Retsudvalget 2023-24
REU Alm.del
Offentligt
2800325_0001.png
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
15. december 2023
Forskningskontoret
Signe Bechmann Hansen
2023-09535
3061863
Besvarelse af spørgsmål nr. 350 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 350 (Alm. del), som
Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 17. november
2023. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Mette Thiesen (DF).
Peter Hummelgaard
/
Anne-Julie Boesen Pedersen
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
Side 1/2
REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 350: Spm., om ministeren vil igangsætte en undersøgelse, der opdaterer antal anmeldelser, motiver og domme for falsk anmeldelse af voldtægt
Spørgsmål nr. 350 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”Vil ministeren oplyse, om ministeren vil igangsætte en
undersøgelse, der opdaterer antal anmeldelser, motiver og
domme for falsk anmeldelse af voldtægt, så undersøgelsen
opdaterer tallene fra 2009 til nu?”
Svar:
Den i spørgsmålet omtalte rapport ”Voldtægt der anmeldes. Del II: Falsk
anmeldelse af voldtægt” af Maj-Britt Elise Martinussen m.fl. fra 2009 er
baseret på politianmeldte voldtægter eller forsøg herpå med kvindelige ofre
i perioden 2000-2002. Denne undersøgelse viser, at 7,3 procent af 1.364
anmeldelser er falske, forstået som at der i disse sager forefindes en sigtelse
eller dom for falsk anmeldelse eller en indrømmelse heraf. En
sammenligning med en tilsvarende undersøgelse af voldtægtsanmeldelser
vedrørende perioden 1990-1992 viser, at der ikke er sket nogen ændring i
forekomsten af falske anmeldelser frem til 2000-2002.
Siden 2009 er der udgivet en rapport om anmeldte voldtægtssager i
Østjyllands Politi, som også behandler falske voldtægtsanmeldelser.
Rapporten ”Anmeldte voldtægtssager” af Nina Beck Hansen m.fl. er
udgivet i 2015 og viser, at Østjyllands Politi registrerede 296 anmeldelser
om voldtægt eller forsøg på voldtægt i perioden 2008-2010, og at blandt
disse findes 14 (4,7 procent) af sagerne at være falsk anmeldelse enten via
dom, sigtelse eller indrømmelse fra forurettes side. Der kan også henvises
til bogen ”Voldtægtssagen – retssystemets akilleshæl”, som er redigeret af
Tine Søberg m.fl. og udgivet i 2021, hvor kapitel 15 ”Falske anmeldelser –
eller vanskelige sager?” omfatter en nylig vidensopsamling på området.
Der er ikke på nuværende tidspunkt planer om at opdatere de tidligere
undersøgelser.
Jeg vil gerne samtidig slå fast, at der med indførelsen af den
samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse ikke er ændret på, at det altid er
anklagemyndigheden, der skal bevise, at der er begået noget strafbart. Som
i alle andre straffesager må der heller ikke i sager om voldtægt være rimelig
tvivl om, at den tiltalte er skyldig. Anklagemyndigheden skal derfor både
kunne bevise, at de pågældende har haft samleje, at der ikke var samtykket
fra begge parter, og at den tiltalte var klar over dette. Hvis bevisbyrden ikke
er løftet, skal domstolene selvfølgeligt frifinde.
Side 2/2