REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 1325: Spm. om Folketingets Ombudsmand med fordel i højere grad kunne inddrages som ansvarlig for undersøgelser, der normalt gennemføres som advokatundersøgelser

Retsudvalget 2023-24
REU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

9. september 2024

Forvaltningsretskontoret

Frederik Fog Samuelsen

2024-10418

3415688

Besvarelse af spørgsmål nr. 1325 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 1325 (Alm. del), som

Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 12. august 2024.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

Peter Hummelgaard

Sofie Skou Sandager

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

Side 1/5

REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 1325: Spm. om Folketingets Ombudsmand med fordel i højere grad kunne inddrages som ansvarlig for undersøgelser, der normalt gennemføres som advokatundersøgelser

Spørgsmål nr. 1325 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil ministeren oplyse, om ministeren er enig i, at Folketingets

Ombudsmand med fordel i højere grad kunne inddrages som

ansvarlig for undersøgelser, der normalt gennemføres som

advokatundersøgelser, som foreslået i professor Frederik

Waages kronik i Berlingske 11. april 2024, for at kunne sikre, at

institutionen kom til at spille en større rolle i dagligdagen i den

statslige og kommunale administration?”

Svar:

Det følger af ombudsmandslovens § 10, at Folketingets Ombudsmand i

udøvelsen af sit hverv er uafhængig af Folketinget.

Bestemmelsen er i sin nuværende form indført ved lov nr. 473 af 12. juni

1996, og svarer med en enkelt redaktionel ændring til § 3 i den tidligere

ombudsmandslov (lovbekendtgørelse nr. 642 af 17. september 1986). I

bemærkningerne til lovforslaget, jf. Folketingstidende 1995-96, tillæg A,

side 1709 f., er bl.a. anført følgende vedrørende ombudsmandens forhold til

Folketinget:

”Ombudsmanden vælges af Folketinget efter hvert

folketingsvalg, jf. lovforslagets § 1, stk. 1, og Folketinget kan

når som helst afskedige ombudsmanden, hvis denne ikke

længere nyder Folketingets tillid, jf. lovforslagets § 3. Men en

gang valgt og indtil afskedigelse udøver ombudsmanden sit

hverv uafhængig af Folketinget, jf. lovforslagets § 10.

Uafhængigheden har den selvfølgelige konsekvens, at

Folketinget ikke kan pålægge ombudsmanden at tage en sag op

til behandling eller forbyde ombudsmanden at behandle en sag.

Så meget mindre kan Folketinget diktere udfaldet af

ombudsmandens sagsbehandling.

Uafhængigheden er blevet understreget af det forhold, at

Folketinget og dets udvalg har afholdt sig fra efterfølgende

stillingtagen til og kritik af ombudsmandens udtalelser, selv om

disse fra tid til anden har været genstand for debat i salen eller i

udvalgene.

Den respekt for ombudsmandens uafhængighed, som

Folketinget således har vist, har været en væsentlig

forudsætning for ombudsmandsinstitutionens succes.”

Side 2/5

Det vil udgøre et grundlæggende brud med de nuværende rammer for

ombudsmandsinstitutionen, hvis der etableres en ordning, hvor Folketinget

får mulighed for at pålægge ombudsmanden, hvilke sager ombudsmanden

skal behandle.

Det kan i den forbindelse bemærkes, at ombudsmanden ved flere lejligheder

har givet udtryk for, at tilliden til ombudsmandens politiske neutralitet

forudsætter, at det søges undgået, at ombudsmanden placeres som led i en

politisk konflikt mellem på den ene side Folketinget eller dele deraf og på

den anden side regeringen eller et medlem af denne. Der kan f.eks. henvises

til FOB 1973.66, hvor ombudsmanden afviste, at et folketingsudvalg kan

indbringe en sag for ombudsmanden.

Det bemærkes endvidere, at det også i den statsretlige litteratur er antaget,

at sager af mere politisk karakter falder uden for ombudsmandens

kompetence efter grundlovens § 55.

Henrik Hjort Elmquist anfører følgende i Regeringsprærogativerne, 1.

udgave (2013), s. 807:

”[…] i forhold til grundlovens regeringskompetencer kan det

samlet set anføres, at grundlovens §§ 20-22, som vedrører

regeringens deltagelse i den lovgivende magt, falder uden for

ombudsmandens kompetence. Det samme gælder de øvrige

regeringskompetencer, såfremt Folketinget har taget stilling til

regeringens udøvelse af disse. Herudover bør ombudsmanden i

en række situationer afstå fra at foretage prøvelse af hensyn til

ombudsmandens politiske neutralitet.”

Desuden anfører Max Sørensen i Statsforfatningsret, 2. udgave ved Peter

Germer (1972), s. 261, bl.a., at:

”[…] navnlig er ministres deltagelse i regeringsmagten […] og

i lovgivningsproceduren, ligesom deres forhold over for

Folketinget i øvrigt, unddraget ombudsmandens kompetence”

Dette medfører ikke, at ombudsmanden ikke kan behandle en sag, der også

har politiske elementer. Den tidligere ombudsmand, Hans Gammeltoft-

Hansen, har bl.a. anført, at ombudsmanden ikke skal undlade at behandle en

sag, blot fordi den (også) indeholder en politisk substans, men at

ombudsmanden i sager, hvori der både indgår politik og jura, skal begrænse

sin prøvelse til de juridiske elementer i sagen, jf. Hans Gammeltoft-Hansen,

Side 3/5

”Ombudsmandens rolle i sager med politisk indhold”, trykt i FOB 2009, s.

9 ff. Dette illustreres eksempelvis af ombudsmandens behandling af

Tamilsagen, jf. FOB 1988.100, Instrukssagen, jf. FOB 2017-10, og sagen

om annoncer fra udlændingemyndighederne i libanesiske aviser om

stramninger og regler i den danske udlændingelovgivning, jf. FOB 2015-63.

Det er imidlertid antaget at være en konsekvens af ombudsmandens

uafhængighed, at ombudsmanden afholder sig fra at behandle sager af

politisk karakter, som Folketinget selv har taget stilling til. Det kan f.eks.

være en sag, hvor en forvaltningsmyndigheds afgørelse mv. har været

bedømt af Folketinget eller et folketingsudvalg. Her må ombudsmanden

enten afvise at tage stilling til afgørelsen eller lægge Folketingets

bedømmelse uprøvet til grund, jf. f.eks. FOB 1989.112. Der har desuden

siden 1989 været fast praksis for, at ombudsmanden orienteres i tilfælde,

hvor et folketingsudvalg har en minister i samråd (samrådsproceduren), jf.

f.eks. FOB 1988.27 ff. Hvis der er et samråd om et emne, ombudsmanden

har taget under behandling, vil ombudsmanden ifølge denne procedure

afvente en melding fra det relevante udvalg om, at samrådet alene var af

orienterende karakter, før ombudsmanden færdigbehandler sagen. Der kan

i denne forbindelse henvises til Jon Andersen m.fl., Ombudsmandsloven

med kommentarer, 2. udgave (2013), s. 105 ff.

Om forholdet mellem Folketinget og Folketingets Ombudsmand har

ombudsmand Niels Fenger i ”Ombudsmanden – et værn for borgernes

retssikkerhed”, Ugeskrift for Retsvæsen, 2020, afd. B, s. 38, bl.a. anført

følgende:

”Ombudsmanden er heller ikke

Folketingets

Ombudsmand i den

forstand, at han skal sikre Folketingets rettigheder over for

regering og forvaltning. Bortset fra det generelle billede, som

følger af ombudsmandens årsberetninger og af individuelle

underretninger om væsentlige afgjorte sager, er ombudsmanden

heller ikke Folketingets instrument til at få indsigt i

centraladministrationen.”

Det

bemærkes

forlængelse

heraf,

ombudsmandens

bedømmelsesgrundlag er gældende ret. Ombudsmanden kan ikke få til

opgave at klarlægge og beskrive et hændelsesforløb til brug for eventuelle

politiske overvejelser. Hertil kommer, at ombudsmandens undersøgelser

efter fast praksis retter sig mod myndigheder og ikke enkeltpersoner og

Side 4/5

dermed ikke tager stilling til, om enkeltpersoner har handlet i strid med

loven, samt hvilke konsekvenser (f.eks. ansættelsesretlige) det i givet fald

måtte have, jf. f.eks. Niels Fenger, ”Ombudsmanden – et værn for borgernes

retssikkerhed”, Ugeskrift for Retsvæsen, 2020, afd. B, s. 38.

Det kan desuden bemærkes, at Folketingets Retsudvalg i betænkning afgivet

den 8. december 2011 vedrørende valget af den tidligere ombudsmand,

Jørgen Steen Sørensen, tilkendegav, at udvalget fremover ville være

tilbageholdende med at give ombudsmanden tilladelse til at have hverv i

offentlige eller private virksomheder, foretagender eller institutioner, jf.

ombudsmandslovens § 29, stk. 2, og at udvalget fremover ikke vil give

samtykke til, at ombudsmanden kan deltage i egentligt lovforberedende

arbejde (B 23 som fremsat, Folketinget 2011-2012 – bilag 1).

Tilkendegivelsen blev fremført i forlængelse af Retsudvalgets beretning

over forslag til folketingsbeslutning om ændring af ombudsmandsloven

(Retsudvalget 2010-11, B 99, bilag 2), hvor der bl.a. blev stillet forslag til

ændring af ombudsmandsloven, hvorefter ombudsmanden ikke skulle

kunne deltage i kommissioner, sagkyndige udvalg mv., der vedrører emner

eller lovgivningsområder, som ombudsmanden i sin udøvelse af embedet

skulle fortolke og forholde sig til.

Endelig bemærkes det, at Folketingets Ombudsmand ikke kan træffe retligt

bindende afgørelser, men alene kan fremsætte kritik, afgive henstillinger

samt i øvrigt fremsætte sin opfattelse af en sag, jf. ombudsmandslovens §

22.

Jeg mener, at ombudsmandsinstitutionen er meget velfungerende, og at

den siden sin oprettelse har haft en afgørende rolle i udviklingen af dansk

forvaltningsret og myndighedsudøvelse. Det mener jeg både er

hensigtsmæssigt og ønskeligt fortsætter. Jeg vil derfor advare mod en så

grundlæggende ændring af institutionens karakter, som det vil være, hvis

Folketinget kan pålægge ombudsmanden at undersøge bestemte sager.

Side 5/5