Retsudvalget 2023-24
REU Alm.del
Offentligt
2793302_0001.png
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
5. december 2023
Stats-
og
Menneskeretskontoret
Ida Marie Spiegelhauer
2023-08759
3046586
Besvarelse af spørgsmål nr. 285 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 285 (Alm. del), som
Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 7. november
2023. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt
(SF).
Peter Hummelgaard
/
Christian Fuglsang
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
Side 1/6
 REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 285: Spm. om menneskerettigheder i forbindelse med varetægtsfængsling
Spørgsmål nr. 285 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”Vil ministeren i forlængelse af besvarelse af REU alm. de -
spørgsmål nr. 1273 (2022-23) afkræfte, at det er
forskelsbehandling i strid med artikel 14 i EMRK (og klar
praksis fra Den Europæiske Menneskerettigheds Domstol), at
varetægtsarrestanter – i de situationer hvor der ikke foreligger
særlige sikkerheds- eller efterforskningshensyn f.eks. via
besøgs- og brevkontrol – rent retligt har dårligere rettigheder (i
varetægtsbekendtgørelsen)
end
strafafsonere
(i
straffuldbyrdelsesloven) bl.a. ift. besøg og telefonering? Der
henvises til afsnit 3 i artiklen ”Varetægtsfængsling og
menneskeret” i UfR, nr. 27-28-29, juli 2023, litterær afdeling
side 151 ff.”
Svar:
1.
Som det fremgår af besvarelsen af 4. oktober 2023 af spørgsmål nr. 1273
(Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg, er reglerne for varetægtsarrestanter
og afsonere på flere områder forskellige. Disse forskelle skyldes bl.a., at
varetægtsfængsling varetager en række særlige hensyn, herunder hensynet
til at den pågældende ikke vanskeliggør forfølgningen af straffesagen ved at
påvirke efterforskningen.
2.
Reglerne for varetægtsarrestanters rettigheder og pligter m.v. under
varetægtsfængslingen
fremgår
primært
af
retsplejeloven
og
varetægtsbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 1130 af 17. august 2023
om ophold i varetægt. Til varetægtsbekendtgørelsen hører desuden en
vejledning, jf. vejledning nr. 9660 af 30. august 2023
(varetægtsvejledningen).
Af forarbejderne til retsplejelovens § 776, 1. pkt., hvorefter justitsministeren
er bemyndiget til at fastsætte regler om bl.a. behandlingen af
varetægtsarrestanter, fremgår det, at bestemmelserne om behandling af
varetægtsfanger bør udformes således, at man afværger de risici, der har ført
til varetægtsfængslingen. Samtidig bør varetægtsreglerne imidlertid
betrygge sigtedes processuelle rettigheder (samkvem med forsvareren,
brevveksling med retten etc.) og udformes således, at der sker mindst muligt
afbræk i sigtedes personlige forhold og i sigtedes forbindelse med
omverdenen, herunder navnlig sigtedes familie.
Side 2/6
 REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 285: Spm. om menneskerettigheder i forbindelse med varetægtsfængsling
Det følger af reglerne i varetægtsbekendtgørelsens afsnit III om
varetægtsarrestanters rettigheder og pligter under opholdet i institutionen, at
varetægtsarrestanter, som ikke er isoleret i medfør af retsplejeloven, og hvor
politiet ikke af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed har fastsat
begrænsninger, som udgangspunkt – på de i afsnit III nævnte områder – har
samme rettigheder som dømte, der afsoner en dom i et af kriminalforsorgens
fængsler.
I forhold til eksempelvis besøg følger det dog af bekendtgørelsens § 40, stk.
1, 1. pkt., sammenholdt med § 41, stk. 1, at en varetægtsarrestant med de
begrænsninger, der følger af §§ 42-45, har ret til besøg, så ofte forholdene
tillader det, at besøgstiden ikke må være kortere end en halv time, og at
længerevarende besøg skal tillades i det omfang, forholdene tillader det.
Retten til besøg suppleres af, at varetægtsarrestanten snarest muligt efter
indsættelsen skal gives mulighed for at underrette sine nærmeste pårørende
med henblik på at modtage deres besøg, jf. § 40, stk. 2.
Af forarbejderne til straffuldbyrdelseslovens kapitel 8 om indsattes
rettigheder og pligter under opholdet i afsoningsinstitutionen fremgår det, at
en arbejdsgruppe nedsat af Straffelovrådet ikke fandt grundlag for at foreslå
en ændring af, at indsatte har adgang til at udøve deres borgerlige rettigheder
i det omfang, frihedsberøvelsen ikke i sig selv afskærer dem herfra, at dette
udgangspunkt også er i nøje overensstemmelse med det forhold, at en
frihedsberøvelse alene tilsigtes at indebære et indgreb i lokalfriheden for den
enkelte dømte, og at udgangspunktet er i overensstemmelse med den
gældende opfattelse af, at gennemførelsen af en frihedsberøvelse skal ske
på en måde, der også tilgodeser humane og medmenneskelige hensyn. Der
henvises til betænkning 1181/1989 om en lov om fuldbyrdelse af straf, side
107.
På den baggrund følger det af straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 1, at en
indsat har ret til mindst ét ugentligt besøg af mindst én times varighed og så
vidt muligt af to timers varighed, og at der i den enkelte institution kan gives
tilladelse til besøg i videre omfang.
Som det fremgår ovenfor har varetægtsarrestanter derimod ret til besøg så
ofte forholdene tillader det. De forskellige regler for varetægtsarrestanter og
strafafsonere i forhold til besøg kan bl.a. begrundes i hensynet til, at
varetægt er en midlertidig, omend nødvendig, foranstaltning, hvorved
sigtedes person tages i forvaring under sagen, men ikke nogen anticiperet
Side 3/6
 REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 285: Spm. om menneskerettigheder i forbindelse med varetægtsfængsling
straf, jf. bl.a. betænkning nr. 728/1974 om anholdelse og varetægt, side 51.
Reglerne for varetægtsarrestanter er på den baggrund udformet således, at
der sker mindst muligt afbræk i sigtedes personlige forhold og i sigtedes
forbindelse med omverdenen, herunder navnlig sigtedes familie
Det forhold, at varetægtsarrestanters rettigheder efter reglerne i
varetægtsbekendtgørelsens afsnit III som udgangspunkt svarer til
rettighederne for dømte, der afsoner en dom i et fængsel, ændrer ikke på, at
navnlig de bygningsmæssige forhold i arresthusene medfører, at tilbuddene
til varetægtsarrestanter i praksis i nogle tilfælde vil kunne være begrænsede
i forhold til tilbuddene i fængslerne.
Som eksempel kan nævnes, at både varetægtsarrestanter og strafafsonere har
ret til vederlagsfri social behandling mod stofmisbrug, medmindre
afgørende sikkerheds- eller ordensmæssige forhold taler imod, og at
behandlingen mod stofmisbrug så vidt muligt skal iværksættes senest 14
dage efter, at den pågældende har fremsat begæring herom, jf.
varetægtsbekendtgørelsens § 32, stk. 1 og 5, og straffuldbyrdelseslovens §
45 a, stk. 1 og 3. Selvom både varetægtsarrestanter og strafafsonere således
har ret til vederlagsfri social behandling mod stofmisbrug, vil
varetægtsarrestanters sociale behandling mod stofmisbrug variere i form og
intensitet, og de givne bygnings- og sikkerhedsmæssige rammer i
arresthuset vil kunne have betydning for og eventuelt begrænse indholdet af
behandlingen.
3.
Artikel 14 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK)
har følgende ordlyd:
”Nydelsen af de i denne konvention anerkendte rettigheder og
friheder skal sikres uden forskel på grund af køn, race, farve,
sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller
social oprindelse, tilhørsforhold til et nationalt mindretal,
formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold.”
EMRK
artikel
14
indeholder
efter
Den
Europæiske
Menneskerettighedsdomstol (Domstolens) praksis et forbud mod usaglig
forskelsbehandling, der indebærer, at personer i sammenlignelige
situationer som udgangspunkt skal behandles ens. Bestemmelsen omfatter
både direkte og indirekte diskrimination.
Side 4/6
 REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 285: Spm. om menneskerettigheder i forbindelse med varetægtsfængsling
Det følger endvidere af Domstolens praksis, at en forskelsbehandling er
diskriminatorisk – og dermed i strid med artikel 14 – hvis den ikke er
objektivt og sagligt begrundet. Heri ligger omvendt, at forskelsbehandling
er lovlig, hvis den varetager et anerkendelsesværdigt formål, og der er
proportionalitet mellem det anvendte middel og det formål, der søges
realiseret. Domstolen indrømmer konventionsstaterne en vis skønsmargin
ved vurderingen af, om og i hvilket omfang forskelsbehandling i ellers
sammenlignelige situationer kan begrundes. Det bemærkes i den
forbindelse, at Domstolen har accepteret, at medlemsstaterne har en bred
skønsmargin i forhold til vurderingen af artikel 14 i relation til behandling
af indsatte i fængsler, jf. bl.a. pr. 115 i sagen
Varnas mod Litauen
af 9. juli
2013. Det er i forlængelse heraf Justitsministeriets opfattelse, at spørgsmål
om bygningsmæssige forhold, herunder placering i et fængsel frem for et
andet, må antages at være et område, hvor medlemsstaterne har en bred
skønsmargin i relation til forskelsbehandling.
Som det fremgår af bestemmelsen, gælder forbuddet mod diskrimination
alene forskelsbehandling for så vidt angår rettigheder og friheder, der er
anerkendt efter EMRK. Det er ikke et krav, at der foreligger en krænkelse
af øvrige materielle bestemmelser i konventionen.
Retten til besøg og telefonering må efter Justitsministeriets vurdering anses
for at være omfattet af EMRK artikel 8 om retten til respekt for privatliv og
familieliv. Regulering, hvorved der foretages indgreb i frihedsberøvedes
familieliv og privatliv, skal ske med respekt af diskriminationsforbuddet i
artikel
14,
jf.
Jon
Fridrik
Kjølbro,
Den
Europæiske
Menneskerettighedskonvention for praktikere (2023), side 1013.
Som beskrevet ovenfor har varetægtsarrestanter, som ikke er isoleret i
medfør af retsplejeloven, og hvor politiet ikke af hensyn til
varetægtsfængslingens øjemed har fastsat begrænsninger, som
udgangspunkt – på de i afsnit III nævnte områder – samme rettigheder som
dømte, der afsoner en dom i et af kriminalforsorgens fængsler. Det er
herudover Justitsministeriets vurdering, at de ovenfor beskrevne forskelle
mellem varetægtsarrestanter og strafafsonere, som bl.a. er fastsat i
varetægtsbekendtgørelsen og straffuldbyrdelsesloven, blev indført med
begrundelse i objektive og rimelige hensyn, herunder sikkerhedsmæssige
hensyn og hensynet til varetægtsfængslingens øjemed, f.eks. at den
varetægtsfængslede ikke vanskeliggør forfølgningen af straffesagen ved at
påvirke efterforskningen. Det er endvidere Justitsministeriets vurdering, at
Side 5/6
 REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 285: Spm. om menneskerettigheder i forbindelse med varetægtsfængsling
de ovenfor beskrevne forskelle mellem varetægtsarrestanter og
strafafsonere ligger inden den brede skønsmargin, som medlemsstaterne i
almindelighed har i denne sammenhæng.
4.
I forlængelse heraf kan Justitsministeriet oplyse, at ministeriet og
kriminalforsorgen løbende har fokus på, om der er behov for at ændre
reglerne på straffuldbyrdelsesområdet. Det kan i øvrigt oplyses, at
Kriminalforsorgen er i færd med at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal se
på besøgsforholdene i kriminalforsorgens institutioner, herunder for
varetægtsarrestanter.
Side 6/6