Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2024-5457
Den 11. juni 2024
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 836 (MOF alm. del) stillet 15. maj 2024 efter ønske fra
Søren Egge Rasmussen (EL).
Spørgsmål nr. 836
”Hvad
vil ministeren gøre for at lukke hullet i loven og sikre, at majsfrø bejdset med det ulovlige
middel Korit, der gør maskinførere syge og er så sundhedsskadeligt, at det kan være dødeligt at
indånde, ikke længere kan importeres i Danmark? Der henvises til artiklen ”Pesticid på konventionelle
majs gør maskinførere syge: Melder om hovedpine, kvalme og opkast”, Økonu.dk, den 13. maj 2024.”
Svar
Miljøministeriet kan bekræfte, at sprøjtemidler eller bejdsemidler med ziram ikke er godkendt i
Danmark.
Aktivstoffet ziram er godkendt i EU, og det er tilladt at bejdse majsfrø med ziram. Ifølge
plantebeskyttelsesmiddelforordningens artikel 49, stk. 1 må medlemsstaterne ikke forbyde
markedsføring og brug af frø behandlet med et bejdsemiddel, hvis dette er godkendt i mindst en
medlemsstat. Da bejdsning af majs med Korit er tilladt i andre EU-lande, kan disse frø derfor lovligt
markedsføres og anvendes i Danmark.
Som nævnt i artiklen
”Pesticid på konventionelle majs gør maskinførere syge: Melder om hovedpine,
kvalme og opkast”, Økonu.dk, den 13. maj 2024
skal der anvendes beskyttelsesudstyr, når frø bejdset
med Korit håndteres for at beskytte mod forgiftning. Erhvervet er opmærksomme på dette, og SEGES
har gennem flere år oplyst om anvendelse af beskyttelsesudstyr, når man skal så frø bejdset med Korit.
Senest er der oplyst om dette i starten af maj 2024, som det fremgår her:
https://www.landbrugsinfo.dk/public/0/c/1/plantebeskyttelse_sadan_handterer_du_majsfro_bejds
et_med_korit#:~:text=Korit%20anvendes%20til%20bejdsning%20af,og%20reng%C3%B8ring%20af
%20s%C3%A5maskine%20mv.
Det kan oplyses, at Giftlinjen ved Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg og Frederiksberg
Hospital ikke har registreret anmeldelser med tilfælde af forgiftning med ziram eller Korit.
Aktivstoffet ziram er under revurdering i EU, og Kommissionen har oplyst, at vurderingen fra den
Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet snart forventes offentliggjort. Det betyder, at der snart skal
tages stilling til, om ziram fortsat skal være godkendt i EU.
Magnus Heunicke
/
Lea Frimann Hansen
Miljøministeriet
•
Frederiksholms Kanal 26
•
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mim.dk