NOTAT
Vand og Klimatilpasning
J.nr. 2023 - 10166
Ref. LOKRU
Den 4. marts 2024
Referat fra møde med EU KOM (DG ENV) den 4. marts 2024
om en evt. ny undtagelse til nitratdirektivet (kvægundtagelsen)
Mødedeltagere:
EU-Kommissionen: Humberto Delgado Rosa, Ion Codesco, Jeanne de Jaegher, Tue Rasmussen
Fosdal, Claudia Olazabal, Stefanie C, Silvija A, Luisa Samarelli.
Miljøministeriet: Peter Østergård Have, Rasmus Moes, Louise Martinussen Krupp
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri: Morten Ejrnæs og Wibke Christel
På mødet understregede Kommissionen at betingelserne for en undtagelse ikke er opfyldt med de
eksisterende indsatser. For at betingelserne skal være opfyldt efterlyser Kommissionen sikkerhed for,
at tilgangen til nitratdirektivet forstærkes, da dette er en forudsætning for en forlængelse af
undtagelsen.
Dertil fremhævede Kommissionen, at de vurderer at den generelle landbrugsregulering, herunder det
danske nitrathandlingsprogram, som udgør en grundlæggende foranstaltning under
vandrammedirektivet, ikke er tilstrækkeligt. Som oplyst i brevet til Miljøministeriet den 21. november,
understregede Kommissionen en bekymring for, at DK, jf. artikel 5(5) i nitratdirektivet og artikel 11.5 i
vandrammedirektivet ikke har iværksat yderligere nødvendige foranstaltninger, når eksisterende
foranstaltninger ikke er tilstrækkelige. Derudover ser Kommissionen med stor alvor på, at de fleste
vandområder er langt fra målet om god økologisk tilstand, og at der i vandområdeplanerne 2021-2027
udestår indsatser til at sikre målet.
Kommissionen drøfter gerne, på bilaterale møder, hvilke indsatser (dvs. stramninger i den generelle
regulering), der skal implementeres for at sikre efterlevelse af nitratdirektivets formålsbestemmelse.
Kommissionen var tydelige på, at der er behov for at træffe beslutninger på kort sigt om supplerende
indsatser af obligatorisk karakter (reinforced mandatory measures). Dette vil være en forudsætning for
videre drøftelser om en eventuel kvægundtagelse.
Kommissionen fremhævede også sammenhængen til habitatdirektivet og efterspurgte, hvad Danmark
gør ift. at beskytte NATURA2000 områder. Ift. vandrammedirektivet blev det nævnt at Danmark pt er
langt fra at nå målet i vandrammedirektivet med henvisning til de oplyste tal i Danmarks
afrapportering af VP3 til Kommissionen.
Kommissionen oplyste om et initiativ om
”water
resilience”
1
, der skal besluttes af Rådet og
Parlamentet i 3. kvartal 2024, og som evt. vil være sammenfaldende med, hvornår der træffes
beslutning om en evt. forlængelse af undtagelsen. I den forbindelse er der stor opmærksomhed på, at
Kommissionen arbejder som én enhed på tværs af direktivområderne habitat/natur-, vandramme-, og
nitrat samt klimadagsordnen.
1
https://commission.europa.eu/strategy-documents/commission-work-programme/commission-work-
programme-2024_en
Miljøministeriet
•
Frederiksholms Kanal 26
•
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mim.dk