Retsudvalget 2023-24
REU Alm.del
Offentligt
2933846_0001.png
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
8. november 2024
Databeskyttelses- og EU-
retskontoret
Ane Caroline Meyer
Nilsson
2024-10146
3395130
Endelig besvarelse af spørgsmål nr. 1344 (Alm. del) fra Folketingets
Retsudvalg
Hermed sendes endelig besvarelse af spørgsmål nr. 1344 (Alm. del), som
Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 13. august 2024.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).
Peter Hummelgaard
/
Maria Aviaja Hesby Holm
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
Side 1/3
REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 1344: Spm. om, hvilke regler der i dag regulerer, om og hvordan man må bruge biometri i forbindelse med efterforskning
Spørgsmål nr. 1344 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”Vil ministeren redegøre for, hvilke regler der i dag regulerer,
om og hvordan man må bruge biometri i forbindelse med
efterforskning?”
Svar:
1.
De retshåndhævende myndigheders, herunder politiets, behandling af
personoplysninger er reguleret af retshåndhævelsesloven.
Det følger af retshåndhævelsesloven, at biometrisk data skal forstås som
personoplysninger, der som følge af specifik teknisk behandling vedrørende
en fysisk persons fysiske, fysiologiske eller adfærdsmæssige karakteristika
muliggør eller bekræfter en entydig identifikation af vedkommende, f.eks.
ansigtsbilleder eller fingeraftryksoplysninger.
Politiets behandling af biometrisk data med det formål entydigt at
identificere en fysisk person er reguleret af retshåndhævelseslovens § 10,
der angår behandling af følsomme personoplysninger. Efter
retshåndhævelsesloven kan politiet identificere en fysisk person gennem
brug af f.eks. ansigtsgenkendelsesteknologi i forbindelse med
efterforskning, men behandlingen er bl.a. underlagt en streng
nødvendighedsvurdering. Det følger således af retshåndhævelseslovens §
10, stk. 2, at behandlingen af følsomme personoplysninger, herunder
biometrisk data med det formål entydigt at identificere en fysisk person,
alene må finde sted, når det er strengt nødvendigt og sker med henblik på
bl.a. at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger
eller for at forebygge trusler mod den offentlige sikkerhed. Ud over denne
nødvendighedsvurdering vil behandling af biometrisk data ligeledes skulle
vurderes i forhold til retshåndhævelseslovens øvrige bestemmelser. Det vil
sige særligt de grundlæggende principper om bl.a. god databehandlingsskik
og proportionalitet i lovens § 4 og bestemmelsen om konsekvensanalyse
efter lovens § 25.
Derudover findes der regler i retsplejelovens kapitel 72 om legemsindgreb,
herunder bl.a. optagelse af fingeraftryk og fotografier af legemets ydre samt
udtagelse af spyt- eller blodprøver eller andre tilsvarende prøver. Herudover
er der særregulering, som fastsætter nærmere rammer for politiets brug af
biometrisk data, f.eks. lov om Det Centrale Dna-profilregister og Det
Centrale Fingeraftryksregister.
Side 2/3
REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 1344: Spm. om, hvilke regler der i dag regulerer, om og hvordan man må bruge biometri i forbindelse med efterforskning
2.
I øjeblikket anvender de retshåndhævende myndigheder
ansigtsgenkendelsesteknologi i meget begrænset omfang. Folketinget er den
21. juni 2024 blevet orienteret om politiets forsøg med brug af digitaliseret
offergenkendelse i efterforskning af sager om seksuelt misbrug af børn
(REU Alm. del – Bilag 263 (folketingsåret 2023-24) om politiets forsøg med
digitaliseret offergenkendelse i efterforskning af sager om seksuelt misbrug
af børn). Desuden er Folketinget den 5. september 2024 blevet orienteret
om, at Rigspolitiet har foreslået, at der i Københavns Politi implementeres
en
digital
løsning,
der
ved
brug
af
objekt-
og
mønstergenkendelsesteknologi, herunder ansigtsgenkendelsesteknologi,
kan gennemgå og analysere store mængder af indsamlet videomateriale i
sager om bl.a. alvorlig personfarlig kriminalitet (REU Alm. del – Bilag 311
(folketingsåret 2023-24) om politiets brug af ansigtsgenkendelsesteknologi
i efterforskning).
Herudover anvender politiet ansigtsgenkendelsesteknologi til verificering af
en rejsendes identitet ved den automatiserede ind- og udrejsekontrol, de
såkaldte ABC-egates (Automatic Border Control), i Københavns Lufthavn
og Billund Lufthavn.
Datatilsynet har den 6. september 2024 rettet henvendelse til Rigspolitiet
om projektet i Københavns Politi om brug af objekt- og
mønstergenkendelsesteknologi, herunder ansigtsgenkendelsesteknologi, i
sager om bl.a. alvorlig personfarlig kriminalitet og anmodet om at få oplyst,
hvilke overvejelser politiet har gjort sig i henhold til retshåndhævelsesloven.
Rigspolitiet har den 27. september 2024 oplyst Datatilsynet om, at en
risikoanalyse og en konsekvensanalyse af projektet vil blive igangsat, så
snart grundlaget herfor er til stede i projektet, som fortsat befinder sig i en
tidlig fase, og at Datatilsynet vil blive orienteret om resultatet.
Der er ingen tvivl om, at ansigtsgenkendelse i visse tilfælde vil kunne hjælpe
politiets efterforskning, men det er naturligvis samtidig afgørende, at
anvendelsen sker på en måde, der ikke kompromitterer grundlæggende
rettigheder, ikke mindst retten til privatliv. Henset til, at politiet i øjeblikket
alene anvender ansigtsgenkendelsesteknologi i meget begrænset omfang,
har regeringen ikke planer om at justere den retlige ramme herfor. En
eventuel justering vil naturligvis ske under sædvanlig inddragelse af
Folketinget, ligesom det er naturligt, at vi i Folketinget i øvrigt løbende
drøfter anvendelse af nye teknologier i politiets efterforskning.
Side 3/3