Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2024 - 3393
Den 15. april 2024
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 586 (MOF alm. del) stillet 19. marts efter ønske fra
Marianne Bigum (SF).
Spørgsmål nr. 586
”Vil ministeren gøre konkret rede for, hvilken yderligere ”fleksibilitet i ulveforvaltningen” ministeren
ser et behov for, herunder i relation til at Miljøministeriet ikke i de 12 år, der har været ulve i
Danmark, har set et behov for at tage de gældende fravigelsesmuligheder i anvendelse?”
Svar
Siden ulven genindvandrede til Danmark i 2012 efter næsten 200 års fravær fra den danske natur, har
bestanden været gradvist stigende, og særligt de seneste år med etableringen af ynglende par har
bestandsudviklingen taget fart. Behovet for øget fleksibilitet i ulveforvaltningen skal ses i lyset af
udsigten til en fortsat stigende ulvebestand i de kommende år.
Det er regeringens vurdering, at Kommissionens forslag potentielt kan åbne for en større fleksibilitet i
ulveforvaltningen i fremtiden, hvilket skiftende regeringer i Danmark i mange år har efterspurgt. I
forslaget fra Kommissionen henvises der således til, at parterne i Bern-konventionen med den
foreslåede ændring vil få større fleksibilitet med hensyn til at håndtere øgede skader og potentielle
socioøkonomiske konflikter med ulven i visse områder.
Det skal hertil nævnes, at
en eventuel ændring af ulvens beskyttelsesniveau fra ”strengt beskyttet” til
”beskyttet”
i Bern-konventionen om beskyttelse af Europas vilde dyr og planter samt naturlige
levesteder og en eventuel efterfølgende tilsvarende ændring i habitatdirektivet ikke ændrer på
forpligtigelsen til at opnå og opretholde gunstig bevaringsstatus for arten. Det betyder, at ulven fortsat
vil være beskyttet og derfor kun kan reguleres, såfremt habitatdirektivets betingelser herfor er opfyldt.
Magnus Heunicke
/
Charlotte Brøndum
Miljøministeriet
•
Frederiksholms Kanal 26
•
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mim.dk