Retsudvalget 2023-24
REU Alm.del
Offentligt
2900333_0001.png
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
2. september 2024
Straffuldbyrdelseskontoret
Signe Rikke Øster
2024-08831
3364437
Besvarelse af spørgsmål nr. 1200 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg
Hermed sendes endelig besvarelse af spørgsmål nr. 1200 (Alm. del), som
Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 4. juli 2024.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Betina Kastbjerg (DD).
Peter Hummelgaard
/
Thomas Jørn Rasmussen
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
Side 1/3
REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 1200: Spm. om ministeren vil redegøre for gældende lovgivning og retningslinjer m.v. for at dømte kan have deres børn med i fængsel eller andre af kriminalforsorgens institutioner under afsoningen?
Spørgsmål nr. 1200 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”Vil ministeren redegøre for gældende lovgivning og
retningslinjer m.v. for at dømte kan have deres børn med i
fængsel eller andre af kriminalforsorgens institutioner under
afsoningen?”
Svar:
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en
udtalelse fra Direktoratet for Kriminalforsorgen, der har oplyst følgende:
”Kriminalforsorgen bestræber sig på i videst muligt omfang at
undgå, at børn anbringes med dømte forældre i fængsler og
arresthuse. I forbindelse med en anmodning om at medbringe et
barn under afsoningen skal det derfor indledningsvist vurderes,
om den dømte kan anbringes i et familiehus i et
udslusningsfængsel, hvor der kan afsones under mere
familievenlige omstændigheder. Placering i et familiehus kan
enten ske som en anbringelse efter straffuldbyrdelseslovens § 78
i hele eller en del af straffetiden eller som led i udstationering til
et udslusningsfængsel, jf. reglerne om udstationering i
straffuldbyrdelseslovens § 50 a eller udgangsbekendtgørelsens
§ 77.
Tilladelse til at medbringe et barn under afsoning i en af
kriminalforsorgens institutioner forudsætter, at den indsatte selv
er i stand til at tage vare på barnet. Inden der gives tilladelse til,
at et barn medbringes i institutionen, skal der som udgangspunkt
indhentes en udtalelse fra de sociale myndigheder om, hvorvidt
ophold i institutionen hos den indsatte er foreneligt med
hensynet til barnet, samt at der i øvrigt ikke foreligger
omstændigheder, der giver grundlag for at antage, at den
indsatte ikke selv kan tage vare på barnet i institutionen.
Hvis de sociale myndigheder vurderer, at ophold i institutionen
hos den indsatte er foreneligt med hensynet til barnet,
imødekommes ansøgningen, medmindre der foreligger helt
særlige omstændigheder, som – trods udtalelsen fra de sociale
myndigheder – giver grundlag for at antage, at den indsatte ikke
selv kan tage vare på barnet i institutionen. Det følger af kravet
om, at den indsatte skal være ”i stand til at tage vare på barnet”,
at den indsatte både skal være i stand til at imødekomme barnets
fysiske behov, samt efter kriminalforsorgsområdets vurdering
være i stand til at imødekomme barnets behov i bredere
forstand, herunder barnets sociale, følelsesmæssige og
omsorgsmæssige behov.
Side 2/3
REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 1200: Spm. om ministeren vil redegøre for gældende lovgivning og retningslinjer m.v. for at dømte kan have deres børn med i fængsel eller andre af kriminalforsorgens institutioner under afsoningen?
Tilladelse til at have sit barn, der er under 1 år, hos sig i
institutionen kan undtagelsesvis meddeles uden indhentelse af
en udtalelse fra de sociale myndigheder, hvis særlige
omstændigheder i det enkelte tilfælde taler for det. Det kan
eksempelvis være tilfældet, hvis den straf, der skal udstås, er
ganske kort, og institutionen eventuelt på grundlag af sagens
oplysninger eller forhåndskendskab til den indsatte umiddelbart
vurderer, at den pågældende er i stand til selv at tage vare på
barnet under opholdet i institutionen.
Hvis barnet er mellem et og tre år er det yderligere en betingelse,
at kriminalforsorgsområdet og de sociale myndigheder finder,
at forholdene i institutionen er forenelige med hensynet til
barnet. Formålet med denne yderligere betingelse er at sikre, at
de aktuelle forhold i institutionen indgår i vurderingen af, om
barnet kan anbringes i institutionen. Indsatte kan undtagelsesvist
meddeles tilladelse til at have eller beholde et barn hos sig i
institutionen i en begrænset periode, efter at barnet er fyldt tre
år. Dette forudsætter, at det vurderes, at ophold i institutionen
sammen med den indsatte forældre er det bedste for barnet, og
at der foreligger ganske særlige omstændigheder i det enkelte
tilfælde.
Det påhviler kriminalforsorgsområdet løbende at påse, at det
fortsatte ophold i institutionen er foreneligt med hensynet til
barnet og om nødvendigt at tage fornyet kontakt til de sociale
myndigheder, jf. også den skærpede underretningspligt efter
barnets lov § 133, hvorefter alle ansatte i kriminalforsorgen har
pligt til at underrette kommunen, hvis de i forbindelse med
udførelsen af deres arbejde bliver bekymrede for trivslen eller
udviklingen hos et barn eller en ung.
Det kan supplerende oplyses, at der aktuelt pågår et arbejde i
kriminalforsorgen med at udarbejde uddybende retningslinjer
for behandling af anmodninger om at medbringe børn under
afsoning.”
Side 3/3