Retsudvalget 2023-24
REU Alm.del
Offentligt
2775947_0001.png
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
6. november 2023
Strafferetskontoret
Cecilie Brandt Opstrup
2023-06853
3005393
Besvarelse af spørgsmål nr. 13 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 13 (Alm. del), som Folketingets
Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 4. oktober 2023. Spørgsmålet
er stillet efter ønske fra Mikkel Bjørn (DF).
Peter Hummelgaard
/
Morten Holland Heide
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
Side 1/4
REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 15: Spm. om, at dele af lovforslagets indhold og formuleringer er udarbejdet med det formål at begrænse specifikt Firoozeh Bazrafkans kunstneriske frihed
Spørgsmål nr. 13 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”I forbindelse med Justitsministerens fremlæggelse af "Forbud
mod utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs
betydning for et trossamfund" har ministeren gjort det klart, at
lovforslaget også gælder behandling i "kunstnerisk øjemed".
Dette skal ifølge ministeren forhindre, at de få mennesker, der
er anledning til lovforslaget, fremadrettet skulle forsøge at
lovliggøre deres aktioner ved at kalde det kunst. Således siger
ministeren i DR-podcasten "Slotsholmen" den 30. september
2023 følgende: "Vi kan jo omvendt bare heller ikke risikere at
stå i en situation, at Rasmus Paludan så i morgen springer ud
som performancekunstner." og: "[journalist:] Hvorfor skal
Firoozeh Bazrafkan forhindres i at vise sin protest ved at bruge
et rivejern på Koranen? [Peter Hummelgaard:] Altså, for det
første, så vil jeg sige, at jeg har meget, meget, meget stor
sympati og deler i øvrigt den kritik, af det iranske præstestyre
som Bazrafkans protest er udtryk for. Og jeg kan også godt
forstå, at det er frustrerende, hvis man har fundet på en måde at
give udtryk for sin protest på. Og det er jo desværre et biprodukt
af, at vi tilsvarende vis har haft nogle grupper, som siden
sommer flere end 300 gange har anmeldt demonstrationer, hvor
man ville brænde koraner." Ministeren udtaler i podcasten, at
ulovliggørelsen af Bazrafkans omtalte rivejernsperformance er
et "biprodukt" af lovforslaget. Ministeren giver dermed udtryk
for, at det ikke er ministerens ønske eller intention med
lovforslaget at begrænse Firoozeh Bazrafkan og andre
professionelle kunstnere i deres kunstneriske frihed. Men at
denne begrænsning blot er et utilsigtet biprodukt. Kan
ministeren bekræfte dette? Der henvises til L 133 (2022-23, 2.
samling).”
Svar:
1.
Det fremgår af forslag nr. L 65 til lov om ændring af straffeloven (Forbud
mod utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig religiøs betydning for
et anerkendt trossamfund), som jeg fremsatte for Folketinget den 27.
oktober 2023, at den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 110 e, stk. 2,
vil forbyde utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig religiøs
betydning for et anerkendt trossamfund, der sker offentligt eller med forsæt
til udbredelse i en videre kreds.
2.
Jeg har respekt for kunstnernes synspunkter, og afsættet for regeringens
indgreb har aldrig været at begrænse den kunstneriske frihed. Det har været
at sætte ind over for den seneste tids koranafbrændinger, der har betydet, at
Side 2/4
REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 15: Spm. om, at dele af lovforslagets indhold og formuleringer er udarbejdet med det formål at begrænse specifikt Firoozeh Bazrafkans kunstneriske frihed
Danmark i store dele af verden i stigende grad ses som et land, der faciliterer
forhånelse og nedgørelse af andre lande og religioner.
Hvis kunstneriske handlinger helt generelt blev undtaget fra forbuddet i den
foreslåede bestemmelse, ville vi risikere at forspilde formålet med
lovforslaget. Det skyldes, at det ville være muligt for de personer, der har til
hensigt f.eks. at afbrænde religiøse skrifter for at forhåne og fremprovokere
reaktioner, at omgå bestemmelsen ved at kalde sig kunstnere eller deres
handlinger for kunstværker. Derfor lægges der med lovforslaget ikke op til,
at handlinger foretaget i kunstnerisk øjemed generelt skal være undtaget fra
forbuddet.
Regeringen har dog på baggrund af bl.a. de indkomne høringssvar og de
synspunkter, der er blevet rejst i den offentlige debat, foretaget en række
justeringer af lovforslaget.
Lovforslaget er bl.a. blevet ændret, så det nu fremgår af lovforslagets
bemærkninger, at kunstneriske fremstillinger vil falde uden for
bestemmelsens anvendelsesområde, hvis den ellers utilbørlige behandling
udgør en mindre del af et kunstnerisk værk. Det vil således i almindelighed
ikke være strafbart eksempelvis at afbrænde et skrift med væsentlig religiøs
betydning i forbindelse med optagelsen af en scene i en spillefilm.
Tilsvarende vil iturivning af Bibelen under en koncert, en opera eller
lignende som udgangspunkt heller ikke være at anse som utilbørlig. Et
kunstnerisk værk, som har den utilbørlige behandling som den eneste eller
centrale bestanddel, vil derimod være omfattet af bestemmelsen.
Må den kunstneriske ramme for behandlingen af det religiøse skift anses for
at være etableret med det formål at foretage en ellers utilbørlig behandling,
vil en sådan rammesætning ikke bringe behandlingen uden for det strafbare
område.
Ved vurderingen af, om behandling af et religiøst skrift i en kunstnerisk
sammenhæng i en given situation må anses for at være omfattet af forbuddet,
vil der ved den ovennævnte vurdering kunne lægges vægt på en række
yderligere momenter. Det vil således kunne indgå, om behandlingen foregår
et sted, hvor der sædvanligvis fremføres eller vises kunst, om behandlingen
foretages af personer eller grupper af personer, som også i øvrigt
beskæftiger sig med den pågældende udtryksform i en kunstnerisk
sammenhæng, og om værket fremtræder i en form eller under
Side 3/4
REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 15: Spm. om, at dele af lovforslagets indhold og formuleringer er udarbejdet med det formål at begrænse specifikt Firoozeh Bazrafkans kunstneriske frihed
omstændigheder, hvor der sædvanligvis er et publikum, som ud fra en
kunstnerisk interesse og eventuelt mod betaling opsøger værker af den
pågældende art.
3.
For regeringen har det været vigtigt at finde den rette balance, så der
fortsat vil være vide rammer for kunsten samtidig med, at lovforslaget kan
varetage sit formål. Denne balance mener jeg, at vi har fundet med
tilpasningen af lovforslaget.
Side 4/4