Retsudvalget 2023-24
REU Alm.del
Offentligt
2800309_0001.png
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
15. december 2023
Politikontoret
Emilie Green van de Ven
2023-09602
3062765
Besvarelse af spørgsmål nr. 362 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 362 (Alm. del), som
Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 20. november
2023. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Mai Mercado (KF).
Peter Hummelgaard
/
Maria Carlsson
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
Side 1/4
REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 362: Spm. om demonstrationen på Københavns Hovedbanegård søndag den 19. november 2023 var lovligt anmeldt
Spørgsmål nr. 362 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”Vil ministeren oplyse, om demonstrationen på Københavns
Hovedbanegård søndag den 19. november 2023 var lovligt
anmeldt, og vil ministeren dertil oplyse, hvor lang tid der gik fra
demonstrationens begyndelse, til politiet ankom til
demonstrationen, og vil ministeren desuden oplyse om politiet
forsøgte at opløse demonstration, i fald demonstration ikke var
lovligt anmeldt?”
Svar:
1.
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en
udtalelse fra Rigspolitiet, der har oplyst følgende:
”Rigspolitiet skal indledningsvis bemærke, at politiet i medfør
af politilovens § 7 har til opgave at beskytte borgernes ret til at
forsamle sig. Politiet har i medfør af samme bestemmelse ret til
at overvære offentlige forsamlinger, og forsamlinger skal i
medfør af politiloven og ordensbekendtgørelsen anmeldes til
politiet senest 24 timer, før de skal finde sted. Formålet med
denne anmeldelsespligt er at give politiet mulighed for at
foretage nødvendige færdselsmæssige foranstaltninger, opstille
eventuelle vilkår for afholdelsen af demonstrationen samt at
opstille en eventuel politimæssig tilstedeværelse for at beskytte
borgernes ret til at forsamle sig. At en demonstration ikke er
anmeldt til politiet, betyder imidlertid ikke, at demonstrationen
er ulovlig.
Politiet skal således ikke meddele tilladelse til afholdelse af
demonstrationer, men kan i medfør af politilovens § 7 forud for
en demonstration meddele påbud i relation til demonstrationens
afholdelse, ligesom der i yderste konsekvens, hvis der befrygtes
fare for den offentlige fred, kan nedlægges forbud mod
demonstrationens afholdelse. Manglende forudgående
anmeldelse af en demonstration kan således ikke i sig selv danne
grundlag for, at politiet opløser demonstrationen.
Rigspolitiet har til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse
fra Københavns Politi, der har oplyst, at den konkrete
demonstration ikke var anmeldt til politikredsen forud for
afholdelsen.
Københavns Politi fik kl. 18.26 en telefonisk henvendelse med
oplysning om, at der var en igangværende demonstration på
Hovedbanegården, hvorefter der blev sendt en patrulje til stedet.
Ved ankomst kl. 19.05 tog patruljen kontakt til en repræsentant
Side 2/4
REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 362: Spm. om demonstrationen på Københavns Hovedbanegård søndag den 19. november 2023 var lovligt anmeldt
fra DSB, der oplyste, at der fra DSB’s side ikke var
indvendinger mod demonstrationen.
Københavns Politi har endvidere oplyst, at patruljen ved
ankomsten til Hovedbanegården havde en fornuftig dialog med
en repræsentant for demonstrationen, og at demonstrationen i
øvrigt ikke gav anledning til sigtelser, påbud eller lignende.”
2.
Som justitsminister er jeg meget optaget af, at borgernes mulighed for
inden for lovgivningens rammer at bruge deres ytrings- og
forsamlingsfrihed sikres. Det er helt afgørende i et demokratisk samfund, at
alle kan udtrykke deres holdninger og frit kan forsamle sig, men man skal
naturligvis holde sig inden for lovens rammer, når man gør brug af disse
rettigheder.
I Danmark har vi gode rammer for, at alle kan benytte deres ytrings- og
forsamlingsfrihed, og det skal vi til enhver tid værne om. Politiet spiller i
den forbindelse en vigtig rolle, da politiet har til opgave at beskytte
borgernes ret til at forsamle sig, herunder ved at sikre, at offentlige
forsamlinger kan gennemføres på fredelig vis. De nærmere regler om
politiets opgaver mv. i tilknytning til offentlige forsamlinger følger bl.a. af
politiloven og ordensbekendtgørelsen.
Jeg kan desuden henvise til mit brev af 17. november 2023 til Folketingets
Retsudvalg, som er vedlagt en redegørelse af 16. november 2023 fra politiet
og anklagemyndigheden om myndighedernes håndtering af sager, hvor
lovgivningen om bl.a. tilskyndelse til og billigelse af terror mv. kan være
overtrådt i forbindelse med den seneste tids demonstrationer og offentlige
ytringer i relation til konflikten i Israel og Gaza.
Det fremgår bl.a. af redegørelsen, at Rigspolitiet har anmodet politikredsene
om at have skærpet opmærksomhed på ytringer, som kan være omfattet af
straffelovens bestemmelser vedrørende billigelse af terror, ligesom
Rigspolitiet har drøftet politiets generelle fokus på forfølgelse af eventuelle
sager med politikredsene i relevante ledelsesfora – både i forhold til
anmeldelser og sager, som politiet selv bliver opmærksom på.
Jeg vil gerne understrege, at jeg generelt – ligesom størstedelen af danskerne
– har stor tillid til politiet. Politiet gør en kæmpe indsats for vores fælles
tryghed og sikkerhed. Jeg forventer også, at politiet tager anmeldelser om
straffelovsovertrædelser alvorligt, ligesom jeg forventer, at politiet griber
Side 3/4
REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 362: Spm. om demonstrationen på Københavns Hovedbanegård søndag den 19. november 2023 var lovligt anmeldt
ind, hvis politiet på anden måde måtte blive bekendt med klare
lovovertrædelser. Jeg vil desuden generelt opfordre til, at man anmelder det
til politiet, hvis man er vidne til ytringer, som har karakter af billigelse af
terror.
Side 4/4