Retsudvalget 2023-24
REU Alm.del
Offentligt
2900535_0001.png
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
29. august 2024
Politikontoret
Lukas Alexander Scho-
macker
2024-11019
3413103
UDKAST TIL TALE
Til brug for besvarelsen af samrådsspørgsmål AS-AT
fra Folketingets Retsudvalg
Samrådsspørgsmål AS:
Vil ministeren redegøre for, hvad han agter at gøre for at standse
ulovligt salg og misbrug af smertestillende receptmedicin (opioider)
til børn, unge og voksne, og hvorfor der ikke er handlet før? Der hen-
vises til, at det er justitsministerens eget parti, som har bestredet ju-
stitsministerposten siden 2019, og at daværende justitsminister, Nick
Hækkerup, allerede i 2021 tilkendegav, at man vil se på lovændringer,
uden at der er sket noget siden, jf. ”Morfin-byen: Fredericiaerfaringer
kan føre til stramning af straffeloven”, Elbobladet, 29. november
2021.
Samrådsspørgsmål AT:
Vil ministeren redegøre for, hvorfor notatet fra de retsmedicinske in-
stitutter, som konkluderer, at opioider er den farligste gruppe af stof-
fer i Danmark, først blev offentliggjort den 4. april 2024 på trods af,
at notatet har været klart siden juni 2023? Herunder bedes ministeren
også redegøre for forløbet op til offentliggørelsen af notatet, og hvor-
dan det gik til, at offentliggørelsen faldt sammen med statsministerens
besøg på misbrugscenter Omega. Der henvises til artiklen ”Nu vurde-
res opioider som de farligste stoffer i Danmark: Emil blev 'hooked' på
få uger”, dr.dk, den 4. april 2024.
Side 1/9
REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 1434: Spm. om talepapir fra det åbne samråd d. 29. august 2024 om ulovligt salg og misbrug af opioider
Spørgsmålene er stillet efter ønske fra Mai Mercado (KF), Betina
Kastbjerg (DD), Steffen Larsen (LA), Karina Lorentzen Dehnhardt
(SF), Zenia Stampe (RV) og Torsten Gejl (ALT).
Svar:
[Indledning]
Tak for ordet og tak for spørgsmålene.
Jeg har set frem til dagens samråd, hvor vi har mulighed
for at diskutere et vigtigt og alvorligt emne – nemlig børn
og unges misbrug af opioider.
Det er et emne, der ligger mig meget på sinde, og som
jeg ser på med stor bekymring. Og jeg ved, at der også er
mange af jer, der står med den samme bekymring.
Hvis vi skeler til USA, kan vi se, hvor galt det kan risi-
kere at gå, hvis vi ikke gør noget. Det er noget af et
skrækscenarie – mere end 80.000 døde i 2021.
Det skal ikke ske i Danmark. Lige nu har vi langt fra
amerikanske tilstande. Heldigvis. Derfor har vi stadig tid
til at sætte ind og vende udviklingen.
Men advarselslamperne blinker. Og vi skal handle for at
undgå at komme i en lignende situation. Der er brug for
andet og mere end halve løsninger – der er brug for en
bred tilgang, der kommer hele vejen rundt, og som også
går på tværs af ressortområder.
Side 2/9
REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 1434: Spm. om talepapir fra det åbne samråd d. 29. august 2024 om ulovligt salg og misbrug af opioider
Det er netop det arbejde, regeringen er i gang med.
Vi arbejder grundigt og fokuseret med at udarbejde en
række initiativer målrettet børn og unges misbrug af
opioider, der skal sætte ind på flere områder.
Det vender jeg tilbage til senere.
Jeg vil dog starte med at sige lidt om, hvordan tenden-
serne på området ser ud.
[Udviklingen i Danmark]
Noget tyder desværre på, at tilgængeligheden af opioider
bliver stadig større, og at der er en mindre stigning i an-
tallet, der misbruger opioider.
En kortlægning fra SSP-Samrådet fra juni 2023 viser, at
15 ud af de 63 responderende kommuner oplever en stig-
ning i misbruget hos børn og unge.
Samtidig viser tal fra Sundhedsstyrelsen, at flere unge
bliver indlagt akut med opioidforgiftning, og omkring
halvdelen af alle narkotikaforgiftningsrelaterede døds-
fald kan formodentligt henføres til opioid-forgiftning.
Sundhedsstyrelsen vurderer på baggrund af de forelig-
gende data, at der på landsplan ses en lille stigning i
opioidmisbruget. Der er dog ikke tale om en opioid-krise
Side 3/9
REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 1434: Spm. om talepapir fra det åbne samråd d. 29. august 2024 om ulovligt salg og misbrug af opioider
i Europa, som svarer til den, vi aktuelt ser i USA. Hel-
digvis.
Sundhedsstyrelsen er generelt bekymret for børn og un-
ges brug af illegale stoffer, herunder opioider. Sundheds-
styrelsen vurderer, at der er grund til at følge udviklingen
tæt, da man er bekymret for en øget tilgængelighed af
illegale opioider.
Noget tyder nemlig på, at opioider er alt for nemme at få
fat på, blandt andet via sociale medier, hvor børn og unge
har en stor del af deres sociale liv.
Vi har også set eksempler på, at man kan gå ind i kiosker
og købe opioider uden problemer – også som helt ung.
Det er en bekymrende udvikling.
[Regeringens udspil]
Regeringen er optaget af udviklingen på området, og
hvordan vi kommer den til livs. Det er kommuner, politi,
civilsamfund og forældre også.
Og det ved jeg, at I også er.
De initiativer, som vi i regeringen arbejder med, handler
blandt andet om, hvordan vi kan sætte ind med mere fore-
byggelse og oplysning, så vi undgår, at vores børn og
Side 4/9
REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 1434: Spm. om talepapir fra det åbne samråd d. 29. august 2024 om ulovligt salg og misbrug af opioider
unge bliver fanget i et misbrug. Vi vil også skærpe straf-
fen for besiddelse og salg af ulovlige opioider.
Det bliver altså en bred pakke, og jeg forventer, at rege-
ringen kan præsentere de samlede initiativer meget snart.
Jeg forstår godt, at spørgerne er optaget af,
hvornår
re-
geringens initiativer er klar. Det er jeg også selv. Men når
man arbejder på tværs af flere forskellige ministerier og
myndigheder, tager ting ofte længere tid, end man som
politiker kunne ønske sig.
Jeg vil dog gerne her i dag løfte sløret for et par af de
konkrete initiativer, vi arbejder med på mit eget område.
For det første vil vi skærpe straffen for besiddelse og salg
af ulovlige opioider. Derudover vil vi lave en målrettet
skærpelse af straffen for personer, der videreoverdrager
euforiserende stoffer via sociale medier og i detailforret-
ninger, f.eks. kiosker.
Det vil vi i erkendelsen af, at handlen med euforiserende
stoffer ikke kun sker på gadehjørner eller i nattelivet.
Den sker også på sociale medier. Blandt andet viser den
løbende mediedækning af udfordringerne med børn og
unges misbrug af opioider, at en del af det ulovlige salg
sker via sms, sociale medier samt på krypterede applika-
tioner og platforme, og at stofferne ofte leveres hjem til
køberne.
Side 5/9
REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 1434: Spm. om talepapir fra det åbne samråd d. 29. august 2024 om ulovligt salg og misbrug af opioider
Den type kriminalitet, hvor man via nettet gør narkotika
let tilgængeligt for børn og unge, er nødt til at få hårdere
konsekvenser.
Som en anden ting vil vi skærpe kursen over for folk, der
sælger opioider fra en kiosk. De skal simpelthen ikke
have lov til at drive kiosk.
Igen ja – det er indgribende at få frakendt retten til at
drive kiosk, men efter min mening har der været for
mange ekstrachancer, selvom man er trådt ved siden af.
Det mener jeg, at tiden er inde til at gøre op med.
Som noget tredje og helt nyt vil vi give politiet bedre mu-
ligheder for at beslaglægge pushernes ”narkobiler” med
henblik på konfiskation. Og det skal ikke kun gælde for
opioider, men for al narkotika.
I min optik hører køretøjer, der understøtter den ulovlige
handel med euforiserende stoffer til børn og unge, ikke
hjemme på de danske veje. Det er et nyt og markant
skridt, men for mig at se er der ikke nogen vej udenom.
Det er blot nogle af de initiativer, vi forventer at komme
med.
[Den sundhedsfaglige vurdering]
Side 6/9
REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 1434: Spm. om talepapir fra det åbne samråd d. 29. august 2024 om ulovligt salg og misbrug af opioider
Jeg vil nu bevæge mig over til den del af spørgsmålet,
der handler om den sundhedsfaglige vurdering af skade-
virkning og farlighed af euforiserende stoffer.
Vurderingen blev bestilt af Justitsministeriet den 3. fe-
bruar 2023 med henblik på, at ministeriet sammen med
relevante myndigheder kunne foretage et fagligt eftersyn
af strafniveauerne for forskellige euforiserende stoffer.
Vurderingen skulle indeholde en gennemgang af en
række mere almindeligt forekommende euforiserende
stoffer, herunder amfetamin, ecstasy, heroin, kokain,
MDMA, metamfetamin og morfin.
I lyset af omtalen af børn og unges misbrug af receptplig-
tig smertestillende medicin i foråret 2023 anmodede Ju-
stitsministeriet i marts 2023 de retsmedicinske institutter
om, at vurderingen blev udvidet til at omfatte flere typer
af opioider.
Justitsministeriet modtog vurderingen den 28. juni 2023.
Vurderingen viser helt overordnet, at farligheden af
opioiderne – heroin, morfin, oxycodon, tramadol, fenta-
nyl og metadon – er meget høj. Det skyldes en høj risiko
for afhængighed og høj risiko for alvorlig eller dødelig
forgiftning.
Så vidt
indholdet
af vurderingen. Så ønsker spørgerne at
drøfte
processen
omkring vurderingen, og lad mig i den
henseende slå én ting fast med det samme: Justitsmini-
Side 7/9
REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 1434: Spm. om talepapir fra det åbne samråd d. 29. august 2024 om ulovligt salg og misbrug af opioider
steriet har i en række folketingsbesvarelser oplyst, at mi-
nisteriet havde modtaget den omtalte vurdering. Det er
sket flere gange, både i december sidste år og i januar i
år, som svar på spørgsmål stillet af en af spørgerne bag
samrådet [Mai Mercado].
Jeg har således aldrig lagt skjul på, at vurderingen var
kommet. Og hvis Folketinget havde bedt om den, ville
jeg naturligvis have sendt den til Folketinget.
Vurderingen blev offentliggjort den 4. april 2024. Kon-
klusionerne fremgik af medierne i forbindelse med et be-
søg hos Omega, et kommunalt tilbud målrettet misbru-
gere, i Greve den 4. april 2024.
Og det er helt rigtigt, at besøget på misbrugscenteret Om-
ega var en anledning til at tale – også med medier – om,
hvad vurderingen viser.
Det er der intet odiøst i.
Det er – og var – heller ikke nogen hemmelighed, at mis-
brug af opioider er meget farligt. Det har jeg understreget
ved adskillige lejligheder, og det er velbeskrevet i offent-
ligheden.
Justitsministeriet har i forbindelse med de tidligere
nævnte folketingsbesvarelser oplyst, at vurderingen ville
indgå i overvejelserne omkring strafniveauet for ulovlige
opioider.
Side 8/9
REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 1434: Spm. om talepapir fra det åbne samråd d. 29. august 2024 om ulovligt salg og misbrug af opioider
Det er et arbejde, der fortsat er i gang, og som skal munde
ud i et lovforslag, der kan fremsættes for Folketinget i
den kommende samling. Her vil vi så – på baggrund af
vurderingen – få lejlighed til at diskutere, om strafni-
veauet ligger rigtigt for ulovlige opioider.
Og bare for at være helt tydelig omkring min egen hold-
ning – det synes jeg ikke, det gør nu. Der skal straffes
hårdere.
[Afrunding]
Afslutningsvis vil jeg blot sige tak for jeres interesse for
det her problem, som jeg også ser på med meget stor al-
vor.
Misbrug af opioider må ikke få fodfæste blandt vores
unge mennesker. Derfor er vi nødt til at vende udviklin-
gen, og det har vi heldigvis stadig mulighed for.
Regeringen arbejder intenst for at færdiggøre og præsen-
tere udspillet, som jeg har løftet lidt af sløret for i dag.
Jeg forstår godt jeres utålmodighed med et så vigtigt og
alvorligt emne. Den utålmodighed deler jeg også selv,
men som jeg også indledte med at sige; der er brug for
andet og mere end halve løsninger.
Tak for ordet.
Side 9/9