Miljø- og Fødevareudvalget 2023-24
MOF Alm.del
Offentligt
2779749_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023 - 10548
Den 13. november 2023
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 65 (MOF alm. del) stillet den 27. oktober 2023 af ikke-
medlem af udvalget (MFU) Morten Messerschmidt (DF)
Spørgsmål nr. 65
”I Rigsrevisionens beretning om ”Tilsyn og afgiftskontrol med spildevand” fremgår det, at der i 12
tilsynssager var overtrædelse af vilkårene i tilladelserne i 98 tilfælde, hvor et af de hyppigste var et for
højt niveau af kvælstof, hvor det i hovedparten af tilfældene ingen konsekvenser fik, mens det i de
resterende 48 tilfælde kun udløste en henstilling eller en indskærpelse. Vil ministeren oplyse, om
samme sanktionsniveau anvendes
dvs. ingen håndhævelse eller kun henstilling eller indskærpelse
hvis en landbruger overtræder regler vedr. kvælstofudledning eksempelvis ved at tildele afgrøderne
mere gødning end tilladt? Der henvises til ”Beretning om tilsyn og afgiftskontrol med spildevand”,
rigsrevisionen.dk, den 9. oktober 2023.”
Svar
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri oplyser følgende:
”Hver virksomhed, dvs. landbruger, har en kvælstofkvote, som er en kvote for hvor meget kvælstof, en
virksomhed må udbringe til gødningsformål i en planperiode. Hvis en virksomhed eksempelvis tildeler
sine afgrøder mere gødning end tilladt og derved overskrider sin kvælstofkvote, vil dette være i strid
med lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om næringsstofreducerende tiltag
(gødskningsloven).
Der foretages en administrativ stikprøvekontrol af gødningsregnskaberne og kontrol af selvanmeldte
overgødskninger.
Førstegangsovertrædelser af mindre karakter medfører som udgangspunkt en indskærpelse. Ved
gentagelse inden for to år efter modtaget indskærpelse i den første sag straffes der med bøde på 5.000
kr. Der er endvidere mulighed for at udmåle en skærpet bøde ved større overtrædelser.
Kravet om balance mellem virksomhedens kvælstofkvote og kvælstofforbrug er omfattet af reglerne
om konditionalitet og krydsoverensstemmelse. Overtrædelse af kravet vil således medføre en
administrativ sanktion i forhold til landbrugsstøtten, som landbruger modtager under de omfattede
støtteordninger, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
En række virksomheder pålægges endvidere krav om efterafgrøder. Kontrollen heraf og de fleste
alternativer hertil finder sted som en del af Landbrugsstyrelsens fysiske arealkontrol ude på marken. I
kontrollen foretages der en faglig og konkret vurdering af, hvorvidt kravet om efterafgrøder er opfyldt.
Miljøministeriet
Frederiksholms Kanal 26
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mim.dk
MOF, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 65: MFU spm., om samme sanktionsniveau anvendes – dvs. ingen håndhævelse eller kun henstilling eller indskærpelse – hvis en landbruger overtræder regler vedr. kvælstofudledning eksempelvis ved at tildele afgrøderne mere gødning end tilladt?
Hvis der ved fysisk kontrol konstateres manglende etablering af efterafgrøder eller alternativer hertil
(f.eks. mellemafgrøder eller tidligt såede vinterafgrøder) i forhold til, hvad der er indberettet, straffes
dette med bøde. Overtrædelse af mindre karakter medfører som udgangspunkt en indskærpelse. Ved
gentagelse inden for to år efter modtaget indskærpelse i den første sag foretages politianmeldelse med
indstilling om bøde.
Krav om pligtige efterafgrøder og husdyrefterafgrøder er derudover omfattet af reglerne om
konditionalitet og krydsoveroverensstemmelse. Overtrædelse af kravet vil således medføre en
administrativ sanktion i forhold til landbrugsstøtten, som landbruger modtager under de omfattede
støtteordninger, hvis betingelserne herfor er opfyldt
.”
Magnus Heunicke
/
Cecilie Spanner Rydeng
2