Spørgsmål nr. 213 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”Vil ministeren redegøre for, hvorfor og hvornår beslutningen
blev taget om en rammemodel for exit-programmer til bande-
og rockermedlemmer fra 2011, således at bandemedlemmer vil
kunne få deres gæld til offentlige myndigheder eftergivet. Vil
ministeren i forlængelse heraf redegøre for, om denne
beslutning indgår som en del af en politisk aftale? Der henvises
til artiklen: ”Bandemedlemmer får sløjfet deres gæld af
myndighederne: »Det er en hån og en retspolitisk skandale«”,
Berlingske, den 24. oktober 2023.”
Svar:
Indledningsvis kan jeg helt generelt oplyse, at det er Gældsstyrelsen, der
træffer afgørelser om eftergivelse af gæld til det offentlige, og at
Gældsstyrelsens praksis er et spørgsmål under Skatteministeriets ressort.
Jeg kan herudover oplyse, at den daværende regering (Venstre og Det
Konservative Folkeparti) den 13. april 2011 lancerede ”En Vej Ud”, som er
en rammemodel for exit-programmer til bande- og rockermedlemmer, der
ønsker at bryde ud af miljøet. Rammemodellen blev udarbejdet i samarbejde
mellem en række ministerier og under inddragelse af Kommunernes
Landsforening.
Den 24. marts 2017 indgik den daværende regering (Venstre, Liberal
Alliance og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet og Dansk
Folkeparti en aftale om bandepakke III – ”Bander bag tremmer”. Det blev
som en del af aftalen besluttet at revidere den eksisterende nationale
rammemodel for exit-programmer fra 2011, så andre end de personer, der
hos politiet er registreret som værende tilknyttet rocker- og bandemiljøet,
kan indgå i exit-program. Den nationale rammemodel for exit-forløb til
personer med tilknytning til rocker- og bandemiljøet fra 2018 erstatter
således rammemodellen fra 2011.
Rammemodellen beskriver, hvilke typiske tilbud der kan stilles til rådighed
for bande- og rockermedlemmer i exit fra miljøet, herunder vejledning om
muligheden for at ansøge om indgåelse af finansielle afdragsordninger i
relation til offentlig gæld. Eftergivelse af gæld til offentlige myndigheder er
ikke beskrevet som et af de typiske tilbud, der inden for rammemodellen
stilles til rådighed i et exit-forløb.
Side 2/3