller adresser på prostituerede.

Der vil i sagens natur være en glidende overgang mellem en så-

dan lejlighedsvis ”serviceoplysning” og et samarbejde mellem

f.eks. et hotel og bestemte prostituerede, som indebærer, at ho-

tellet reelt driver prostitutionsvirksomhed. Sidstnævnte vil være

omfattet af den foreslåede nye strafbestemmelse om prostitu-

tionsvirksomhed

–

og dermed af en strengere strafbestemmelse

end den [da]gældende bestemmelse om mellemmandsvirksom-

hed i straffelovens § 229, stk. 1. Førstnævnte adskiller sig deri-

mod i realiteten ikke fra salg af annonceplads i trykte eller elek-

troniske medier til prostitutionsvirksomheder, hvilket allerede i

dag er lovligt (når der ikke er tale om medvirken til andres ruf-

feri eller

alfonseri).”

Om bevisspørgsmålet fremgår bl.a. følgende, jf. betænkningens side 546:

”Straffelovrådet er opmærksom på, at erhvervsmæssig mellem-

mandsvirksomhed eller medvirken til strafbar prostitutionsvirk-

somhed efter omstændighederne kan være vanskelig at bevise.

Når rådet trods dette alligevel ikke har fundet grundlag for at

foreslå at videreføre den eksisterende særskilte kriminalisering

af visse tilfælde af ikke-erhvervsmæssig mellemmandsvirksom-

hed, skyldes det, dels at disse forhold ifølge langvarig tiltale-

praksis ikke strafforfølges, dels at kriminaliseringen også om-

fatter personer, som prostituerede bruger som hjælp og beskyt-

telse.

Som eksempler kan nævnes de såkaldte ”dørpiger”, der f.eks.

passer telefon og/eller reception for en eller flere prostituerede,

og chauffører, der kører for escortprostituerede og samtidig fun-

gerer som beskyttelse og derfor eventuelt også er den, der står

for den indledende kontakt til kunden og tager imod betaling

mv.

I overensstemmelse med langvarig tiltalepraksis bør sådanne

”hjælpere”, der gør det nemmere og sikrere at arbejde som

prostitueret, ikke straffes, alene fordi de udfører sådanne hjæl-

peopgaver i tilknytning til andres frivillige prostitution.

Ligesom i dag vil sådanne personer derimod kunne straffes, hvis

det kan bevises, at de (og ikke den eller de prostituerede i et

ligeværdigt fællesskab) driver prostitutionsvirksomheden, at de

arbejder for den bagmand, som driver prostitutionsvirksomhe-

den (og ikke for den eller de prostituerede i et ligeværdigt fæl-

lesskab), eller at de modtager en uforholdsmæssig høj betaling

for deres

arbejde.”

Straffelovrådets forslag vedrørende straffelovens § 233, blev i vidt omfang

gennemført ved lovændringen i 2013, idet den hidtidige kriminalisering af

mellemmandsvirksomhed dog blev opretholdt. Om begrundelsen herfor

fremgår følgende af lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. Folketing-

stidende 2012-13, tillæg A, L 141 som fremsat, side 35:

”Justitsministeriet

finder dog ikke grundlag for i forhold til den

foreslåede rufferibestemmelse at justere på den hidtidige forstå-

else af at »holde bordel« eller for at ophæve den eksisterende

kriminalisering af at optræde som mellemmand ved andres

prostitution, da det vil kunne sende et forkert

signal.”

I besvarelsen af spørgsmål 13 til lovforslaget (L 141) fra Folketingets

Retsudvalg anførte Justitsministeriet:

”Med lovforslaget foreslås det bl.a. at videreføre den gældende

kriminalisering af at fremme andres

prostitution ”ved for vin-

dings skyld eller i oftere gentagne tilfælde at optræde som mel-

lemmand”, jf. forslaget til straffelovens § 223, stk. 2, 2. pkt.

(lovforslagets § 1, nr. 23). Endvidere foreslås det at videreføre

den gældende kriminalisering af at udleje værelse i hotel til brug

for erhvervsmæssig prostitution, jf. forslaget til straffelovens §

233, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr. 23).

Det er således virksomhed som ”mellemmand” –

dvs. formidler

af kontakt mellem en prostitueret og en kunde

–

der er krimina-

liseret (hvis den sker for vindings skyld eller i oftere gentagne

tilfælde). Endvidere er udlejning af værelse i hotel til brug for

erhvervsmæssig prostitution kriminaliseret.

Andre hjælpefunktioner i forhold til prostituerede er derimod

ikke kriminaliseret (når der ikke er tale om menneskehandel,

rufferi eller anden udnyttelse).”

2.9.2.3.

Af relevans for forståelsen af straffelovens § 233, stk. 2, 2. pkt., om

mellemmandsvirksomhed kan endvidere nævnes Højesterets dom, jf. U

2014.1437/2 H, hvor syv kvinder blev frifundet for mellemmandsvirksom-

hed, jf. den dagældende § 229, stk. 1, 1. led (nu § 233, stk. 2, 2. pkt.). De

tiltalte havde fungeret som lønnede telefonpassere for prostituerede, hvor de

bl.a. modtog tidsbestilling fra kunder. Højesteret udtalte i den forbindelse

med henvisning til bestemmelsens forarbejder:

”Højesteret finder på dette grundlag, at bestemmelsen efter sin

ordlyd og sit formål omfatter egentlig mellemmandsvirksom-

hed, hvor der er tale om selvstændig formidling af kontakt mel-

lem en prostitueret og en kunde. Bestemmelsen omfatter deri-

mod ikke andre hjælpefunktioner i forhold til prostituerede, her-

under hjælp til telefonpasning mv. Det tilføjes, at en sådan bi-

stand, der ydes til en bagmand (ruffer), derimod efter omstæn-

dighederne vil kunne straffes som medvirken til bordelvirksom-

hed (rufferi), jf. straffelovens § 233, stk.

1.”

2.9.2.4.

Som anført ovenfor under pkt. 2.9.1.3 ses der ikke at være eksemp-

ler i retspraksis, hvor domstolene har taget stilling til, hvorvidt en internet-

baseret sugardatingtjeneste el.lign., der tjener penge på at formidle relatio-

ner, der omfatter udveksling af seksuelle ydelser for penge, er omfattet af

straffelovens § 233.

Om spørgsmålet om, hvorvidt sugardatingtjenester vil kunne straffes for øv-

rig udnyttelse eller mellemmandsvirksomhed efter straffelovens § 233, stk.

2, anføres bl.a. følgende, jf. Nicolaj Sivan Holst, side 321 ff.:

”(…) Da sugarbabes ikke overlader nogen del af deres

indtjening

til [sugardatingtjenesten], vil udnyttelse efter § 233, stk. 2, 1. pkt.,

ikke kunne finde anvendelse. Efter denne del af bestemmelsen er

det også et krav, at der er tale om udnyttelse af

erhvervsmæssig

prostitution. Selv ud fra de beretninger, der har været i pressen

om sugarbabes, der anvender tjenesten til prostitution, vil det

være vanskeligt at sige, at dette har været deres hovederhverv,

hvorved de ernærer sig, og derved klart karakterisere brugen som

erhvervsmæssig.

Bestemmelsens stk. 2, 2. pkt., om mellemmandsvirksomhed sy-

nes måske mere oplagt, særligt under hensyntagen til Højesterets

betoning af, at bestemmelsen særligt finder anvendelse, når der er

tale om

”selvstændig

formidling af kontakt mellem en prostitueret

og en kunde” i den ovenfor refererede dom fra U 2014.1427/2

Det er klart, at hjemmesiden selv angiver, at den ikke efter sit for-

mål skal anvendes til prostitution. Hvis det lægges til grund, at

siden rent faktisk bliver anvendt til prostitution, bliver spørgsmå-

let dog, om sådanne nettjenester kan overtræde § 233, stk. 2, 2.

pkt., ved at forholde sig passivt til brugernes anvendelse af hjem-

mesiden.

(…)

Det afgørende for at [sugardatingtjenester] kan siges at optræde

som mellemmænd i § 233, stk. 2, 2. pkt.s forstand, bliver således,

hvorvidt de kan siges at have forsæt til, at siden anvendes på

denne måde, og om de kan siges at reagere tilstrækkeligt på denne

viden.

(…)

Hvor meget der kan kræves af virksomheder (…) med hensyn til

at håndhæve egne regler, som f.eks. forbud mod at anvende tje-

nesten til prostitutionsydelser, er svært at sige generelt. Når man

får mistanke om, at ens tjeneste anvendes til sådanne formål, må

det kræves, at der opstilles regler om retningslinjer for brugen, og

at brud på disse regler om retningslinjer sanktioneres effektivt.

Alternativt vil man kunne sige, at virksomheden, ved at se igen-

nem fingre med dette, særligt henset til fortjenesten ved brugen af

hjemmesiden, fremmer prostitution.

Hovedforudsætningen for, at virksomheden kan siges at have op-

fyldt sin handlepligt og derved kan blive straffri, er dog selvføl-

gelig, at virksomheden rent faktisk (i sin kerneydelse) forfølger et

andet formål end formidling af prostitution til

kunder.”

Det bemærkes i forlængelse heraf, at det på flere tjenester, hvor der formid-

les sugardating, fremgår, at der gælder retningslinjer for brugen, herunder at

tjenesterne ikke må anvendes til prostitution. Det fremgår endvidere, at

overtrædelse af retningslinjerne vil medføre udelukkelse fra tjenesten

sugardaters.dk (Betingelser

| SugarDaters),

og Dansk Sugardating (Vilkår

betingelser (dansksugardating.com))

Bl.a.

2.10. Straffelovens § 235

Den, som udbreder pornografiske fotografier eller film, andre pornografiske

visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år, straffes efter

straffelovens § 235, stk. 1, med bøde eller fængsel indtil 2 år eller under

særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 år. Som særligt

skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor barnets liv udsættes

for fare, hvor der anvendes grov vold, hvor der forvoldes barnet alvorlig

skade, eller hvor der er tale om udbredelse af mere systematisk eller organi-

seret karakter. Bestemmelsen i § 235, stk. 1, finder anvendelse, uanset om

den forurettede er indforstået med udbredelsen.

Efter bestemmelsens stk. 2 straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år den,

som besidder eller mod vederlag eller gennem internettet eller et lignende

system til spredning af information gør sig bekendt med pornografiske fo-

tografier eller film, andre pornografiske visuelle gengivelser eller lignende

af personer under 18 år. Bestemmelsen i stk. 2 omfatter ikke besiddelse af

fotografier, film el.lign. af en person, der er fyldt 15 år, hvis den pågældende

samtykker i besiddelsen, jf. stk. 3.

Udbredelse af seksuelt materiale med børn er strafbart uden hensyn til et

eventuelt samtykke, jf. § 235, stk. 3, modsætningsvis.

Med ”pornografiske fotografier, film eller lignende” forstås billedoptagel-

ser, hvor en person under 18 år har samleje eller andet seksuelt forhold end

samleje, hvor der i forhold til en person under 18 år anvendes genstande på

en måde, der svarer til samleje eller andet seksuelt forhold end samleje, eller

hvor en person under 18 år anvendes som model for fotografering af køns-

dele eller seksuelt prægede berøringer, jf. Straffelovrådets betænkning nr.

1534/2012 om seksualforbrydelser, side 605.

Ved ”andre pornografiske visuelle gengivelser” forstås navnlig computer-

genererede billeder, der ikke afbilder en virkelig person under 18 år, men

bortset fra det fiktive har fuld lighed med et fotografi. Den fiktive fremstil-

ling skal således fremtræde på tilnærmelsesvis samme måde som fotografier

og lignende, jf. Straffelovrådets betænkning nr. 1534/2012 om seksualfor-

brydelser, side 606.

Ordet

”pornografisk”

blev indført i straffelovens § 235 ved lov nr. 633 af

12. juni 2013. Loven bygger på den ovennævnte betænkning nr. 1534/2012,

hvori Straffelovrådet foreslog en sproglig modernisering af bestemmelsen,

som på daværende tidspunkt kriminaliserede besiddelse af ”utugtige”

foto-

grafier mv. Der blev ikke i forbindelse med ændringen af betegnelsen æn-

dret på det strafbare gerningsindhold.

Henvisningen til

”personer

under 18

år”

skal ifølge forarbejderne forstås på

den måde, at dette element i gerningsindholdet er opfyldt, hvis den pågæl-

dende fremtræder som yngre end 18 år, medmindre gerningspersonen bevi-

ser, at den pågældende faktisk var fyldt 18 år, jf. Straffelovrådets betænk-

ning nr. 1534/2012 om seksualforbrydelser, side 606.

Den strafbare handling efter stk. 1 er at udbrede det nævnte materiale. Ud-

bredelse omfatter i hvert fald videregivelse af materialet, herunder i en snæ-

ver kreds, og det er uden betydning, om der ydes betaling eller ej, jf. Straf-

felovrådets betænkning nr. 1534/2012 om seksualforbrydelser, side 606.

De strafbare handlinger efter stk. 2 er at besidde eller mod vederlag eller

gennem internettet eller lignende at gøre sig bekendt med materiale af den

nævnte karakter. Besiddelse omfatter også f.eks. lagring i digital form på

medier, som er i gerningspersonens besiddelse, f.eks. en computers harddisk

eller en usb-nøgle. Det er også strafbart mod vederlag at gøre sig bekendt

med materiale af den nævnte karakter, jf. Straffelovrådets betænkning nr.

1534/2012 om seksualforbrydelser, side 606.

Et samtykke til besiddelse efter stk. 3 kan til enhver tid tilbagekaldes med

den virkning, at fortsat besiddelse vil være omfattet af forbuddet i straffe-

lovens § 235, stk. 2.

Det er i litteraturen anført, at et samtykke fra en daværende kæreste til be-

siddelse af materiale af den pågældende, som er omfattet af straffelovens §

235, tilbagekaldes forudsætningsvist, når kæresteforholdet ophører. Går et

kærestepar således fra hinanden, vil de hver især skulle slette de eventuelle

nøgenbilleder mv., de måtte have af hinanden, medmindre de konkret har

fået lov til (fortsat) at opbevare dem, jf. Nicolaj Sivan Holst,

”Børn

og unges

deling af digitale billeder og film”, Nordisk Tidsskrift for Kriminalviden-

skab 2/2018, side 159.

Da der kræves forsæt, vil straf for besiddelse forudsætte, at det kan bevises,

at gerningspersonen har forsæt med hensyn til, at samtykket er tilbagekaldt.

Det vil i praksis være vanskeligt at bevise, at gerningspersonen har et sådant

forsæt, og derfor vil domfældelse af bevismæssige årsager som udgangs-

punkt forudsætte, at samtykket er udtrykkeligt tilbagekaldt. Dette gælder

også i forbindelse med afslutning af et kæresteforhold, herunder en samlivs-

ophævelse, hvor straf for fortsat besiddelse af pornografiske fotografier eller

film eksempelvis af en ekskæreste, som på optagelsestidspunktet var mel-

lem 15 år og 18 år og dengang gav samtykke til besiddelse, derfor i praksis

vil forudsætte, at ekskæresten udtrykkeligt har bedt den pågældende om at

destruere de pågældende fotografier eller film, jf. Folketingstidende 2012-

13, tillæg A, L 141 som fremsat, side 62-63.

2.11. Straffelovens § 260, stk. 1, nr. 1

Efter straffelovens § 260, stk. 1, nr. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil

2 år for ulovlig tvang den, som ved vold eller ved trussel om vold, om bety-

deligt skade på gods, om frihedsberøvelse eller om at fremsætte usand sig-

telse for strafbart eller ærerørigt forhold eller at åbenbare privatlivet tilhø-

rende forhold tvinger nogen til at gøre, tåle eller undlade noget.

Under ”privatlivet tilhørende forhold” hører oplysninger af samme art som

det i straffelovens § 264 d nævnte ”private forhold”, jf. Thomas Elholm

m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (12. udgave 2022), side 562. Her-

under hører f.eks. nøgenbilleder, jf. TfK 2016.694 Ø, hvor tiltalte blev kendt

skyldig i forsøg på ulovlig tvang ved at true en kvinde med at offentliggøre

nøgenbilleder, hvis hun ikke lavede videoer af sig selv.

Forbrydelsen er fuldbyrdet, når tvangen har haft den tilsigtede virkning. Har

tvangen ikke haft den tilsigtede virkning, vil der efter omstændighederne

kunne straffes for forsøg på overtrædelse af § 260.

2.12. Straffelovens § 264 a

Efter straffelovens § 264 a, 1. pkt., straffes med bøde eller fængsel indtil 6

måneder den, der uberettiget fotograferer personer, der befinder sig på et

ikke frit tilgængeligt sted.

Fotograferingen skal være uberettiget. Det vil den typisk være, når den fo-

tograferede ikke har givet sin tilladelse til fotograferingen, jf. Thomas El-

holm m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (12. udgave 2022), side

601.

Det følger af retspraksis, at der kan være tale om en overtrædelse af straffe-

lovens § 264 a, hvis en person optager billeder/videoer, som forurettede er

blevet manipuleret til at dele eller offentliggøre, uden forurettedes samtykke

Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis der er tale om et såkaldt

”live-over-

greb”, som optages uden forurettedes vidende. Der kan i den forbindelse

bl.a. henvises til TfK 2018.424 V, hvor tiltalte blev dømt for bl.a. overtræ-

delse af straffelovens § 264 a, ved at have begået systematiske overgreb over

en 3-årig periode mod 133 børn. Krænkelserne foregik navnlig ved, at T

lokkede de forurettede til at vise sig i seksuelle situationer for ham, og ved

hjælp af et særligt program og uden de forurettedes vidende optog de foru-

rettede i disse seksuelle situationer. Endvidere blev to drenge i TfK

2018.575/2 V dømt for overtrædelse af bl.a. § 264 a, ved at have optaget en

video af deres samleje på et toilet med en pige på 17 år uden hendes vidende.

2.13. Straffelovens § 264 d

Efter straffelovens § 264 d, stk. 1, 1. pkt., straffes med bøde eller fængsel

indtil 6 måneder den, som uberettiget videregiver meddelelser eller billeder

vedrørende en anden persons private forhold eller i øvrigt billeder af den

pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget

en bredere offentlighed.

Deling eller offentliggørelse af nøgenbilleder, herunder billeder eller vi-

deoer af seksuel karakter, uden samtykke fra den afbildede person, vil som

udgangspunkt være strafbart efter straffelovens § 264 d. Der sker således

uberettiget videregivelse af meddelelser og billeder vedrørende en andens

private forhold eller af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart

kan forlanges unddraget en bredere offentlighed, jf. f.eks. U 2018.567 V,

hvor en 17-årig blev fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 232 og

§ 264 d ved at have krænket A og B´s blufærdighed, idet han på et toilet

optog en snapchat-video af A og B, mens de havde samleje på toilettet, hvor-

efter tiltalte uploadede videoen til sin My Story og derved videregav filmen

til sin vennekreds på My Story.

For så vidt angår pornografiske billeder og videoer af personer under 18 år,

herunder fiktive pornografiske afbildninger, der fremstår tilnærmelsesvis

som billeder og videoer af personer under 18 år, gælder, at videregivelse

straffes efter straffelovens § 235, stk. 1, om udbredelse af seksuelt materiale

med børn. Dette gælder uanset, om der foreligger samtykke til optagelsen

og eventuelt også videregivelsen, jf. Folketingstidende 2018-19, tillæg A, L

20 som fremsat, side 19.

Ikke alle forhold vedrørende udbredelse af nøgenbilleder af personer under

18 år, vil være omfattet af forbuddet mod udbredelse af seksuelt overgrebs-

materiale med børn. Hovedvægten må lægges på, om billedet viser et barn,

der deltager i kønsligt forhold, eller et barn, over for hvem der i øvrigt i

forbindelse med optagelsen må antages at være foretaget en groft krænkende

handling, f.eks. ved at anvende barnet som model for fotografering af køns-

dele eller af seksuelt prægede berøringer. Almindelige nøgenbilleder af

børn, eksempelvis under leg på stranden, falder derimod uden for det straf-

bare område, jf. Folketingstidende 1999-00, tillæg A, side 7799. Videregi-

velse af sådanne billeder vil derfor kunne være omfattet af straffelovens §

264 d. Hvis et fotografi af en genkendelig person, herunder et barn, udbredes

i en videre kreds, herunder via f.eks. internettet, ledsaget af seksuelle kom-

mentarer til billedet, vil forholdet

–

afhængig af grovheden af de ledsagende

seksuelle kommentarer

–

imidlertid endvidere kunne udgøre en overtræ-

delse af straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse, jf. Straffelovrådets

betænkning nr. 1534/2012 om seksualforbrydelser, side 650.

Beskyttelsen efter § 264 d angår identificerbare enkeltpersoner. Der skal i

forbindelse med kravet om identifikation tages hensyn til alle omstændig-

hederne i forbindelse med meddelelsen eller billedet. Identifikation kan ske

ud fra selve meddelelsen eller billedet, tilhørende tekst eller andre omstæn-

digheder i forbindelse med videregivelse, jf. Folketingstidende 2018-19, til-

læg A, L 20 som fremsat, side 18.

Efter bestemmelsen skal videregivelsen være uberettiget. Heri ligger, at ikke

enhver handling, der er omfattet af gerningsindholdet, vil være strafbar. Der

kan generelt gives samtykke til de handlinger, der er omfattet af straffe-

lovens § 264 d, hvorefter handlingen ikke er uberettiget. Samtykket skal

være givet til selve videregivelsen samt til videregivelsens omfang. Det er

som udgangspunkt den, som er afbildet, som kan give samtykke. Et

samtykke vil i almindelighed kunne tilbagekaldes, indtil videregivelse er

sket, hvorimod tilbagekaldelse af et samtykke normalt ikke vil kunne tillæg-

ges betydning i forhold til en videregivelse, der allerede er sket, jf. Folke-

tingstidende 2018-19, tillæg A, L 20 som fremsat, side 18.

Efter bestemmelsens stk. 2 kan straffen stige til fængsel indtil 3 år, hvis der

under hensyn til oplysningernes eller videregivelsens karakter og omfang

eller antallet af berørte personer foreligger særligt skærpende omstændighe-

der. Dette omfatter bl.a. grovere sager om digitale sexkrænkelser, jf. Folke-

tingstidende 2017-2018, tillæg A, L 115 som fremsat, side 6.

Dette indebærer bl.a., at sager, hvor gerningspersonen har videregivet nø-

genbilleder eller -videoer, og dette materiale enten har haft en særlig kræn-

kende karakter, er udbredt i et stort omfang, herunder på internettet, er ud-

bredt i et stort antal eller består af et stort antal forurettede, omfattes af si-

destrafferammen i stk. 2, jf. Folketingstidende 2017-2018, tillæg A, L 115

som fremsat, side 6.

2.14. Straffelovens § 281, nr. 1

Efter straffelovens § 281, nr. 1, straffes for afpresning, for så vidt forholdet

ikke falder ind under § 288 (om røveri), den, som, for derigennem at skaffe

sig eller andre uberettiget vinding, truer nogen med vold, betydelig skade på

gods eller frihedsberøvelse, med at fremsætte usand sigtelse for strafbart el-

ler ærerørigt forhold eller åbenbare privatlivet tilhørende forhold.

Det er efter bestemmelsen et krav, at de angivne midler skal anvendes med

forsæt til at fremtvinge en disposition, der medfører uberettiget vinding, jf.

Thomas Elholm m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (12. udgave

2022), side 701. En uberettiget vinding opnås direkte gennem retsstridig til-

føjelse af et tilsvarende formuetab for den forurettede, jf. Thomas Elholm

m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (12. udgave 2022), side 649. Hvis

betingelsen om uberettiget vinding ikke er opfyldt, vil forholdet efter om-

stændighederne kunne straffes efter straffelovens § 260 om ulovlig tvang.

Under

”privatlivet

tilhørende

forhold”

hører f.eks. undertøjsbilleder, jf. TfK

2019.595/2, hvor tiltalte blev fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens

§ 281, nr. 1, ved at have truet forurettede med at åbenbare privatlivet tilhø-

rende forhold, idet tiltalte truede forurettede med at offentliggøre fotos af

hende, hvor hun alene var iført undertøj, hvis hun ikke betalte ham 5.000 kr.

2.15. Straffelovens § 21

Efter straffelovens § 21 straffes handlinger, som sigter til at fremme eller

bevirke udførelsen af en forbrydelse, når denne ikke fuldbyrdes, som forsøg.

Når en tilstræbt følge, som er et led i gerningsindholdet, udebliver, kan der

dermed straffes for forsøg, jf. Thomas Elholm m.fl., Kommenteret straffe-

lov, Almindelig del (11. udgave 2019), side 256.

Traditionelt inddeles perioden frem til den fuldbyrdede forbrydelse i fire

faser: 1) beslutningen om at begå forbrydelsen, 2) forberedelseshandlinger,

3) iværksættelsen og 4) fuldbyrdelsen, jf. Gorm Toftegaard Nielsen, Straf-

feret 1, Ansvaret (2. udgave 2004), side 165.

Dansk ret giver i meget vidt omfang mulighed for at straffe forsøgshandlin-

ger, da kravene på den objektive side er meget små. Derfor vil grænsen mel-

lem det straffri og det strafbare i det væsentlige afhænge af gerningsperso-

nens subjektive forhold. Bestemmelsen kræver på den objektive side alene,

at der skal være tale om

”handlinger”,

hvilket kun forstås som et krav om én

handling, jf. Thomas Elholm m.fl., Kommenteret straffelov, Almindelig del

(11. udgave 2019), side 249. Forsøgsansvaret begynder derved ved den før-

ste forberedelseshandling, mens selve beslutningen om at foretage en straf-

bar handling ikke er strafbar, jf. Gorm Toftegaard Nielsen, Strafferet 1, An-

svaret (2. udgave 2004), side 168-169.

Der kræves handlinger foretaget samtidig med eller efter beslutningen om

at foretage en strafbar handling, og disse handlinger må ikke blot bestå i en

bekræftelse af beslutningen, men skal have det formål at være første skridt

mod forbrydelsen, jf. Gorm Toftegaard Nielsen, Strafferet 1, Ansvaret (2.

udgave 2004), side 169. Den strafbare forsøgshandling kan være en i almin-

delighed helt dagligdags og ufarlig handling, som udelukkende bliver straf-

værdig på grund af det bagvedliggende forsæt, jf. Thomas Elholm m.fl.,

Kommenteret straffelov, Almindelig del (11. udgave 2019), side 252. Det

beviselige forsæt til en forbrydelse vil dermed, når det har ytret sig i hand-

ling, begrunde ansvar, uanset hvor fjern og i sig selv harmløs den forbere-

dende handling er, jf. Knud Waaben, Strafferettens almindelige del, An-

svarslæren (5. reviderede udgave 2011), side 215.

På den subjektive side kræves der forsæt til alle elementer i gerningsindhol-

det. Forsøgshandlinger har en anden karakter på de forberedende stadier end

på iværksættelsesstadiet, hvorfor der må stilles krav om eksistensen af en

forbryderisk plan. Overvejelsernes stadium må være afsluttet, og beslutnin-

gen må have en vis konkret karakter. Det gælder både beslutningen om at

tilstræbe forbrydelsen som beslutningen om at fortsætte ad vejen frem til

iværksættelsen. Dette betyder, at forsætskravet nok i almindelighed bliver

et krav om hensigt, jf. Thomas Elholm m.fl., Kommenteret straffelov, Al-

mindelig del (11. udgave 2019), side 256-257.

Der må desuden være en vis sandsynlighed for, at forsættet kan vare ved

gennem de senere forberedelses- og iværksættelseshandlinger, ligesom for-

sættet i det mindste skal være så konkretiseret, at forbrydelsens art ligger

fast. Der skal desuden være sket en vis konkretisering af tid, sted, middel og

offer, men kravene i praksis er meget små, jf. Thomas Elholm m.fl., Kom-

menteret straffelov, Almindelig del (11. udgave 2019), side 257-258.

I U 2007.1441 Ø blev de tiltalte fundet skyldige i forsøg på tyveri ved i 2

varebiler medbringende bl.a. værktøj, herunder vinkelsliber og sækkevogne,

at have indfundet sig på en parkeringsplads med henblik på at begå indbrud

”på

et ikke kendt

sted”.

I TfK 2016.1312 V blev tiltalte dømt for bl.a. forsøg

på ulovlig frihedsberøvelse af en ekskæreste, da han havde foretaget en

række forberedelseshandlinger, herunder anbragt hardballpistol og håndjern

i sin bil, selvom det ikke kunne fastslås hvornår, hvor eller hvordan hand-

lingerne skulle gennemføres.

2.16. Straffelovens § 22

Straffelovens § 22 hjemler straffrihed for gerningspersoner, der afværger

forbrydelsens fuldbyrdelse. Efter straffelovens § 22 straffes forsøg ikke, når

gerningspersonen frivilligt og ikke på grund af tilfældige hindringer for ger-

ningens udførelse eller for opnåelsen af det ved denne tilsigtede øjemed af-

står fra iværksættelsen eller hindrer fuldbyrdelsen eller foretager handlinger,

som ville have hindret fuldbyrdelsen, hvis denne ikke, ham uafvidende, var

mislykkedes eller ad anden vej var afværget.

De objektive betingelser for strafophør efter § 22 afhænger af forsøgets ud-

viklingstrin. Hvis vedkommende efter egen opfattelse har foretaget alt, hvad

der er nødvendigt, for at forbrydelsen fuldbyrdes, kræves det, at vedkom-

mende aktivt griber ind og afbryder begivenhedernes almindelige udvikling

og derved forhindrer fuldbyrdelsen. Et forsøg på at træde tilbage fra forsøg

diskulperer ikke, jf. Thomas Elholm m.fl., Kommenteret straffelov, Almin-

delig del (11. udgave 2019), side 261.

Hvis iværksættelseshandlingen er foretaget, men forsøget oprindeligt var

utjenligt eller i mellemtiden er blevet det, kan gerningspersonen ikke træde

tilbage. Hvis gerningspersonen ikke har foretaget iværksættelseshandlin-

gen, kræves der objektivt intet andet end passivitet for at træde tilbage, jf.

Thomas Elholm m.fl., Kommenteret straffelov, Almindelig del (11. udgave

2019), side 262.

På den subjektive side kræves uanset forsøgets stadium, at gerningspersonen

frivilligt og ikke på grund af tilfældige hindringer er trådt tilbage, jf. Thomas

Elholm m.fl., Kommenteret straffelov, Almindelig del (11. udgave 2019),

side 262.

I U 2019.2356 V var tiltalte (T) bl.a. tiltalt for forsøg på at opnå samleje og

andet seksuelt forhold end samleje med et barn under 15 år og blufærdig-

hedskrænkelse, idet tiltalte i 2016 via sms- og messengerbeskeder under

løfte om betaling i form af en knallert og penge havde aftalt at mødes med

drengen D1, født 2002, ligesom T havde fået D1 til under en chat og via

webcam at klæde sig af og berøre sig selv i skridtet. T erkendte kontakten

med D1, men påstod frifindelse bortset fra blufærdighedskrænkelsen, med

henvisning til at der var tale om frivillig tilbagetræden fra forsøg, fordi han

ikke ville have sex med D1 på grund af hans alder. Det blev i byretten lagt

til grund, at det var politianmeldelsen, der havde ført til, at kontakten mellem

T og D1 var blevet afbrudt og først senere genoptaget, og at der derfor ikke

var tale om frivillig tilbagetræden fra forsøg, og T blev fundet skyldig i bl.a.

forsøg på at opnå samleje og andet seksuelt forhold end samleje med et barn

under 15 år. Landsretten tiltrådte, at T var fundet skyldig og tiltrådte således,

at der ikke havde været tale om frivillig tilbagetræden fra forsøg, ligesom

landsretten tiltrådte, at T var idømt forvaring.

3. Fremmed ret

Som baggrund for arbejdsgruppens overvejelser om behovet for justeringen

af den danske straffelovs kapitel 24 om seksualforbrydelser, er der nedenfor

under pkt. 3.1.2, 3.2.1 og 3.3 gengivet relevante elementer af hhv. norsk,

svensk og nederlandsk ret om kriminalisering af grooming.

Der er endvidere under pkt. 3.1.1 gengivet relevante elementer, herunder fra

forarbejderne til de norske bestemmelser om seksualforbrydelser som bag-

grund for arbejdsgruppens overvejelser om sextortion.

3.1. Norsk ret

3.1.1. Voldtægt

Voldtægt straffes i den norske straffelovs § 291. Bestemmelsen har følgende

ordlyd:

”§ 291.Voldtekt

Med fengsel inntil 10 år straffes den som

a) skaffer seg seksuell omgang ved vold eller truende atferd,

b) har seksuell omgang med noen som er bevisstløs eller av

andre grunner ute av stand til å motsette seg handlingen, eller

c) ved vold eller truende atferd får noen til å ha seksuell

omgang med en annen, eller til å utføre handlinger som

svarer til seksuell omgang med seg

selv.”

Begrebet

”seksuel omgang”

er ikke defineret i den norske straffelov og skal

således fastlægges efter retspraksis. Seksuel omgang omfatter efter praksis

samleje, herunder oralt seksuelt forhold, samlejelignende forhold såsom fy-

sisk berøring af blottede kønsdele, masturbation samt indføring af fingre i

endetarmen eller en kvindes vagina. I praksis er det desuden anset som

seksuel omgang, at gerningspersonen har indført sit blottede lem mellem en

kvindes lår og holdt eller bevæget det der til sædafgang, jf. Magnus Mat-

ningsdal, Norsk spesiell strafferet (2. udgave 2016), side 195 ff.

Begrebet ”seksuel handling” skal afgrænses over for begrebet ”seksuel

om-

gang”, som bl.a. fremgår af den norske voldtægtsbestemmelse i § 291. Be-

grebet omfatter andre former for berøring af en andens legeme, som har

kønslig karakter, og som i tillæg hertil er i strid med god skik og manér.

Begrebet favner dermed de fleste former for seksuel chikane, som giver sig

i udslag i fysiske handlinger mod forurettede, bl.a. beføling af en andens

kønsorganer eller bryster, også når det sker under tøjet. Har bevægelsen en

vis intensitet, skal forholdet i stedet sidestilles med masturbation og behand-

les som seksuel omgang. Det er ligeledes en seksuel handling, at man får en

anden til at berøre sit kønsorgan. Seksuel handling er ikke altid betinget af,

at der sker nogen fysisk berøring. Det vil f.eks. også kunne omfatte tilfælde,

hvor gerningspersonen onanerer i nærheden af forurettede, jf. Magnus Mat-

ningsdal, Norsk spesiell strafferet (2. udgave 2016), side 274 ff.

Bestemmelsens litra c blev tilføjet ved lov nr. 76 af 11. august 2000 på bag-

grund af en norsk Højesteretskendelse af 16. november 1999, hvorefter fler-

tallet (3 ud af 5 dommere) fandt, at en situation, hvor forurettede tvinges til

at udføre seksuelle handlinger på sig selv, ikke var omfattet af den dagæl-

dende voldtægtsdefinition.

Man fandt det utvivlsomt, at de givne handlinger var omfattet af den norske

straffelovs tvangsbestemmelse, jf. den dagældende § 222 i den norske straf-

felov (nu § 251). At der var tale om tvang til handlinger af seksuel karakter

var ikke i sig selv af betydning for anvendelsen af bestemmelsen, om end

det muligvis kunne få betydning for strafudmålingen. Hertil anførte Justits-

departementet

”(…) [S]traffbare handlinger som denne bør kunne pådømmes

som et seksuallovbrudd. Formålet med forslaget til reform av

straffelovens kapittel 19 er å styrke kvinners og barns vern mot

seksuelle overgrep. Det kan da sies at det ikke gir tilstrekkelig

uttrykk for handlingenes straffverdighet å henvise slike

overgrep som dommen omhandler, til pådømmelse etter

straffeloven § 222.”

Justitsdepartementet overvejede at foretage en generel præcisering af ind-

holdet af udtrykket ”seksuel omgang”, hvorved det kunne angives, at ud-

trykket også omfatter seksuelle handlinger udført af forurettede på sig selv

eller på en anden end gerningspersonen.

Brev fra Justisdepartementet v/statsråden til Stortingets presidentskap, datert 18. mai

2000 (oi092-00.fm

(lovdata.no),

s. 38 ff.)

Jf.

Justitsdepartementet fandt dog ikke på daværende tidspunkt en sådan ord-

ning hensigtsmæssig. Om baggrunden herfor fremgik følgende, jf. Justits-

departementets v/statsrådens brev til Stortingets præsidentkap af 18. maj

2000:

”Begrepet har, i likhet med begrepene «utuktig (seksuell)

handling» og «utuktig (seksuell) atferd» fått sitt innhold

nærmere

fastlagt

gjennom

rettspraksis.

Eventuelle

legaldefinisjoner av begrepene vil lett bli enten omstendelige og

kompliserte eller for enkle og upresise. Og når definisjonen

mangler i loven, bør en være forsiktig med å ta inn presiseringer

av enkelte elementer i begrepets innhold. Det gir en

fragmentarisk og uoversiktlig lovteknikk, og kan skape uklarhet

omkring andre elementer i begrepet.

At den fornærmede kan ha seksuell omgang med seg selv, kan

språklig sett virke fremmed. Vanligvis ligger det i uttrykket

seksuell omgang at det er flere enn én person direkte involvert.

Dette synspunktet ligger også til grunn for argumentasjonen fra

Høyesteretts flertall i den omtalte kjennelsen. Meningen med

formuleringen foran om «seksuell omgang som den fornærmede

har med seg selv» er at handlinger som den fornærmede utfører

på seg selv, skal regnes som seksuell omgang i den utstrekning

handlingene ville kvalifisert til seksuell omgang dersom

gjerningsmannen hadde foretatt dem. I dette ligger den samme

realiteten som i forslaget fra Riksadvokaten, nemlig at det ikke

er nødvendig med fysisk kontakt mellom gjerningsmannen og

den fornærmede.

For at den seksuelle omgangen skal være straffbar må samtlige

straffbarhetsvilkår i den aktuelle straffebestemmelsen være op-

pfylt, i tillegg til vilkårene om seksuell omgang. For at gjer-

ningsmannen skal kunne dømmes for voldtekt, som antakelig vil

være den mest praktiske situasjonen, må f.eks. vilkåret om vold

eller truende atferd være oppfylt.

Med en slik bestemmelse kunne det omtvistede forholdet i den

ovennevnte høyesterettskjennelsen ha vært pådømt som vold-

tekt, idet gjerningmannen ved hjelp av trusler om fysisk mis-

handling fikk den fornærmede til å føre flasker og stearinlys inn

i sin egen

skjede.”

Justitsdepartementet foreslog derfor i stedet, at man føjede et litra c til den

allerede foreslåede voldtægtsbestemmelse. Om baggrunden herfor fremgik

følgende:

”Et slikt nytt straffalternativ vil kunne ramme som voldtekt de

handlingene som var omtvistet i høyesterettskjennelsen. Det vil

dessuten kunne ramme den som får to (eller flere) andre til å ha

seksuell omgang med hverandre. Ved å innføre et eget straffal-

ternativ unngår man en unaturlig utvidelse av selve omgangsbe-

grepet, og man unngår i større grad de språklige vanskelighetene

som heftet ved det første alternativet. Å utforme et nytt straffal-

ternativ gir også en lovteknisk enklere og mer oversiktlig løs-

ning.

I kravet om seksuell omgang ligger det samme som etter gjel-

dende rett. Men for at de omtvistede handlingene i høyeste-

rettskjennelsen skal kunne omfattes, er formuleringen «utføre

tilsvarende handlinger med seg selv» brukt. Forholdet vil altså

kunne rammes dersom de handlingene som fornærmede utfører

selv, ville vært regnet som seksuell omgang dersom gjernings-

mannen hadde utført dem.

For øvrig vil vilkårene være de samme som for ordinær voldtekt.

Også strafferammen vil være den samme som for voldtekt ellers.

Men det vil vel regelmessig være grunn til å bedømme disse til-

fellene noe mindre strengt enn en ordinær voldtekt når den kon-

krete straffen skal utmåles. De særlig skjerpende omstendighe-

tene kan komme til anvendelse på samme måte og medføre en

høyere strafferamme, selv om dette i praksis trolig vil være min-

dre aktuelt enn ved ordinære

voldtekter.”

Det fremgik herefter af Justitskomiteens indstilling til Odelstinget, at man

foreslog at tilføje litra c til den foreslåede bestemmelse om voldtægt. Herom

fremgik jf. Innst. O. nr. 92 (1999-2000), side 10:

”… de forholdene som er omtalt ovenfor er svært alvorlige og

straffverdige forhold, og kan virke svært krenkende på den/de

fornærmede. Komiteen mener det er gode grunner for at slike

straffbare forhold skal kunne pådømmes som et seksuallov-

brudd, og ikke bare etter de alminnelige tvangsbestemmelsene i

straffeloven.

(…)

Komiteen er enig i at den mest hensiktsmessige løsningen vil

være å sette inn et nytt straffalternativ i [dagældende] § 192 før-

ste ledd, som kan lyde: «c) ved vold eller ved truende atferd får

noen til å ha seksuell omgang med en annen, eller til å utføre

tilsvarende handlinger med seg selv,» Komiteen er enig med ju-

stisministeren i at ved å innføre et eget straffalternativ vil man

unngå en unaturlig utvidelse av selve omgangsbegrepet, og det

gir en lovteknisk enkel og oversiktlig

løsning.”

Dog var komiteen ikke enig med Justitsdepartementet i, at tilfælde, hvor

forurettede tvinges til at udføre seksuelle handlinger på sig selv, skulle be-

dømmes mildere end andre tilfælde af voldtægt. Herom fremgik:

”Komiteen kan ikke se at slike forhold er mindre straffverdige

enn om voldtektsmannen selv hadde utført overgrepene. Tvert

imot vil en slik frem gangsmåte kunne fremstå som særlig yd-

mykende for offeret.”

Ved en ændring af den norske straffelov i 2008 blev det endvidere tilføjet

til den dagældende § 202 a om kriminalisering af køb af prostitutionsydelser

samt § 203 om kriminalisering af køb af prostitutionsydelser af personer

under 18 år, at det desuden er strafbart at få en person til mod betaling at

udføre en handling, svarende til seksuel omgang, på sig selv.

Ved lov nr. 74 af 19. juni 2009 blev gerningsindholdet i bestemmelserne i

straffelovens § 295 (misbrug af overmagtsforhold eller lignende), § 296

(seksuel omgang med indsatte i fængsler), § 299 (voldtægt af et barn under

14 år), § 302 (seksuel omgang med et barn mellem 14 og 16 år), § 312 (in-

cest), § 313 (søskendeincest), § 314 (seksuel omgang med andre nærtstå-

ende) udvidet, således at disse også efter deres ordlyd omfattede tilfælde,

hvor gerningspersonen fik forurettede til at udføre handlinger, som svarer

til seksuel omgang, på sig selv. Om baggrunden herfor fremgår følgende af

forarbejderne

”Departementet mener det å få noen til å utføre handlinger med

seg selv som svarer til seksuell omgang, gjennomgående bør li-

kestilles med det å ha eller skaffe seg seksuell omgang med en

annen. Departementet foreslår derfor at alle bestemmelsene om

seksuell omgang i straffeloven 2005 gis tillegg som viser at de

også rammer det å få en annen til å utføre handlinger som svarer

til seksuell omgang med seg selv, på de vilkår som bestemmel-

sene ellers

setter.”

3.1.2. Grooming

I norsk strafferet forstås ved grooming, at en person aftaler et møde med et

barn under 16 år med den hensigt at begå et seksuelt overgreb. Den relevante

bestemmelse, der har en strafferamme på op til 1 års fængsel, findes i den

norske straffelovs § 306, som har følgende ordlyd:

”§

306. Avtale om møte for å begå seksuelt overgrep

Med bot eller fengsel inntil 1 år straffes den som har avtalt et møte

med et barn under 16 år, og som med forsett om å begå en handling

med barnet som nevnt i §§ 299-304, § 305 bokstav b eller § 311 første

Jf.

Ot.prp. nr. 22 (2008-2009) (lovdata.no),

pkt. 7.4.1.

ledd bokstav a, har kommet frem til møtestedet eller et sted hvor

møtestedet kan iakttas.”

De norske myndigheder har i forbindelse med Justitsministeriets besvarelse

af 2. marts 2020 af spørgsmål nr. 541 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg

oplyst

–

med forbehold for fejlregistreringer

–

at der var mellem 14 og 16

sager om året om § 306 i perioden fra 2016 til 2019 (med undtagelse af

2017, hvor der var 26). Disse tal inkluderer også sager, som blev henlagt.

Herudover indeholder den norske straffelov i § 305 et forbud mod at forlede

børn til at udvise seksuelt krænkende adfærd. Bestemmelsen, der har en

strafferamme på op til 2 års fængsel, har følgende ordlyd:

”§

305. Seksuelt krenkende atferd mv. overfor barn under

16 år

Med bot eller fengsel inntil 2 år straffes den som

a) i ord eller handling utviser seksuelt krenkende eller annen

uanstendig atferd i nærvær av eller overfor barn under 16 år.

tvinger eller forleder et barn under 16 år til å utvise seksuelt krenkende

eller annen uanstendig atferd, med mindre forholdet rammes av

strengere

bestemmelser.”

Følgende fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, jf. ot.prp.nr.22 (2008–

2009), side 255

”Hva som regnes som slik atferd, er en rettslig standard og må

fortolkes i lys av sammenhengen atferden inngår i. Blotting og

slibrigheter er typiske eksempler på atferd som rammes av be-

stemmelsen. Det har ingen betydning for straffbarheten hvordan

barnet har oppfattet hendelsen, men det må være et minstekrav

at vedkommende var i stand til å registrere det som foregikk, jf.

Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 116-117.”

Den seksuelle lavalder er i Norge 16 år, jf. den norske straffelovs § 302.

3.1.3. Forsøg

I norsk ret straffes forsøg efter den norske straffelovs § 16. Bestemmelsen

har følgende ordlyd:

«§

16. Forsøk

Den som har forsett om å fullbyrde et lovbrudd som kan medføre

fengsel i 1 år eller mer, og som foretar noe som leder direkte

mot utføringen, straffes for forsøk, når ikke annet er bestemt.

https://www.regjeringen.no/no/dokumenter/otprp-nr-22-2008-2009-/id540219/

Den som frivillig avstår fra å fullbyrde lovbruddet eller avver-

ger at det blir fullbyrdet, straffes likevel ikke for forsøk. »

I norsk ret sondres der mellem tre stadier: 1) den straffrie forberedelse, 2)

det strafbare forsøg og 3) den fuldbyrdede strafbare handling, jf. Johs.An-

denæs, Alminnelig strafferet (6. udgave 2016), side 346.

For at straffe for forsøg efter den norske straffelovs § 16 skal to grundlæg-

gende betingelser være opfyldt: 1) vedkommende skal have et fuldbyrdel-

sesforsæt og 2) vedkommende skal have foretaget noget, der leder direkte

mod udførelsen af lovovertrædelsen, jf. Ot.prp. nr. 90 (2003-2004), side

414.

Der stilles de samme krav til fuldbyrdelsesforsæt, som der stilles til forsættet

ved fuldbyrdede forbrydelser. Forsættet skal dække alle elementer i ger-

ningsbeskrivelsen. På det subjektive plan er den eneste forskel mellem for-

søg og en fuldbyrdet lovovertrædelse, at forsættet ved forsøg ikke knytter

sig til det, vedkommende gjorde på gerningstidspunktet, men til det, ger-

ningspersonen havde tænkt sig at gøre, da forsøgshandlingen blev begået,

jf. Ot.prp. nr. 90 (2003-2004), side 414.

Den anden betingelse er kravet om, at gerningspersonen skal have foretaget

noget, der leder direkte mod udførelsen af lovovertrædelsen. Fuldbyrdelses-

forsættet skal dermed være synliggjort gennem en objektivt konstaterbar

handling. Fuldbyrdelsesforsættet er dermed nødvendigt, men ikke tilstræk-

keligt, for at blive straffet for forsøg på en strafbar handling, jf. Ot.prp. nr.

90 (2003-2004), side 414.

Derudover må det, som gerningspersonen har foretaget, stå i en tilstrækkelig

nær sammenhæng med udførelsen af lovovertrædelsen. Gerningspersonen

skal være kommet så nær udførelsen af den strafbare lovovertrædelse, at det

er rimeligt og naturligt at sige, at grænsen for det strafbare er overtrådt. Hvis

sammenhængen ikke er tilstrækkeligt nær, må forholdet bedømmes som for-

beredelse, og ikke forsøg, og forberedelser til strafbare handlinger er straf-

frie, medmindre andet er bestemt, jf. Ot.prp. nr. 90 (2003-2004), side 414.

Grænsen mellem strafbare forsøg og straffrie forberedelseshandlinger er vag

og skønsmæssig, jf. Ot.prp. nr. 90 (2003-2004), side 414. Gerningsperso-

nens handlinger skal vise, at forberedelsernes og overvejelsernes tid er forbi,

Ot.prp.

nr. 90 (2003-2004) (regjeringen.no)

og at gerningspersonen nu går i gang med realiseringen af forbrydelsen, jf.

Johs. Andenæs, Alminnelig strafferet (6. udgave 2016), side 349-350.

Grænsen mellem forsøg og forberedelse må vurderes konkret både i relation

til forbrydelsen, det konkrete faktum samt gerningspersonens hensigt med

den videre gennemførelse. Centrale objektive elementer heri er, hvad ger-

ningspersonen indtil videre har gjort, hvor meget gerningspersonen mangler

at gøre, samt hvor lang tid der ville gå, før forbrydelsen var fuldbyrdet, jf.

Ot.prp. nr. 90 (2003-2004), side 414.

Den subjektive grundbetingelse er, at gerningspersonen har fuldbyrdelses-

forsæt, men som det er understreget i retspraksis, indgår der også subjektive

elementer i vurderingen af, om det, som gerningspersonen har foretaget sig,

overskrider den nedre grænse for strafbart forsøg. Et centralt element heri

er, hvor nær sammenhæng der efter gerningspersonens forudsætninger er

mellem det, der er foretaget, og fuldbyrdelsen af forbrydelsen, jf. Ot.prp. nr.

90 (2003-2004), side 415.

At anskaffe redskaber og undersøge gerningsstedet er efter norsk ret straffrie

forberedelseshandlinger. Også et løfte eller tilbud om at udføre en forbry-

delse vil i almindelighed blive anset for en straffri forberedende handling,

jf. Johs. Andenæs, Alminnelig strafferet (6. udgave 2016), side 351.

Efter bestemmelsens stk. 2 kan der ske tilbagetræden fra forsøg, hvorved

gerningspersonen bliver straffri. En grundbetingelse for straffrihed for til-

bagetræden for forsøg er, at det sker frivilligt. Fuldbyrdes forbrydelsen ikke,

fordi gerningspersonen støder på en uoverkommelig forhindring, er tilbage-

træden ikke sket frivilligt. Betingelsen om frivillighed vil derimod være op-

fyldt, hvis gerningspersonen vurderer, at han har mulighed for at over-

komme forhindringen, men alligevel afstår, jf. Ot.prp. nr. 90 (2003-2004),

side 416.

Hvis gerningspersonen befinder sig på forsøgsstadiet, og grundbetingelsen

om frivillighed er opfyldt, kræves det desuden, at gerningspersonen 1) afstår

fra at fuldbyrde forbrydelsen eller 2) afværger at forbrydelsen bliver fuld-

byrdet, jf. Ot.prp. nr. 90 (2003-2004), side 416.

3.2. Svensk ret

3.2.1. Grooming

I svensk strafferet forstås ved grooming, at en person foreslår eller aftaler et

møde med et barn under 15 år, med den hensigt at begå et seksuelt overgreb.

Den relevante bestemmelse findes i § 10 a i den svenske straffelovs kapitel

6 om seksualforbrydelser. Bestemmelsen, der har en strafferamme på op til

2 års fængsel, har følgende ordlyd:

”§

10 a

Den som, i syfte att mot ett barn under femton år begå en gärning

för vilken straff föreskrivs i 4, 5, 6, 8 eller 10 §, föreslår en träff

eller stämmer träff med barnet, döms för kontakt för att träffa ett

barn i sexuellt syfte till böter eller fängelse i högst två

år.”

De svenske myndigheder har i forbindelse med Justitsministeriets besva-

relse af 2. marts 2020 af spørgsmål nr. 541 (Alm. del) fra Folketingets Rets-

udvalg oplyst følgende om bestemmelsen:

”Den 1 januari 2018 gjordes flera ändringar i bestämmelsen.

Straffansvaret utvidgades bl.a. så att det inträder på ett tidigare

stadium. Tidigare krävdes det att gärningsmannen efter det att

en överenskommelse om ett sammanträffande hade träffats,

vidtog någon åtgärd som var ägnad att främja att ett sådant

sammanträffande blev av. Kravet på den främjande åtgärden

som en förutsättning för straffansvar innebar att

gärningsmannen hade en möjlighet att träda tillbaka från den

träffade överenskommelsen innan åtgärden vidtagits. Att

gärningsmannen däremot, efter det att den ytterligare åtgärden

vidtagits, avbröt sina planer gav inte honom eller henne någon

möjlighet att undvika straffansvar. Numera krävs det inte längre

någon sådan ytterligare åtgärd. I stället inträder straffansvaret

redan när den vuxne föreslår en träff eller stämmer träff med

barnet i syfte att begå de i bestämmelsen preciserade

sexualbrotten. I samband med 2018 års reform ändrades också

brottsbeteckningen (tidigare var

den ”kontakt med barn i

sexuellt syfte”) och maximistraffet höjdes från fängelse i ett år

till fängelse i två

år.”

Som det fremgår, var bestemmelsen altså før 2018 udformet således, at stra-

fansvaret indtrådte, hvis gerningspersonen aftalte et møde med barnet, for

derefter at foretage en handling, som var egnet til at fremme, at sådan et

overgreb fandt sted. Der var således tale om en fuldbyrdet forbrydelse, når

denne handling var gennemført. Herefter kunne gerningspersonen ikke

undgå strafansvar, uanset om overgrebet rent faktisk fandt sted.

Bestemmelsen blev ændret i 2018, hvor man fremrykkede fuldbyrdelses-

tidspunktet, idet gerningen nu anses for fuldbyrdet, når personen foreslår et

møde med barnet med det formål at begå seksuelle overgreb. Endvidere blev

straffen hævet fra fængsel i op til 1 år til fængsel i op til 2 år.

Ifølge forarbejderne til den nugældende bestemmelse

var baggrunden for

ændringen bl.a., at man konstaterede, at det i de fleste anmeldte sager var

den voksne, der udtrykte ønske om at mødes med barnet, uden at noget kon-

kret blev aftalt. Derfor var gerningsindholdet i den tidligere bestemmelse

sjældent opfyldt i forhold til kravet om, at barnet og den voksne skulle være

enige om at mødes. Selvom mange forslag fra den voksne om at mødes bli-

ver afvist af barnet, så opstår der allerede på det tidspunkt, hvor mødet fo-

reslås, en fare for, at barnet udsættes for et seksuelt overgreb. Ændringen

blev således gennemført for at øge muligheden for at kunne gribe ind, før

barnet og gerningspersonen mødes, og derfor indtræder strafansvaret alle-

rede, når den voksne foreslår at mødes, uden krav om, at barnet har indvil-

liget i at mødes.

Den seksuelle lavalder er i Sverige 15 år, jf. den svenske straffelovs § 4 i

kapitel 6 om seksualforbrydelser.

3.2.2. Forsøg

Forsøg er kriminaliseret i den svenske straffelovs kapitel 23, § 1.

Bestemmelsen har følgende ordlyd:

”1 §

Har någon påbörjat utförandet av visst brott utan att detta

kommit till fullbordan, skall han i de fall särskilt stadgande

givits därom dömas för försök till brottet, såframt fara förelegat

att handlingen skulle leda till brottets fullbordan eller sådan fara

endast på grund av tillfälliga omständigheter varit utesluten.

Straff för försök bestämmes högst till vad som gäller för

fullbordat brott och må ej sättas under fängelse, om lägsta straff

för det fullbordade brottet är fängelse i två år eller

däröver.”

Bestemmelsens stk. 1 indeholder en definition af, hvad der anses for forsøg,

mens det fremgår af de enkelte kapitler i den svenske straffelov, hvorvidt

forbrydelserne i kapitlet er strafbare på forsøgsstadiet. Forsøg er dermed kun

strafbart, såfremt det udtrykkeligt fremgår, at et forsøg på den pågældende

forbrydelse er strafbart, jf. Lena Holmqvist m.fl., Brottsbalken, En kom-

mentar, Del II (13-24 kap.) (6. studenterudgave 2009), side 23:4.

Forsøg er karakteriseret ved, at der mangler noget på den objektive side for,

at forbrydelsen er fuldbyrdet. På den subjektive side kræves derimod det

samme, som der kræves ved en fuldbyrdet forbrydelse, jf. Lena Holmqvist

Prop.

2016/17:214 (Effektivare

lagstiftning mot vuxnas kontakter med barn i sexuellt

syfte, Prop. 2016/17:214 (regeringen.se))

m.fl., Brottsbalken, En kommentar, Del II (13-24 kap.) (6. studenterudgave

2009), side 23:4.

Efter bestemmelsen stk. 1 kræves 1) at gerningspersonen har påbegyndt for-

brydelsen uden at have fuldbyrdet denne og 2) at der var fare for, at forbry-

delsen blev fuldbyrdet, eller at en sådan fare kun udeblev på grund af tilfæl-

dige omstændigheder. Derudover kræves forsæt, jf. Lena Holmqvist m.fl.,

Brottsbalken, En kommentar, Del II (13-24 kap.) (6. studenterudgave 2009),

side 23:5.

Så længe gerningspersonen befinder sig på planlægningsstadiet, er forbry-

delsen ikke påbegyndt. Gerningspersonen skal med sine handlinger vise, at

han har forladt planlægningsstadiet og dermed påbegyndt forbrydelsen. Ud-

førelsen af forbrydelsen kan godt være påbegyndt, selvom gerningspersonen

fortsat mangler at gøre noget. Den manglende del skal dog være beregnet til

at ske nogenlunde tæt på det, som gerningspersonen allerede har gjort, så

dette senere fremstår som påbegyndelsen af forbrydelsen. Tiden mellem de

forskellige elementer i den kriminelle plan er dermed af betydning, jf. Lena

Holmqvist m.fl., Brottsbalken, En kommentar, Del II (13-24 kap.) (6. stu-

denterudgave 2009), side 23:6.

Før der er tale om et strafbart forsøg, kræves desuden, at der foreligger fare

for, at forbrydelsen bliver fuldbyrdet, eller at en sådan fare kun udeblev på

grund af tilfældige omstændigheder. Uegnede forsøg kan dermed straffes,

hvis faren for fuldbyrdelse af forbrydelsen kun udeblev på grund af tilfæl-

dige omstændigheder, jf. Lena Holmqvist m.fl., Brottsbalken, En kommen-

tar, Del II (13-24 kap.) (6. studenterudgave 2009), side 23:13.

Farevurderingen foretages på baggrund af samtlige omstændigheder i sagen,

herunder gerningspersonens hensigt med at foretage en bestemt handling.

Fare foreligger også, hvis der var risiko for, at forbrydelsen blev fuldbyrdet,

før forsøget blev afbrudt eller mislykkede, jf. Lena Holmqvist m.fl., Brotts-

balken, En kommentar, Del II (13-24 kap.) (6. studenterudgave 2009), side

23:13.

Efter den svenske straffelovs kapitel 23, § 3, kan der ske tilbagetræden fra

forsøg. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

”§ 3

Ansvar för försök, förberedelse eller stämpling till brott skall ej

ådömas den som frivilligt, genom att avbryta gärningens

utförande eller annorledes, föranlett att brottet ej fullbordats.

Ändå att brottet fullbordats må den som tagit olovlig befattning

med hjälpmedel ej på den grund dömas till ansvar, om han

frivilligt förebyggt den brottsliga användningen av

hjälpmedlet.”

3.3. Nederlandsk ret

I nederlandsk ret er det særskilt kriminaliseret at arrangere et møde ved brug

af kommunikationsmidler med en person under 16 år, eller en person, som

gerningspersonen har grund til at tro er under 16 år, med den hensigt at begå

et seksuelt overgreb mod vedkommende. Bestemmelsen, der har en straffe-

ramme på op til 2 års fængsel, findes i den nederlandske straffelovs § 248 e,

der har følgende ordlyd (i engelsk oversættelse):

“§

248 e

Any person who, by means of a computerised device or system

or by making use of a communication service, arranges to meet

a person whom he knows, or has reasonable cause to suspect has

not yet reached the age of sixteen years or someone who, with

or without a technical aid, including a virtual creation of a per-

son who has not yet reached the age of sixteen, with the intention

of engaging in lewd acts with this person or of creating an image

of a sexual act in which this person is involved, shall, if he un-

dertakes any action intended to bring about that meeting, be li-

able to a term of imprisonment not exceeding two years or a fine

of the fourth

category.”

Bestemmelsen blev indført i 2010 for at kriminalisere situationer, hvor tek-

nologiske hjælpemidler benyttes til at begå seksuelle overgreb mod børn.

Den seksuelle lavalder er i Nederlandene 16 år.

Kriminaliseringen fandt sted som led i implementeringen af Europarådets

konvention om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt mis-

brug, herunder særligt konventionens artikel 23, og på baggrund af et sti-

gende antal meldinger til myndighedernes hotline for anmeldelse af børne-

pornografi om grooming.

Før 2010 kunne visse former for grooming retsforfølges under straffelovens

§ 248a, hvis barnet f.eks. udførte seksuelle handlinger via webcam. Der

fandtes imidlertid at være en betydelig gråzone, hvor konkrete strafbare

handlinger ikke havde fundet sted endnu, men hvor digitale kommunika-

tionsmidler klart blev brugt til at række ud mod barnet og arbejde sig frem

mod misbrug. Det blev derfor besluttet at indsætte en selvstændig groom-

ingbestemmelse i den nederlandske straffelovs § 248e. Vægten i bestem-

melsen ligger på kommunikationsfasen mellem barnet og den voksne,

hvoraf den voksnes intention om at misbruge barnet vil kunne udledes.

For at en handling er strafbar efter groomingbestemmelsen, skal kommuni-

kationen mellem barnet og den voksne munde ud i et forslag om at mødes

eller en handling, der sigter på at mødes. Det kan for eksempel være at den

voksne begiver sig hen til det aftalte mødested, eller giver barnet en rutebe-

skrivelse til mødestedet. Fysisk kontakt mellem den voksne og barnet er

ikke påkrævet for at handlingen er strafbar.

4. Arbejdsgruppens overvejelser og forslag

4.1. Grooming

4.1.1. Arbejdsgruppens overvejelser

4.1.1.1.

Seksuelle overgreb kan have særdeles store fysiske såvel som psy-

kiske konsekvenser for børnene, og de kan medføre mén, som kan vare langt

ind i voksenlivet. Internettet er i dag en integreret del af børn og unges so-

ciale verden, og det bruges både til at holde kontakten med personer, man

allerede kender, og til at møde nye mennesker. Den teknologiske udvikling

og den udbredte anvendelse af internettet har imidlertid også givet flere mu-

ligheder for, at personer, som vil begå seksuelle overgreb mod børn, kan

komme i kontakt med dem, bl.a. under dække af falske identiteter.

Et barn, der udsættes for et overgreb af en person, som det tilsyneladende

allerede har en nær relation til, vil sjældent opdage, at der er tale om et over-

greb, før det er for sent. Det kan skyldes, at barnet kan have været udsat for

en forførelsesproces, hvor gerningspersonen har forsøgt at overtale barnet

gennem løgne, anerkendelse og rosende ord. Dermed manipuleres barnet til

at tro, at det selv frivilligt er gået med til den seksuelle aktivitet.

En sådan manipulationsproces vil typisk foregå i faser, hvoraf en række af

de enkelte skridt ikke isoleret set virker problematiske. Processen kan starte

ved, at gerningspersonen tager kontakt til barnet, uden at henvendelsen har

seksuelt indhold. Det kan f.eks. ske, hvis gerningspersonen kan opnå kon-

takt til barnet gennem dennes skole eller fritidsaktivitet eller gennem inter-

nettet. Gerningspersonen kan herefter forsøge at udvikle relationen således,

at barnet anser den voksne som en fortrolig og nær ven.

Efterfølgende kan processen udvikle sig således, at gerningspersonen vil af-

prøve barnets loyalitet, f.eks. ved at bede barnet holde på en hemmelighed,

som ikke er af seksuel karakter. Først senere i forløbet vil gerningspersonen

introducere det seksuelle tema i relationen, i begyndelsen også uden direkte

at bede barnet deltage i en seksuel aktivitet. Det kan f.eks. ske gennem snak

om, hvordan kroppen er udviklet. Endelig kan gerningspersonen arrangere

et møde med barnet, hvor den seksuelle aktivitet skal foregå. Det kan være

et fysisk møde eller ske gennem f.eks. videochat på internettet. Som følge

af, at barnet nu er overbevist om, at de to har en fortrolig relation, og at

barnet frivilligt har indgået i relationen, vil barnet kunne føle sig skamfuld

og medansvarlig for den seksuelle aktivitet, ligesom gerningspersonen vil

minde barnet om, at barnet ikke må fortælle om relationen til andre.

Processen kan også forløbe således, at gerningspersonens manipulation har

til formål at få barnet til at fremsende nøgenbilleder eller andet billedmate-

riale med seksuelt indhold til gerningspersonen, uden at de to parter nogen-

sinde mødes fysisk. På den måde kan gerningspersonen fastholde barnet i

relationen, ved at true barnet med at offentliggøre materialet, hvis ikke bar-

net fortsætter med at sende billeder, måske med endnu mere grænseover-

skridende indhold.

Det er således karakteristisk for grooming, at fænomenet foregår over en

periode, hvor barnet ikke er klar over, at der foregår en krænkelse, og derfor

bagefter vil føle skam over sig selv og situationen. Barnet kan som følge af

manipulationsprocessen føle sig nødsaget til at deltage i et møde, som skal

udmønte sig i en seksuel relation med gerningspersonen, selvom barnet ikke

af egen fri vilje ville indgå i seksuel relation med den pågældende. Samtidig

kan barnet efterfølgende føle, at den tillid, der var opbygget mellem par-

terne, nu er brudt.

Ved en groomingproces vil der således ikke alene ske en krænkelse i form

af et fysisk eller digitalt seksuelt overgreb. Krænkelsen består også i, at bar-

net narres til at tro, at det selv var indforstået med overgrebet, og i at der er

sket en grov udnyttelse af den tillid, som barnet har vist gerningspersonen.

Allerede når gerningspersonen systematisk kontakter barnet med forsæt til

på sigt at kunne udsætte barnet for et overgreb, sker der en krænkelse af

barnets integritet.

4.1.1.2.

Samleje med et barn under 15 år er kriminaliseret i straffelovens §

216, stk. 2, samt § 222. Begge bestemmelser finder desuden anvendelse på

andet seksuelt forhold end samleje, jf. § 225. En person over 15 år, der af-

taler at mødes med barnet for at opnå samleje eller anden seksuel omgang

med barnet, vil kunne straffes efter reglerne om forsøg på overtrædelse af

de nævnte bestemmelser, jf. straffelovens § 21.

Har en person over 15 år kommunikeret med et barn under 15 år med den

hensigt at begå et seksuelt overgreb mod barnet, vil der allerede tidligt i

groomingprocessen kunne være tale om forsøg på seksuel omgang med en

mindreårig. I teorien vil man kunne straffe en person for forsøg i de tilfælde,

hvor gerningspersonen har kommunikeret med et barn, hvis man kan doku-

mentere forsæt til en efterfølgende seksuel krænkelse af barnet.

Som anført ovenfor forekommer det, at det seksuelle tema introduceres langt

mere subtilt, hvor der måske ikke direkte ytres ønske om samleje eller lig-

nende med barnet, men hvor der f.eks. i stedet spørges ind til barnets krop

eller lignende. Det kan f.eks. ske som led i en længere korrespondance mel-

lem barnet og gerningspersonen, som ikke fra begyndelsen har været præget

af seksuelle undertoner, men som i højere grad har været en tillidsrelation

mellem de to parter, hvor barnet føler, at det har kunnet betro sig til ger-

ningspersonen. I sådanne tilfælde kan det være særdeles vanskeligt at løfte

bevisbyrden for gerningspersonens forsæt, herunder fordi det ikke nødven-

digvis er klart, hvilken form for overgreb gerningspersonen har forsæt til at

begå.

Selv om man således i teorien vil kunne straffe for forsøg allerede ved første

kontakt, vil man imidlertid i praksis i mange tilfælde skulle nå til det sted i

processen, hvor gerningspersonen introducerer et konkret, seksuelt tema i

relationen, før der foreligger tilstrækkelig konkretisering. Og selv i disse

tilfælde kan det ofte være vanskeligt at fastlægge forsæt, herunder fordi det

ikke er klart, hvilken konkret forbrydelse gerningspersonen har forsæt til at

begå.

4.1.1.3.

Det kan anføres, at indførelsen af en groomingbestemmelse vil

kunne indebære en risiko for, at overtrædelsen vil resultere i en lavere

fængselsstraf, end tilfældet er i dag. Det vil således i praksis kunne føre til

lavere straffe, hvis sager, hvor betingelserne for at dømme for forsøg på et

seksuelt overgreb mod et barn er opfyldt, fremover vil blive rejst og pådømt

efter groomingbestemmelsen, bl.a. fordi det formodes at være lettere at løfte

bevisbyrden for overtrædelse af denne bestemmelse.

Der kan i den forbindelse bl.a. henvises til, at erfaringer fra Norge tyder på,

at indførelsen af en bestemmelse om uagtsom voldtægt i visse tilfælde har

ført til en nedsubsumering, således at forhold, der tidligere ville være blevet

straffet som forsætlig voldtægt, i stedet blev straffet som uagtsom voldtægt,

jf. bl.a. Straffelovrådets betænkning nr. 1534/2012, side 229.

For så vidt angår erfaringerne vedrørende den svenske bestemmelse om

uagtsom voldtægt, fremgår det dog af betænkning nr. 1574/2020, side 102,

at den umiddelbare tendens efter et års anvendelse af den nye lovgivning

syntes at være, at den principale tiltale er voldtægt, mens der subsidiært rej-

ses tiltale for uagtsom voldtægt. Det var således på det tidspunkt den sven-

ske anklagemyndigheds og det svenske justitsministeriums opfattelse, at der

ikke blev dømt for uagtsom voldtægt i de tilfælde, hvor der kunne være dømt

for (forsætlig) voldtægt.

En risiko for nedsubsumering vil desuden til dels kunne imødegås ved at

sikre fokus på, hvordan anklagemyndigheden rejser tiltale i sådanne sager,

herunder hvornår der skal rejses subsidiær tiltale.

4.1.1.4.

En groomingbestemmelse, der kriminaliserer den manipulations-

proces, som gerningspersonen udfører med det mål at kunne begå et ikke

nærmere konkretiseret seksuelt overgreb, vil indebære en kriminalisering af

noget, som gerningspersonen har til hensigt at foretage sig.

Overtrædelsen fuldbyrdes således på et stadie, som i dag alene ville være

den indledende fase frem mod den fuldbyrdede forbrydelse.

En selvstændig kriminalisering af grooming vil dermed betyde, at gernings-

personen, i modsætning til i dag, vil have begået en fuldbyrdet forbrydelse,

selv om vedkommende opgiver kontakten til barnet. En situation, der i dag

efter omstændighederne vil kunne være undtaget fra straf efter reglen om

tilbagetræden fra forsøg, vil derfor efter omstændighederne med en særskilt

bestemmelse om grooming kunne være en fuldbyrdet forbrydelse.

En selvstændig groomingbestemmelse med et fremrykket fuldbyrdelses-

moment, dvs. at den objektive fuldbyrdelse er forbundet med et krav om et

videre rækkende forsæt, vil fremrykke grænsen mellem forsøg og fuldbyrdet

forbrydelse, med en heraf følgende begrænsning af mulighederne for straf-

frit at træde tilbage fra forsøg.

Det kan anføres, at det kan være problematisk, at gerningspersonens incita-

ment til at træde tilbage fra den fuldbyrdede forbrydelse vil kunne svækkes

ved det fremrykkede fuldbyrdelsesmoment, og at der kan opstå en risiko for,

at gerningspersonen ikke vil træde tilbage fra f.eks. at begå et fysisk seksuelt

overgreb mod barnet, hvis gerningspersonen under alle omstændigheder al-

lerede vil have begået en fuldbyrdet forbrydelse og ifalde strafansvar.

4.1.1.5.

En kriminalisering af grooming vil indebære, at den proces, hvori

gerningspersonen opbygger en relation til et barn, vil blive strafbar, hvis

hensigten med opbygningen af relationen er at krænke barnet seksuelt. En

dom for overtrædelse af bestemmelsen vil således bl.a. forudsætte, at ankla-

gemyndigheden kan løfte bevisbyrden for, at gerningspersonen har haft en

sådan hensigt.

Som det også gør sig gældende for sager om forsøg på et seksuelt overgreb

mod et barn, vil denne bevisbyrde kunne være vanskelig at løfte. Det skyl-

des, at gerningspersonens hensigt ikke nødvendigvis vil have manifesteret

sig i objektive beviser.

Det bemærkes dog, at grooming i mange tilfælde finder sted gennem inter-

nettet, og at politiet derfor i visse tilfælde vil kunne få adgang til den kom-

munikation, der har fundet sted mellem gerningspersonen og barnet, og som

vil kunne bruges til at føre bevis for gerningspersonens hensigt.

4.1.1.6.

Arbejdsgruppen har overvejet, om der i en ny groomingbestem-

melse bør fastsættes en øvre aldersgrænse for, hvornår en person kan udsæt-

tes for grooming.

Som det fremgår ovenfor under pkt. 3 om fremmed ret, er der i de omtalte

lande (Norge, Sverige og Nederlandene), som har særskilte groomingbe-

stemmelser, fastsat en øvre aldersgrænse for forurettede, som er sammen-

faldende med den seksuelle lavalder i det pågældende land.

En øvre aldersgrænse, som er sammenfaldende med den seksuelle lavalder,

vil tage højde for, at unge over 15 år er seksuelt myndige, og at det ikke er

unormalt, at 15-17-årige personer opbygger relationer med andre med hen-

blik på ligeværdige og gensidigt ønskede seksuelle forhold, også undertiden

med personer over 18 år.

Desuden er seksuelle relationer med børn under 15 år per definition straf-

bare, jf. straffelovens § 222, der indeholder et absolut forbud mod samleje

med et barn under 15 år, uanset om barnet måtte have samtykket heri. Til-

svarende gælder for andet seksuelt forhold end samleje med et barn under

15 år, jf. straffelovens § 222, jf. § 225.

En aldersgrænse, som svarer til den seksuelle lavalder, vil således ramme

sager, hvor seksuelle relationer pr. definition er forbudt, samtidig med at der

tages hensyn til, at bestemmelsen ikke bør kriminalisere ”normal” adfærd

blandt unge.

Heroverfor kan det anføres, at der også i forhold til unge over 15 år kan

bestå en ulige magtrelation mellem parterne, som kan begrunde, at det bør

være strafbart at have seksuelle relationer. Det vil f.eks. kunne være tilfæl-

det, hvis den ene part er væsentligt ældre eller mere erfaren end den anden.

Det kan således anføres, at en groomingbestemmelse bør tage højde for det

modenhedsniveau, som parterne har, hvilket ikke nødvendigvis er afhængigt

af parternes alder.

Det er imidlertid vanskeligt foreneligt med de krav til klarhed, som i almin-

delighed gælder for beskrivelsen af gerningsindholdet i straffebestemmel-

ser, at lade strafbarheden bero på en konkret vurdering af parternes moden-

hedsniveau.

Der kan dog argumenteres for, at aldersgrænsen for en særskilt kriminalise-

ring af grooming

–

i stedet for at lægge sig op ad den seksuelle lavalder

–

bør lægge sig op ad den aldersgrænse på 18 år, man fastsætter i forbindelse

med f.eks. myndighedsalderen for valgret.

Arbejdsgruppen bemærker i øvrigt, at en ulige magtrelation bl.a. kan bestå

i mere institutionaliserede relationer, hvor den ene part har en særlig posi-

tion over for den unge, og f.eks. er den pågældendes plejeforælder eller sko-

lelærer. Der gælder således allerede i dag et absolut forbud mod samleje

eller andet seksuelt forhold med personer under 18 år, hvis forurettede er

betroet den pågældende til opdragelse eller undervisning, jf. straffelovens §

223, stk. 1. Endvidere følger det af straffelovens § 223, stk. 2, at det er straf-

bart at forføre en person under 18 år til samleje ved groft misbrug af en på

alder og erfaring beroende overlegenhed.

Der er således i bestemmelsen taget højde for, at der i disse tilfælde vil være

et beskyttelseshensyn, også over for de 15-17-årige, som på grund af den

ulige relation til den voksne, kan manipuleres til at indgå i en seksuel rela-

tion med vedkommende. Bestemmelsen tager dog ikke højde for, at den

unge kan være udsat for en krænkelse, allerede før forholdet udvikler sig til

samleje eller andet seksuelt forhold end samleje.

Henset til, at der i de indledende faser af en groomingproces ikke nødven-

digvis vil være tale om hverken samleje eller andet seksuelt forhold end

samleje, kan det således anføres, at en bestemmelse, som kriminaliserer

grooming af børn under 15 år, ikke vil kunne favne alle tilfælde af udnyttelse

af ulige relationer til seksuelle krænkelser.

4.1.2. Arbejdsgruppens anbefalinger vedrørende indførelse af en selv-

stændig groomingbestemmelse

4.1.2.1.

Et flertal i arbejdsgruppen (Mette Johansen, Melissa Fernandez,

Flemming Kjærside, Lene Sigvardt, Charlotte Krarup, Claus Juul, Ask He-

sby og Sørine Vesth Rasmussen) finder, at der bør indføres en bestemmelse,

der kriminaliserer den proces, hvor en person opbygger en relation til et barn

med henblik på at begå digitale eller fysiske seksuelle overgreb mod barnet.

Flertallet er opmærksom på, at det ved udformningen af en bestemmelse om

grooming skal sikres, at bestemmelsen alene omfatter utilbørlig kontakt

mellem et barn og en person, der er ældre end barnet, og ikke hindrer helt

legitime relationer.

Flertallet lægger samtidig vægt på, at der er behov for særskilt at kriminali-

sere den selvstændige krænkelse, der består i, at gerningspersonen udnytter

et barns tillid til at opbygge en relation, som barnet opfatter som venskabelig

og loyal, men som gerningspersonen indgår i med det formål at krænke bar-

net seksuelt.

Flertallet lægger endvidere vægt på, at en sådan kriminalisering, som sender

et klart signal om, at groomingforløbet i sig selv er strafværdigt, vil kunne

bidrage til at fjerne den følelse af skyld og skam, som børn, der har været

udsat for grooming, ofte efterfølgende oplever, fordi de føler sig medansvar-

lige for, at relationen har udviklet sig.

Flertallet finder derfor, at det ikke er tilstrækkeligt, at en groomingproces

efter omstændighederne kan straffes som forsøg på et seksuelt overgreb.

Flertallet er i den forbindelse opmærksom på, at det vil kunne gøres gæl-

dende, at risikoen for, at gerningspersonens incitament til at træde tilbage

fra den fuldbyrdede forbrydelse vil kunne svækkes ved at indføre en selv-

stændig groomingbestemmelse med et fremrykket fuldbyrdelsesmoment.

Flertallet finder dog, at gerningspersonen fortsat vil have et incitament til

ikke at begå et fuldbyrdet seksuelt overgreb, jf. straffelovens § 216, stk. 2,

eller § 222, herunder henset til, at straffen for grooming vil skulle være be-

tydeligt lavere end straffen for et fuldbyrdet seksuelt overgreb.

Flertallet bemærker i øvrigt, at domstolene i forbindelse med strafudmålin-

gen vil kunne tage hensyn til, om gerningspersonen af egen drift har afstået

fra at begå grovere forbrydelser end grooming. Endvidere vil der kunne gø-

res brug af muligheden for at meddele tiltalefrafald i groomingtilfælde, hvis

en samlet vurdering af sagens konkrete omstændigheder taler derfor, herun-

der hvis gerningspersonen af egen drift har stoppet groomingen, og der er

sikre holdepunkter for at antage, at gerningspersonen ikke fremadrettet vil

begå lignende handlinger, f.eks. fordi gerningspersonen har opsøgt og mod-

tager relevant medicinsk eller terapeutisk behandling.

Flertallet er endvidere opmærksom på, at der ved indførelsen af en groom-

ingbestemmelse, som har en lavere strafferamme end f.eks. straffelovens §

222, kan opstå en risiko for, at sagerne vil blive ført efter den nye bestem-

melse, som følge af at bevisbyrden for overtrædelse af groomingbestemmel-

sen kan være lettere at løfte end bevisbyrden for forsøg på et seksuelt over-

greb.

Flertallet lægger dog i den forbindelse vægt på, at en særskilt bestemmelse

om grooming vil skulle omfatte de sager, hvor der ikke vurderes at være

tilstrækkeligt bevis til at kunne dømme for forsøg på en nærmere konkreti-

seret forbrydelse. Såfremt anklagemyndigheden ud fra det almindelige ob-

jektivitetsprincip vurderer, at der vil kunne ske domfældelse for forsøg på

et seksuelt overgreb, vil anklagemyndigheden således fortsat skulle ned-

lægge påstand herom, eventuelt med en subsidiær påstand om, at der døm-

mes for overtrædelse af groomingbestemmelsen.

4.1.2.2.

Et mindretal i arbejdsgruppen (Nicolaj Sivan Holst) finder, at der

ikke bør indføres en særskilt groomingbestemmelse.

Mindretallet lægger i den forbindelse vægt på, at grooming allerede i dag er

strafbart som forsøg på overtrædelse af straffelovens bestemmelser om

seksuelle overgreb mv.

Som anført ovenfor, jf. pkt. 2.15, giver dansk ret mulighed for i meget vidt

omfang at straffe forsøgshandlinger. Har en person over 15 år kommunike-

ret med et barn under 15 år med den hensigt at begå et seksuelt overgreb

mod barnet, vil der således allerede tidligt i groomingprocessen kunne være

tale om forsøg på et seksuelt overgreb. Det afgørende er, om der er forsæt

til at begå et overgreb, hvorfor der allerede fra den første kontakt mellem

barnet og gerningspersonen vil kunne straffes for forsøg.

Mindretallet bemærker i forlængelse heraf, at forsøgsbegrebet i såvel svensk

som norsk strafferet har et væsentligt smallere anvendelsesområde, hvilket

indebærer, at der i disse landes retssystemer har været et andet behov end i

dansk ret for selvstændigt at kriminalisere grooming.

Mindretallet finder, at det forhold, at det i forsøgssituationen kan være van-

skeligt at løfte bevisbyrden for gerningspersonens forsæt til at begå et nær-

mere konkretiseret seksuelt overgreb, ikke i sig selv kan begrunde indførel-

sen af en ny bestemmelse.

Endelig bemærker mindretallet, at det vil kunne være vanskeligt at sondre

mellem den strafværdige kontakt, som man ønsker at kriminalisere, og ikke-

skadelig kontakt mellem gerningspersonen og et barn.

4.1.3. Arbejdsgruppens anbefalinger vedrørende aldersgrænsen for

grooming

4.1.3.1.

Et flertal i arbejdsgruppen (Mette Johansen, Melissa Fernandez,

Flemming Kjærside, Lene Sigvardt og Charlotte Krarup) finder, at den øvre

aldersgrænse for, hvornår en straffelovsbestemmelse om grooming skal

kunne finde anvendelse, bør fastsættes til 15 år.

Flertallet lægger i den forbindelse vægt på, at den seksuelle lavalder i Dan-

mark er 15 år, og at man i de under pkt. 3 omtalte udenlandske grooming-

bestemmelser har fastsat en aldersgrænse, som svarer til den seksuelle la-

valder i det pågældende land.

Flertallet lægger desuden vægt på, at det er almindeligt forekommende, at

15-17-årige personer opbygger relationer til andre med henblik på ligevær-

dige og gensidigt ønskede seksuelle forhold, også undertiden med personer

over 18 år.

Flertallet bemærker endvidere, at straffelovens § 223 efter omstændighe-

derne vil kunne finde anvendelse, hvor en person udnytter en ulige magtre-

lation til at opnå samleje eller andet seksuelt forhold med en person under

18 år. Såfremt man ønsker at styrke beskyttelsen mod udnyttelse af en sådan

magtrelation til at krænke en person under 18 år, bør det efter flertallets op-

fattelse ske ved en ændring af bestemmelsen i straffelovens § 223.

4.1.3.2.

Et mindretal blandt flertallet i arbejdsgruppen (Claus Juul, Ask He-

sby og Sørine Vesth Rasmussen) finder, at aldersgrænsen for, hvornår en

straffelovsbestemmelse om grooming skal kunne finde anvendelse, bør

være 18 år. Mindretallet lægger i den forbindelse vægt på, at der

–

ud over

den beskyttelse der findes i straffelovens § 223

–

er et væsentligt hensyn til

at beskytte 15-17-årige, som fortsat er under udvikling, mod grooming, uag-

tet, at disse er seksuelt myndige.

Mindretallet lægger endvidere vægt på, at en groomingbestemmelse bør

tage højde for, at den ene part udnytter sin modenhed over for en anden, og

at aldersgrænsen derfor bør lægge sig op ad den aldersgrænse, der i øvrigt

gælder for, hvornår man anses for at være voksen.

4.1.4. Arbejdsgruppens forslag

Et flertal i arbejdsgruppen (Mette Johansen, Melissa Fernandez, Flemming

Kjærside, Lene Sigvardt, Charlotte Krarup, Claus Juul, Ask Hesby og Sø-

rine Vesth Rasmussen) foreslår, at der indføres en ny bestemmelse om groo-

ming i straffelovens kapitel 24 om seksualforbrydelser.

Et flertal i arbejdsgruppen (Mette Johansen, Melissa Fernandez, Flemming

Kjærside, Lene Sigvardt og Charlotte Krarup) foreslår, at bestemmelsen får

følgende ordlyd:

”Den,

som systematisk eller ved manipulation under udnyttelse af

en på alder og erfaring beroende overlegenhed opbygger en rela-

tion til et barn under 15 år med forsæt til at udsætte barnet for en

seksuel krænkelse, straffes for grooming med bøde eller fængsel

indtil 2

år.”

Flertallet finder således, at aldersgrænsen for, hvornår en person kan udsæt-

tes for grooming i strid med den foreslåede bestemmelse, bør være 15 år, da

den seksuelle lavalder i Danmark er 15 år.

Et mindretal i arbejdsgruppen (Claus Juul, Ask Hesby og Sørine Vesth Ras-

mussen) foreslår, at bestemmelsen får følgende ordlyd:

”Den,

som systematisk eller ved manipulation under udnyttelse af

en på alder og erfaring beroende overlegenhed opbygger en rela-

tion til en person under 18 år med forsæt til at udsætte den pågæl-

dende for en seksuel krænkelse, straffes for grooming med bøde

eller fængsel indtil 2

år.”

Mindretallet finder, at aldersgrænsen for, hvornår en person kan udsættes

for grooming i strid med den foreslåede bestemmelse, bør være 18 år, da der

også vurderes at være et væsentligt hensyn til at beskytte personer under 18

år mod grooming.

Dette mindretal tilslutter sig de øvrige bemærkninger vedrørende den af fler-

tallet foreslåede bestemmelse, jf. nedenfor under pkt. 4.1.4.1-4.1.4.6.

4.1.4.1.

Det vil efter den foreslåede bestemmelse være en forudsætning for

straf, at gerningspersonen opbygger en relation til et barn. Herved forstås,

at der etableres en kontakt mellem parterne, som enten kan være personlig,

skriftlig eller digital, og som udvikler sig over tid.

Som beskrevet oven for under pkt. 4.1.1.1 vil opbygningen af en relation til

barnet typisk foregå i faser, hvor gerningspersonen gradvist forsøger at ud-

vikle relationen, så barnet anser gerningspersonen som en fortrolig og nær

ven, og hvor gerningspersonen først senere i forløbet introducerer det seksu-

elle tema i relationen.

Det forudsættes, at der som udgangspunkt skal være tale om flere tilfælde

af kontakt mellem gerningspersonen og barnet, for at bestemmelsen kan

finde anvendelse. Enkeltstående tilfælde af kontakt med seksuelt indhold vil

dog efter omstændighederne i stedet kunne være omfattet af straffelovens §

232 om blufærdighedskrænkelse.

Det er ikke afgørende for anvendelsen af den foreslåede bestemmelse, om

gerningspersonen har taget initiativ til alle tilfælde af kontakt mellem par-

terne. Der kan således være tale om flere på hinanden følgende henvendelser

fra barnet til gerningspersonen, som fortsat vil være omfattet af bestemmel-

sens anvendelsesområde. Barnets hensigter med kontakten er uden betyd-

ning for, om gerningsindholdet er opfyldt.

Den foreslåede bestemmelse sigter således på tilfælde, hvor gerningsperso-

nen er ansvarlig for, at relationen mellem parterne udvikler sig i seksuel ret-

ning, også selv om det måtte være barnet, der har taget initiativ til at stille

gerningspersonen spørgsmål med seksuelt indhold.

4.1.4.2.

Det er en betingelse, at opbygningen af relationen sker systematisk

eller ved manipulation af barnet. Herved forstås, at gerningspersonen f.eks.

kontakter flere børn efter samme systematiske modus og/eller opbygger

kontakten under falske forudsætninger for på denne måde at udnytte barnets

tillid til at opbygge en relation, som barnet opfatter som venskabelig og

loyal, men som gerningspersonen indgår i med det formål at krænke barnet

seksuelt.

Et eksempel på manipulation vil kunne være, at gerningspersonen foregiver

at være et barn på alder med det barn, der kommunikeres med, herunder ved

direkte at omtale sin alder eller ved f.eks. at ændre sit sprogbrug for derved

at kunne skabe en illusion hos barnet om, at de to er jævnaldrende.

Det vil endvidere kunne være udtryk for manipulation, hvis gerningsperso-

nen indleder en tilsyneladende uskyldig relation for at overbevise barnet om,

at de to har en fortrolig relation, som barnet frivilligt er indgået i, og siden-

hen introducerer det seksuelle tema.

4.1.4.3.

Det er desuden en betingelse for anvendelse af den foreslåede be-

stemmelse, at opbygningen af relationen er sket under udnyttelse af en på

alder og erfaring beroende overlegenhed. Herved skal forstås, at bestemmel-

sen alene finder anvendelse på tilfælde, hvor gerningspersonen er ældre end

forurettede. Hvis parterne står hinanden nær i alder, erfaring og udvikling,

vil det efter omstændighederne kunne udelukke strafansvar.

Bestemmelsens anvendelse udelukkes ikke af, at forurettede tidligere har

haft samleje eller andre former for seksuelt forhold til andre. Det er endvi-

dere uden betydning for bestemmelsens anvendelse, om det er forurettede,

der har taget initiativ til kontakten.

4.1.4.4.

Det er endvidere en forudsætning for anvendelse af den foreslåede

bestemmelse, at gerningspersonen har haft forsæt til at udsætte barnet for en

seksuel krænkelse. I forhold til straffelovens almindelige forsøgsregler in-

debærer bestemmelsen, at der ses bort fra kravet til forsættets konkretise-

ring. Det vil dermed være afgørende for bestemmelsens anvendelse, at det

kan konstateres, at gerningspersonen havde forsæt til at begå en handling,

som er strafbar efter en eller flere bestemmelser i straffelovens 24. kapitel

om seksualforbrydelser. Det vil derimod ikke være afgørende, om det på

tidspunktet, hvor relationen blev opbygget, var klart, hvilken bestemmelse i

straffelovens kapitel 24 gerningspersonen havde forsæt til at overtræde.

Hvorvidt der foreligger fornødent forsæt, må afgøres ud fra de konkrete om-

stændigheder i sagen, herunder om gerningspersonen f.eks. har sendt beske-

der til barnet med seksuelt indhold eller udtrykt et generelt ønske om på et

tidspunkt at mødes fysisk eller virtuelt med barnet.

Det vil i den forbindelse kunne indgå i vurderingen, om der i gerningsper-

sonens sprogbrug kan udledes seksuelle temaer, uden at det dermed kan

konkretiseres, hvad han eller hun ønsker, at barnet skal foretage sig. Det vil

efter omstændighederne også kunne indgå, om gerningspersonen har kon-

taktet flere børn på samme måde, evt. tidligere har begået overgreb mod et

barn, eller har billeder med seksuelt indhold af børn på sine digitale enheder.

Det vil endvidere kunne indgå i vurderingen, om gerningspersonen har fo-

reslået, at barnet ikke må fortælle sine forældre eller andre om parternes

relation.

Det er en betingelse for anvendelse af den foreslåede bestemmelse, at ger-

ningspersonens forsæt på sigt var at krænke barnet. Heri ligger et krav om,

at gerningspersonens formål med opbygningen af relationen var at begå

overgrebet. Et formål om at begå et seksuelt overgreb mod barnet kan også

opstå undervejs i relationen.

4.1.4.5.

Den foreslåede groomingbestemmelse tilsigter at ramme tilfælde,

hvor der ikke kan føres bevis for forsøg på et konkret seksuelt overgreb.

Tilfælde, der i dag kan straffes som forsøg på overtrædelse af straffelovens

§ 216, stk. 2, eller § 222, herunder begge jf. § 225, vil således også fremover

skulle straffes efter de pågældende bestemmelser. Har gerningspersonen

f.eks. foreslået et konkret møde med barnet, og fremgår det tydeligt af kor-

respondancen, at gerningspersonen har til hensigt at have samleje med bar-

net, vil der, hvis det sker som følge af en groomingproces, efter omstændig-

hederne kunne straffes efter straffelovens § 222 eller § 216, stk. 2, jf. § 21

samt den foreslåede groomingbestemmelse i sammenstød.

Det ligger i groomingens natur, at der sker en manipulation af barnet, hvor-

for barnet ikke nødvendigvis selv vil være klar over, at det udsættes for en

krænkelse før potentielt længe efter, den har stået på. Der vil således kunne

være tilfælde, hvor barnet ikke selv føler, at det har været udsat for en kræn-

kelse. Dette er imidlertid ikke til hinder for straf efter den foreslåede be-

stemmelse.

4.1.4.6.

Arbejdsgruppens flertal finder, at bestemmelsens strafferamme og

–niveau

bør afspejle, at seksualforbrydelser hører til blandt nogle af de mest

alvorlige forbrydelser, og at der er et særligt beskyttelseshensyn, når så-

danne forbrydelser begås mod børn. Samtidig bør strafferammen være la-

vere end strafferammen for en fuldbyrdet seksualforbrydelse mod et barn.

Arbejdsgruppen foreslår på den baggrund en strafferamme på bøde eller

fængsel indtil 2 år.

Det forudsættes, at straffen for førstegangstilfælde af overtrædelse af den

foreslåede bestemmelse som udgangspunkt bør udmåles til omkring 30 da-

ges ubetinget fængsel. Der vil ved straffens udmåling bl.a. skulle lægges

vægt på karakteren, omfanget og varigheden af den krænkende adfærd.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering

i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og de angivne

strafniveauer vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i

den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder,

jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens ka-

pitel 10.

Domstolene vil undtagelsesvist, hvis gerningspersonens forhold tilsiger

dette, kunne fravige udgangspunktet om, at der skal udmåles en ubetinget

fængselsstraf, og i stedet fastsætte en betinget dom, eventuelt med vilkår om

f.eks. sexologisk behandling, jf. reglerne om betinget fængsel i straffelovens

kapitel 7.

4.2. Straffelovens § 223, stk. 1

4.2.1. Arbejdsgruppens overvejelser

4.2.1.1.

Bestemmelsen i straffelovens § 223 har til formål at beskytte bl.a.

elever mod, at en lærer misbruger det over- og underordnelsesforhold, der

er mellem parterne til at opnå et seksuelt forhold. Bestemmelsen omfatter

som nævnt samleje og, jf. straffelovens § 225, også andet seksuelt forhold

end samleje, men ikke blufærdighedskrænkelse.

I sagen, som blev afgjort ved Vestre Landsrets dom af 31. marts 2021, trykt

i TfK 2021.623 (gengivet ovenfor under pkt. 2.8.2.1) var der tale om en

intim relation mellem en lærer og en elev, men der var ikke tale om samleje

eller andet seksuelt forhold mellem parterne. På den baggrund kunne der

ikke rejses tiltale efter straffelovens § 223, hvorfor spørgsmålet for retten

var, om den tiltalte havde gjort sig skyldig i straffelovens § 232 om blufær-

dighedskrænkelse.

Med afgørelsen af 31. marts 2021 har Vestre Landsret lagt til grund, at foru-

rettede var i stand til at afgive et gyldigt samtykke til tiltaltes adfærd. Det

anføres i dommens begrundelse, at forurettedes alder ikke kunne medføre et

andet resultat. Dette kan læses således, at landsretten bl.a. har lagt vægt på,

at forurettede var over 15 år på daværende tidspunkt, hvorfor hendes

samtykke havde diskulperende virkning.

Der ses ikke herudover at foreligge nyere praksis vedrørende spørgsmålet

om, hvorvidt personer mellem 15 og 18 år med diskulperende virkning kan

samtykke til blufærdighedskrænkende handlinger begået af den pågælden-

des sted- eller plejeforældre eller personer, som har den unge betroet til un-

dervisning eller opdragelse.

Det må på den baggrund lægges til grund, at en person, der er mellem 15 og

18 år, efter gældende ret kan give gyldigt samtykke til adfærd omfattet af

straffelovens § 232 med diskulperende virkning, hvis den unge er betroet

gerningspersonen til undervisning.

4.2.1.2.

Efter straffeloven er samleje eller andet seksuelt forhold end samleje

med et barn under 15 år per definition strafbart. Det gælder uanset, om bar-

net er indforstået med den seksuelle akt. Samleje eller andet seksuelt forhold

end samleje er i udgangspunktet lovligt, hvis begge parter er over 15 år og

samtykker heri.

Der gælder imidlertid en særregel i straffelovens § 223, stk. 1, hvorefter

samleje eller andet seksuelt forhold end samleje med personer under 18 år

er strafbart, uanset om den pågældende samtykker.

Med straffelovens § 223, stk. 1, er der indført en særlig beskyttelse af per-

soner under 18 år mod seksuelle overgreb begået af bl.a. sted- eller plejefor-

ældre, skolelærere mv. Det skyldes bl.a., at den unge kan være særligt sårbar

over for personer, der har en sådan opdragende funktion for dem, og derfor

kan den voksne have en særlig adgang til at påvirke den unge i seksuel ret-

ning.

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at risikoen for, at den unge udsættes for

handlinger, som er omfattet af straffelovens § 232, er den samme, som risi-

koen for at gerningspersonen udnytter sin position til samleje eller anden

seksuel omgang end samleje med den unge.

På den baggrund er det arbejdsgruppens opfattelse, at lovgivningen bør æn-

dres, således at straffelovens § 223, stk. 1, udvides til også at omfatte blu-

færdighedskrænkelse.

Arbejdsgruppen er opmærksom på, at straffelovens § 232 om blufærdig-

hedskrænkelse fungerer som en form for generalklausul, som har til formål

at omfatte tilfælde af seksuelle krænkelser, som ikke vil være omfattet af

andre bestemmelser i straffelovens kapitel 24. En henvisning til blufærdig-

hedskrænkelse i straffelovens § 223, stk. 1, vil derfor indebære, at barren

for, hvad der er strafbar adfærd efter bestemmelsen vil blive sat relativt lavt.

Som nævnt ovenfor, jf. pkt. 2.8.2, er det hovedreglen, at et barn under 15 år

ikke gyldigt kan samtykke til blufærdighedskrænkelse, medmindre domsto-

lene konkret vurderer, at der er samtykket til en adfærd, som 13-14-årige

normalt praktiserer. Begår f.eks. en plejeforælder adfærd omfattet af § 232

mod et 14-årigt plejebarn vil det næppe resultere i straffrihed for den voksne.

Problematikken opstår derfor primært i forhold til de 15-17-årige.

Arbejdsgruppen er i den forbindelse opmærksom på, at det ved en ændring

af straffelovens regler om seksualforbrydelser skal sikres, at bestemmel-

serne alene omfatter tilfælde af utilbørlig adfærd, og dermed ikke hindrer

seksuelle forhold mellem to jævnbyrdige personer.

Det er imidlertid arbejdsgruppens opfattelse, at straffelovens § 223, stk. 1,

er udtryk for, at der i relationer mellem f.eks. plejeforældre og

–børn,

sko-

lelærere og elever o.l. per definition er ulighed i magtforholdet. Det betyder

efter arbejdsgruppens opfattelse også, at en person under 18 år, som er i en

sådan ulige relation til en anden, ikke bør kunne samtykke til handlinger

omfattet af straffelovens § 232 med diskulperende virkning.

Det er derfor arbejdsgruppens opfattelse, at blufærdighedskrænkelse bør til-

føjes til straffelovens § 223, stk. 1.

4.2.2. Arbejdsgruppens forslag

Arbejdsgruppen foreslår, at blufærdighedskrænkelse tilføjes til straffe-

lovens § 223, stk. 1. Bestemmelsens ordlyd bliver herefter:

”Den,

som har samleje med eller ved uanstændigt forhold kræn-

ker blufærdigheden hos en person under 18 år, der er den skyl-

diges stedbarn eller plejebarn eller er betroet den pågældende til

undervisning eller opdragelse, straffes med fængsel indtil 4

år.”

Med den foreslåede ændring, lægges der op til, at anvendelsesområdet for

bestemmelsen udvides til også at omfatte blufærdighedskrænkelse. Der læg-

ges med ændringen op til, at adfærd, der udgør en overtrædelse af straffe-

lovens § 232, fremover vil skulle straffes efter § 223, stk. 1, hvis gernings-

personens og forurettedes relation er omfattet af bestemmelsens anvendel-

sesområde.

Den foreslåede ændring indebærer, at en person under 18 år ikke vil kunne

give diskulperende samtykke til adfærden, hvis gerningspersonen er den på-

gældendes sted- eller plejeforælder, eller hvis forurettede er betroet ger-

ningspersonen til undervisning eller opdragelse. Strafansvaret vil være uaf-

hængigt af, hvordan forurettede forholder sig til de pågældende handlinger.

Det vil således f.eks. ikke have betydning for strafansvaret, hvis den blufær-

dighedskrænkende adfærd sker på den unges opfordring.

Personkredsen vil være den samme som den, der i dag er omfattet af straf-

felovens § 223, stk. 1. Det betyder, at en plejeforælder, skolelærer, hånd-

boldtræner mv., som fremsender sms-beskeder med seksuelt indhold til en

elev, der ikke er fyldt 18 år, vil kunne ifalde strafansvar efter § 223, stk. 1.

Det samme vil gøre sig gældende for andre handlinger omfattet af § 232,

f.eks. berøringer, der ikke er omfattet af straffelovens § 225 om andet seksu-

elt forhold end samleje, eller blottelse af kønsorganer o.l.

Er der tale om blufærdighedskrænkelse, vil anvendelse af bestemmelsen i §

223, stk. 1, være betinget af, at handlingen har relation til seksuelle forhold

og er af en vis grovhed. Hvorvidt der er tale om en strafbar blufærdigheds-

krænkelse i bestemmelsens forstand, beror på de nærmere omstændigheder,

herunder karakteren af forholdet mellem de involverede personer.

I bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse vil kunne anføres ek-

sempler på adfærd, der vil kunne være omfattet af bestemmelsens anvendel-

sesområde, herunder berøring af forurettedes bryster eller kønsdele eller

brug af seksualiserede ord, der indikerer, at man ønsker samleje eller sam-

lejelignende forhold med forurettede, i det omfang tilfældet ikke omfattes

af en anden bestemmelse i straffelovens kapitel 24.

Som eksempel på adfærd, der i almindelighed vil falde uden for anvendel-

sesområdet kan i bemærkningerne nævnes en sted- eller plejeforælders om-

favnelse og kys af et sted- eller plejebarn, hvis omstændighederne i øvrigt

taler for, at adfærden er et udtryk for almindelig omsorg for barnet eller den

unge. Hvorvidt dette er tilfældet vil afhænge af omstændighederne ved ad-

færden, herunder om parterne i øvrigt har et nært følelsesmæssigt forhold til

hinanden. Det samme gælder situationer, hvor en sted- eller plejeforælder

viser sig afklædt foran sted- eller plejebarnet.

Er der omvendt tale om mere distancerede relationer, som f.eks. mellem en

lærer og elev, vil et kys formentlig efter omstændighederne ofte kunne være

omfattet af bestemmelsen. Der kan dog også være tale om berettiget adfærd,

som f.eks. afklædning i forbindelse med en idrætstime, som ikke vil kunne

karakteriseres som grov adfærd med seksuelle undertoner.

Der lægges med forslaget op til, at overtrædelse af § 223, stk. 1, ved blufær-

dighedskrænkelse, vil få den samme strafferamme, som i dag gælder for §

223, stk. 1, altså fængsel indtil 4 år. Henset til alvoren af blufærdigheds-

krænkende adfærd sammenlignet med samleje eller anden seksuel omgang

end samleje, finder arbejdsgruppen, at strafniveauet bør være lavere, hvis

der er tale om blufærdighedskrænkelse, end hvis der er tale om samleje eller

andet seksuelt forhold end samleje.

4.3. Sextortion

4.3.1. Arbejdsgruppens overvejelser

4.3.1.1.

Arbejdsgruppen har til brug for overvejelserne defineret

’sextortion’

som det forhold, at en person truer en anden person med, at nøgenbilleder

eller billeder af seksuel karakter offentliggøres, hvis ikke vedkommende be-

taler penge eller eksempelvis optræder i yderligere seksuelle scener, herun-

der f.eks. deltager i samleje med gerningspersonen.

Sextortion har bl.a. været omtalt i medierne i forbindelse med et større

sagskompleks om en mand, der den 9. december 2020 af Retten i Esbjerg

blev idømt 6 års fængsel for seksuelle krænkelser af 169 kvinder og piger

ned til 11 år

Den pågældende blev dømt for bl.a. overtrædelse af straffelovens dagæl-

dende § 216, stk. 1, nr. 2, jf. § 225, ved i en række forhold at have formået

de forurettede til at indføre genstande i kønsdelen og fremsende videoer

heraf til tiltalte under trussel om, at nøgenbilleder, som de forurettede tidli-

gere havde sendt til tiltalte, ville blive offentliggjort. I ét forhold blev tiltalte

desuden dømt for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1 og nr. 2,

jf. til dels § 225, da han under trusler om at offentliggøre bl.a. nøgenbilleder

tiltvang sig samleje og andet seksuelt forhold med forurettede. Den tiltalte

blev endvidere i en række forhold dømt for ulovlig tvang, jf. § 260, stk. 1,

nr. 1, hvor tiltalte havde truet med at offentliggøre nøgenbilleder af de foru-

rettede, hvis de ikke fremsendte mere grænseoverskridende materiale. I en

række forhold blev tiltalte desuden dømt for forsøg på overtrædelse af hhv.

§ 216, stk. 1, nr. 1, jf. § 225, og § 260, stk. 1, nr. 1, da de forurettede undlod

at fremsende yderligere materiale til ham. Videre blev tiltalte dømt for over-

trædelse af straffelovens § 235, stk. 1, og 2, ved at have besiddet de pågæl-

https://www.dr.dk/nyheder/webfeature/jeg-var-jo-hans-slave

dende billeder af personer under 18 år. Tiltalte blev desuden dømt for over-

trædelse af straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse, da hans chat-

beskeder til de forurettede var egnede til at krænke de forurettedes blufær-

dighed. Tiltalte blev endelig dømt for vidnetrusler samt en række overtræ-

delser af databeskyttelsesforordningen

Arbejdsgruppen bemærker, at i tilfælde af at en gerningsperson har tvunget

forurettede til samleje eller andet seksuelt forhold med gerningspersonen,

vil gerningspersonen kunne straffes for overtrædelse af straffelovens § 216,

stk. 1, herunder jf. § 225. Det er ikke i det tilfælde afgørende, hvordan ger-

ningspersonen har tiltvunget sig samlejet, hvis forurettede ikke har afgivet

gyldigt samtykke hertil. Dermed vil bestemmelsen efter omstændighederne

kunne finde anvendelse, hvis gerningspersonen får forurettede til at deltage

i samleje eller andet seksuelt forhold under trussel om udbredelse eller vi-

deredeling af billeder.

Gerningspersonen vil desuden, allerede før forurettede eventuelt har indvil-

get i samleje eller andet seksuelt forhold for at undgå deling af billederne,

efter omstændighederne kunne straffes for forsøg på overtrædelse af straf-

felovens § 216, stk. 1, evt. jf. § 225, jf. § 21.

Som beskrevet ovenfor er det ved Retten i Esbjergs dom af 9. december

2020 lagt til grund, at der i tilfælde, hvor en person tvinges til at udføre

seksuelle handlinger på sig selv, vil kunne straffes for overtrædelse af straf-

felovens § 216, jf. § 225.

I forarbejderne til straffelovens § 225, jf. betænkning nr. 1534/2012 om

seksualforbrydelser, side 438, er det imidlertid forudsat, at indføring af gen-

stande i eller stimulering af egne kønsdele under tvang ikke er omfattet af

denne bestemmelse, der forudsætter fysisk kontakt mellem to personer, og

at sådanne forhold derfor i stedet er at anse for blufærdighedskrænkelse, jf.

straffelovens § 232.

Gerningspersonen vil således i stedet efter omstændighederne kunne straffes

for overtrædelse af straffelovens § 260 om ulovlig tvang sammen med straf-

felovens § 232 om blufærdighedskrænkelse i tilfælde af, at gerningsperso-

nen har tvunget forurettede til at foretage seksuelle handlinger på sig selv.

Det vil f.eks. kunne være relevant i sextortion-tilfælde, hvis forurettede tvin-

Resumé

af dommen på rettens hjemmeside:

Retten i Esbjerg - 6 års fængsel for ulovlig

tvang og seksuelle krænkelser (domstol.dk)

ges til at fotografere eller filme sådanne handlinger og fremsende materialet

til gerningspersonen.

Benytter gerningspersonen i stedet billederne som afpresning for at opnå

uberettiget vinding, f.eks. for at få betaling fra forurettede, vil forholdet efter

omstændighederne kunne være omfattet af straffelovens § 281.

Gerningspersonen vil desuden kunne straffes for overtrædelse af straffe-

lovens § 264 a, hvis der f.eks. er tale om et liveovergreb, som gerningsper-

sonen videooptager.

Er der tale om en forurettet under 18 år, vil besiddelse af videomateriale

eller billeder desuden kunne straffes efter straffelovens § 235, stk. 2. Er foru-

rettede over 18 år, vil videregivelse eller udbredelse af materialet i stedet

kunne straffes efter straffelovens § 264 d.

4.3.1.2.

Arbejdsgruppen bemærker, at spørgsmålet om, hvordan sådanne sa-

ger skal bedømmes, er en relativt ny problemstilling, som i dag er mere re-

levant, end den var ved revisionen af straffeloven i 2013. Digitale overgreb

har ikke i sig selv været en faktor, da man på baggrund af Straffelovrådets

betænkning nr. 1534/2012 om seksualforbrydelser reviderede straffelovens

§ 225 og de øvrige bestemmelser om seksualforbrydelser, men antallet af

sager, hvor en gerningsperson får en forurettet til at udføre seksuelle hand-

linger på sig selv er blevet langt hyppigere forekommende i takt med den

digitale udvikling.

På baggrund af det ovenstående er det arbejdsgruppens vurdering, at sextor-

tion i dag er strafbart efter navnlig straffelovens bestemmelser om seksual-

forbrydelser, samt bestemmelserne om hhv. tvang og afpresning.

Arbejdsgruppen noterer sig imidlertid, at der i visse sager, hvor en person

tvinges til at udføre seksuelle handlinger på sig selv, f.eks. ved at gernings-

personen instruerer forurettede heri gennem videochat, er dømt for overtræ-

delse af straffelovens § 216 eller § 222, jf. § 225, mens der i andre sager er

dømt for overtrædelse af straffelovens § 232 og § 260. Sager om sextortion

er ofte kendetegnet ved, at gerningspersonen findes skyldig i en lang række

forhold, jf. bl.a. den ovennævnte TfK 2013.209 V. Det er på den baggrund

vanskeligt at sige noget generelt om strafniveauet for et enkeltstående til-

fælde af sextortion, herunder hvilken betydning det har for strafudmålingen,

om et forhold er pådømt efter hhv. § 216 eller § 222, jf. § 225, eller efter §§

232 og 260.

Uanset dette finder arbejdsgruppen, at der bør være en ensartet tilgang til,

om tilfælde, hvor forurettede tvinges til at udføre seksuelle handlinger på

sig selv, straffes efter § 232 sammen med § 260 eller efter § 216 eller § 222,

jf. § 225.

4.3.1.3.

Arbejdsgruppen har på den baggrund overvejet, om det forhold, at

gerningspersonen tvinger forurettede til at udføre seksuelle handlinger på

sig selv, mest hensigtsmæssigt henføres under straffelovens § 232 sammen

med § 260 (blufærdighedskrænkelse i forbindelse med tvang), eller § 216

eller § 222, jf. § 225 (andet seksuelt forhold end samleje).

Arbejdsgruppen finder, at der med den teknologiske udvikling er sket en

væsentlig ændring i, hvordan særligt børn og unge opbygger og udvikler

relationer. Det betyder samtidig, at seksuelle krænkelser har ændret karakter

i takt med denne udvikling. Det er derfor et relativt nyt problem, at særligt

unge mennesker tvinges til at udføre seksuelle handlinger på sig selv, un-

dertiden under trussel om, at gerningspersonen ellers vil offentliggøre bille-

der af privat karakter.

Sådanne sager vurderes at være langt hyppigere forekommende i dag, end i

2012, da Straffelovrådet første gang udtalte sig om spørgsmålet, jf. ovenfor

under pkt. 2.2.

Arbejdsgruppen har i den forbindelse noteret sig, at et enigt Straffelovråd i

betænkning nr. 1574/2020 om en frivillighedsbaseret voldtægtsbestem-

melse har anført, at den teknologiske udvikling må give anledning til over-

vejelser om, hvorvidt straffelovens § 232 sammen med straffelovens § 260

yder et tilstrækkeligt strafferetligt værn mod tilfælde, hvor en person tvinger

en anden til at udføre seksuelle handlinger med sig selv, og

–

hvis det ikke

er tilfældet

–

om straffelovens § 225 bør ændres, således at sådanne forhold

straffes efter denne bestemmelse.

Arbejdsgruppen er enig med Straffelovrådet i, at det kan synes som en uri-

melig forskel, hvis de samme seksuelle handlinger, som en forurettet ufri-

villigt udsættes for, f.eks. gennem ulovlig tvang, bedømmes som medvirken

til voldtægt, hvis det foregår mellem to forurettede, der begge tvinges til at

deltage, mens det alene bedømmes som blufærdighedskrænkelse, hvis én

forurettet tvinges til at gøre handlingerne mod sig selv.

Arbejdsgruppen finder, at et forhold som ovenstående bør henføres under

straffelovens bestemmelser om andet seksuelt forhold end samleje, frem for

under straffelovens bestemmelse om blufærdighedskrænkelse.

Arbejdsgruppen lægger i den forbindelse bl.a. vægt på, at det i højere grad

vil sende et signal om overgrebets alvor, hvis det henføres under bestem-

melserne om andet seksuelt forhold end samleje, og på at det i dag vil være

omfattet af straffelovens § 225, hvis gerningspersonen f.eks. har indført en

genstand i forurettedes kønsdel eller endetarm.

Arbejdsgruppen noterer sig endvidere, at man i norsk strafferet sidestiller

handlinger, som forurettede tvinges til at udføre på sig selv, med seksuelle

overgreb, som udføres af gerningspersonen, ligesom man i forarbejderne til

den norske bestemmelse har anført, at der ligger en særlig krænkelse for

forurettede i, at denne tvinges til selv at udføre de pågældende handlinger.

Arbejdsgruppen finder, at der

–

bl.a. i lyset af den teknologiske udvikling

–

er behov for i straffelovens § 225 at angive, at tilfælde, hvor gerningsperso-

nen formår forurettede til at udføre seksuelle handlinger på sig selv, vil

skulle bedømmes som et seksuelt overgreb på samme måde som overgreb,

som udføres fysisk af en anden person.

En sådan ændring af straffelovens § 225 vil indebære, at tilfælde, hvor foru-

rettede under samme omstændigheder, som i bestemmelserne i §§ 216-224,

udfører seksuelle handlinger på sig selv, under visse omstændigheder vil

kunne straffes efter den relevante bestemmelse, jf. § 225.

Det vil dermed være strafbart, hvis gerningspersonen formår forurettede til

at udføre en seksuel handling på sig selv under de omstændigheder, hvoref-

ter et seksuelt overgreb i øvrigt vil være strafbart efter straffelovens §§ 216-

224.

Formår gerningspersonen at få et barn under 15 år til at udføre en seksuel

handling på sig selv, vil forholdet således kunne straffes efter straffelovens

§ 222, jf. § 225. Det vil være tilfældet, uanset om barnet har samtykket i

handlingen. Det samme vil gøre sig gældende, hvis forholdet er omfattet af

bestemmelserne i straffelovens § 216, stk. 2, eller §§ 218-224, idet overtræ-

delse af disse bestemmelser er strafbart, uanset om den forurettede har

samtykket heri.

Er der tale om en person over 15 år, som gerningspersonen har formået til

at udføre handlinger på sig selv, og som derfor ikke har samtykket i hand-

lingerne, vil forholdet efter omstændighederne kunne straffes efter straffe-

lovens § 216, stk. 1, jf. § 225. Som ved forhold, der i øvrigt er omfattet af

straffelovens § 216, stk. 1, vil det skulle bevises, at gerningspersonen havde

forsæt med hensyn til, at der ikke var givet det fornødne samtykke. Arbejds-

gruppen er i den forbindelse opmærksom på, at det vil kunne være vanske-

ligt at løfte bevisbyrden for gerningspersonens forsæt til det manglende

samtykke i tilfælde, hvor en forurettet, der er over den seksuelle lavalder,

har udført en seksuel handling på sig selv, hvis der ikke er fremsat trusler

e.l. fra gerningspersonen.

Kerneområdet for den foreslåede ændring af § 225 vil således være handlin-

ger, der i dag er strafbare efter straffelovens § 232 om blufærdighedskræn-

kelse i kombination med bestemmelserne om hhv. tvang og afpresning, jf.

nedenfor under pkt. 4.3.2 om anvendelsen af samtykkebegrebet i relation til

den foreslåede ændring.

Arbejdsgruppen er desuden opmærksom på, at definitionen af

”andet seksu-

elt forhold end samleje” i straffelovens § 225 i høj grad er fastlagt gennem

praksis, jf. gennemgangen under pkt. 2.5. Det er ikke hensigten at ændre

definitionerne af handlinger omfattet af bestemmelsen, udover at det frem-

over skal være omfattet af § 225, hvis forurettede udfører dem på sig selv.

Det vil i bemærkningerne kunne tilkendegives, at der ved ”seksuelle hand-

linger” forstås handlinger, som, hvis de blev begået af gerningspersonen,

efter gældende ret ville være strafbare efter §§ 216-224, jf. § 225. Det vil

f.eks. kunne være tilfældet, hvis gerningspersonen formår forurettede til at

indføre fingre eller genstande i kønsdel eller endetarm, eller til at stimulere

nøgne udvendige kønsdele. Modsat finder arbejdsgruppen, at tilfælde, hvor

gerningspersonen f.eks. formår forurettede til at optræde nøgen eller at be-

røre egne bryster, fortsat vil skulle være omfattet af straffelovens § 232 og

eventuelt § 260.

4.3.1.4.

Arbejdsgruppen har endvidere overvejet, hvordan straffen for en

overtrædelse af straffelovens § 216-224, jf. § 225, vil skulle udmåles, hvis

der er tale om en situation, hvori gerningspersonen har formået forurettede

til at udføre en seksuel handling på sig selv, sammenlignet med situationer,

hvor gerningspersonen udfører den pågældende handling på forurettede.

På den ene side kan det anføres, at det for forurettede kan være en mindre

ubehagelig situation, hvis denne selv udfører de pågældende handlinger, end

hvis en anden person udførte dem. Er gerningspersonen ikke i samme fysi-

ske rum som forurettede, kan betragtningen således være, at forurettede selv

har mulighed for at stoppe den pågældende handling, f.eks. ved at slukke

for videochatten. Den samme mulighed har den forurettede ikke, hvis der er

tale om et overgreb, som fysisk begås af gerningspersonen.

På den anden side kan det anføres, at det afgørende for strafværdigheden af

et overgreb er den latente trussel eller konsekvens, som forurettede er bange

for, hvis denne ikke indvilliger i de pågældende handlinger. Dette kan være

det samme, uanset om gerningspersonen udfører overgrebet eller får foru-

rettede til selv at gøre det. Det kan tale for, at straffen for at formå foruret-

tede til at udføre de pågældende handlinger skal udmåles på samme måde,

som hvis gerningspersonen havde udført dem på forurettede.

Videre kan det anføres, herunder henset til den norske justitskomités be-

mærkninger, jf. ovenfor under pkt. 3.1.1, at det i nogle tilfælde kan opleves

mere traumatiserende for forurettede, hvis denne har udført de pågældende

handlinger på sig selv, end hvis de blev udført af en anden person. Det skyl-

des, at der for forurettede kan være en særlig skam og ydmygelse forbundet

med, at det er forurettede selv, der har udført handlingerne.

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at der

–

som med andre typer af seksual-

forbrydelser

–

vil være så stor variation i de konkrete sager, at det ikke er

muligt på forhånd at anvise et nøjagtigt strafniveau. Strafniveauet vil således

skulle basere sig på den konkrete sags omstændigheder, herunder relationen

mellem forurettede og gerningspersonen og alvoren af de handlinger, ger-

ningspersonen har formået forurettede til at udføre. Efter arbejdsgruppens

opfattelse vil det forhold, at forurettede selv har udført den pågældende

handling, dog ikke i sig selv kunne begrunde en lavere strafudmåling end i

tilfælde, hvor gerningspersonen har udført handlingerne på forurettede.

4.3.2. Arbejdsgruppens forslag

Arbejdsgruppen foreslår, at straffelovens § 225 ændres, så det klart kommer

til at fremgå af bestemmelsen, at den også omfatter tilfælde, hvor gernings-

personen formår den forurettede til at udføre seksuelle handlinger på sig

selv. Bestemmelsen vil herefter have følgende ordlyd:

”§

225.

Bestemmelserne i §§ 216-224 finder tilsvarende anven-

delse med hensyn til andet seksuelt forhold end samleje, herun-

der hvor gerningspersonen formår forurettede til at udføre så-

danne seksuelle handlinger på sig selv.”

Forslaget indebærer, at de handlinger, der efter gældende praksis er omfattet

af § 225, hvis gerningspersonen eller andre udfører dem på den forurettede,

under visse omstændigheder også skal være omfattet af bestemmelsen, hvis

forurettede udfører handlingerne på sig selv. Der er ikke i øvrigt tilsigtet

ændringer af anvendelsesområdet for straffelovens § 225.

Som et eksempel på tilfælde, der efter omstændighederne fremover vil

kunne være omfattet af § 225, kan nævnes, at gerningspersonen, f.eks. under

trussel om at udbrede nøgenbilleder af forurettede, formår forurettede til at

indføre fingre eller genstande i egen kønsdel eller endetarm.

Bestemmelsen vil finde anvendelse, uanset om gerningspersonen befinder

sig i samme fysiske rum som forurettede eller f.eks. instruerer forurettede i

at udføre de pågældende handlinger via videochat.

Det er efter den foreslåede bestemmelse en betingelse, at gerningspersonen

har formået den forurettede til at udføre en handling omfattet af straffe-

lovens §§ 216-224 på sig selv. Betingelsen skal ses i sammenhæng med de

almindelige krav til gerningsindholdet i straffelovens §§ 216-224, der tillige

vil skulle være opfyldt. Kravene til gerningspersonens handlinger vil endvi-

dere afhænge af gerningsindholdet i den bestemmelse, der henvises til, jf.

nedenfor.

Betingelsen om, at gerningspersonen skal formå forurettede til at udføre den

pågældende handling har til formål at udelukke tilfælde, hvor forurettede på

eget initiativ uden nogen form for direkte eller indirekte påvirkning fra en

anden person udfører den seksuelle handling på sig selv i overværelse af den

anden person. Med betingelsen understreges det således, at der skal være en

vis kausalitet mellem gerningspersonens involvering og de handlinger, som

den forurettede udfører.

Kravet om, at gerningspersonen har formået den forurettede til at udføre den

pågældende handling på sig selv, vil efter omstændighederne kunne være

opfyldt, hvis gerningsindholdet i straffelovens § 216, stk. 1, er opfyldt. Har

forurettede ikke samtykket i forholdet, vil handlinger, som forurettede ud-

fører på sig selv, således kunne udgøre en overtrædelse af straffelovens §

216, stk. 1, jf. § 225. Om der er samtykket i handlingen beror på, om perso-

nen udfører handlingen af egen fri vilje. Det er retten, som efter en samlet

vurdering af alle sagens omstændigheder, vil skulle afgøre, om der forelig-

ger et samtykke i det konkrete tilfælde.

Der vil ikke kunne foreligge et gyldigt samtykke i de tilfælde, hvor ger-

ningspersonen ved trussel om vold eller ved ulovlig tvang tvinger foruret-

tede til at udføre den pågældende handling. Det vil f.eks. kunne være tilfæl-

det, hvis gerningspersonen truer med at offentliggøre nøgenbilleder af foru-

rettede, hvis ikke denne udfører de pågældende handlinger.

I modsætning til overtrædelser af straffelovens § 216, stk. 1, jf. § 225, der

foretages af gerningspersonen ved fysiske handlinger, stilles der imidlertid

krav om en vis aktivitet fra forurettede, som skal udføre handlingerne på sig

selv. Situationer, hvor forurettede udviser passivitet ud fra en ubevidst frygt-

betinget tilstand, og situationer, hvor forurettede er ude af stand til at handle,

f.eks. på grund af søvn eller alkoholpåvirkning, der i dag kan være omfattet

af straffelovens § 216, stk. 1, jf. § 225, vil i sagens natur medføre, at foru-

rettede ikke er i stand til at udføre handlingerne omfattet af det foreslåede

andet led i straffelovens § 225.

Dette medfører, at der vil skulle foreligge eksempelvis tvang, trusler, afpres-

ning eller øvrige omstændigheder, der indikerer, at der ikke foreligger et

gyldigt samtykke

–

enten forud for eller i forbindelse med episoden

–

for at

henføre handlinger, som forurettede har udført på sig selv, til straffelovens

§ 216, stk. 1, jf. § 225. Hvis forurettede f.eks. indledningsvis afviser at ud-

føre de pågældende handlinger på sig selv, men efterfølgende indvilliger, og

der ikke kan føres bevis for intimiderende omstændigheder før eller under

episoden, vil der således ikke foreligge forsæt hos gerningspersonen til, at

handlingerne måtte være udført uden forurettedes samtykke.

Bestemmelserne i straffelovens §§ 218 (udnyttelse af en persons sindssyg-

dom eller mentale retardering), 220 (groft misbrug af en persons arbejds-

mæssige, økonomiske, behandlings- eller plejemæssige afhængighed), 221

(tilsnigelse), og 224 (prostitution af en person under 18 år) forudsætter efter

deres indhold, at gerningspersonen har haft en aktiv rolle ift. at få den foru-

rettede til at udføre en seksuel handling, og der vil således ikke i disse til-

fælde være behov for selvstændigt at føre bevis for, at gerningspersonen

formåede forurettede til at udføre den pågældende handling, hvis betingel-

serne for at dømme efter de pågældende bestemmelser i øvrigt er opfyldt.

Betingelsen om, at gerningspersonen skal have formået den forurettede til

at udføre den seksuelle handling vil derimod kunne få en selvstændig betyd-

ning i forhold til straffelovens § 216, stk. 2 (samleje med et barn under 12

hhv. 15 år), §§ 219 (samleje med personer, der er i gerningspersonens vare-

tægt), 222 (samleje med et barn under 15 år) og 223 (samleje med en person

under 18 år, der er betroet gerningspersonen til opdragelse eller undervis-

ning).

Det skyldes, at de nævnte bestemmelser alle indeholder et absolut forbud

mod seksuelle forhold. Det er således efter bestemmelserne ikke afgørende,

om den forurettede har samtykket, ligesom det er uden betydning for an-

svarsbedømmelsen, hvilken part der har taget initiativet.

Betingelsen i straffelovens § 225 om, at gerningspersonen skal have formået

forurettede til den pågældende handling vil i relation til disse bestemmelser

betyde, at der i forhold til sådanne sager vil skulle føres bevis for, at ger-

ningspersonen formåede den forurettede til at foretage den seksuelle hand-

ling på sig selv, og at gerningspersonen havde forsæt hertil.

Henset til at de nævnte bestemmelser indeholder et absolut forbud mod

seksuelle relationer, finder arbejdsgruppen, at grænsen for, hvilke krav der

skal stilles til gerningspersonens involvering, skal være ganske lav. Det bør

efter arbejdsgruppens opfattelse ikke være en forudsætning, at det er ger-

ningspersonen, der har taget initiativ til den seksuelle handling, og det vil

således efter omstændighederne f.eks. kunne være tilstrækkeligt, at ger-

ningspersonen har opfordret den forurettede til at fortsætte en seksuel hand-

ling, som den forurettede selv har initieret.

En situation hvor gerningspersonen f.eks. ved grooming eller andre former

for manipulation har formået et barn under 15 år eller en person under 18 år

i en lærer/elevrelation til at udføre en seksuel handling på sig selv vil således

være omfattet af de nævnte bestemmelser.

Tilfælde, hvor f.eks. et barn under 15 år eller en person under 18 år i en

lærer/elevrelation på eget initiativ uden nogen form for direkte eller indi-

rekte påvirkning fra en anden person udfører en seksuel handling på sig selv

i overværelse af den anden person, vil derimod ikke være omfattet af be-

stemmelsen.

Det er ikke en betingelse for anvendelse af det foreslåede andet led i straf-

felovens § 225, at gerningspersonen overværer den seksuelle handling sam-

tidig med, at forurettede udfører den. Modtager gerningspersonen f.eks. ef-

terfølgende et foto, en video el.lign. af en seksuel handling, som den pågæl-

dende har formået forurettede til at udføre, vil forholdet også kunne henføres

under straffelovens § 225.

Forholdet skal henføres under den relevante bestemmelse, såfremt det er be-

gået under de omstændigheder, som bestemmelsen i øvrigt betinger. Det be-

tyder, at hvis gerningspersonen formår en forurettet, som er ældre end 15 år

til at indføre genstande i egen kønsdel, vil forholdet skulle henføres under

straffelovens § 216, stk. 1, jf. § 225. Hvis forurettede er under 15 år, vil

forholdet skulle henføres under straffelovens § 222, jf. § 225, og hvis den

forurettede er under 18 år og gerningspersonens plejebarn, elev eller lig-

nende, vil forholdet skulle henføres under straffelovens § 223, stk. 1, jf. §

225.

Tvinger gerningspersonen forurettede til at udføre mindre grove handlinger

på sig selv, f.eks. berøre egne bryster, vil forholdet efter omstændighederne

kunne være omfattet af straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse el-

ler § 260 om ulovlig tvang.

Det forhold, at forurettede har begået den pågældende handling på sig selv,

vil ikke i sig selv kunne begrunde en lavere strafudmåling, sammenlignet

med tilfælde hvor gerningspersonen, har udført handlingerne på forurettede.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering

i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen. Ved strafudmå-

lingen vil domstolene skulle lægge vægt på de samme omstændigheder, som

i øvrigt gælder for udmåling af straf for seksualforbrydelser.

4.4. Terminologien i straffelovens §§ 226, 227 og 235

4.4.1. Arbejdsgruppens overvejelser

4.4.1.1.

Der har de senere år i internationalt regi været stigende fokus på,

hvordan betegnelsen

”børnepornografi”

anvendes.

Betegnelsen

”pornografisk”

kan først og fremmest forstås som film, billeder

eller andre fremstillinger, der har til formål at virke seksuelt ophidsende på

tilskueren.

I betegnelsen synes dog også at ligge en forudsætning om, at der i alminde-

lighed er tale om materiale med voksne, der frivilligt medvirker i seksuelle

fotografier, film eller lignende for at udbrede dette til offentligheden.

Efter straffeloven er samleje med et barn under 15 år per definition strafbart.

Det gælder uanset, om barnet er indforstået med den seksuelle akt. Derfor

er samleje eller andet seksuelt forhold med et barn under 15 år per definition

et overgreb. Det betyder, at film, billeder o.l., som forestiller børn under 15

år i en seksuel situation, f.eks. videoer, hvori barnet deltager i et samleje, vil

være materiale, der forestiller et overgreb, som begås mod et barn.

Straffelovens § 235, stk. 1 og 2, omfatter bl.a. fotografier, film eller lig-

nende, der viser seksuelle overgreb mod børn, og udtrykket

”pornografiske”

i bestemmelsens ordlyd afspejler dermed ikke det indhold, der reelt er tale

om.

Ved at anvende betegnelsen ”pornografisk” er der en risiko for at bagatelli-

sere alvoren af det pågældende materiale, der reelt kan være bevis på seksu-

elle overgreb mod børn og/eller seksualisering af børn. Betegnelsen

”porno-

grafisk” kan desuden være med til at insinuere, at de seksuelle overgreb er

sket efter barnets samtykke og dermed er legitimt seksuelt materiale.

Selvom

betegnelsen ”børnepornografi” stadig bruges i vid udstrækning in-

ternationalt, anvendes betegnelsen ”seksuelt overgrebsmateriale med børn”

i stigende grad for at beskrive seksuelle repræsentationer af børn, da udtryk-

ket mere præcist afspejler, hvad materialet dækker over: seksuelle overgreb

mod børn.

Af den grund finder arbejdsgruppen, at det bør overvejes, om det er retvi-

sende, at man i straffelovens kapitel 24 bruger ordet ”pornografisk” i rela-

tion til materiale, der forestiller børn, der udsættes for seksuelle overgreb,

da der kan opstå en misforståelse i forhold til legal pornografi, som forestil-

ler voksne, der har samtykket i deltagelsen. En ændring af terminologien i

lovgivningen kan desuden have en effekt på, hvorledes fænomenet betegnes

andre sammenhænge. Betegnelsen ”børnepornografi” anvendes ikke i

straffeloven, men dog betegnes det som

”pornografi”

og i sammenhæng med

personer under 18 år.

4.4.1.2.

Arbejdsgruppen har på den baggrund overvejet, hvordan overtræ-

delsen i stedet kan betegnes i lovgivningen.

Arbejdsgruppen finder, at såfremt der er tale om billeder, film mv., der fo-

restiller et barn under 15 år, vil der per definition være tale om overgrebs-

materiale, da barnet ikke gyldigt kan samtykke til den seksuelle handling.

Arbejdsgruppen er endvidere opmærksom på, at bestemmelsen i straffe-

lovens § 235 også omfatter udbredelse og besiddelse af materiale, der fore-

stiller personer over 15 år, men under 18 år.

Er der f.eks. tale om billeder af en person over 15 år, som frivilligt deltager

i samleje, kan betegnelsen ”overgrebsmateriale” være misvisende, da

mate-

rialet ikke nødvendigvis i sig selv forestiller et overgreb. Dette understreges

af, at det fremgår af bestemmelsens stk. 3, at en person over 15 år gyldigt

kan samtykke til besiddelse af materiale, som forestiller vedkommende.

Det er på den baggrund arbejdsgruppens opfattelse, at terminologien bør il-

lustrere, at bestemmelserne i straffelovens §§ 226, 227 og 235 både omfatter

seksuelt overgrebsmateriale samt andet seksuelt materiale, der forestiller en

person, der er under 18 år men over den seksuelle lavalder.

4.4.2. Arbejdsgruppens forslag

Arbejdsgruppen foreslår, at straffelovens §§ 226, 227 og 235, stk. 1 og 2,

ændres således, at

”pornografiske”

udgår, og det i stedet fremgår af bestem-

melsernes ordlyd, at der er tale om materiale med seksuelt indhold.

Ordlyden af straffelovens § 226 bliver herefter:

”Den, der optager seksuelt materiale, herunder fotografier, film

el.lign., af en person under 18 år, med forsæt til at sælge eller på

anden måde udbrede materialet, straffes med bøde eller fængsel

indtil 6

år.”

Tilsvarende bliver ordlyden af § 227, stk. 1:

”Den, der medvirker til, at en person under 18 år deltager i en

forestilling med seksuel optræden, straffes med bøde eller

fængsel indtil 6 år.”

Ordlyden af straffelovens § 235, stk. 1, 1. pkt., bliver:

”Den, som udbreder seksuelt materiale, herunder fotografier el-

ler film, andre visuelle gengivelser eller lignende, af personer

under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, eller un-

der særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6

år.”

Mens ordlyden af straffelovens § 235, stk. 2, bliver:

”Den, som besidder eller mod vederlag eller gennem internettet

eller et lignende system til spredning af information gør sig be-

kendt med seksuelt materiale, herunder fotografier eller film,

andre visuelle gengivelser eller lignende, af personer under 18

år, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.”

Arbejdsgruppen finder, at det med den foreslåede ændring af ordlyden af

bestemmelserne understreges, at materiale, der er omfattet af bestemmelsen,

ikke kan forveksles med pornografiske film, billeder mv., der forestiller

voksne, der har samtykket i deltagelsen.

Arbejdsgruppen finder i den forbindelse, at den terminologiske forskel på

materiale, der forestiller personer under henholdsvis 18 og 15 år, bør fremgå

tydeligt af bemærkningerne til bestemmelserne.

Det vil i den forbindelse kunne præciseres, at der, såfremt der er tale om

materiale omfattet af § 235, som forestiller et barn under 15 år, under alle

omstændigheder vil være tale om seksuelt overgrebsmateriale. Såfremt ma-

terialet forestiller en person over 15 men under 18 år, vil materialet ikke

nødvendigvis kunne karakteriseres

som ”overgrebsmateriale”. Bemærknin-

gernes ordlyd bør tage højde herfor, og sondre mellem overgrebsmateriale

og materiale med seksuelt indhold, som der er afgivet gyldigt samtykke til.

Sondringen mellem seksuelt overgrebsmateriale og materiale med seksuelt

indhold vil tilsvarende skulle anvendes i forbindelse med §§ 226 og 227.

Der er med forslaget ikke tilsigtet nogen ændringer i bestemmelsernes ger-

ningsindhold. Det bemærkes, at det samtidig betyder, at fiktive fremstillin-

ger, som i dag omfattes af § 235, fortsat vil være omfattet af bestemmelsens

anvendelsesområde.

4.5. Tjenester, der formidler sugardating

4.5.1. Arbejdsgruppens overvejelser

4.5.1.1.

Fænomenet sugardating har i de senere år været genstand for debat

i medierne, hvor det bl.a. er blevet betegnet som ’gråzoneprostitution’.

For-

midlingen af kontakten mellem parterne finder fortrinsvist sted via internet-

tjenester, hvilket har givet anledning til debat om, hvorvidt de formidlings-

tjenester, der stiller tjenesterne til rådighed, kan

–

eller bør kunne

–

straffes

efter straffelovens regler om bl.a. rufferi.

Arbejdsgruppen bemærker, at spørgsmålet om sugardatingtjenesters stra-

fansvar efter straffelovens § 233, stk. 2, er en ny problemstilling, som er

opstået siden den seneste revision af bestemmelsen. Problemstillingen er

derfor ikke omtalt i hverken Straffelovrådets betænkning nr. 1534/2012 om

seksualforbrydelser eller i forarbejderne til straffelovens § 233.

4.5.1.2.

Som anført ovenfor under pkt. 2.9.2.4 antages det, at straffelovens

§ 233, stk. 2, 2. pkt., om mellemmandsvirksomhed vil kunne finde anven-

delse på sugardatingtjenester, hvis tjenesten anvendes til prostitution, og tje-

nesten har forsæt til dette.

Der synes at være en række lighedspunkter mellem den formidling, der sker

via sugardatingtjenester, og anden markedsføring af prostitutionsydelser

som også finder sted på den prostitueredes egen foranledning, f.eks. i

avisannoncer eller anden form for reklamering i trykte eller elektroniske me-

dier.

Der er således i begge tilfælde tale om formidling, der har til formål at skabe

kontakt mellem parter, som ønsker at indgå i en relation, hvor der udveksles

materielle goder mod seksuelt samvær, ligesom der i ingen af tilfældene er

tale om, at formidleren modtager en andel af det beløb mv., der udveksles

for den seksuelle ydelse.

Annoncering for prostitution vil efter omstændighederne på samme måde

som sugardatingtjenester kunne betegnes som mellemmandsvirksomhed, og

dermed vil den platform, hvorpå sådan annoncering sker, f.eks. det medie,

der bringer annoncerne, også kunne være ansvarlig efter straffelovens § 233,

stk. 2, 2. pkt., hvis der foreligger det fornødne forsæt.

Som anført ovenfor under pkt. 2.9.2.2, er det imidlertid tidligere antaget, at

salg af annonceplads i trykte eller elektroniske medier til prostitutionsvirk-

somhed ikke er strafbart, medmindre der er tale om medvirken til andres

rufferi. Det bemærkes dog i den forbindelse, at domstolene ikke ses at have

haft anledning til at tage stilling til spørgsmålet om strafansvar for de me-

dier, der har bragt annoncerne, og således f.eks. heller ikke i forhold til Ek-

straBladets mangeårige annoncering for prostitution (såkaldte ’massagean-

noncer’).

Henset til de ovenfor beskrevne lighedspunkter mellem den formidling, der

sker via sugardatingtjenester, og den formidling, der sker ved annoncering

for prostitution i trykte eller elektroniske medier, er det arbejdsgruppens

vurdering, at det vil være en forudsætning for at stille sugardatingtjenester

strafferetligt til ansvar efter straffelovens § 233, stk. 2, 2. pkt., at der samti-

dig gøres op med den mangeårige praksis for ikke at strafforfølge medier,

der bringer annoncer for prostitution, for mellemmandsvirksomhed.

4.5.1.3.

Hvorvidt medier, sugardatingtjenester mv. bør stilles strafferetligt

til ansvar for mod betaling at fremme myndige personers frivillige prostitu-

tion beror i sidste ende på en politisk vurdering.

På den ene side kan det anføres, at en håndhævelse af forbuddet mod at

fremme prostitution vil bidrage til at begrænse prostitution med dens men-

neskelige og samfundsmæssige følger ved at gøre det vanskeligere for per-

soner at prostituere sig. Det kan i den forbindelse også anføres, at fremkom-

sten af sugardatingtjenester indebærer en lettere adgang til at prostituere sig,

som vil kunne medføre en stigning i antallet af personer, navnlig unge, der

ser prostitution i form af sugardating som en hurtig vej til at opnå materielle

goder.

På den anden side kan det anføres, at straf bør være begrænset til tilfælde,

hvor den har til formål at beskytte myndige personer, der prostituerer sig,

mod udnyttelse, og at man ved at straffe sugardatingtjenester, medier mv.

for at fremme myndige personers frivillige prostitution, straffer medvirken

til en i øvrigt straffri virksomhed og gør det vanskeligere for prostituerede

at udøve deres virksomhed under rimelige forhold.

Arbejdsgruppen bemærker dog, at den selvstændige formidling af kontakt

mellem en prostitueret og en kunde, der bl.a. kan finde sted ved annoncering

på onlinetjenester, i medier mv. synes at være kerneområdet for straffe-

lovens § 233, stk. 2, 2. pkt. Såfremt man ikke ønsker at strafforfølge en så-

dan annoncering, bør det overvejes, om § 233, stk. 2, 2. pkt. bør ophæves.

4.5.1.4.

Hvis man fremover ønsker at strafforfølge mellemmandsvirksom-

hed i form af annoncering for eller formidling af prostitution gennem f.eks.

sugardatingtjenester og medier, bør dette efter arbejdsgruppens opfattelse

klart tilkendegives.

Da annoncering for prostitution samt formidling af prostitutionsydelser via

sugardatingtjenester o.l. efter arbejdsgruppens opfattelse allerede i dag er

omfattet af bestemmelsen i straffelovens § 233, stk. 2, 2. pkt., vil det ikke

være nødvendigt med en lovændring for at kunne strafforfølge denne form

for mellemmandsvirksomhed.

En praksisændring vil således efter arbejdsgruppens vurdering kunne gen-

nemføres administrativt ved, at det tilkendegives over for politi og anklage-

myndighed, at der fremover bør efterforskes og rejses tiltale i sager, hvor

det vurderes, at sugardatingtjenester og andre medier annoncerer for prosti-

tution i strid med straffelovens § 233, stk. 2, 2. pkt. En sådan praksisændring

bør samtidig kommunikeres til offentligheden, f.eks. i en pressemeddelelse

eller lignende. Endvidere bør den kun omfatte tilfælde af mellemmandsvirk-

somhed, der finder sted efter praksisændringen.

Det er dog arbejdsgruppens opfattelse, at det, henset til at der vil være tale

om et markant opgør med en årelang praksis, vil kunne være hensigtsmæs-

sigt at gennemføre praksisændringen ved lov. Der vil således kunne foreta-

ges en justering af ordlyden i straffelovens § 233, stk. 2, 2. pkt., som vil give

mulighed for i bemærkningerne at tilkendegive, at hensigten med lovæn-

dringen er at tydeliggøre, at bestemmelsen om mellemmandsvirksomhed ef-

ter omstændighederne bl.a. vil kunne finde anvendelse i forhold til tjenester,

der formidler sugardating, og medier, der sælger annonceplads i trykte eller

elektroniske medier til prostituerede.

Arbejdsgruppen er i den forbindelse opmærksom på, at der generelt bør ud-

vises tilbageholdenhed med at lovgive, hvis der ikke er behov herfor. Ar-

bejdsgruppen finder dog, at det

–

bl.a. henset til den meget lange praksis

med ikke at retsforfølge i sådanne sager

–

vil være hensigtsmæssigt, at Fol-

ketinget får lejlighed til at drøfte ændringen i forbindelse med behandlingen

af et lovforslag herom.

4.5.1.5.

Såfremt man måtte ønske at præcisere straffelovens § 233, stk. 2, 2.

pkt., med henblik på at tydeliggøre strafansvaret for bl.a. sugardatingtjene-

ster bør det efter arbejdsgruppens opfattelse ske på en måde, der ikke i øvrigt

ændrer ved gældende praksis efter bestemmelsen, herunder den ovenfor un-

der pkt. 2.9.2.3 omtalte afgørelse fra Højesteret, jf. U 2014.1437/2 H.

Som anført oven for under pkt. 2.9.2.3 bemærkede Højesteret i den forbin-

delse, at den dagældende § 229, stk. 1, 1. led (nu § 233, stk. 2, 2. pkt.),

omfatter egentlig mellemmandsvirksomhed, hvor der er tale om selvstændig

formidling af kontakt mellem en prostitueret og en kunde, mens bestemmel-

sen ikke omfatter andre hjælpefunktioner i forhold til prostituerede, herun-

der hjælp til telefonpasning mv.

Det vil dermed stadig være muligt for prostituerede at ansætte telefonpas-

sere, vagter mv., hvis de pågældende arbejder og aflønnes på helt alminde-

lige vilkår og ikke reelt er bagmænd for den prostituerede.

Det vil endvidere være nødvendigt at sondre mellem tjenester, der formidler

kontakt med henblik på sugardating, og tjenester, der formidler

”alminde-

lig” dating. Der vil således efter arbejdsgruppens opfattelse kunne være en

glidende overgang fra den situation, hvor den ene part eksempelvis betaler

for en middag, til den situation, hvor sammenhængen mellem den seksuelle

ydelse og den materielle modydelse har en sådan karakter, at man vil kunne

betegne relationen som prostitution.

Et forslag til en mulig ændring af straffelovens § 233, stk. 2, 2. pkt., er anført

nedenfor under pkt. 4.5.2.

4.5.1.6.

Har en person under 18 år en profil på en sugardatingtjeneste, hvoraf

det fremgår, at den unge tilbyder seksuelle ydelser mod betaling, vil sugar-

datingtjenesten efter omstændighederne kunne straffes for overtrædelse af

straffelovens § 224, stk. 1 (om medvirken til at en person under 18 år sælger

sex). Det er dog en forudsætning, at det kan bevises, at tjenesten har forsæt

til, at der tilbydes seksuelle ydelser og til, at den pågældende var under 18

år.

Endvidere vil en person, der mod betaling eller løfte om betaling har samleje

eller andet seksuelt forhold med en person under 18 år, som vedkommende

eksempelvis måtte have fået kontakt til på en sugardatingplatform, kunne

straffes efter straffelovens § 224, stk. 2.

Arbejdsgruppen noterer sig, at det for brug af sugardatingtjenester, samt for

andre online datingtjenester i øvrigt, er en betingelse, at brugeren er fyldt 18

år. Overtrædelse af betingelsen kan medføre udelukkelse fra tjenesterne.

F.eks. vil en profil på tjenesten sugardaters.dk ifølge retningslinjerne blive

manuelt verificeret, før profilen offentliggøres.

Arbejdsgruppen er endvidere bekendt med, at dr.dk har bragt historier om,

at personer under 18 år har kunnet registrere sig på datingtjenester med en

højere alder, hvorfor de har haft mulighed for at oprette en brugerprofil på

tjenesten, samtidig med at de oplyser deres reelle

–

og yngre

–

alder i profi-

len. Det kan f.eks. ske gennem profiltekst, som kan læses af tjenestens øv-

rige brugere. En sådan aktivitet har angiveligt ikke medført udelukkelse fra

tjenesterne, trods retningslinjer om, at brugerne skal være over 18 år

Arbejdsgruppen finder derfor, at det vil være hensigtsmæssigt at opstille

klarere retningslinjer for, hvorvidt datingtjenester er forpligtede til at holde

sig orienteret om brugernes alder.

'Er

der en daddy derude?' - Sugardating-side stopper ikke mindreåriges annoncer | Indland

| DR,

bragt på dr.dk den 13. oktober 2021

En måde at imødekomme bevisproblematikken i forhold til datingtjenester-

nes forsæt vedrørende brugernes alder, kunne være at stille krav om, at tje-

nesterne skal forlange, at brugerne registrerer sig, f.eks. ved brug af MitID,

således at tjenesterne herigennem kan få verificeret brugerens alder og ude-

lukke brugere under 18 år fra at registrere sig. Det vil i givet fald kunne

suppleres med bødeansvar i tilfælde af manglende håndhævelse. En sådan

ordning vil kunne overvejes, men arbejdsgruppen bemærker i den forbin-

delse, at der i givet fald vil være tale om erhvervsregulering, der falder uden

for Justitsministeriets ressort.

4.5.2. Arbejdsgruppens forslag

Det er som anført ovenfor arbejdsgruppens vurdering, at det vil være en for-

udsætning for at stille sugardatingtjenester strafferetligt til ansvar efter straf-

felovens § 233, stk. 2, 2. pkt., såfremt det er det, man ønsker, at der samtidig

gøres op med den mangeårige praksis for ikke at strafforfølge medier, der

bringer annoncer for prostitution, for mellemmandsvirksomhed.

Dette vil kunne ske ved en justering af bestemmelsens ordlyd, som giver

mulighed for, at det i bemærkningerne til bestemmelsen tilkendegives, at

hensigten med lovændringen er at tydeliggøre, at bestemmelsen om mellem-

mandsvirksomhed efter omstændighederne bl.a. vil kunne finde anvendelse

i forhold til tjenester, der formidler sugardating, og medier, der sælger an-

nonceplads i trykte eller elektroniske medier til prostituerede.

En sådan sproglig justering af bestemmelsen vil f.eks. kunne gennemføres

ved, at ”i oftere gentagne tilfælde” i straffelovens § 233, stk. 2, 2. pkt., æn-

dret til ”på systematisk vis”,

således at § 233, stk. 2, herefter får følgende

ordlyd:

”Den, der i øvrigt udnytter, at en anden erhvervsmæssigt eller

mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en

kunde, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år. Det samme

gælder den, der fremmer, at en anden mod betaling eller løfte

om betaling har seksuelt forhold til en kunde, ved for vindings

skyld eller på systematisk vis at optræde som mellemmand.”

Kravet om, at gerningspersonen ”på systematisk vis skal optræde som mel-

lemmand”,

vil skulle forstås på samme måde som det gældende krav om,

gerningspersonen ”i oftere gentagne tilfælde” skal optræde som mellem-

mand.

Ændringen har til formål at give mulighed for i bemærkningerne at præci-

sere, at bestemmelsen om mellemmandsvirksomhed efter omstændighe-

derne bl.a. vil kunne finde anvendelse i forhold til tjenester, der formidler

sugardating, og medier, der sælger annonceplads i trykte eller elektroniske

medier til prostituerede.

Det vil kunne anføres i bemærkningerne, at hensigten med ændringen er at

gøre op med en mangeårig praksis for ikke at strafforfølge medier mv., der

på de prostitueredes egen foranledning har bragt annoncer for prostitution,

således at sådanne sager om fremme af andres prostitution, jf. straffelovens

§ 233, stk. 2, 2. pkt., herefter vil blive prøvet ved domstolene.

Det bør desuden anføres i bemærkningerne, at den ændrede tiltalepraksis vil

få virkning fra lovændringens ikrafttrædelse, således at der alene vil blive

rejst tiltale for forhold begået efter ikrafttrædelsen.

Der er ikke i øvrigt tilsigtet ændringer i gældende ret fsva. straffelovens §

233, stk. 2, 2. pkt., jf. bl.a. Højesterets afgørelse i U 2014.1437/2 H. Be-

stemmelsen omfatter således fortsat egentlig mellemmandsvirksomhed,

hvor der er tale om selvstændig formidling af kontakt mellem en prostitueret

og en kunde, men ikke andre hjælpefunktioner i forhold til prostituerede,

herunder hjælp til telefonpasning, ansættelse af vagter mv.