Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 17. maj 2024
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 737 MOF alm. del stillet d. 19. april 2024 efter ønske fra
Hans Kristian Skibby (DD) på vegne af Miljø- og Fødevareudvalget
Spørgsmål nr. 737
Vil ministeren kommentere henvendelsen af 19/4-24 fra Forsikring & Pension om nyt
klimatilpasningsudspil, jf. MOF alm. del - bilag 431?
Svar
Danmark ser ind i en fremtid, hvor klimaet vil ændre sig med flere tilfælde af stormfloder og andet
ekstremt vejr. Klimakrisen er kompleks og mangefacetteret, og det kræver, at vi arbejder sammen på
tværs af sektorer og aktører. Jeg ser derfor Forsikring & Pensions udspil som et vigtigt bidrag i det
komplekse arbejde.
Regeringen fremlagde i efteråret 2023 Klimatilpasningsplan 1, hvis overordnede ambition er at
fremtidssikre Danmark mod mere ekstremt vejr, ved bl.a. at fokusere på indsatser ift. kystområdet og
højtstående grundvand. Klimatilpasningsplan 1 indeholder flere tiltag, der er på linje med udspillet fra
Forsikring & Pension.
Forsikring & Pensions udspil lægger bl.a. vægt på vigtigheden af øget statslig finansiering, særligt til
forebyggende indsatser. Partierne bag Grøn Fond har netop aftalt at afsætte yderligere midler til den
statslige kystpulje til kystbeskyttelse med 150 mio. kr. i 2024. Puljen medfinansierer projekter i hele
landet, og den hjælper kommunerne med at komme videre med den nødvendige beskyttelse mod
oversvømmelser fra havet. Dermed er der siden 2020 afsat i alt 580 mio. kr. til kystpuljen. Desuden
har partierne bag Grøn Fond aftalt at afsætte årligt 219 mio. kr. i perioden 2025-29 til kystbeskyttelse
af særligt udsatte strækninger på Vestkysten i fællesaftaler med de berørte kommuner.
Derudover indeholder udspillet fra Forsikring & Pension et ønske til en lovgivning, der i højere grad
skaber fremdrift og samtidig er mere helhedsorienteret bl.a. ift. lovgivningsniveauer og
lovgivningshensyn. Der er som led i Klimatilpasningsplan 1 nedsat en tværministeriel taskforce, som
løbende vurderer behovet for nye indsatser som følge af ny viden, vurderinger af risici og
reguleringsmæssige udfordringer. Samtidig arbejdes der på forslag til modeller for bedre organisering
og regulering på kystbeskyttelsesområdet for at sikre fremdrift.
Arbejdet med klimatilpasning vil være et langt sejt træk. Det er en opgave, vi kommer til at arbejde
med løbende i de kommende generationer. Klimatilpasningsplan 1 er allerede godt i gang, og den er
kun den første af flere. I det videre arbejde er input fra andre aktører på området utroligt værdifulde,
og det vil vi tage med videre i det fremtidige arbejde med klimatilpasningsindsatsen.
Magnus Heunicke
/
Anne Kamstrup
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K
Tlf. 38 14 21 42