Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2024 - 6631
Den 1. juli 2024
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 943 (MOF alm. del) stillet 18. juni 2024 efter ønske fra
Michael Aastrup (V).
Spørgsmål nr. 943
”Vil
ministeren oplyse, hvem der har ansvaret, hvis man går ind bag indhegningerne i de
kommende naturnationalparker med andres børn, og der sker en ulykke, når der på skilte
står, at adgang er på eget ansvar?”
Svar
I de kommende naturnationalparker vil de almindelige danske erstatningsregler finde anvendelse. Det
betyder, at spørgsmål om erstatningsansvar skal vurderes konkret på baggrund af alle relevante
omstændigheder. Det er i sidste ende domstolene, der foretager denne vurdering.
Spørgsmålet om, hvorvidt en udflugtsleder kan ifalde et erstatningsansvar, beror derfor på en konkret
vurdering af, om de almindelige erstatningsbetingelser er opfyldt. I praksis kan der være en
instruktions- og tilsynspligt, hvis man f.eks. arrangerer udflugter. Det kan have betydning for
ansvarsvurderingen, særligt hvor der er tale om aktiviteter, der er forbundet med risici. Dette gælder
generelt og ikke særligt for naturnationalparker.
I forhold til utryghed ved børn og store græssende dyr er jeg opmærksom på, at de store dyr kan skabe
utryghed særligt hos dem, som har ansvaret for børn. Naturstyrelsen vurderer, at risikoen for ulykker
med dyr i naturnationalparker eller store naturområder i det hele taget er lille, og forvaltningen
tilrettelægges for at begrænse risikoen mest muligt. Naturstyrelsen har derudover meget erfaring med,
hvordan man sikrer, at det er trygt at færdes i indhegninger med store græssende dyr
–
også for
børnehavebørn.
Jeg vil også fremhæve, at der findes gode eksempler på, at børn kan forenes med store dyr bag hegn. Et
eksempel er Dyrehaven nord for København, hvor både kronvildt og børn i alle aldre færdes og dyrker
idræt og friluftsliv bag hegnene. Derudover er det værd at bemærke, at de græssende dyr får langt mere
plads i naturnationalparkerne, end vi er vant til, når vi møder dyr bag hegn i landskabet. Derfor bliver
muligheden for at udfolde sine aktiviteter på passende afstand af dyrene også stor.
Naturstyrelsen formidler gode råd om hensigtsmæssig færdsel i indhegninger med dyr via skiltning og
øvrig formidling i naturområder. Derudover udvikler Naturstyrelsen i samarbejde med en række
organisationer målrettede initiativer og aktiviteter, som skal bidrage konkret til, at målgrupperne kan
færdes trygt i indhegninger med dyr.
Magnus Heunicke
/
Charlotte Brøndum
Miljøministeriet
•
Frederiksholms Kanal 26
•
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mim.dk