REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 1519: Spm. om kommentar til artiklen "Islamforsker blev chokeret under feltarbejde: Den danske velfærdsstat spiller en nøglerolle", den 21. september 2024 i Berlingske

Retsudvalget 2023-24
REU Alm.del
Offentligt

Anbefalinger til regeringen i forhold til parallelle retspraksisser i Danmark

Petersen, Jesper; Vinding, Niels Valdemar

Publication date:

2024

Citation for published version (APA):

Petersen, J., & Vinding, N. V., (2024).

Anbefalinger til regeringen i forhold til parallelle retspraksisser i Danmark,

22 s.

Download date: 15. okt.. 2024

REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 1519: Spm. om kommentar til artiklen "Islamforsker blev chokeret under feltarbejde: Den danske velfærdsstat spiller en nøglerolle", den 21. september 2024 i Berlingske

Jesper Petersen ([email protected]/40982529)

Niels Valdemar Vinding ([email protected]/51217682)

Anbefalinger til regeringen i forhold til parallelle retspraksisser i Danmark

Forskningsprojektet

Producing Sharia in Context

på Københavns Universitet har mellem 2021–2024

empirisk undersøgt islamiske, parallelle retspraksisser i Danmark.

Ud over at have produceret en stor

mængde grundforskning i sharia i Danmark, så når projektet en række konklusioner, som har

samfundsmæssig relevans. Dette har givet anledning til 14 anbefalinger til regeringen.

I marts 2024 præsenterede vi tre anbefalinger til ændringer af straffeloven og en anbefaling om en

konsekvensrettelse af trossamfundsloven (se appendiks A):

Forbyd religiøst polygami.

Forbyd fastholdelse i religiøse ægteskaber både i teori og i praksis.

Forbyd religiøse tvangsægteskaber både i teori og i praksis.

Konsekvensret fejlantagelser i trossamfundsloven om den religiøse autoritets medvirken ved

indgåelse af islamiske ægteskabskontrakter.

Anbefaling 1–3 styrker muslimske kvinders retsstilling under dansk lov ved at regulere parallelle

retspraksisser. Særligt anbefaling 1 og 2 er centrale, hvis Folketinget ønsker at iværksætte alternativer

til islamiske skilsmisseråd og hjælpe muslimske kvinder ud af tvingende kontrol og æresmotiveret

kontrol. Hvis anbefalingerne skal have en reel effekt, er det dog nødvendigt – når lovgivning er vedtaget

– at oplyse om rettigheder og muligheder for hjælp. Desuden er det nødvendigt at efterforskere,

politianklagere og dommere videreuddannes i parallelle retspraksisser. Lovgivning alene kan ikke løse

udfordringerne.

Kvinders udfordringer med islamiseret tvingende kontrol og æresmotiveret kontrol i forbindelse med

islamisk ægteskab og islamisk skilsmisse er i andre lande blevet adresseret med en af følgende tre

modeller: A) Samarbejde med islamiske autoriteter og institutioner. B) En mobilisering af

velfærdsstaten, hvor man gennem lovgivning og sociale indsatser løser problemerne. C) En

kombination af model A og B. Det er vores vurdering, at der i Danmark kun er politisk interesse for

model B, og derfor tager vi udgangspunkt i denne, når vi nu fremsætter følgende ti anbefalinger:

5. Undersøg muligheden for at forbyde indgåelse af religiøst ægteskab uden forudgående eller

samtidig indgåelse af civilt gyldigt ægteskab.

6. Undersøg muligheden for at familieretshuset sammen med den civile skilsmisse kan nedlægge

påbud om at et religiøst ægteskab opløses af parterne med rekurs til domstolene.

7. Udskift begreberne ”negativ social kontrol” og ”psykisk vold” med begrebet ”tvingende

kontrol” i straffelovens §243.

8. Styrk fagligt forankrede tilgange til tvingende kontrol.

9. Indfør religiøs vold og kontrol som den ottende voldsform i socialfaglig praksis.

10. Inkluder tvingende kontrol, post-separationsvold og helbred i kommunale handleplaner.

11. Løs fagfolkenes og myndighedernes dilemma gennem positiv politik.

12. Adresser systematisk blindhed i centraladministrationen.

13. Formuler en eksplicit virkningsteori for alle nye integrationspolitiske initiativer.

14. Lav strategiske investeringer i praksisorienteret forskning.

Fællesnævneren for anbefalingerne er, at mange politiske og juridiske initiativer indtil nu har været

overraskende ineffektive og utilstrækkelige i forhold til at håndtere problemer relateret til parallelle

retspraksisser. Blandt andet har

Regeringens Strategi mod Parallelle Retsopfattelser

fra 2012 ikke haft

nogen målbar effekt.

Derfor anbefaler vi, at regeringen undersøger muligheden for at lovgive på to

Projektet er finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond, 0163-00070B.

Liversage, Anika og Jesper Petersen (2020):

Etniske minoritetskvinder og skilsmisse – med fokus på muslimske

praksisser.

København: Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd; Petersen, Jesper (2025):

The

Jesper Petersen ([email protected]/40982529)

Niels Valdemar Vinding ([email protected]/51217682)

specifikke områder, som vil medføre, at forhold som i dag reguleres gennem parallelle retspraksisser,

fremadrettet bliver reguleret under dansk lov (5–6). Hvis dette kan lade sig gøre, så vil muslimske

kvinder få reelle rettigheder under dansk lov, som de kan anvende til at komme ud af islamiske

ægteskaber. Dernæst anbefaler vi fem konkrete ændringer af lovgivningen og socialfaglig praksis (7–

11), hvis effekt vil kunne ses inden for kort tid, og tre strategiske initiativer (12–14), som vil have en

effekt på lang sigt.

Islamic Juridical Vacuum: An Ethnographic Study of How Parallel Legal Institutions Emerged in Denmark.

Leiden: Brill.

Jesper Petersen ([email protected]/40982529)

Niels Valdemar Vinding ([email protected]/51217682)

5. Undersøg muligheden for at forbyde indgåelse af religiøst ægteskab uden forudgående eller

samtidig indgåelse af civilt gyldigt ægteskab

Begrebet ”religiøs vielse uden borgerlig gyldighed” og begrebet ”andet ægteskabslignende forhold”,

som i marts 2021 blev indført i STRFL § 260, stk. 2. (LOV nr. 415 af 13/03/2021), dækker efter vores

opfattelse alle former for indgåelse af religiøst ægteskab som ikke har gyldighed under dansk lov i

Danmark.

Vi anbefaler, at regeringen undersøger muligheden for at forbyde indgåelse af ”andet

ægteskabslignende forhold” og ”religiøs vielse uden borgerlig gyldighed” uden forudgående eller

samtidig indgåelse af civilt gyldigt ægteskab. Dermed vil det være ulovligt at indgå parallelretslige

ægteskaber uden samtidig at være gift i henhold til dansk lov. Det vil sige, at alle de problematiske

forhold, der er relateret til udelukkende at være gift i eksempelvis et islamisk ægteskab, vil blive

ulovliggjort.

Vores anbefaling tager udgangspunkt i hollandsk lovgivning.

Det er vores vurdering, at begreberne

”andet ægteskabslignende forhold” og ”religiøs vielse uden borgerlig gyldighed” i den danske straffelov

muliggør, at regeringen forholdsvis let kan udvikle en dansk pendant til den hollandske model. Vi vil

dog opfordre til at regeringen tager evalueringer af den hollandske lovgivning med i sine overvejelser,

ligesom konsekvenserne for religionsfriheden skal undersøges,

og at regeringen aktivt tager stilling til

om begrænsningen er saglig, proportionel og nødvendig.

Desuden er det vigtigt, at regeringen

gennemtænker konsekvenserne af det foreslåede tiltag, sådan at man eksempelvis undgår at

kriminalisere ofrene for tvangsnikah, som falder uden for STRFL § 260, stk. 2.

Vinding, Niels Valdemar og Jesper Petersen (2023): Regulering af islamiske ægteskabspraksisser i nyere dansk

lovgivning.

Retfærd

176

Ministry of Justice and Security (2021): Information about Religious Marriage: Marriage, Divorce and Marital

Captivity. The Hague: Dutch Minstry of Justice and Security.

https://www.government.nl/binaries/government/documenten/leaflets/2021/10/08/leaflet-information-about-

marital-captivity-for-citizens/02073+Hecht+Verbonden_folder+burgers_ENG_WEB.pdf (tilgået 4. September

2024).

For kritik af den hollandske lov se eksempelvis: Moors, Annelies, Martijn de Koning, and Vanessa Vroon-

Najem (2018):

Secular Rule and Islamic Ethics: Engaging with Muslim-Only Marriages in the Netherlands.

Sociology of Islam 6(3).

Vinding, Niels Valdemar (2024): Regulating Islam. Limitations on Freedom of Religion in Denmark. I: Hill,

Mark og Lina Papadopoulou (red.):

Islam, Religious Liberty and Constitutionalism in Europe.

London:

Bloomsbury Publishing.

Jesper Petersen ([email protected]/40982529)

Niels Valdemar Vinding ([email protected]/51217682)

6. Undersøg muligheden for at familieretshuset sammen med den civile skilsmisse kan nedlægge

påbud om at et religiøst ægteskab opløses af parterne med rekurs til domstolene

Vi anbefaler, at regeringen undersøger muligheden for, at familieretshuset i forbindelse med den civile

skilsmisse kan nedlægge påbud om at et ”andet ægteskabslignende forhold” eller ”religiøs vielse uden

borgerlig gyldighed” opløses af parterne (med rekurs til domstolene). Denne anbefaling vil kun have en

effekt for kvinder, som har indgået et civilt gyldigt ægteskab under dansk lov.

Hvis regeringen følger anbefaling 5 og lykkes med at indføre en lov, som gør gør det obligatorisk at

indgå civilt gyldigt ægteskab forud for eller samtidig med religiøst ægteskab, så kan anbefaling 5

sammen med anbefaling 6 have en enorm effekt på muslimske kvinders faktiske rettigheder og situation

i Danmark. Den centrale problemstilling, som skal løses, er jo netop, at kvinder skal hjælpes ud af

religiøse ægteskaber, og ved at koble religiøst ægteskab med civilt ægteskab, og ved at muliggøre påbåd

om opløsning af sådanne ægteskaber, så adresseres problemstillingen direkte.

Vores anbefaling tager udgangspunkt i hollandsk lovgivning, hvor man har sat aktivt ind overfor

fastholdelse i religiøse ægteskaber (herunder nikahfastholdelse) ved at give domstolene mulighed for

at nedlægge et ”et påbud om at medvirke til annullering af en religiøs eller ideologisk forpligtelse, der

eksisterer ud over ægteskabet”.

Der eksisterer kun ganske lidt forskning i forhold til effekten af den

hollandske lovgivning, men virkningsteorien er klar og tydelig.

Hvis det kan lade sig gøre at indføre lovgivning i henhold til anbefaling 5 og 6, så vil det medføre, at

forhold som i dag reguleres gennem parallelle retspraksisser, fremadrettet bliver reguleret under dansk

lov. Kvinder vil dermed få langt bedre mulighed for islamisk skilsmisse med hjælp fra danske

myndigheder. Dette kan gøres uden samarbejde med islamiske autoriteter (model A).

Lov af 9. marts 2023 om ændring af Code of Civil Procedure, Civil Code og nogle andre love (bekæmpelse af

ægteskabelig fangenskab og nogle andre emner):

https://www.eerstekamer.nl/behandeling/20230317/publicatie_wet_3/document3/f=/vm1fh76f2tym.pdf (tilgået

den 4. september 2024)

Van Eijk, Esther (2019):

Khulʿ Divorce in the Netherlands: Dutch Muslim Women Seeking Religious Divorce.

Islamic Law and Society 26(1-2).

Jesper Petersen ([email protected]/40982529)

Niels Valdemar Vinding ([email protected]/51217682)

7. Udskift begreberne ”negativ social kontrol” og ”psykisk vold” med begrebet ”tvingende

kontrol” i straffelovens §243

I 2015 introducerede Wales og England – som de første lande i verdenen – lovgivning, der

kriminaliserer udøvelsen af tvingende kontrol (coercive

control).

Siden har andre lande lavet lignende

lovgivning – herunder Danmark hvor paragraffen om psykisk vold (STRFL §243) blev indført i 2019.

Oversættelsen af den forskningsbaserede viden til juridisk konceptualisering har imidlertid vist sig at

være vanskelig i en dansk kontekst, hvor STRFL § 243 allerede blev revideret to år efter sin indførelse.

Vi anbefaler en mere omfattende revision af STRFL § 243, som vil forankre paragraffen tydeligt i den

forsknings- og praksisbaserede viden om tvingende kontrol.

Baggrund

Psykisk vold blev den 30. marts 2019 ulovliggjort med indførelsen af STRFL § 243 (LOV nr. 329 af

30/03/2019). Det fremgår af lovforarbejderne, at ”Psykisk vold er et indarbejdet begreb især på det

sociale område” men at ”Begrebet er ikke ensartet defineret” og at ”at det ikke er hensigten med den

foreslåede bestemmelse at fastsætte en almen gældende definition af begrebet ’psykisk vold’”. Fraværet

af en klar og tydelig definition efterlader således fagfolk, som skal anvende paragraffen, med en

vanskelig opgave.

I stedet for en definition præsenterer lovforarbejderne en afgrænsning af psykisk vold (L139, 2018–

2019). Der forstås i udgangspunktet, at psykisk vold udøves ”i nære relationer”, ”hvor gerningsmanden

har en tilknytning til forurettedes husstand”, at det gælder for ”særligt sårbare”, og at det skal ”betegne

et gentaget eller kontinuerligt mønster af handlinger eller undladelser (eller begge dele), der har til

formål at kontrollere eller dominere en anden, så denne underordner sig eller nedbrydes”. Samtidigt

forklares det, at ”der kan være tale om meget forskelligartede handlinger mv., som kan rumme

forskellige typer af fysiske eller psykiske krænkelser, der begås i nære relationer”, som er defineret eller

kriminaliseret andre steder i straffeloven, men at selve kriminaliseringen af psykisk vold består i

sammenkædningen i et handlemønster, der ”omfatter adfærd, som ikke er strafbar efter gældende ret,

og adfærd, der allerede er strafbar.”.

Tvingende kontrol er den faglige betegnelse for et konkret adfærdsmønster, hvor en person anvender

en eller flere af de syv voldsformer

– herunder psykisk vold – til at kontrollere et andet menneske. Det

skaber derfor forvirring, at man i lovforarbejderne til STRFL § 243 vælger at bruge begrebet psykisk

vold til både at betegne adfærdsmønsteret tvingende kontrol og voldsformen psykisk vold (begrebet

tvingende kontrol fremgår ingen steder i lovforarbejderne). Dermed opstår der forvirring omkring

psykisk vold som henholdsvis voldsform og adfærdsmønster. Desuden er det problematisk, at man til

trods for anerkendelsen af, at tvingende kontrol foregår i et handlemønster, ikke beskriver dette

fyldestgørende.

Det påpeges i lovforarbejderne, at dele af beskrivelsen af psykisk vold er hentet fra den engelske

Serious

Crime Act 2015,

hvor Section 76 omhandler ”Controlling or coercive behaviour in an intimate or family

relationship”, hvilket er omfattende beskrevet blandt andet i

The Code for Crown Prosecutors.

Alligevel

fremstår formuleringerne i lovforarbejderne til STRFL § 243 amputeret i forhold den udførlige

beskrivelse og kvalificerede forståelse begrebet

coercive control

har på engelsk (coercive

control

oversættes normalt til dansk med begrebet tvingende kontrol).

Med vedtagelsen af LOV nr. 126A af 09/03/2021 tilføjedes sætningen ”herunder ved udøvelse af negativ

social kontrol” i STRFL §243, og i lovforarbejderne blev det nu tydeliggjort, ”at negativ social kontrol

udgør kerneområdet for bestemmelsen”, hvilket ikke var tilfældet da paragraffen blev indført. Faktisk

Baumbach, Trine, Linda Kjær Minke og Tine Søberg (red.) (2024):

Partnervold og partnerdrab – Samfundets

blinde vinkel.

København: Djøf Forlag

De syv voldsformer er: Fysisk, psykisk, seksualiseret, materiel, digital, økonomisk og stalking.

Jesper Petersen ([email protected]/40982529)

Niels Valdemar Vinding ([email protected]/51217682)

optræder begrebet negativ social kontrol kun én gang i lovforarbejderne til den oprindelige paragraf om

psykisk vold fra 2019, mens begrebet psykisk vold optræder 88 gange (L139, 2018–2019). Det er

bemærkelsesværdigt, at noget der i 2021 beskrives som ”kerneområdet for bestemmelsen” var næsten

fraværende i samme bestemmelse, da den blev formuleret i 2019. Den ene gang begrebet negativ social

kontrol optræder i L139, 2018–2019, tager det betydningen ”og så videre”. Begrebet gives intet

materielt indhold.

Udlændinge- og integrationsministeriet tilføjer i lovforarbejderne i 2021, at ministeriet ”er opmærksom

på, at negativ social kontrol allerede er omfattet af straffelovens § 243, og at ændringen derfor ikke vil

have betydning for bestemmelsens anvendelsesområde”, men at ministeriet ønsker at ”sende et klart

signal til bl.a. ofre for negativ social kontrol om, at negativ social kontrol efter omstændighederne kan

være strafbart som psykisk vold.” Hermed defineres negativ social kontrol både som ”kerneområdet for

bestemmelsen”, men også som noget der kun ”efter de nærmere omstændigheder kan være strafbart

som psykisk vold”. Paragraffens materielle indhold er med andre ord højest uklar.

Tilføjelsen af negativ social kontrol som kerneområdet for STRFL § 243 bliver yderligere problematisk

med barnets lov, hvor det af lovforarbejderne fremgår, at ”Negativ social kontrol anvendes oftest om

handlinger, som et fællesskab anvender til at regulere og/eller sanktionere individets adfærd i henhold

til fællesskabets normer”, samt at ”Negativ social kontrol kan have en karakter eller et omfang, hvor

den falder inden for straffelovens definition på psykisk vold” (L93, 2022–2023). Dette er til trods for at

straffeloven ikke opstiller en definition af psykisk vold, og til trods for at negativ social kontrol ovenfor

refererer til ”et fællesskab”, mens psykisk vold i kontrast skal forstås i ”nære relationer” med

”tilknytning til forurettedes husstand” (L139, 2018–2019). Således optræder psykisk vold og negativ

social kontrol nu som tilsyneladende komplementære begreber, der i en cirkelslutning falder inden for

hinandens definitioner. Dette er dog uden, at der gives egentlige definitioner, afgrænsning, eller materiel

udredning af gerningsindholdet.

Det skal tilføjes, at den norske kommission ”Lovutvalget om negativ sosial kontroll”, som rapporterede

den 24. juni 2024 også har bemærket den danske enegang i forhold til at skrive negativ social kontrol

ind i lovgivningen.

Kommissionens vurdering var i forhold til alle paragraffer, den skulle forholde sig

til, at begrebet negativ social kontrol var for upræcist et begreb, og at det derfor ikke egnede sig til

lovgivning. Derfor rådede ”Lovutvalget om negativ sosial kontroll” den norske regering til ikke at

anvende begrebet negativ social kontrol i norsk lovgivning. I stedet pegede kommissionen på en række

fagligt forankrede revisioner af norsk lovgivning.

Anbefaling

Vi anbefaler, at man i STRFL § 243 indfører en ensartet definition af tvingende kontrol (coercive

control),

som kriminaliseres i stedet for det nuværende begreb psykisk vold. Det vil sige, at vi anbefaler

en sondring mellem adfærdsmønsteret tvingende kontrol og voldsformen psykisk vold. Det bør fremgå

tydeligt, at tvingende kontrol er et adfærdsmønster, som manifesterer sig i en eller flere af de syv

voldsformer

– heriblandt men ikke udelukkende psykisk vold. Det er særligt vigtigt, at økonomisk vold

som en del af tvingende kontrol bliver udtømmende beskrevet, sådan at kvinder ikke i praksis kommer

til at hæfte for gæld, der er stiftet som en del af sikkerhedsadfærd. Samtidig anbefaler vi, at begrebet

negativ social kontrol redigeres helt ud af STRFL § 243. Det er desuden afgørende, at begrebet

”tvingende kontrol” beskrives udtømmende i lovforarbejderne til en revision af STRFL § 243, så det

ikke forveksles med begrebet ”tvang” i STRFL § 260.

Lovutvalget om negativ sosial kontroll (2024):

Lov og frihet: Negativ sosial kontroll, æresmotivert vold,

tvangsekteskap, kjønnslemlestelse, psykisk vold og ufrivillig utenlandsopphold – juridiske problemstillinger og

forslag til regelverksendringer.

Oslo: Departementenes Sikkerhets- og Serviceorganisasjon.

Hvis regeringen vælger at følge anbefaling 9 om at indføre religiøs vold og kontrol som den ottende

voldsform, så bør denne også skrives ind i STRFL §243.

Jesper Petersen ([email protected]/40982529)

Niels Valdemar Vinding ([email protected]/51217682)

8. Styrk fagligt forankrede tilgange til tvingende kontrol

Nedenfor anbefaler vi en udfasning af begrebet negativ social kontrol på bestemte fagfelter. Vi vil dog

indledningsvis bemærke, at begrebet negativ social kontrol har haft – og i nogle sammenhænge stadig

har – en vis berettigelse. Begrebet negativ social kontrol har eksempelvis vist sig at være et godt og

brugbart begreb i dansk politik, hvor det har muliggjort diskussioner af komplekse, sociale fænomener.

Desuden har begrebet været anvendt socialfagligt på områder, hvor der har været begrænset viden, og

dermed har begrebet sat fokus på problemer, som ellers kunne være gået ubemærket hen. Vores

anbefaling angår ikke disse anvendelsesområder, hvor begrebet negativ social kontrol syntes at have en

positiv effekt.

Den udbredte, faglige kritik af begrebet negativ social kontrol angår primært, at det er uklart defineret,

det er vanskeligt at skelne det fra æresmotiveret kontrol, og at det ikke er tilstrækkeligt fagligt

forankret.

Det primære problem med begrebet negativ social kontrol er, at det anvendes som en teknisk betegnelse

for en lang række problemer, der måske er emnemæssigt beslægtet, men ellers ikke har andre overlap.

Når alle mønstre for kontrollerende adfærd betegnes med ét begreb, bliver det yderst vanskeligt at

identificere konkrete kontrolmønstre og handle på en hensigtsmæssig måde. Eksempelvis er der stor

forskel på omsorgssvigt, overgreb mod børn, post-separationsvold og fastholdelse i religiøse

ægteskaber. Alle disse (og mange flere) fænomener kan ikke forstås ved hjælp af ét analytisk koncept,

sådan som der lægges op til med begrebet negativ social kontrol. Omsorgssvigt og overgreb mod børn

er ét fænomen, mens fastholdelse i religiøse ægteskaber og post-separationsvold er et andet fænomen,

og det er på ingen måde oplagt at behandle disse to (og mange andre) meget forskellige fænomener ud

fra samme faglige udgangspunkt.

I socialfaglig praksis er det stærkt uhensigtsmæssigt, når eksempelvis æresmotiveret kontrol og

tvingende kontrol rodes sammen, for disse adfærdsmønstre kalder på meget forskellige handlinger fra

myndighedernes side.

Desværre er sådanne (og mange andre) sammenrodninger ikke ualmindelige,

fordi alt – herunder æresmotiveret kontrol og tvingende kontrol – anses som forskellige udtryk for

negativ social kontrol. Dette har direkte konsekvenser for vold- og kontrolofre, og det medfører at

sociale indsatser får begrænset effekt.

Vi anbefaler derfor, at man konsekvent oversætter politiske ambitioner, der er udtrykt med begrebet

negativ social kontrol til fagterminologi, når dette er muligt. Dette er afgørende for at borgere får

meningsfuld og effektiv hjælp af myndighederne, og dermed også for en optimal udnyttelse af

ressourcerne på integrationsområdet. Det vil sige, at for at kunne levere på politiske ambitioner om at

bekæmpe negativ social kontrol, så er det nødvendigt at oversætte begrebet negativ social kontrol til

problemnærværende fagterminologi.

Helt konkret anbefaler vi, at man i stedet for begreberne æresrelaterede konflikter og negativ social

kontrol fremadrettet anvender begreberne æresmotiveret kontrol og tvingende kontrol. Dette vil først

og fremmest introducere helt essentiel viden om tvingende kontrol, og det vil skabe klarhed og et

overblik over adfærdsmønstrene. Det er dog vigtigt at understrege, at det er det faglige indhold, som

ligger bag begreberne, som skal udskiftes.

Selvom begrebet tvingende kontrol ikke officielt bliver anvendt af danske myndigheder, så har det i de

senere år vundet en vis popularitet blandt fagfolk, som arbejder i myndigheder, NGO’er og

Petersen, Jesper (2024): En konstruktiv kritik af begrebet negativ social kontrol.

RELevans

1(1).

Petersen, Jesper (2024): Æresmotiveret kontrol og tvingende kontrol. I: Baumbach, Trine, Linda Kjær Minke

og Tine Søberg (red.):

Partnervold og partnerdrab – Samfundets blinde vinkel.

København: Djøf Forlag.

Jesper Petersen ([email protected]/40982529)

Niels Valdemar Vinding ([email protected]/51217682)

civilsamfundsaktører. Dette skyldes primært, at den viden, som ligger bag begrebet, er yderst

anvendelig og giver svar på mange af de forvirringer, der er forårsaget af begrebet negativ social kontrol.

Nogle fagfolk kender begrebet fra udgivelser om de otte forudsigelige skridt før drabet på en kvindelig

partner,

mens andre kender begrebet fra den engelsksprogede litteratur om

coercive control,

som har

fået stor popularitet blandt fagfolk i Danmark – heriblandt særligt Jane Monckton Smiths bog

Control: Dangerous Relationships and How They End in Murder

og til dels også Evan Starks

Coercive

Control: How Men Entrap Women in Personal Life.

I øvrigt er både fagfolk og forskere begyndt at

udgive om tvingende kontrol på dansk.

Tvingende kontrol afhjælper med andre ord en del af den blindhed, som begrebet negativ social kontrol

har medført. Faren ved begrebet negativ social kontrol er netop, at tvingende kontrol ikke bliver

opsporet, og at myndighederne handler uhensigtsmæssigt når borgere henvender sig med brug for hjælp

til at komme ud af tvingende kontrol. Kort sagt: Begrebet tvingende kontrol forklarer komplekse

fænomener på en let tilgængelig måde og peger på, hvordan man skal handle som fagperson.

Vi vil afslutningsvis understrege, at vores anbefaling er generel og angår således ikke kun tvingende

kontrol. Vi anbefaler, at man konsekvent oversætter politiske ambitioner, der er udtrykt med begrebet

negativ social kontrol til fagterminologi, når dette er muligt.

Se eksempelvis Danner: https://danner.dk/8-forudsigelige-skridt-for-drabet-pa-en-kvindelig-partner/ (tilgået

den 8. juli 2024).

Eksempelvis: Baumbach, Trine, Linda Kjær Minke og Tine Søberg (red.) (2024):

Partnervold og partnerdrab

– Samfundets blinde vinkel.

København: Djøf Forlag; Petersen, Jesper (2023)

Handlevejledning for Tvingende

Kontrol: Med Særligt Fokus på Muslimske Forhold.

Odense: Odense Kommune; Søberg, Tine, Sofia Kjær, Maja

Markman, Jesper Arff Rimmen (2023): Psykisk vold er alvorlig og systematisk vold, der baner vejen for andre

volds- og kriminalitetsformer – hvorfor er den så svær at få greb om?

Tidsskrift for Kriminalret

160.

Jesper Petersen ([email protected]/40982529)

Niels Valdemar Vinding ([email protected]/51217682)

9. Indfør religiøs vold og kontrol som den ottende voldsform i socialfaglig praksis

I dansk, socialfaglig praksis arbejder man med syv voldsformer: Fysisk, psykisk, seksualiseret, materiel,

digital, økonomisk og stalking.

Vi anbefaler at tilføje religiøs vold og kontrol som den ottende

voldsform. Baggrunden for denne anbefaling er, at religion kan spille en vigtig rolle i adfærdsmønstre

– særligt i tvingende kontrol men også i nogle sager om æresmotiveret kontrol.

Om end dette er et

forholdsvis sjældent fænomen, så findes der sager, hvor religiøse dynamikker er de primære. Der

eksisterer i forskningen allerede begrebet

religious coercive control,

som kan inspirere udviklingen af

religiøs vold og kontrol som den ottende voldsform.

At definere religiøs vold og kontrol som den ottende voldsform vil bringe fokus på religiøst forankrede

problemstillinger i socialfaglig praksis, som ofte går ubemærket hen eller håndteres uhensigtsmæssigt

grundet manglende religionsfaglig viden og/eller fraværet af handlevejledninger i forhold til religiøse

problemstillinger. Der er med andre ord et fagligt tomrum, som bør udfyldes.

En fagligt forankret håndtering af religiøst funderede problemfelter vil have en lang række positive

følgevirkninger såsom færre misforståelser mellem fagfolk og borgere, bedre opsporing af religiøs vold

og kontrol og mindre berøringsangst. Desuden vil en faglig forankring håndtering af religiøse

problemstillinger i socialt arbejde reducere diskrimination på baggrund af fordomme om religiøse

minoriteter.

En fagligt forankret tilgang til religion i det socialfaglige arbejde vil reducere antallet af sager, hvor

fagfolk overser æresmotiveret kontrol og tvingende kontrol, fordi disse udtrykkes i en religiøs symbolik.

Særligt i forhold til indsatser mod parallelle retspraksisser såsom religiøse tvangsægteskaber, religiøse

vielser med mindreårige og fastholdelse i religiøse ægteskaber er det vigtigt, at fagfolk har viden om

religiøs vold og kontrol. Dette kan også gøre sig gældende for emner såsom frit partnervalg,

homoseksualitet og ufrivillige udlandsophold.

Selvom ovenstående anbefaling kun angår socialfaglig praksis, så vil vi bemærke, at nogle former for

religiøs kontrol allerede er kriminaliseret. Eksempelvis er religiøse tvangsægteskaber, fastholdelse i

religiøse ægteskaber og religiøse ægteskaber med mindreårige kriminaliseret i STRAFL § 260, stk. 2

og STRFL § 260 a. At indføre religiøs vold og kontrol som den ottende voldsform vil således også

stemme godt overens med den måde, hvorpå man i de seneste år har valgt at lovgive. Ved en revision

af STRFL § 243 i henhold til anbefaling 7, bør religiøs kontrol skrives ind som den ottende voldsform.

Indførelsen af begreberne religiøs vold og kontrol som komponenter i fagfolks arbejde med borgerne

vil kræve at relevante fagfolk videreuddannes i denne voldsform og at man opdaterer eksisterende

undervisningsmaterialer og handlevejledninger.

Se eksempelvis Lev Uden Vold: https://levudenvold.dk/viden-om-vold/former-for-vold/ (tilgået 8. juli 2024).

For et studie af

Islamized coercive control

se eksempelvis: Petersen, Jesper (2025):

The Islamic Juridical

Vacuum: An Ethnographic Study of How Parallel Legal Institutions Emerged in Denmark.

Leiden: Brill.

Se eksempelvis: Mulvilhill, Natasha, Nadia Aghtaie, Andrea Matolcsi, and Marianne Hester (2022): UK

Victim-Survivor Experiences of Intimate Partner Spiritual Abuse and Religious Coercive Control and

Implications for Practice.

Criminology & Criminal Justice 23(5).

Qua anbefaling 2 og 3 så fungerer denne paragraf ikke efter hensigten.

Jesper Petersen ([email protected]/40982529)

Niels Valdemar Vinding ([email protected]/51217682)

10. Inkluder tvingende kontrol, post-separationsvold og helbred i kommunale handleplaner

Serviceloven § 12 a anfører at, ”Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at borgere, der henvender sig på

grund af æresrelaterede konflikter, får mulighed for at få gratis rådgivning i henhold til [serviceloven]

§ 10”. Ideelt set vil det sige, at alle borgere i Danmark, som står i en æresmotiveret konflikt, burde have

adgang til fagligt kvalificeret rådgivning. Vi anbefaler, at denne paragraf udvides, sådan at den

fremadrettet også omfatter tvingende kontrol og post-separationsvold.

Baggrunden for anbefalingen er, at særligt tvingende kontrol og post-separationsvold udgør signifikante

problemer, som ikke omfattes af serviceloven. Det medfører, at disse problemer let overses, og at

kommunerne ikke nødvendigvis har de rette faglige kompetencer og handleplaner til at håndtere disse

problemer på en forsvarlig og hensigtsmæssig måde.

Desuden anbefaler vi, at der i serviceloven § 12 a, stk. 3 tilføjes et yderligere krav til handleplaner i

form af en lægefaglig vurdering af borgerens helbredstilstand – herunder screening for PTSD med

efterfølgende udredning hvis relevant. Det er almindeligt, at personer, der har været udsat for gentagen

vold og kontrol, udvikler eksempelvis PTSD,

og det er derfor vigtigt at foretage en systematisk

screening med efterfølgende udredning og behandling, når dette er relevant.

I øvrigt vil vi bemærke, at med vedtagelsen af LOV nr. 721 af 13/06/2023 (bedre kendt som Barnets

Lov) blev landets kommuner pålagt at ”udarbejde et beredskab til forebyggelse, opsporing og

håndtering af negativ social kontrol, æresrelaterede konflikter og ekstremisme blandt børn, unge og

deres familier” (§ 15, stk. 3). Flere kommuner valgte i den forbindelse at inkludere en vejledning i

forhold til æresrelaterede konflikter for voksne med reference til serviceloven § 12 a. Man kunne

overveje, om handleplaner i forhold til serviceloven § 12 a også skulle gøres obligatoriske.

Dokkedahl, Sarah Bøgelund og Dorte Mølgaard Christiansen (2024): Krise- og traumereaktioner hos

mennesker udsat for gentagen vold. I: Baumbach, Trine, Linda Kjær Minke og Tine Søberg (red.) (2024):

Partnervold og partnerdrab – Samfundets blinde vinkel.

København: Djøf Forlag.

Jesper Petersen ([email protected]/40982529)

Niels Valdemar Vinding ([email protected]/51217682)

11. Løs fagfolkenes og myndighedernes dilemma gennem positiv politik

Vi anbefaler, at både regeringen og kommunerne i tillæg til de eksisterende negative politikker, hvor

man fortæller fagfolk, hvad de ikke må gøre, systematisk formulerer positiv politik, hvor man giver

fagfolk handlemuligheder. Et godt eksempel på en udbredt negativ politik er de mange (uformelle) nul-

samarbejdspolitikker – altså at man ikke må samarbejde med imamer og andre religiøse autoriteter

omkring eksempelvis islamisk skilsmisse. En sådan negativ politik er ikke problematisk i sig selv, men

det bliver den, hvis ikke den ledsages af en positiv politik, som forklarer, hvordan problemer med

islamiske skilsmisser og andre parallelle praksisser så skal håndteres.

Når der på et område ikke er formuleret positiv politik, efterlades fagfolk og myndigheder i alvorlige

dilemmaer. Hvis en borger eksempelvis henvender sig for at få hjælp med en islamisk skilsmisse, så har

fagfolk typisk ikke andre handlemuligheder end at afvise problemet grundet fraværet af positiv politik.

Det kan imidlertid være svært at afvise et andet menneske i nød, og derfor er det ikke ualmindeligt at

fagfolk handler uautoriseret og eksempelvis kontakter en religiøs leder for at få hjælp til at løse

problemet.

I forskningsprojektet ”Producing Sharia in Context” har vi afdækket, hvordan der i de seneste to årtier

har eksisteret uformelle samarbejder mellem danske myndigheder og islamiske autoriteter og

institutioner i forhold til parallelle retspraksisser.

I nogle tilfælde lægger danske myndigheder endda

islamiske autoriteter og institutioner under pres for, at de skal påtage sig parallelretslige opgaver, hvilket

har været en blandt flere faktorer, som har medført en institutionalisering af parallelle retspraksisser i

Danmark. Det vil sige, at negativ politik, som har til formål at forhindre institutionaliseringen af

parallelle retspraksisser snarere fremmer denne institutionalisering.

At føre en positiv politik kræver, at man formulerer konkrete løsninger på parallelretslige problemer,

hvilket både vil lede til en signifikant mere effektiv indsats og vil løse fagfolkenes og myndighedernes

dilemmaer. Desuden vil ressourcerne, som allerede er afsat, blive udnyttet væsentligt bedre. Med

erfaring fra udlandet kan set kan positiv politik overordnet formuleres i henhold til en af følgende tre

modeller: A) Samarbejde med islamiske autoriteter og institutioner. B) En mobilisering af

velfærdsstaten, hvor man gennem lovgivning og sociale indsatser løser problemerne. C) En

kombination af model A og B. Som nævnt på side 1, så arbejder vi udelukkende med model B.

Det er vigtigt at understrege, at negativ politik uden positiv politik har vist sig i praksis at medføre

model A. En stramning af negative politikker uden formuleringen af positiv politik kan have en

begrænset effekt på kort sigt men vil uagtet intentionerne bag højest sandsynligt føre til model A.

Samtidig vil en stramning af negative politikker hverken løse borgernes problemer eller fagpersonernes

og myndighedernes dilemmaer. Kun formuleringen af positiv politik kan i praksis føre til en effektiv

model B eller C. Vi anerkender, at formuleringen af en positiv politik til understøttelse af model B

nødvendigvis vil være innovativ, men vi mener, at det kan lade sig gøre.

Vi skal for en god ordens skyld bemærke, at de to nuværende, islamiske skilsmisseråd i Danmark begge

er grundlagt med henblik på at forbedre retstilstanden for særligt kvinder i parallelretslige praksisser.

Det er desuden væsentligt at bemærke, at der allerede eksisterer parallelle retsinstitutioner for jøder og

katolikker i Danmark, og at muslimske ledere ofte taler om at følge en lignende model.

Dette er også konklusionen i: Siddique, Mona, Anne-Marie Hutchinson, Sam Momtaz og Mark Hedley (2018):

The Independent Review into the Application of Sharia Law in England and Wales.

London: The Home Office.

https://assets.publishing.service.gov.uk/media/5a750e8040f0b6397f35d531/6.4152_HO_CPFG_Report_into_Sh

aria_Law_in_the_UK_WEB.pdf (tilgået den 8. august 2024).

Petersen, Jesper (2025):

The Islamic Juridical Vacuum: An Ethnographic Study of How Parallel Legal

Institutions Emerged in Denmark.

Leiden: Brill.

Ibid.

Jesper Petersen ([email protected]/40982529)

Niels Valdemar Vinding ([email protected]/51217682)

Baggrund

I 2011 udkom SFI-rapporten

Parallelle Retsopfattelser,

som i 2012 førte til

Regeringens strategi mod

parallelle retsopfattelser – Opgør med tvang og undertrykkelse ifm. religiøse vielser.

Denne strategi

bestod af fire dele: 1) Lovændringer, 2) Undervisning og styrket oplysning til religiøse trossamfund, 3)

Opkvalificering af fagfolk og offentlige myndigheder, 4) Direkte støtte til borgere med særligt fokus på

kvinder og mindreårige. Da VIVE i 2020 lavede en opfølgning på 2011 rapporten med titlen

Etniske

minoritetskvinder og skilsmisse – Med fokus på muslimske praksisser,

var det tydeligt, at strategien

havde fejlet. Problemer relateret til parallelle retspraksisser var ikke reduceret. Tværtimod

dokumenterer rapporten fra VIVE en begyndende institutionalisering af de parallelle retspraksisser. Vi

har i forskningsprojektet ”Producing Sharia in Context” vist, at denne institutionalisering er så

fremskreden, at der i 2024 eksisterer institutionaliserede, islamiske skilsmisseråd i Danmark.

Udeblivelsen af en effekt af

Regeringens strategi mod parallelle retsopfattelser

fra 2012 skyldes

primært, at strategien byggede en lang række misforståelser af problemstillingerne, som den skulle

adressere:

1) Den grundlæggende ide bag lovændringerne – særligt STRFL § 260, stk. 2 – var god, men

desværre var den lovgivning, som blev indført, af så lav kvalitet, at den i store træk var

irrelevant i forhold til problemstillingerne (LOV nr. 434 af 01/05/2013).

2) Parallelle retspraksisser er kun i meget lille grad reguleret ved dansk lov, og derfor er effekten

af at oplyse om dansk lovgivning også ringe.

3) Det er utilstrækkeligt at undervise fagfolk og myndigheder i problemstillinger vedrørende

parallelle retspraksisser, hvis de samme fagfolk og myndigheder ikke samtidig får nogle

handlemuligheder, sådan at de også kan handle på problemerne.

4) I store træk byggede støtteordningen på misforståelser af de problemstillinger, som den skulle

adressere. Det kan dog ikke udelukkes, at den kan have haft en begrænset effekt, selvom

ressourcerne kunne have været brugt mere effekt, hvis støtteordningen havde været bedre

fokuseret på borgernes egentlige problemer.

Da rapporten fra VIVE (se ovenfor) udkom i 2020 handlede den daværende regering på samme måde

som i 2012:

1) STRFL § 260, stk. 2 blev revideret, sådan at de mest alvorlige misforståelser fra 2011 blev

udbedret (LOV nr. 415 af 13/03/2021). I dette arbejde formulerede man desuden begrebet

”andet ægteskabslignende forhold”, som i praksis muliggør regulering af islamiske ægteskabs-

og skilsmissepraksisser under dansk lov. Dette begreb blev indskrevet i STRFL § 260, skt. 2 og

STRFL § 260 a men ikke i STRFL § 208. Desværre er der stadig inkongruens mellem STRFL

§260, stk. 2 og islamiske praksisser, hvilket gør denne paragraf irrelevant i langt størstedelen

af sager om fastholdelse i religiøst ægteskab og tvang ved indgåelse af religiøst ægteskab.

2) Der var ingen ændringer i forhold til kurserne i dansk familielovgivning, og da parallelle

retspraksisser – som nævnt ovenfor – kun i meget lille grad er reguleret ved dansk lov, så er

effekten af at oplyse om dansk lovgivning også ringe.

3) SIRI arrangerede undervisning i parallelle retspraksisser og relevant dansk lovgivning (STRFL

§ 243) for fagfolk i hele landet med brug af eksterne undervisere.

Man havde imidlertid ingen

løsninger på problemerne, selvom dette var et gennemgående spørgsmål fra kursister.

Se note 2.

Vinding, Niels Valdemar og Jesper Petersen (2023): Regulering af islamiske ægteskabspraksisser i nyere dansk

lovgivning.

Retfærd

176.

Ibid.

Jesper Petersen forestod undervisningen i parallelle retspraksisser.

Jesper Petersen ([email protected]/40982529)

Niels Valdemar Vinding ([email protected]/51217682)

Formuleringen af en positiv politik skal med andre ord gå forud for opkvalificering, for man

kan ikke forvente en effekt, hvis man ikke giver fagfolk handlemuligheder.

4) Als Research og Dansk Flygtningehjælp lavede en oplysningskampagne om rettigheder i

henhold til dansk lov på vegne af UIM. Det skal her bemærkes, at kvinderne ikke har problemer

med at få skilsmisse i henhold til dansk lov, og således havde kampagnen ikke fokus på

problemstillinger vedrørende parallelle retspraksisser.

Eftersom tiltagene i 2020/2021 er næsten identiske med tiltagene i 2011 og samtidig byggede på en lang

række misforståelser af problemstillingerne, så er det ikke forventeligt, at de vil have den effekt, som

der politisk er forhåbninger om. Det er særligt bemærkelsesværdigt, at der ikke er blevet formuleret

nogen handlevejledninger i forhold til, hvordan fagfolk skal håndtere eksempelvis borgeres

forespørgsler om hjælp til islamisk skilsmisse.

Hvis der i 2011 eller 2020 havde været formuleret en positiv politik og foretaget lovændringer, som

reelt adresserede problemstillingerne, så ville begge strategier – særligt punkt 3 og 4 – formentlig have

haft en signifikant effekt. Det vil sige, at strategien formentlig ville have været effektiv, hvis der blot

havde været formuleret en positiv politik.

Jesper Petersen sad i følgegruppen til denne kampagne.

Jesper Petersen ([email protected]/40982529)

Niels Valdemar Vinding ([email protected]/51217682)

12. Adresser systematisk blindhed i centraladministrationen

Der er en systematisk blindhed i centraladministrationen i forhold til integrationsproblematikker og

parallelle retspraksisser. Denne blindhed opstår, når embedsmænd forveksler den egentlige sociale

virkelighed med juridiske forventninger om, hvordan den sociale virkelighed bør være. Det sidste er et

ideal, som ikke nødvendigvis svarer til virkeligheden, men vi har i forskningsprojektet ”Producing

sharia in context” demonstreret, hvordan den observerede virkelighed systematisk tilsidesættes til fordel

for idealer, der gøres gældende som social virkelighed.

En del af blindheden er forårsaget af metodik i centraladministrationen. Eksempelvis afviste den

daværende Sundheds- og Ældreminister den 4. oktober 2016 skriftligt et spørgsmål fra Folketingets

Sundheds- og Ældreudvalg angående mulige jomfrutests udført i sundhedsvæsenet:

Til brug for min besvarelse af spørgsmålet har ministeriet indhentet et bidrag fra Styrelsen for

Patientsikkerhed. Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser bl.a. følgende:

”Styrelsen har foretaget en søgning i styrelsens ESDH-systemer, herunder i styrelsens

tilsynssager og klagesager. Der er ikke ved søgningen fremkommet oplysninger, der indikerer, at

der udføres jomfrutest i det danske sundhedsvæsen. Styrelsen for Patientsikkerhed har ikke i

øvrigt kendskab til, at der udføres jomfrutest i det danske sundhedsvæsen. Endelig kan styrelsen

oplyse, at der i Sundhedsdatastyrelsen ikke er koder for registreringer af jomfrutest i de nationale

registre (i og med at det ikke er et tilbud i sundhedsvæsenet), hvorfor der ikke findes tal herom.”

Jeg kan henholde mig til oplysningerne fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Dermed var sagen lukket. Problemet er, at svaret åbenlyst ikke er korrekt, og det ville man have vidst,

hvis man blot havde lavet en overfladisk undersøgelse af fænomenet, for flere læger havde været ude i

medierne og fortælle om de etiske dilemmaer, som de bringes i, når borgere henvender sig for at få

udført jomfrutests (se eksemplet nedenfor). Disse tilkendegivelser ville man kunne have fundet ved en

søgning på Google. Det var med andre ord let tilgængelig viden. Den 31. januar 2015 kunne man endda

læse på forsiden af Kristeligt Dagblad under overskriften ”Unge kvinder tvinges til mødomstjek” at,

Det er et anerkendt medicinsk faktum, at selv højt specialiserede gynækologer ikke med nogen

form for sikkerhed kan afgøre, hvorvidt en kvinde er jomfru eller ej. Alligevel skriver danske

læger hvert år under på, at unge kvinder med muslimsk baggrund endnu har deres mødom intakt.

Det sker, fordi lægerne vurderer, at det er vigtigt for kvinden – og i nogle tilfælde også for hendes

sikkerhed – at hun over for sin familie og kommende svigerfamilie kan fremvise et dokument,

som fastslår, at hun er jomfru. ”Jeg møder den slags kvinder et par gange om året. Og jeg foretager

hver gang en gynækologisk undersøgelse og skriver under på, at hun er jomfru. Jeg synes

selvfølgelig ikke, at det er fantastisk at foregive en undersøgelse, der medicinsk ikke er mulig.

Men jeg vurderer, at hensynet til kvinden må veje tungere end hensynet til min faglighed. Jeg

ved, at langt størstedelen af mine kolleger træffer samme valg. Kun et fåtal nægter at foretage

undersøgelsen,” siger en af landets førende gynækologer Charlotte Wilken-Jensen, der er ledende

overlæge på gynækologisk afdeling på Hvidovre Hospital.

Til trods for denne og mange andre klare tilkendegivelser om den egentlige praksis i sundhedsvæsenet,

så er det bemærkelsesværdigt, at centraladministrationen – i dette tilfælde Sundheds- og

Ældreministeriet og Styrelsen for Patientsikkerhed – ikke indsamlede den let tilgængelig viden om

Jesper (2025):

The Islamic Juridical Vacuum: An Ethnographic Study of How Parallel Legal Institutions

Emerged in Denmark.

Leiden: Brill.

Sundheds- og Ældreministeriet (2016). Ministersvar til Folketingets Sundeds- og Ældreduvalg den 4. oktober.

https://www.ft.dk/samling/20151/almdel/suu/spm/926/svar/1347217/1670841/index.htm (set 8. juli 2024).

Jessen, Freja Bech (2015): Unge kvinder tvinges til mødomstjek.

Kristeligt Dagblad

den 31. januar.

Jesper Petersen ([email protected]/40982529)

Niels Valdemar Vinding ([email protected]/51217682)

jomfrutests i sundhedssystemet, som var offentliggjort i danske medier. Denne form for blindhed kan

let afhjælpes gennem metodiske ændringer i embedsværkets arbejdsgange (se anbefalinger nedenfor).

Vi skal kort understrege, at vi i det ovenstående ikke forholder os til danske lægers praksis med

jomfrutests. Eksemplet har udelukkende til formål at demonstrere en bestemt type blindhed i

centraladministrationen.

Der er former for blindhed i centraladministrationen, som er væsentlig vanskeligere at adressere end

ovenstående. Blindhed kan eksempelvis være forankret i, at centraladministrationen ikke har udviklet

sine egne interne beskrivelser af integrationsproblematikker og parallelle retspraksisser, og dermed

bliver disse usynlige for centraladministrationen – endda i sager, hvor centraladministrationen bliver

præsenteret for helt tydelige sager. Eksempelvis præsenterede Tina Magaard i foråret 2009 en rapport,

hvori hun blandt andet dokumenterede islamisk polygami i Danmark, hvilket fik stor, politisk

opmærksomhed. Den 7. maj 2009 blev den daværende Minister for Flygtninge, Indvandrere og

Integration på baggrund af et samrådsspørgsmål bedt om ”en oversigt over igangsatte og påtænkte

initiativer vedrørende indsatsen mod flerkoneri”. I svaret gør embedsværket gældende at islamisk

polygami er ulovligt i Danmark:

Det følger således af straffelovens § 208, at indgår en person, som allerede er gift, nyt ægteskab,

vil forholdet være strafbart som bigami efter straffelovens § 208, hvis den pågældende har handlet

forsætligt eller groft uagtsomt.

Islamisk polygami er imidlertid ikke ulovligt i Danmark. STRFL § 208 nævner kun ”ægteskab” og

”registreret partnerskab”. Den nævner hverken ”religiøs vielse uden borgerlig gyldighed” eller ”andet

ægteskabslignende forhold”, og derfor er det ikke ulovligt at indgå flere af disse typer af ægteskaber (et

islamisk ægteskab var dengang inkluderet i betegnelsen ”ægteskabslignende forhold”, mens det i dag

er inkluderet i betegnelsen ”andet ægteskabslignende forhold” jævnfør STRFL § 260, stk. 2)

. Dette

faktum medfører, at den strategi, som fremlægges over de tre efterfølgende sider i svaret, ikke adresserer

det faktiske problem. I øvrigt kan vi oplyse – qua vores første anbefaling til regeringen

– at islamisk

polygami stadig er lovligt i Danmark.

Ovenstående blindhed er systemisk forankret, og derfor er den væsentlig vanskeligere at adressere end

den blindhed, som er forårsaget af metodiske problemer. Ofte bliver blindheden dog påpeget af fagfolk

og forskere i danske medier, men sådanne problemstillinger bliver ofte afvist af centraladministrationen.

Eksempelvis påpegede vi i 2020, at nogle muslimske kvinder for at opnå islamisk skilsmisse afstår

større pengebeløb, forældremyndighed eller indgår andre urimelige aftaler.

Nogle af disse aftaler

registreres som frivillige forlig i Familieretshuset, hvilket giver dem gyldighed under dansk lov. Da

dette blev taget op i et samråd, svarede den relevante minister efterfølgende skriftligt, at

I Danmark behandles skilsmissesager alene af Familieretshuset og domstolene [sic], og sagerne

afgøres udelukkende efter dansk ret… Det samme gælder for de spørgsmål om navnlig

forældremyndighed og børnebidrag, som ofte opstår i forbindelse med en skilsmisse. I pressen

har der været omtale af såkaldte religiøse skilsmissekontrakter, der anvendes i nogle muslimske

miljøer. Ifølge pressen indeholder disse kontakter vilkår for skilsmissen, bl.a. om selve

skilsmissen, forældremyndighed og børnebidrag. Som kontrakterne er beskrevet i pressen, er de

Vinding, Niels Valdemar og Jesper Petersen (2023): Regulering af islamiske ægteskabspraksisser i nyere dansk

lovgivning.

Retfærd

176.

Petersen, Jesper og Niels Valdemar Vinding (2024): Forslag til styrkelse af gældende ret vedr. muslimske

kvinders rettigheder. København: Københavns Universitet. https://static-

curis.ku.dk/portal/files/392386607/Forslag_til_styrkelse_af_g_ldende_ret_vedr_muslimske_kvinders_rettighede

r_Petersen_Vinding_2024.pdf (tilgået den 8. juli 2024).

Birk, Christian (2020): Ny Bog: Offentlige myndigheder stadfæster shariakontrakter.

Berlingske

den 30.

september.

Jesper Petersen ([email protected]/40982529)

Niels Valdemar Vinding ([email protected]/51217682)

– bortset fra enkelte elementer – ikke gyldige efter dansk ret. Dette er nærmere gennemgået i

vedlagte notat.

Her har embedsmændene tydeligt forvekslet den sociale virkelighed i form af parallelle retspraksisser

med et ideal om, at kun dansk lov har gyldighed i Danmark. Sidstnævnte er naturligvis principielt

korrekt, men det er ikke i overensstemmelse med den sociale virkelighed, hvor parallelle retspraksisser

har gyldighed, mens dansk lov kan være mere eller mindre irrelevant. I dette tilfælde er der endda tale

om, at dansk lov i praksis bliver undergravet og anvendes til at give de parallelle retspraksisser

gyldighed under dansk lov. Det er med andre ord ikke korrekt i praksis, at ”I Danmark behandles

skilsmissesager alene af Familieretshuset og domstolene”.

Ministersvaret slutter med ”På den baggrund finder jeg ikke anledning til yderligere undersøgelse af

Familieretshusets godkendelse eller ”blåstempling” af skilsmissekontrakter som de omhandlede”, og

dermed var sagen lukket. Det er i vores øjne bemærkelsesværdigt, at centraladministrationen lukker

sagen uden at have forsøgt at indhente yderligere viden om problemet med parallelretslige praksisser.

Vi blev på intet tidspunkt kontaktet af hverken ministeriet eller familieretshuset med henblik på en

uddybning af de ret alvorlige problemer, som vi havde dokumenteret.

Historier om kvinder, der afstår rettigheder under dansk lov for at opnå islamisk skilsmisse i en

parallelretslig proces, er velkendte i forskningen, hvor de kaldes

weaponized talaq.

Fænomenet er også

velkendt i danske medier, hvor problemstillingen har været beskrevet af jurister

og kvinder, der er stået

frem.

Det vil sige, at ligesom med jomfrutests udført i det danske sundhedsvæsen så kunne

centraladministrationen have søgt på google for at finde mere info om parallelretslige praksisser, for

der er tale om let tilgængelig viden. Centraladministrationen har i øvrigt endnu ikke anerkendt

problemerne med parallelretslige praksisser (weaponized

talaq),

som influerer udfaldet af sager i

Familieretshuset gennem ”frivilligt” indgåede forlig.

Det er vigtigt at understrege, at blindheden i centraladministrationen er systematisk og derfor ikke

begrænser sig ovennævnte eksempler. Vi anbefaler derfor, at man ændrer arbejdsgangene i

centraladministrationen på to centrale punkter:

1) Når centraladministrationen bliver gjort opmærksom på alvorlige problemer, så er det

utilstrækkeligt at den forhører sig hos de relevante myndigheders ledelse, for ledelsen kan let

være blind i forhold til problemstillinger, der rejses af eksterne. Derfor er det essentielt, at de

personer, som påpeger problemerne, også kontaktes for en uddybning. Dette kan virke banalt,

men det er tydeligt, at dette ikke er almen praksis – formentlig på grund af tidspres, prioritering

af arbejdsopgaver og lignende. Det er imidlertid vigtigt, at høring (af dem som påpeger

problemer) bliver en fast praksis, for ellers isolerer centraladministrationen sig fra de sociale

problemer, som skal adresseres. Da indførelsen af sådan en høring som fast praksis vil medføre

mere arbejde for embedsværket, så vil det være nødvendigt at sætte en grænse for, hvilke sager

der skal høres, og hvilke der ikke skal høres. Vi anbefaler, at man som minimum hører sager,

når der er tale om samrådsspørgsmål og spørgsmål til ministre, sådan at Folketinget bliver

korrekt informeret. Det kan desuden være relevant at undersøge sådanne sager, når der er tale

om forskningsresultater eller pålidelige beretninger om systemiske problemer.

2) På integrationsområdet og i forhold til parallelle retspraksisser er det nødvendigt at forholde sig

til, at der er andre former for gyldighed end juridisk gyldighed under dansk lov. Det betyder

ikke, at man skal anerkende parallelle retspraksissers gyldighed, men man bliver nødt til at

Social- og Indenrigsministeriet (2020). Ministersvar til Folketingets Social- og Indenrigsudvalg den 28.

oktober. https://www.ft.dk/samling/20191/almdel/sou/spm/780/svar/1705030/2268788.pdf (tilgået den 8. juli

2020).

Mouazan, Silvana (2016): Nydanske kvinder må afgive deres børn for at blive islamisk skilt.

Alt

den 2. marts.

Se eksempelvis BT for 20 år siden: Krog, Thomas Nørmark (2004): Imam tryner kvinder, der ønsker

skilsmisse.

den 15. november.

Jesper Petersen ([email protected]/40982529)

Niels Valdemar Vinding ([email protected]/51217682)

forholde sig til dem, for ellers ender man med at eksempelvis vende det blinde øje til, at kvinder

som en del af parallelle retspraksisser afstår rettigheder under danske lov. Kort sagt: Parallelle

retspraksisser influerer danske retspraksisser, og det er vigtigt at være opmærksom på.

Jesper Petersen ([email protected]/40982529)

Niels Valdemar Vinding ([email protected]/51217682)

13. Formuler en eksplicit virkningsteori for alle nye integrationspolitiske initiativer

Integrationsområdet, det sociale område og det religionsretlige område er blandt de politiske områder,

hvor er kommet megen ny lovgivning og stramninger af eksisterende lovgivning. Formålet har

overordnet set været at styrke integrationen, sikre demokrati, friheder og rettigheder og/eller beskytte

udsatte kvinder, børn og unge. Dog er der eksempler på lovgivning, der fremsættes og vedtages uden

(eller med meget ringe) forventning om, hvordan loven konkret skal virke, implementeres eller

evalueres. Det gælder for eksempel den socialfaglige håndtering af psykisk vold (STRFL §243) og

efterforskningen af tvang (STRFL §260), som beskrevet i vores øvrige anbefalinger. Ligeledes er det

vanskeligt at følge op på, om lovgivningen har den tilsigtede effekt. Dette er især på det sociale område

og i forhold til religiøse problemstillinger. Årsagen er, at der sjældent er indlejret evaluerings-,

monitorerings- eller opfølgningsmekanismer i lovgivningen.

Vi følger i denne anbefaling de overordnede linjer i Justitias rapport om

Udfordringer i

lovgivningsprocessen

fra juli 2024,

hvor der peges på væsentlige udfordringer med kvaliteten af

lovgivningsarbejdet. I tillæg til Justitias rapport, så anbefaler vi dog, at der i ny lovgivning på

integrationsområdet formuleres en social virkningsteori, som redegør for, hvilken effekt lovgivningen

forventes at have, og hvordan denne effekt opnås. Formuleringen af social virkningsteori vil føre til

grundigere gennemtænkt lovgivning med fokus på lovens funktion for borgerne, styrke den praksisnære

implementering, og den vil muliggøre reel evaluering af lovgivningen.

Konkret anbefaler vi tre skridt:

1. Vi anbefaler, at man stiller som krav til lovgivning, at der formuleres et klart formål med en

eksplicit virkningsteori, som konkret forklarer, hvordan loven tænkes at medføre den ønskede

effekt. Det vil sige, at lovforarbejder skal indeholde konkret, saglig argumentation for, hvordan

den foreslåede ordning er den bedst egnede til opfyldelsen af formålet. Dette krav til det

lovforberedende arbejde vil sikre en bedre operationalisering og en styrkelse af fagministeriets

faglige arbejde.

2. Vi anbefaler at styrke den materielle lovkvalitet ved at sikre at formålet og årsagen til at lovgive

eksplicit forpligter fagministeriet til opfølgning og evaluering.

Vejledningen om lovkvalitet

har

i 2023 styrket sine anbefalinger til formål (1.1.) og opfølgning (11.7.), og det er positivt, men

lovgivningen skal i højere grad forpligte fagministeriet til overvågning, revision og

kvalitetssikring – ikke blot gennem revisionsklausuler men med krav om indarbejdelse af

evalueringskriterier, der korresponderer til formålene med lovgivningen.

3. For det tredje, anbefaler vi en styrkelse af lovkvalitetskontorets kvalitetssikring af det

indholdsmæssige (mere end blot formalia og screening) og et pilotprojekt til at undersøge,

kvalificere og fortsat sikre den materielle lovkvalitet inden for det sociale område.

Eiriksson, Birgitte Arent, Anders Mihle og Christine Børrum (2024):

Udfordringer i lovgivningsprocessen.

København: Justitia. https://justitia-int.org/rapport-udfordringer-i-lovgivningsprocessen (tilgået 8. August 2024).

Jesper Petersen ([email protected]/40982529)

Niels Valdemar Vinding ([email protected]/51217682)

14. Lav strategiske investeringer i praksisorienteret forskning

Værdien af praksisorienteret forskning bør primært måles på den værdi, den leverer til borgerne. Det

vil sige, at omsætningen af denne type forskning til praksis er essentiel. For at levere på denne

målsætning bliver praktikere ofte inkluderet i forskningsprocesser ved eksempelvis at sidde i

følgegrupper, men vi anbefaler at praktikere fremadrettet bliver involveret mere i forskningsprocesser.

Målsætningen er, at praktikere ikke blot skal udgøre informanter eller involveres i følgegrupper, men at

praktikere integreres i forskningsarbejdet. Dette vil forankre praksis i forskning og forskning i praksis.

Samtidig vil forskningsresultaterne allerede i forskningsprocessen være tilgængelig hos praktikere, som

derefter kan undervise andre praktikere – enten i stedet for eller sammen med forskere. I dag er den

mest udbredte model, at forskere (ofte med begrænset viden om fagfolks arbejdsgange) underviser

praktikere i deres forskningsresultater, hvorefter der investeres ressourcer i at forsøge at konvertere

denne viden til praksis. At lade praktikeres, som har været med til at forske, overtage denne

undervisningsopgave giver i vores øjne væsentligt bedre mening.

Vi foreslår at praktikere involveres i praksisorienteret forskning gennem to modeller:

1) Når det er muligt, så bør udbud af praksisorienteret forskning indeholde krav om at praktikere

involveres i vidensproduktionen. Ved sådanne udbud bør det desuden være en

konkurrenceparameter, hvor godt praktikere er integreret i vidensproduktionen. Målsætningen

er her, at forskere og praktikere bringer forskellige kompetencer ind i vidensproduktionen:

Forskeren bidrager med den videnskabelige metode, mens praktikeren bidrager med erfaring

og viden fra praktikerverdenen. Det vil sige viden om feltet. Begge dele er værdifulde og bør

anses for essentielle, når der skal produceres praksisorienteret forskning.

2) Udbyd forskningsopgaver som ikke er akutte og/eller tidsberammede som 3+5 ph.d.-stipendier,

som kan søges af praktikere, der minimum har en professionsbacheloruddannelse og 5 års

praksiserfaring inden for deres eget fag. Dermed øges rekrutteringen af forskere fra

praktikerverdenen. Desuden bør det være et krav, at ansøgere udfører forskningen på den

arbejdsplads, hvor de hidtil har arbejdet, eller at de på anden måde bibeholder en tæt relation

til praktikerverdenen under forskningen.

Vi foreslår at model 2 udbydes gennem de tematiske midler, der forhandles i fordelingen af

forskningsreserven og forvaltes af Danmarks Frie Forskningsfond. Vi vurderer, at der p.t. er seks

vidensbehov, der er nødvendige at få afdækket, og som kan undersøges gennem enten model 1 eller 2:

•

Minoritetsmænds sårbarhed og retssikkerhed.

Forældres og søskendes udøvelse af æresmotiveret kontrol.

De økonomiske konsekvenser af æresmotiveret kontrol, tvingende kontrol og post-

separationsvold.

Effekten af racisme og had mod bestemte religiøse minoriteter i mødet mellem

minoritetsborgere og myndigheder (med særligt fokus på muslimske borgere).

Ufrivillige udlandsophold.

Parallelretslige praksisser på strafferetsområdet.

En socialarbejder, som til dagligt arbejder med ufrivillige udlandsophold, kan eksempelvis enten

producere viden inden for rammerne af et forskningsprojekt, der er udbudt under model 1, men samme

socialarbejder kan også rekurreres som ph.d.-studerende under 3+5 ordningen (model 2).

Jesper Petersen ([email protected]/40982529)

Niels Valdemar Vinding ([email protected]/51217682)

Appendiks A: Anbefaling 1-4

Forslag til styrkelse af gældende ret vedr. muslimske kvinders rettigheder

Folketinget har i ﬂere omgange forsøgt at give muslimske kvinder rettigheder under dansk lov –

altså at ulovliggøre parallelle retspraksisser såsom fastholdelse i islamiske ægteskaber og

indgåelse af islamiske tvangsægteskaber. Selvom tankerne bagom disse lovreformer har bygget

på gode ideer, så har ingen af paragraRerne signiﬁkant indﬂydelse på muslimske kvinders reelle

retsstilling. Det skyldes at paragraRerne i høj grad misforstår de praksisser, som de forsøger at

regulere. Her gennemgår vi en række forslag, som vil medføre at lovgivningen får den eRekt, som

folketinget har ønsket, da det lovgav.

Kort baggrund

Tvang i forbindelse med ægteskab ﬁk i særdeleshed fokus i april 2008 med indførelsen af STRFL

§ 260, stk. 2 som satte en skærpet straReramme på fængsel indtil 4 år (LOV nr 316 af

30/04/2008). Ægteskab forstås her som en borgerlig vielseshandling, der foretages af en

borgerlig eller kirkelig myndighed, jf. ÆL, § 15, stk 1. Dette er dog kun såfremt den kirkelige

myndighed har vielsesbemyndigelse, jf. trossamfundsloven, § 15.

I februar 2013 fremsatte justitsminister Morten Bødskov forslag (L 143, 2012-13) om skærpelse

af STRFL § 260, således at virkningsområdet nu i tillæg til ægteskab og vielse i civil forstand også

kom til at gælde ”religiøs vielse uden borgerlig gyldighed”. Hermed forstås ”ægteskabslignende

forhold under tilstedeværelse af en religiøs autoritet” (Lov nr. 434 af 01/05/2013). Endvidere blev

det forklaret, at ”omfattet af den foreslåede bestemmelse vil f.eks. være tvang udøvet i forhold

til indgåelse af et såkaldt »muslimsk ægteskab« eller »nikah-forhold«, hvorved forstås en

gensidigt forpligtende ægteskabelig kontrakt indgået i forbindelse med en religiøs vielse uden

borgerlig gyldighed” (ibid.).

Intentionen bag lovgivningen er tydelig, men eftersom en nikah (islamisk ægteskab) udgør en

civil kontrakt, som indgås mellem brud og gom (eller deres værger), så har imamen ikke nogen

formel funktion ved indgåelsen. Det vil sige, at en imam end ikke behøver at være til stede ved

indgåelsen af nikah, for den udgør ikke en vielse, sådan som dansk lovgivning forestillede sig på

daværende tidspunkt. I marts 2021 blev begrebet ”andet ægteskabslignende forhold” derfor

indskrevet i STRFL § 260 (LOV nr. 415 af 13/03/2021) efter fremsættelse af udlændinge- og

integrationsministeren Mattias Tesfaye (L 126, 2020-21). Dette forslag blev fremsat efter VIVE-

rapporten

Etniske minoritetskvinder og skilsmisse

fra 2020, som blandt andet påpegede, at ”en

imams tilstedeværelse eller medvirken under vielsen er ikke en forudsætning for en nikahs

gyldighed i en islamisk-juridisk optik.” Kort sagt: et islamisk ægteskab udgør ikke en ”religiøs

vielse uden borgerlig gyldighed” men en civil kontrakt uden gyldighed som ægteskab under

dansk lov. Derfor blev begrebet ”andet ægteskabslignende forhold” tilføjet til §260, med denne

deﬁnition:

Med indgåelse af et andet ægteskabslignende forhold vil skulle forstås en forbindelse

mellem to mennesker, der indgås i henhold til regler, der gælder i en bestemt gruppe, og

som indebærer, at parterne af denne gruppe vil blive anset for ægtefæller med tilhørende

rettigheder og pligter over for hinanden. Reglerne kan både være skrevne og uskrevne og

skal have taget stilling til spørgsmålet om ophævelse af det ægteskabslignende forhold.

Jesper Petersen ([email protected]/40982529)

Niels Valdemar Vinding ([email protected]/51217682)

Denne betingelse vil også være opfyldt, hvis det følger af de pågældende regler, at

forholdet ikke kan ophæves. Det vil derimod ikke være en betingelse, at indgåelsen af

forholdet sker under tilstedeværelse af en religiøs autoritet. (FT 2020-21 tillæg A, L 126

Forslag til lov om ændring af stra8eloven,

s. 9.)

Hermed udvider begrebet ”andet ægteskabslignende forhold” det, som tidligere blev kaldt

”religiøs vielse uden borgerlig gyldighed”, sådan at STRFLs virkningsområde også kommer til at

dække ægteskaber, som indgås uden tilstedeværelsen af en religiøs autoritet.

Det vil sige, at

STRFL indeholder et begreb (andet ægteskabslignende forhold), som kan anvendes til at

regulere nikah-praksisser - uden at tildele nikah gyldighed eller anerkende det som en

ægteskabsform med dertilhørende rettigheder.

Konkrete forslag til forbedring af gældende ret vedrørende muslimske kvinders rettigheder

1. Gør islamisk polygami ulovligt

STRFL § 208, som forbyder polygami, nævner kun ”ægteskab” og ”registreret partnerskab”. Her

er hverken ”religiøs vielse uden borgerlig gyldighed” eller ”andet ægteskabslignende forhold”

nævnt. Det vil sige, at det ikke er ulovligt at indgå ﬂere ”andre ægteskabslignende forhold”, og

dermed er islamisk polygami ikke ulovligt i Danmark.

Vi foreslår, at ”andet ægteskabslignende forhold” tilføjes til ordlyden i STRFL § 208, sådan at

islamisk polygami bliver strafbart. Det vil medføre, at såfremt det kan påvises, at en mand har

indgået ﬂere ”andet ægteskabslignende forhold” – enten dokumenteret gennem ﬂere nikah-

kontrakter eller vidneudsagn om ﬂere nikah-forhold – så vil der kunne rejses tiltale efter STRFL §

208.

Der er klar evidens for, at islamisk polygami udgør et problem for et segment af muslimske

kvinder i Danmark. Eksempelvis fastholder nogle mænd deres (eks)kone i nikah, mens de

samtidig gifter sig på ny. Hvis denne praksis ulovliggøres, så vil mænd være tvunget til at skille

sig islamisk fra deres (eks)hustru, inden de gifter sig på ny. Desuden spiller islamisk polygami en

rolle i migrationsmønstre, eftersom mænd gifter sig med kvinder i udlandet og ansøger om

familiesammenføring til Danmark, mens de allerede er i en nikah med en kvinde i Danmark.

2. Gør fastholdelse af kvinder i islamiske ægteskab ulovligt både i teori og i praksis

STRFL § 260, stk. 2 forbyder fastholdelse i nikah (andet ægteskabslignede forhold) ved hjælp af

tvang. Desværre er paragraRens materielle beskrivelse af tvang langtfra udtømmende og

paragraRen vil formentlig kun kunne bruges i et begrænset antal sager. Den tvang, som

fastholder kvinder i nikah, foregår ved at manden eller familier udøver religiøs tvingende kontrol,

som ikke er begrænset til en enkelt eller afgrænset (volds-)handling.

Vi foreslår, at der med udgangspunkt i den efterhånden omfattende forskning på området laves

en mere virkelighedsnær beskrivelse af fastholdelsestvangen. Dette kan enten gøres gennem en

ændring af selve beskrivelsen af tvang i STRFL § 260 eller ved en supplerende og mere

retvisende beskrivelse af det materielle og kriminologiske indhold i Rigsadvokatmeddelelsen til

STRFL § 260. Dermed vil mange ﬂere kvinder kunne anmelde fastholdelse i nikah, og politi og

anklagemyndigheden vil med vidneudsagn, tekstbeskeder og lignende kunne løfte tiltalen.

Jesper Petersen ([email protected]/40982529)

Niels Valdemar Vinding ([email protected]/51217682)

Fastholdelsestvangen og de kontrollerende adfærdsmønstre er så velstuderede i en dansk

kontekst, at de kan beskrives uden utilsigtede konsekvenser.

3. Gør indgåelse af islamiske tvangsægteskab (tvangsnikah) ulovlige både i teori og i praksis

STRFL § 260, stk. 2 forbyder at man tvinger nogen til at indgå nikah (andet ægteskabslignede

forhold). Ligesom i ovenstående er paragraRens beskrivelse af tvang så virkelighedsfjern, at

paragraRen formentlig kun vil kunne bruges i et yderst begrænset antal sager. I Karnov ﬁndes

blot ﬁre sigtelser for tvangsnikah fra 2004–2024, hvoraf der kun er faldet dom i to af sagerne.

Årsagen til det lave antal sager er, at paragraRen om tvangsnikah forudsætter fravær af

samtykke som kriterium, men næsten alle, som indgår tvangsnikah, giver i praksis samtykke.

Dette kan lyde absurd fra et juridisk perspektiv, men det skyldes, at tvangen består i at

fremtvinge et ”frivilligt” samtykke fra den person, som indgår tvangsnikahen. Kort sagt: Det er

normativt i tvangsnikaher, at den person, som tvinges, samtykker – et samtykke som er sikret af

familien inden nikah-indgåelsen.

Den tvingende adfærd ved indgåelsen af tvangsnikah af en sådan karakter, at det sagtens kan

forekomme samtidigt med at kvinden giver eksplicit samtykke. Det vil sige, at STRFL §260, stk. 2

kun dækker en meget sjældent type tvangsnikah, mens ﬂertallet af sager ikke dækkes af

paragraRen. Vi foreslår at STRFL §260, stk. 2 revideres sådan at den fremadrettet fokuserer på

de metoder, som familier anvender til at sikre sig samtykke til tvangsnikah. Desuden er det

nødvendigt, at anklagere og domstole instrueres i ikke at tillægge et eksplicit samtykke en sådan

betydning, at anden evidens for et tvingende og kontrollerende adfærdsmønster ikke også

indgår i afvejningen af sagen.

4. Revision af antagelserne om den religiøse autoritets medvirken

Den juridiske erkendelse bag indførelsen af ”andet ægteskabslignende forhold” – at det ikke er

”en betingelse, at indgåelsen af forholdet sker under tilstedeværelse af en religiøs autoritet” –

åbner for yderligere behov for revision af gældende ret og særligt af antagelserne bag

trossamfundsloven. Antagelsen om at imamer vier er nemlig udbredt i dansk lovgivning, men

som tidligere nævnt – og nu også erkendt med begrebet ”andet ægteskabslignende forhold” i

STFL § 260, stk. 2 – er indgåelse af nikah IKKE afhængig af imamens deltagelse.

Vi foreslår, at den juridiske erkendelse af det faktum, at et ”andet ægteskabslignende forhold”

foregår ”uden tilstedeværelse af en religiøs autoritet”, aktivt og eksplicit indarbejdes i en

revision af trossamfundsloven. De problematiske tilfælde med tvang til indgåelse og

fastholdelse i et ”andet ægteskabslignende forhold” kan foregå uden imamen eller anden

vielsesforretter, og derfor fremstår den juridiske ambition om at begrænse tvang og

fastholdelse via trossamfundsloven fundamentalt misforstået. Tværtimod vil et overfokus på

den misforståede antagelse om imamens vielse af partnere i et ”andet ægteskabslignende

forhold” være vildledende for den ønskede styrkelse af muslimske kvinders rettigheder.

For en uddybende forklaring af samtykke i tvangsægteskabssager se

The Islamic Juridical Vacuum

kapitel 3.