Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2024 - 5065
Den 30. maj 2024
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 766 (MOF alm. del) stillet den 3. maj 2024 efter ønske
fra Kristian Bøgsted (DD).
Spørgsmål nr. 766
”Vil
ministeren redegøre for, hvilke institutioner der lige nu undersøger udløbet af forurenet
spildevand, og hvor mange finansielle midler regeringen har afsat til formålet?”
Svar
Det fremgår af spildevandsbekendtgørelsen, at renseanlæg, der renser spildevand for 30 personer eller
mere, skal udtage kontrolprøver, i såvel tilløb som afløb, på renseanlægget. Prøverne skal udtages og
måles i overensstemmelse med bekendtgørelse om kvalitetskrav til miljømålinger. Det vil i praksis
sige, at de skal foretages af akkrediterede laboratorier. Kontrolprøverne finansieres af
spildevandsselskaberne over spildevandstaksten.
Derudover kan spildevandsselskaberne gennem deres udledningstilladelser være forpligtet til at tage
yderligere prøver af relevante stoffer. Kommunerne definerer ud fra lokale forhold, hvad det er
relevant at stille krav til måling af. Også disse prøver finansieres over spildevandstaksten.
Derudover forventer Miljøstyrelsen at udtage prøver på 25 renseanlæg i perioden til 2027 med henblik
på at udfærdige nøgletal, dvs. tal for hvor meget af de forskellige stoffer, der typisk er i
renseanlæggenes udledninger. Miljøstyrelsen oplyser, at styrelsen anvender ca. 1 mio. kr. om året på
dette.
Der er i det udkast til byspildevandsdirektiv, der er aftalt mellem ministerrådet og EU-parlamentet,
fastlagt krav om en bred overvågning af miljøfarlige stoffer i spildevand fra 2028 og frem. Det
forventes, at denne overvågning vil blive finansieret af takstmidler. Den endelige vedtagelse af
direktivet vil ske i 4. kvartal af 2024.
Magnus Heunicke
/
Cecilie Spanner Rydeng
Miljøministeriet
•
Frederiksholms Kanal 26
•
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mim.dk