Retsudvalget 2023-24
REU Alm.del
Offentligt
2911707_0001.png
Folketingets Retsudvalg
[email protected]
Peter Skaarup (DD)
[email protected]
Beskæftigelsesministeriet
Holmens Kanal 20
1060 København K
T +45 72 20 50 00
E [email protected]
www.bm.dk
CVR 10172748
J.nr. 2024 - 4452
27. september 2024
Retsudvalget har i brev af 30. august 2024 stillet følgende spørgsmål nr. 1437 (alm.
del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Peter Skaarup
(DD).
Spørgsmål nr. 1437:
”Vil
ministeren redegøre for regeringens arbejde med at fremlægge et lovforslag,
der gør det muligt at fratage førtidspension fra bandekriminelle, og vil ministeren
desuden redegøre for, hvornår ministeren forventer, at der ligger et lovforslag klar
til Folketinget om fratagelse af førtidspension fra bandekriminelle, idet der henvi-
ses til artiklen "Lovede indgreb efter 'Den sorte svane': Minister erkender udfor-
dringer" fra BT.dk den 27. august 2024.”
Svar:
Først og fremmest vil jeg understrege, at jeg som beskæftigelsesminister er dybt
forarget over de afsløringer, der kom frem i lyset i TV2-dokumentaren
Den sorte
svane.
Førtidspension er for dem, som ikke er i stand til at forsørge sig selv, fordi
det er dokumenteret, at arbejdsevnen er varigt nedsat. Derfor er det meget svært at
se, hvordan man kan opfylde betingelserne for førtidspension, hvis man som
rocker- eller bandemedlem udviser så mange ressourcer, som det kræver at være en
del af alvorlig organiseret kriminalitet som rocker- eller bandemedlem.
Derfor igangsatte jeg efter
Den sorte svane
et arbejde om, hvordan man kan skærpe
reglerne på området. Arbejdet er fortsat i gang. Der er tale om potentielt princi-
pielle skærpelser af reglerne, og derfor kræver det en grundig gennemgang af det
juridiske grundlag.
Jeg kan på nuværende tidspunkt ikke komme nærmere ind på konkrete modeller el-
ler forslag. Vi arbejder for at finde en god model for at komme problemstillingen
til livs uden at skabe utryghed blandt øvrige førtidspensionister. Jeg forventer at
kunne fremlægge forslag senere på året, hvor jeg vil indkalde Folketingets partier
til drøftelser.
Venlig hilsen
Ane Halsboe-Jørgensen
Beskæftigelsesminister