Miljø- og Fødevareudvalget 2023-24
MOF Alm.del
Offentligt
2879815_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2024 - 5372
Den 9. juni 2024
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 818 (MOF alm. del) stillet 13. maj 2024 efter ønske fra
Jens Henrik Thulesen Dahl (DD).
Spørgsmål nr. 818
Vil ministeren oplyse, om der er andre EU-lande, hvor myndighederne har dispenseret fra kravet om
særskilt indsamling af plastaffald?”
Svar
Det er reglerne i EU’s affaldsrammedirektiv, der fastlægger,
at genanvendeligt affald som
udgangspunkt skal indsamles særskilt, herunder plastaffald. Der er mulighed for, at medlemslandene
kan give undtagelser herfra i en række specifikke tilfælde.
En udbredt undtagelse blandt EU-landene er kombineret indsamling af
genanvendelige
affaldstyper,
som kan placeres i samme beholder uden at ødelægge genanvendelsen af de respektive affaldstyper. I
Danmark anvendes undtagelsesmuligheden til at muliggøre at kommunerne kan indsamle plastaffald
fra husholdninger kombineret med metalaffald samt mad-og drikkekartonaffald. Denne
kombinationsmulighed anvendes desuden i bl.a. Tyskland, Belgien og Holland til emballageaffald.
Det er forståelsen, at der med spørgsmålet især spørges til, om der er EU-lande, hvor der er givet
undtagelse til at indsamle plastaffald med restaffald. Hertil har jeg indhentet bidrag til besvarelsen fra
Miljøstyrelsen, som oplyser at:
”Miljøstyrelsen har kendskab til få lande i Europa, som eftersorterer på restaffald. Det er landene
Holland og Norge. Holland er medlemsstat i EU, mens Norge er en økonomisk samarbejdspart til EU.
For at besvare spørgsmålet har Miljøstyrelsen været i dialog med myndigheder fra de to lande.
Holland
Ansvaret for særskilt indsamling af husholdningsaffald er placeret hos de hollandske kommuner, jf.
Dekret om særskilt indsamling af husholdningsaffald (GIHA). I henhold til dekretet er særskilt
indsamling et krav, der kun kan fraviges, hvis det ikke er muligt at indsamle affaldet særskilt. Hvis
kommunerne ønsker at fravige kravet, skal de løbende vurdere om en fravigelse er i overensstemmelse
med den til enhver tid gældende lovgivning, bl.a. GIHA og De Nationale Affaldshåndteringsplaner.
Det hollandske miljøministerium (Ministry of Infrastructure and Water Management) har oplyst, at
kompetencen ift. at dispensere fra artikel 10.3 i Affaldsdirektivet, herunder at indsamle plastaffald
med restaffald er placeret hos kommunerne. Det hollandske miljøministerium har ingen registrering
af, hvorvidt kommunerne gør brug af dispensationsmulighed. De hollandske provinser fører tilsyn
med, om kommunerne overholder gældende lovgivning.
Miljøministeriet
Frederiksholms Kanal 26
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mim.dk
MOF, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 818: MFU spm. om der er andre EU-lande, hvor myndighederne har dispenseret fra kravet om særskilt indsamling af plastaffald
2879815_0002.png
Der er indført producentansvar for emballager i Holland. Kommunerne indsamler emballageaffaldet
på vegne af producentansvaret, og det er kommunens ansvar at indgå en aftale med producentansvaret
om indsamlingssystemet, herunder finansiering.
I nogle store byer (Amsterdam, Utrecht, Rotterdam) bliver plastikemballageaffald sorteret fra
restaffald i centralsorteringsanlæg. Amsterdam og Utrecht indførte centralsortering i 2021. Anlæggene
er således planlagt og taget i brug før EU i 2022 vedtog regler om anvendelse af brugte
fødevareemballager til nye fødevareemballager i Forordningen om fødevarekontaktmaterialer. Regler,
som betyder, at plastaffald fra fødevarer indsamlet med restaffald ikke kan genanvendes til ny
fødevarekontaktemballage. Andre kommuner, f.eks. Haag, anvender en kombination af særskilt
indsamling og centralsortering. I Haag centrum sorterer husholdningerne ikke deres affald særskilt,
men i forstæderne sorterer husholdningerne deres affald særskilt. Hvis kommunerne indfører særskilt
indsamling ved husstanden bliver restaffaldet ikke eftersorteret på et sorteringsanlæg.
Norge
Den norske Miljøstyrelse (Miljødirektoratet) har oplyst, at Norge har gjort brug af undtagelse fra
særskilt indsamling til at tillade indsamling af genanvendeligt affald med restaffald i en del af landet.
Norge har i den forbindelse haft dialog med EU-Kommissionen om centralsortering i 2021.
Udgangspunktet for dialogen var, at det i Norge blev vurderet, at det ville blive svært at nå EU's
genanvendelsesmål for plastik i 2035 uden at kombinere særskilt indsamling med mere avancerede
teknologier som centralsortering af restaffald. Det var vurderingen, at centralsortering ville give et
højere udbytte af plastikaffald end særskilt indsamling, og at kvaliteten ikke vil ændres. Det bemærkes,
at dialogen med EU-Kommissionen fandt sted før EU i 2022 vedtog reglerne om anvendelse af brugte
fødevareemballager til nye fødevareemballager.
Ca. 68 pct. af indbyggerne i Norge har særskilt indsamling af affald, herunder plastikaffald ved
husstanden. 19,6 pct. har sortering af affald i farvede poser ved husstanden. 12,5 pct. af indbyggerne
får deres affald sorteret i et sorteringsanlæg for restaffald.
Norge har p.t. to anlæg, som sorterer på restaffald. Det ene anlæg (ROAF) sorterer på restaffald, hvor
husholdningerne ikke har særskilt sortering af f.eks. plastikaffald ved husstanden og modtager
primært affald fra Oslo. Det andet anlæg (IVAR) eftersorterer på restaffald som supplement til særskilt
sortering ved husstanden. Det betyder, at en del af de 12,5 pct. af indbyggere, hvor restaffaldet bliver
centralsorteret, også har særskilt sortering ved husstanden. Den andel af indbyggere, der ikke har
særskilt indsamling af affaldet, er derfor reelt mindre end 12,5 pct.”
Magnus Heunicke
/
Nina Espegård Hassel
2