Retsudvalget 2023-24
REU Alm.del - Bilag 47
Offentligt
Til Justitsministeriet
Politikontoret
16. november 2023
J.nr.: 2023-142792
RIGSPOLITIET
Politiområdet
Juridisk Afdeling
Ejby Industrivej 125 - 135
2600 Glostrup
Telefon: 3314 8888
Redegørelse vedrørende myndighedernes håndtering af sager, hvor lovgivningen om
bl.a. tilskyndelse til og billigelse af terror mv. kan være overtrådt i forbindelse med
den seneste tids demonstrationer og offentlige ytringer i relation til konflikten i Israel
og Gaza.
Justitsministeriet har på baggrund af en henvendelse fra Statsministeriet af 9. november
2023 anmodet Rigsadvokaten og Rigspolitiet om en redegørelse om myndighedernes hånd-
tering af sager, hvor lovgivningen om bl.a. tilskyndelse til og billigelse af terror mv. kan
være overtrådt i forbindelse med den seneste tids demonstrationer og offentlige ytringer i
relation til konflikten i Israel og Gaza.,
I den anledning har Rigsadvokaten og Rigspolitiet udarbejdet denne fælles redegørelse.
Rigspolitiet har til brug for redegørelsen indhentet bidrag fra landets politikredse i forhold
til den politimæssige indsats i forbindelse med demonstrationer og hændelser mv. med til-
knytning til konflikten i Israel og Gaza, ligesom der er inddraget oplysninger fra de politi-
mæssige tiltag og løbende indberetninger, som er iværksat som følge af den aktuelle kon-
flikt i Israel og Gaza, der startede med Hamas’ angreb mod Israel den 7. oktober 2023.
Rigsadvokaten har herudover indhentet en udtalelse fra Statsadvokaten i København om
antallet af verserende sager vedrørende overtrædelse af straffelovens § 136, stk. 2 og 3,
med tilknytning til den aktuelle konflikt i Israel og Gaza.
Det kan indledningsvis oplyses, at der siden Hamas’ angreb mod Israel den 7. oktober 2023
har været afholdt over 100 demonstrationer i hele landet med tilknytning til konflikten i
Israel og Gaza fortrinsvis med et propalæstinensisk formål. Der har i forbindelse med de
afviklede demonstrationer været konstateret enkelte overtrædelser i form af overtrædelse
af maskeringsforbuddet i straffelovens § 134 b samt overtrædelser af fyrværkeriloven. Her-
udover har Fyns Politi registreret to tilfælde af afbrænding af israelske flag.