Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2024 - 6292
Den 11. juni 2024
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 900 (MOF alm. del) stillet 6. juni 2024 efter ønske fra
Søren Egge Rasmussen (EL).
Spørgsmål nr. 900
”Ministeren
bedes redegøre for, om revurderingen af FMC/Cheminovas miljøgodkendelse inkluderer
de miljøfarlige stoffer, der findes i det grundvand, som FMC/Cheminova pumper op fra den gamle
fabriksgrund som en frivillig afværgeforanstaltning, og som løber gennem det samme rensningsanlæg
og ud i havet gennem de samme rør som virksomhedens eget spildevand?”
Svar
Miljøstyrelsen oplyser følgende:
”Virksomheden
FMC udleder i dag som frivillig afværgeforanstaltning grundvand med indhold af
miljøfarlige stoffer fra den gamle fabriksgrund via virksomhedens eget biologiske renseanlæg og ud i
havet sammen med det øvrige rensede spildevand. Miljøstyrelsen forventer i revurderingen af FMCs
miljøgodkendelse at videreføre tilladelsen til at lede delstrømme fra afværgeforanstaltninger for en
række forurenende jord-/grundvandsområder fra den gamle fabriksgrund og på Rønland til
virksomhedens biologiske renseanlæg.
Indholdet af miljøfarlige forurenende stoffer fra afværgepumpningen stammer fra tidligere eller
nuværende produktioner fra FMC og svarer til de stoffer, som i dag er dækket af gældende
miljøgodkendelse. De reviderede krav i revurderingen til indholdet af miljøfarlige forurenede stoffer
vil fortsat gælde for det samlede udledte rensede spildevand til havet. Miljøstyrelsen vil fastsætte
kravværdierne til enkelte stoffer, så det sikres, at udledningen ikke påvirker opfyldelsen af stoffernes
miljøkvalitetskrav i vandområdet. Det seneste påviste indhold af PFAS-stoffer i afværgevandet og det
samlede rensede spildevand vil blive reguleret i forbindelse med revurderingen.”
Magnus Heunicke
/
Rikke Slot Benyahia
Miljøministeriet
•
Frederiksholms Kanal 26
•
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mim.dk