Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2024 - 2736
Den 22. maj 2024
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 777 (Alm. del), som Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
har stillet til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri den 6. maj 2024. Spørgsmålet er stillet efter
ønske fra hele udvalget.
Spørgsmål nr. 777 (Alm. del) fra Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
”Vil
ministeren kommentere henvendelse af 3/5-24 fra Miljøbevægelsen NOAH m.fl. om nye genomiske
teknikker (ny generation GMO'er), jf. MOF alm. del - bilag 459?”
Svar
Kommissionen fremlagde i juli 2023 et forslag til regulering af planter frembragt med visse nye genom-
teknikker (NGT). Regeringen støtter Kommissionens forslag, som skal fastholde sikkerheden for men-
nesker, dyr og miljø, og som samtidig skal gøre det muligt at udnytte potentialet i de nye teknikker og
bidrage til opfyldelsen af EU’s mål om et
mere bæredygtigt jordbrug. Forslaget bibeholder GMO-regu-
leringens sag-til-sag tilgang til godkendelse af NGT-planter, men undtager NGT-planter, som også
kunne være opstået naturligt eller være frembragt med traditionel planteforædling.
Kommissionen har udarbejdet forslaget på baggrund af bl.a. rådgivning og risikovurdering fra Den Eu-
ropæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA). Kommissionen har anmodet EFSA om en videnskabelig
udtalelse om den ene rapport fra Det franske Agentur for Fødevarer, Miljø og Arbejdsmiljø og Sikkerhed
(ANSES), som der henvises til. Hvis der skulle komme ny videnskabelig data, som ændrer grundlæg-
gende ved de tidligere vurderinger, har jeg tillid til, at Kommissionen og EFSA vil reagere.
Jeg deler i øvrigt ikke henvendelsens fremstilling af, at planter frembragt med de nye genomteknikker
ikke findes og måske aldrig bliver til noget. Den danske virksomhed KMC og Københavns Universitet
har brugt de nye genomteknikker til at udvikle en kartoffel, som er mere modstandsdygtig over for plan-
teskadegøreren kartoffelskimmel. Landbrugsstyrelsen har netop givet tilladelse til forsøgsudsætning af
disse kartofler efter gældende regler i udsætningsdirektivet.
Jacob Jensen
/
Anders Christiansen
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
•
Holbergsgade 6
•
1057 København K
Tlf. 38 10 60 00
• CVR
41956011
• EAN
5798000880016
•
•
www.fvm.dk