Kan regeringen – idet der henvises til justitsministerens udtalelse af 1. november 2023, om at regeringen lægger op til en udvidelse af mandatet for den allerede nedsatte FE-kommission, så undersøgelsen også skal omfatte, om der er varetaget usaglige hensyn i forbindelse med efterretningstjenesternes og anklagemyndighedens centrale beslutninger om iværksættelse og tilrettelæggelse af efterforskningen og retsforfølgningen – garantere, at der tillige er lagt op til en fuld og endelig afdækning (hvem traf hvilke beslutninger, hvornår og på hvilket grundlag, og hvem deltog i drøftelserne) af bl.a. følgende forhold:
- beslutningen om og grundlaget for at iværksætte indgribende overvågningstiltag i mindst et år, herunder overvågning i form af rumaflytning m.v., overfor den hjemsendte FE-chefs hus og sommerhus og således også dennes børn og alle andre, der måtte opholde sig på de pågældende lokaliteter,
- beslutningen om og grundlaget for ikke (hurtigst muligt) at tage fat i den hjemsendte FE-chef, hvis man overhovedet reelt var bekymret for en skadevirkning på FE,
- beslutningen om formen på og selve anholdelsen af den hjemsendte FE-chef m.fl. 5 dage før FE-kommissionen afgav deres “frifindende” beretning,
- beslutningen om og grundlaget for under afhøringer af den anholdte FE-chef at spørge ind til politiske forhold og personlige sym- og antipatier i forhold til visse centrale embedsmænd,
- beslutningen om at begære varetægtsfængsling,
- beslutningen om og grundlaget for at indlede forsøg på en “handel” med den anholdte FE-chef og indgåede (samt forsøg på) handler med andre, herunder også Claus Hjort Frederiksen,
og vil ministeren, såfremt regeringen er af den opfattelse, at et eller flere af de nævnte forhold ikke ligger naturligt inden for rammerne af den af regeringen foreslåede udvidelse af den allerede nedsatte FE-kommission, præcisere dette og ligeledes anføre baggrunden herfor?
Dato: 28-11-2023
Status: Endeligt besvaret
Emne:
retspleje og domstole