Retsudvalget 2023-24
REU Alm.del
Offentligt
2816524_0001.png
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
29. januar 2024
Kontoret for Organiseret
Kriminalitet
Christina Husted Lundø
2024-00068
3108484
Besvarelse af spørgsmål nr. 501 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 501 (Alm. del), som
Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 2. januar 2023.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Mikkel Bjørn (DF).
Peter Hummelgaard
/
Niklas V. Johansen
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
Side 1/4
REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 501: Spm. om kommentar til artiklen »Tændt fyrværkeri kastet ind i kiosk – 19-årig på hospitalet« på nyheder.tv2.dk, den 31. december 2023
Spørgsmål nr. 501 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”Vil ministeren kommentere artiklen »Tændt fyrværkeri kastet
ind i kiosk – 19-årig på hospitalet« på nyheder.tv2.dk, den 31.
december 2023, herunder sætningen »Desuden er politiet
interesseret i, om hændelsen kan have relation til bandemiljøet«,
og vil ministeren på baggrund heraf redegøre for, hvorvidt
angreb med fyrværkeri, som har baggrund i eller er egnet til at
fremkalde en konflikt mellem grupper af personer, kan være
eller fremover bør være omfattet af straffelovens § 81 a-c, og
om dette giver ministeren anledning til nærmere overvejelser i
forhold til den kommende bandepakke, hvor bl.a. knivstikkerier,
som har baggrund i eller er egnet til at fremkalde en konflikt
mellem grupper af personer, tilstræbes at blive omfattet af de
skærpende bestemmelser?”
Svar:
1.
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en
udtalelse fra Rigspolitiet, der har oplyst følgende:
”Rigspolitiet har til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse
fra Københavns Politi, som har oplyst, at en ukendt person
lørdag den 30. december 2023 kort før midnat smed, hvad der
viste sig at være en håndgranat, ind i en kiosk på Islevhusvej i
Husum. En person i kiosken kom alvorligt til skade som følge
af sprængningen.
Københavns Politi har oplyst, at sagen er under efterforskning,
og at politikredsen ikke på nuværende tidspunkt ved, om
sprængningen har relation til et opgør i bandemiljøet.
Efterforskningen har endnu ikke ført til anholdte eller mistænkte
i sagen.
Rigspolitiet kan henholde sig til udtalelsen fra Københavns
Politi.”
2.
Justitsministeriet kan oplyse, at det følger af straffelovens § 81 a, stk. 1,
at straffen for overtrædelse af en række af straffelovens bestemmelser,
herunder § 119 b (angreb med genstande mod offentligt ansatte), § 245 (grov
vold) og § 252, stk. 1 (forsætlig fareforvoldelse), kan forhøjes indtil det
dobbelte, hvis lovovertrædelsen har baggrund i eller er egnet til at fremkalde
en konflikt mellem grupper af personer, hvor der som led i konflikten enten
anvendes skydevåben eller anvendes skydevåben eller eksplosivstoffer, som
Side 2/4
REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 501: Spm. om kommentar til artiklen »Tændt fyrværkeri kastet ind i kiosk – 19-årig på hospitalet« på nyheder.tv2.dk, den 31. december 2023
på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig
skade, eller begås brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180.
Efter straffelovens § 81 b kan straffen forhøjes med indtil det halve, hvis en
overtrædelse af straffeloven begås på offentligt tilgængeligt sted ved brug
af skydevåben eller af våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres
særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, jf.
straffelovens § 192 a, stk. 1, uden at forholdet er omfattet af straffelovens §
81 a.
Efter straffelovens § 81 c, stk. 1, kan straffen for overtrædelse af bl.a. en
række bestemmelser i straffeloven, herunder § 119 b og § 245, forhøjes
indtil det dobbelte, hvis lovovertrædelsen er begået inden for en skærpet
strafzone udpeget i medfør af § 6 a, stk. 1, 1. pkt., i lov om politiets
virksomhed.
Som det fremgår af Justitsministeriets besvarelse af 4. maj 2020 af
spørgsmål nr. 987 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg, vil sager, hvor
personer forsætligt beskydes med fyrværkeri, efter omstændighederne
kunne straffes efter straffelovens § 252 eller efter straffelovens § 245.
Såfremt der er tale om personer, hvem det påhviler at handle i medfør af
offentlig tjeneste eller hverv, der bliver angrebet med genstande –
eksempelvis fyrværkeri – under udøvelsen af tjenesten eller hvervet eller i
anledning af samme, vil forholdet efter omstændighederne endvidere kunne
straffes efter straffelovens § 119 b, stk. 1.
Angreb med fyrværkeri vil således efter omstændighederne allerede i dag
være omfattet af strafskærpelsesreglerne i straffelovens §§ 81 a-c, forudsat
at bestemmelsernes øvrige betingelser er opfyldt.
3.
Regeringen indgik den 8. november 2023 en aftale om en ny bandepakke
med et bredt flertal i Folketinget – herunder spørgerens parti. Bandepakken
skal med 44 initiativer fordelt på seks forskellige fokusområder over en bred
kam sikre et strammere greb om banderne, så vi får trygge nabolag i hele
Danmark.
Regeringen forventer i denne folketingssamling at fremsætte et lovforslag
om dele af de initiativer i bandepakken, der kræver lovændring. I den
forbindelse lægges der bl.a. op til at udvide anvendelsesområdet for
Side 3/4
REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 501: Spm. om kommentar til artiklen »Tændt fyrværkeri kastet ind i kiosk – 19-årig på hospitalet« på nyheder.tv2.dk, den 31. december 2023
straffelovens § 81 a til også at omfatte tilfælde, hvor der anvendes knive og
blankvåben mv. som led i en konflikt.
Side 4/4