Miljø- og Fødevareudvalget 2023-24
MOF Alm.del
Offentligt
2785009_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023 - 10501
Dato 21. november 2023
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 60 (MOF alm. del) stillet 26. oktober efter ønske fra
Miljø og Fødevareudvalget.
Spørgsmål nr. 60
”Vil
ministeren kommentere henvendelsen af 24/6-23 fra Bodil Fosgaard, Skodbevægelsen, om
fordeling af midler fra Tobaksindustrien (udvidet producentansvar) samt præsentation fra
Skodbevægelsens foretræde for udvalget den 25/10-23, jf. MOF alm. del - bilag
473 (folketingsåret 20222)?”
Svar
Det er meget positivt, at der her i landet findes ildsjæle, der bekymrer sig for miljøet og bidrager til at
fjerne cigaretskod fra natur og miljø. Jeg deler Bodil Fosgaard og Skodbevægelsens bekymring
vedrørende cigaretskod, som desværre alt for ofte havner i naturen.
Som Bodil Fosgaard nævner i sin henvendelse er der i Danmark og øvrige EU-lande indført et udvidet
producentansvar for cigaretfiltre til tobaksvarer i form af et oprydningsansvar. Oprydningsansvaret
følger af engangsplastdirektivet. Det indebærer, at tobaksproducenterne skal betale for oprydning af
cigaretskod i det offentlige rum og for oplysningstiltag målrettet brugerne af filtrene. Det sker i
Danmark igennem en gebyrordning, hvor tobaksproducenterne betaler et gebyr på 0,92 øre pr.
cigaretfilter, der markedsføres. Den danske udmøntning er aftalt ved Aftale mellem Socialdemokratiet,
Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Dansk
Folkeparti og Alternativet om Udvidet producentansvar for emballage og engangsplastprodukter den
30. august 2022.
Aftalen følger engangsplastdirektivet. Af engangsplastdirektivet fremgår det, at omkostningerne ved
oprydning af henkastede cigaretskod begrænses til aktiviteter iværksat af de offentlige myndigheder
eller på deres vegne. Finansiering af frivillige aktiviteter til renhold i det offentlige rum er derfor ikke
en del af direktivkravene. På den baggrund er det bestemt i den politiske aftale om udvidet
producentansvar, at midler tildeles henholdsvis kommunerne, Naturstyrelsen og Vejdirektoratet.
Magnus Heunicke
/
Janne Birk Nielsen
Miljøministeriet
Frederiksholms Kanal 26
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mim.dk