NOTAT
Cirkulær Økonomi og Affald
J.nr. 2022 - 28028
Ref. joalh
Den 8. februar 2024
Eternitplader i Limfjorden ved offentligt tilgængeligt område
ved Mølholm
Problemstilling
Aalborg Kommune (”Kommunen”) har rettet henvendelse til Miljøstyrelsen for at
få belyst myndighedsforholdet vedrørende indsamling og oprydning af
eternitplader, som flyder i Limfjorden. Kommunen har oplyst, at eternitpladerne
er placeret af ukendte aktører. Der er altså tale om henkastet og herreløst affald.
Miljøstyrelsen vil med nærværende notat søge at redegøre for hvilken myndighed,
som er pligtig til at indsamle eternitpladerne, og om der er en sådan forpligtigelse.
Vurdering
Det er Miljøstyrelsens vurdering, at den myndighed, som er pligtig til at indsamle
og/eller håndtere eternitpladerne er Kommunen.
Det gælder generelt for alle kommuner i Danmark, at kommunerne har ansvaret
for at håndtere alt affald fra husholdninger samt alt affald fra erhverv til
forbrænding og deponering, jf. miljøbeskyttelseslovens § 45.
Dette skal kommunerne sørge for, via affaldsordninger som sikrer, at ordningerne
lever op til kravene, som fremgår af affaldsbekendtgørelsen.
Hvordan kommunerne vil gennemføre efterlevelsen af reglerne i henhold til
affaldsbekendtgørelsen, er der ikke lovhjemlede formkrav til. Det er dermed op til
den enkelte kommune at indrette affaldsordningerne efter eget ønske.
Det er dermed Miljøstyrelsens vurdering, at hvordan Kommunen i nærværende
sag ønsker at handle i forhold til det henkastede og herreløse affald i Limfjorden,
er ikke en beslutning som Miljøstyrelsen træffer, men op til Kommunen selv at
beslutte.
Denne vurdering tager hjemmel i henhold til Miljøbeskyttelseslovens §§ 68 og 85,
stk. 1.
Miljøstyrelsen
• Tolderlundsvej 5 • 5000 Odense C •
Tlf. 72 54 40 00