Retsudvalget 2023-24
REU Alm.del
Offentligt
2844314_0001.png
Cirkulæreskrivelse om nogle spørgsmål vedrørende politiets samarbejde med pressen
1. Baggrund og problemstilling
Pressens brug af bl.a. billeder og filmoptagelser fra politiforretninger mv., hvor pressen efter
særlig aftale med politiet har været til stede, har i de senere år givet anledning til flere klagesager
i Justitsministeriet.
Disse sager har vist, at en sådan form for samarbejde mellem politi og presse giver anledning til
vanskelige spørgsmål om afvejningen mellem på den ene side det almindelige hensyn til størst
mulig åbenhed om politiets arbejde og på den anden side hensynet til bl.a. principperne om
tavshedspligt og beskyttelse af privatlivets fred.
Justitsministeriet har på den baggrund fundet det rigtigst at orientere om de regler, som efter
lovgivningen og almindelige retsprincipper gælder for et samarbejde af den nævnte karakter. I
tilknytning hertil har Justitsministeriet tillige fundet det naturligt at redegøre for de regler om
tavshedspligt, som har betydning for politiets samarbejde med pressen i øvrigt.
Nedenfor under pkt. 2 omtales de overordnede hensyn, som gør sig gældende på området. Under
pkt. 3 omtales herefter de almindelige regler og principper for, i hvilket omfang politiet er
berettiget til at give pressen oplysninger om konkrete straffesager mv. Under pkt. 4 omtales
nogle særlige spørgsmål, der kan opstå, når det kommer på tale at etablere et videregående
samarbejde af den ovennævnte karakter, f.eks. således at der gives pressen adgang til at
fotografere eller optage billeder på en politistation eller til at ledsage politiet under
patruljekørsel.
Cirkulæreskrivelsen bygger bl.a. på drøftelser med Rigsadvokaten, Statsadvokatforeningen,
Politimesterforeningen, Politidirektøren i København, Rigspolitichefen og Politiforbundet i
Danmark. Justitsministeriet har ligeledes drøftet sagen med Advokatrådet og Landsforeningen af
beskikkede Advokater samt med repræsentanter for pressen.
2. Overordnede hensyn
2.1. Størst mulig åbenhed om politiets arbejde
Politiet er statens centrale myndighed med hensyn til håndhævelse af lov og orden.
Efter retsplejelovens § 108 er politiets opgave således at opretholde sikkerhed, fred og orden, at
påse overholdelsen af love og vedtægter samt at foretage det fornødne til forhindring af
forbrydelser og til efterforskning og forfølgning af sådanne. Politiet er ved retsplejelovens øvrige
bestemmelser tillagt en række efter omstændighederne vidtgående beføjelser til at foretage
tvangsindgreb overfor borgerne.
Det er bl.a. derfor meget vigtigt, at der er størst mulig åbenhed om politiets arbejde. En sådan
åbenhed bidrager til, at der ikke opstår uberettigede rygter og myter om politiets virksomhed, og
derved til at sikre samfundets almindelige tillid til politiet.
Karakteren af den virksomhed, som politiet udøver, indebærer samtidig, at der i en række
sammenhænge må være begrænsninger i åbenheden. Det skyldes bl.a. hensynet til politiets
funktionsdygtighed (nedenfor pkt. 2.2) og hensynet til lovgivningens regler om tavshedspligt mv.
(nedenfor pkt. 2.3).
2.2. Politiets funktionsdygtighed
Som anført ovenfor er politiets centrale opgave at opretholde sikkerhed, fred og orden.
Hensynet til åbenhed om politiets arbejde vil derfor i alle tilfælde skulle afvejes i forhold til, at
politiet skal være funktionsdygtigt og herunder kunne løse sine opgaver med den fornødne
hurtighed.
 REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 562: Spm. om, hvilke regler og praksis der regulerer, hvornår politiet hhv. kan og skal offentliggøre oplysninger om specifikke sigtelser
2844314_0002.png
En sådan afvejning vil navnlig kunne være relevant i tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om
etablering af et særligt samarbejde som omtalt ovenfor under pkt. 1, og hvor det må overvejes,
om et sådant samarbejde - og de vilkår herfor, som i givet fald må fastsættes - er forenelige med
almindelige politifaglige hensyn i den konkrete situation. Der henvises nærmere til pkt. 4
nedenfor.
2.3. Principperne om tavshedspligt og beskyttelse af privatlivets fred
Politiet er omfattet af lovgivningens almindelige regler om tavshedspligt.
Den centrale bestemmelse er straffelovens § 152. Efter denne bestemmelses stk. 1 er det strafbart
for den, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, uberettiget at videregive eller
udnytte fortrolige oplysninger, som den pågældende i den forbindelse har fået kendskab til.
Efter bestemmelsens stk. 3 er en oplysning fortrolig, når den ved lov eller anden gyldig
bestemmelse er betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den
for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser. Det følger af
forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6, at bl.a. hensynet til enkeltpersoners forhold (herunder
strafbare forhold) kan begrunde, at en oplysning må anses for fortrolig.
Det er alene den "uberettigede" videregivelse af fortrolige oplysninger, som efter straffeloven er
retsstridig. Det beror derfor i princippet i alle tilfælde på en nærmere konkret vurdering, om den
pågældende myndighed i en given situation er berettiget til at videregive sådanne oplysninger til
andre, herunder pressen. Det må i den forbindelse bl.a. indgå, om der foreligger samtykke fra
den, som oplysningerne angår, om oplysningerne videregives i anonymiseret form, hvilke hensyn
der taler for at videregive oplysningerne, og om der er tale om oplysninger om forhold, som
allerede - helt eller delvis - er offentligt kendte. Der henvises nærmere til pkt. 3 nedenfor.
Bestemmelsen i straffelovens § 152 suppleres bl.a. af lovens § 264 d. Efter denne bestemmelse er
det strafbart uberettiget at videregive meddelelser eller billeder vedrørende en andens private
forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan
forlanges unddraget offentligheden. Denne bestemmelse gælder - i modsætning til § 152, der
alene omfatter ansatte i offentlig tjeneste eller hverv - også for pressen.
Om bestemmelsen kan i øvrigt henvises til Kommenteret Straffelov, side 339 ff. Her omtales
bl.a. betydningen af, at der foreligger samtykke fra den, som oplysningerne angår, og det anføres
i den forbindelse, at et eventuelt samtykke til enhver tid kan tages tilbage. Endvidere anføres, at
det er den person, som oplysningerne angår, der skal give samtykket, og at politiet således f.eks.
ikke kan give en fjernsynsfotograf tilladelse til at videregive billeder af anholdte eller
detentionsanbragte.
Ud over lovgivningens udtrykkelige bestemmelser skal offentlige myndigheder - herunder
politiet - også iagttage almindelige principper om god forvaltningsskik. Af disse principper
følger bl.a., at politiet under alle omstændigheder skal behandle de personer, som man kommer i
berøring med, med den fornødne hensynsfuldhed og herunder f.eks. tage i betragtning, at de
pågældende - uanset om der er tale om mistænkte, sigtede, forurettede, vidner eller andre - ofte
vil befinde sig i en udsat og sårbar situation.
3. Politiets almindelige videregivelse af oplysninger til pressen
3.1.
Det almindelige udgangspunkt er, at politiet ikke - heller ikke efter begæring - har pligt til at
give pressen oplysninger om forløbet af konkrete straffesager mv. Det skyldes bl.a., at adgangen
til aktindsigt efter offentlighedsloven ikke gælder for sager inden for strafferetsplejen, jf. lovens
§ 2, stk. 1, 1. pkt.
Ofte vil forholdet imidlertid være det, at politiet selv - bl.a. på baggrund af det hensyn til størst
mulig åbenhed, der er omtalt ovenfor under pkt. 2.1 - gerne vil orientere pressen om sager, der af
 REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 562: Spm. om, hvilke regler og praksis der regulerer, hvornår politiet hhv. kan og skal offentliggøre oplysninger om specifikke sigtelser
2844314_0003.png
den ene eller anden grund kan have offentlig interesse. I sådanne tilfælde er spørgsmålet, om
politiet har ret til dette efter reglerne om tavshedspligt mv.
Retsplejeloven indeholder enkelte bestemmelser herom:
Det er således i retsplejelovens § 818 bestemt, at politiet kun under nærmere angivne
omstændigheder må offentliggøre signalement eller andre oplysninger, der er egnede til at
fastlægge identiteten af en formodet gerningsmand. Bl.a. skal offentliggørelsen være af væsentlig
betydning for efterforskningen, herunder for fastlæggelsen af den pågældendes identitet eller for
at forebygge yderligere lovovertrædelser.
På tilsvarende måde må der efter lovens § 819 kun bringes offentlige efterlysninger under
nærmere angivne restriktive betingelser. Det er bl.a. en betingelse, at efterlysning må antages at
være af afgørende betydning for strafforfølgningens gennemførelse eller for at forebygge
yderligere lovovertrædelser.
Om bestemmelserne i retsplejelovens §§ 1016 a og 1017, stk. 2, nr. 3, henvises til pkt. 3.2
nedenfor.
Uden for de tilfælde, der er særligt reguleret i retsplejeloven, beror vurderingen af, om
videregivelse af oplysninger fra konkrete straffesager mv. til pressen er berettiget, på
straffelovens almindelige regler om tavshedspligt og på almindelige principper om god
forvaltningsskik.
Efter disse regler afhænger det principielt af en konkret vurdering i den enkelte situation, om en
sådan videregivelse kan anses for berettiget, jf. ovenfor pkt. 2.3. Det må således bl.a. afhænge af
karakteren af den enkelte sag og den interesse, som offentligheden kan have i den, hvilke
oplysninger der kan og bør videregives til pressen, og i givet fald på hvilken måde.
Det klare udgangspunkt er imidlertid, at videregivelse ikke kan ske, såfremt der herved røbes
oplysninger om de berørte enkeltpersoner, medmindre oplysningerne gives i helt anonymiseret
form. Et tilsvarende udgangspunkt kan siges at følge af de særlige regler i retsplejeloven om
offentliggørelse af signalement og efterlysninger, der er omtalt ovenfor.
Det må samtidig understreges, at selv om tavshedspligten som anført sætter væsentlige grænser
for, hvad der kan oplyses om berørte enkeltpersoner mv., er den på ingen måde ensbetydende
med, at politiet er afskåret fra i rimeligt omfang at orientere pressen - og derigennem
offentligheden - om forløbet af straffesager af offentlig interesse. Der er således intet til hinder
for, at politiet - under iagttagelse af bl.a. hensynet til de berørte enkeltpersoner, jf. ovenfor - mere
generelt orienterer pressen om forløbet af og status for efterforskningen i konkrete sager.
Særlige forhold kan gøre sig gældende i tilfælde, hvor det allerede er offentligt kendt, hvem de
implicerede enkeltpersoner er. Der kan f.eks. være tale om, at de pågældende personer har valgt
selv at stå frem.
Den omstændighed, at de berørte personers identitet allerede er offentligt kendt, indebærer i sig
selv ikke , at oplysninger om de pågældende herefter kan videregives. Det vil således også i disse
situationer bero på en helt konkret vurdering, i hvilket omfang politiet kan orientere om sagens
forløb, og det må herunder bl.a. indgå, i hvilket omfang den pågældende selv har givet
oplysninger om sagen til offentligheden, og hvilke nye oplysninger der i givet fald vil komme
frem om vedkommendes forhold. I den forbindelse må det under alle omstændigheder som helt
overvejende regel ikke forekomme, at der gives oplysninger til pressen - f.eks. om, at der er rejst
sigtelse - som den pågældende selv ikke forinden er bekendt med.
Der kan endelig være grund til at fremhæve, at reglerne om tavshedspligt som udgangspunkt
gælder helt uafhængigt af, hvem den eller de berørte enkeltpersoner er. Det forhold, at en
efterforskning eller tiltale rettes mod personer, der som f.eks. skuespillere eller politikere er
almindelig kendt af offentligheden, eller mod sådanne personers nærmeste familie mv., har
 REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 562: Spm. om, hvilke regler og praksis der regulerer, hvornår politiet hhv. kan og skal offentliggøre oplysninger om specifikke sigtelser
således i almindelighed ingen betydning for politiets adgang til at offentliggøre oplysninger om
sagen.
3.2.
Det ovenfor anførte vedrører den tavshedspligt, der gælder af hensyn til de berørte
enkeltpersoner. Det er selvsagt i alle tilfælde en forudsætning, at en orientering af pressen sker
inden for rammer, der sikrer, at politiets videre arbejde med opklaring mv. af den pågældende
sag ikke unødigt hindres eller vanskeliggøres.
Det er ligeledes en forudsætning, at oplysninger til pressen ikke videregives på en måde, som
kan være egnet til at rejse tvivl om, at politiet og anklagemyndigheden udfører deres
undersøgelser i overensstemmelse med almindelige principper om saglighed og objektivitet. Der
kan i den forbindelse henvises til bestemmelsen i retsplejelovens § 1016 a. Efter denne
bestemmelse må ingen, som i embeds medfør er beskæftiget med en straffesag, uden for retten
udtale sig til offentligheden om skyldsspørgsmålet, så længe sagen ikke er pådømt eller
bortfaldet. Endvidere er det - så længe endelig dom i en straffesag ikke er afsagt - strafbart at
fremsætte udtalelser, der er egnet til på uforsvarlig måde at påvirke dommerne, domsmændene
eller nævningerne med hensyn til sagens afgørelse, jf. § 1017, stk. 2, nr. 3.
De nævnte bestemmelser og almindelige principper om saglighed og objektivitet indebærer ikke,
at politiet er afskåret fra at give udtryk for enhver vurdering af spørgsmål i den pågældende sag. I
tilfælde, hvor der f.eks. er truffet beslutning om at fremstille en sigtet i grundlovsforhør med
henblik på at begære den pågældende varetægtsfængslet, vil det således bl.a. kunne siges, at det
er politiets opfattelse, at det fornødne mistankegrundlag efter retsplejeloven er til stede. Der bør
imidlertid ikke fremsættes udtalelser eller afgives oplysninger til pressen, som mere konkret
indeholder tilkendegivelser om politiets eller vedkommende polititjenestemands opfattelse af de
foreliggende beviser mv.
4. Særligt samarbejde mellem politiet og pressen
4.1.
Beskrivelsen ovenfor under pkt. 3 angår sædvanlige tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om
politiets adgang til - typisk i forbindelse med interviews - at give pressen oplysninger om
forløbet af konkrete straffesager.
I de senere år er det forekommet, at der er etableret en mere direkte og umiddelbar adgang for
pressen til at følge politiets arbejde.
Et sådant særligt samarbejde mellem politiet og pressen kan have forskellige former. Der kan
bl.a. være tale om, at medarbejdere fra pressen ønsker en særlig adgang til at følge politiets
virksomhed over for borgerne, f.eks. ved at ledsage politiet under patrulje, almindelige
politiforretninger eller særlige målrettede aktiviteter eller ved at overvære politiets arbejde på
politistationen.
Ofte vil der være tale om, at der samtidig ønskes adgang til at fotografere eller foretage film-
og/eller lydoptagelser. Ordningen kan imidlertid også have et mere begrænset formål, herunder
at den pågældende journalist alene følger med de pågældende polititjenestemænd for
efterfølgende at skildre forholdene i almindelig reportageform.
4.2.
Et samarbejde af den nævnte karakter vil fra pressens side ofte have til formål at give
offentligheden et mere spontant og virkelighedsnært indblik i politiets arbejde, end f.eks. den
almindelige interviewform giver mulighed for.
Et sådant formål er i god overensstemmelse med almindelige synspunkter om størst mulig
åbenhed om politiets arbejde.
Erfaringen viser samtidig, at et samarbejde af den her beskrevne karakter kan give anledning til
vanskelige problemstillinger i relation til de gældende regler og principper om tavshedspligt mv.
Dette skyldes bl.a., at den omtalte form for samarbejde i sagens natur - når det først er etableret -
for politiet indebærer et mere uforudsigeligt og "ukontrolleret" forløb end de sædvanlige tilfælde,
 REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 562: Spm. om, hvilke regler og praksis der regulerer, hvornår politiet hhv. kan og skal offentliggøre oplysninger om specifikke sigtelser
hvor repræsentanter for politiet interviewes til pressen, og hvor politiet på forhånd kan fastlægge,
hvilke oplysninger der kan og bør gives. Det må også spille ind, at det nævnte særlige
samarbejde efter omstændighederne vil indebære, at pressen - f.eks. via film- og billedoptagelser
- kan viderebringe følsomme oplysninger om de berørte enkeltpersoner i en form, som de
pågældende kan opfatte som i særlig grad belastende eller ydmygende.
4.3.
Det er efter Justitsministeriets opfattelse ikke muligt i generel form at give mere præcise
anvisninger på, i hvilke tilfælde politiet kan og bør imødekomme et ønske fra pressen om
samarbejde af den her omhandlede karakter, og i givet fald på hvilke nærmere vilkår. Rammerne
herfor vil f.eks. afhænge af, hvilken nærmere form samarbejdet skal have, herunder om der er
tale om filmoptagelser mv. eller alene om almindelig reportagevirksomhed. Endvidere vil det
bl.a. have betydning, om pressen kun er til stede på offentligt tilgængelige veje og gader mv.,
eller om der også gives adgang til f.eks. politistationen eller politiets lokaliteter i øvrigt.
Der kan imidlertid peges på en række forhold, som - ud over de allerede anførte - må indgå i
overvejelserne om, hvorvidt et samarbejde af den omhandlede karakter skal etableres, og
hvordan det i givet fald nærmere skal gennemføres:
· Det må i alle tilfælde være en grundlæggende betingelse, at pressens tilstedeværelse ikke
forsinker eller vanskeliggør politiets arbejde. Bl.a. i tilfælde, hvor det - som beskrevet nedenfor -
vil være nødvendigt at indhente samtykke fra de berørte enkeltpersoner, må det således grundigt
overvejes, om en sådan procedure er forenelig med almindelige politifaglige hensyn i den
foreliggende situation.
· Det vil - på grund af reglerne om tavshedspligt m.v. - i en række tilfælde være en afgørende
forudsætning, at der forudgående er givet samtykke fra de berørte enkeltpersoner. Det gælder
f.eks. i tilfælde, hvor pressen i forbindelse med ophold på den pågældende politistation ønsker
adgang til at optage billeder af personer, der er anholdt, eller som i øvrigt er i en situation, der
tilsiger, at deres forhold ikke uden videre blotlægges for pressen. Det gælder også bl.a. i tilfælde,
hvor der - helt undtagelsesvis - måtte opstå spørgsmål om at lade pressen være til stede under
gennemførelse af politiforretninger i private hjem.
· På frit tilgængelige steder - hvor pressen således under alle omstændigheder ville kunne
opholde sig - kan der ikke stilles krav om samtykke fra de berørte enkeltpersoner. Et krav om
samtykke vil dog gælde i særlige tilfælde, f.eks. hvor det alene eller helt overvejende er i kraft af
politiets bistand, at pressen kommer i kontakt med de nævnte personer. Herudover gælder, at
politiet som følge af principperne om god forvaltningsskik i alle tilfælde må sikre, at der tages de
fornødne hensyn til de omhandlede enkeltpersoner, f.eks. ved om nødvendigt at sørge for, at
pressen holdes på en rimelig fysisk afstand af begivenhederne.
· Der kan ikke antages at være noget til hinder for, at det overlades til pressen at tilvejebringe det
fornødne samtykke, men politiet har i alle tilfælde et selvstændigt ansvar for, at gyldigt samtykke
foreligger.
· Det må i den forbindelse tages i betragtning, at et gyldigt samtykke ikke kan gives af en person,
der f.eks. på grund af sin almindelige tilstand eller påvirkethed af alkohol, narkotika eller
medicin mv. ikke i fornødent omfang er i stand til at overskue betydningen og rækkevidden
heraf. Samtykket skal også indhentes på et sprog, som den pågældende forstår.
· Endvidere må det bl.a. indgå, at et eventuelt samtykke til enhver tid vil kunne tilbagekaldes
med den virkning, at politiet må afbryde samarbejdet.
· Er der efter det anførte grundlag for at imødekomme et ønske fra pressen om en særlig adgang
til at følge politiet, må det overvejes, om der skal fastsættes nærmere vilkår for ordningen. Der
kan bl.a. være tale om, at ordningen alene omfatter bestemte lokaliteter eller bestemte former for
politiforretninger. Der kan efter omstændighederne også være tale om, at politiet betinger sig ret
til efterfølgende at gennemse de pågældende filmoptagelser mv. Formålet hermed må selvsagt
 REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 562: Spm. om, hvilke regler og praksis der regulerer, hvornår politiet hhv. kan og skal offentliggøre oplysninger om specifikke sigtelser
ikke være at føre kontrol med f.eks. de synspunkter om politiets indsats, som pressen eventuelt
ønsker at give udtryk for, men alene at sikre, at der ikke bliver tale om at viderebringe optagelser
mv. til offentligheden i strid med principperne om tavshedspligt og privatlivets fred eller til
skade for politiets funktionsdygtighed, f.eks. ved afsløring af polititaktiske forhold.
· Det må endvidere overvejes, om der i givet fald bør indgås en egentlig skriftlig aftale mellem
politiet og pressen. En skriftlig aftale vil f.eks. kunne sikre, at alle parter er opmærksomme på de
almindelige principper, der gælder for et sådant samarbejde, og på eventuelle særlige vilkår, som
der måtte være behov for at fastsætte, jf. ovenfor.
· Politiet vil under et samarbejde af den omhandlede karakter kunne give de anvisninger til
pressen, som i det enkelte tilfælde findes nødvendige af hensyn til en korrekt og hensigtsmæssig
gennemførelse af den pågældende politiforretning. Herunder vil politiet kunne afbryde
samarbejdet, hvis de nævnte hensyn tilsiger det.
· Det kan tilføjes, at pressen i alle tilfælde vil skulle iagttage almindelige krav til god presseskik.
Herunder stilles bl.a. krav til pressen om - såvel ved tilvejebringelse af oplysninger og
billedmateriale mv. som ved anvendelse heraf - at tage hensyn til de berørte personers krav på
respekt for deres personlige integritet og privatliv og til behovet for beskyttelse mod ubeføjet
krænkelse. Der henvises endvidere til det under pkt. 2.3 anførte om straffelovens § 264 d.
Som det fremgår, kan vurderingen af, om et ønske fra pressens side om et særligt samarbejde
med politiet skal imødekommes, være vanskelig og herunder bero på mere juridisk prægede
overvejelser. På den baggrund bør beslutningen herom i almindelighed træffes af politimesteren
(politidirektøren) eller af den, som politimesteren i de enkelte tilfælde bemyndiger til det.
Justitsministeriet, den 27. juni 2003
Lennart Lindblom