Miljø- og Fødevareudvalget 2023-24
MOF Alm.del
Offentligt
2843420_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J. nr. 2024 - 1595
Den 22. marts 2024
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 505 (Alm. del), som Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
har stillet til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri den 28. februar 2024. Spørgsmålet er stillet
efter ønske fra Marianne Bigum (SF).
Spørgsmål nr. 505 (Alm. del) fra Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
”EU-Kommissionen
oplyser i et svar til Europa-Parlamentet (MOF alm. del
bilag 193), at der foreligger
en direktivforpligtelse til om muligt at beskytte sine husdyr mod angreb fra rovdyr. I svaret oplyser EU-
Kommissionen blandt andet ”I henhold
til direktiv 98/58/EF skal dyr, der ikke holdes i bygninger, om
nødvendigt og muligt beskyttes mod rovdyr. Ansvaret for at gennemføre dette krav ligger hos
medlemsstaterne, som er bedst i stand til at afgøre, hvad der er de mest effektive midler til at beskytte
dyr mod rovdyr”. I Danmark har Miljøstyrelsen registreret ulveangreb på husdyr i omtrent 7 år, og der
er ifølge Miljøstyrelsen registreret 0 ulveangreb på husdyr bag fungerende ulvesikrede hegn.
Dyrevelfærdsloven angiver i § 2, at ”Dyr er levende
væsener og skal behandles forsvarligt og beskyttes
bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe”. Vil ministeren svare på, om
ministeren er enig i, at det er ”nødvendigt” at beskytte husdyr mod ulveangreb, og at det med
Miljøstyrelsens registrering af ulveangreb også grundlæggende er ”muligt” at sikre sine husdyr ved
at etablere ulvesikker hegning?
ministeren i givet fald vil oplyse, hvordan ”ansvaret for at gennemføre dette krav” er implementeret
i Danmark, herunder om beskyttelse af husdyr mod angreb fra rovdyr er omfattet af bestemmelserne
i dyrevelfærdslovens § 2?
ministeren vil redegøre for, hvordan ministeren sikrer, at direktivforpligtelsen til at beskytte husdyr
mod angreb fra ulve udmøntes i praksis, herunder oplyse, om dyrevelfærdslovens § 45 og § 47 giver
ministeren hjemmel til potentielt at kunne pålægge husdyrholdere at etablere ulvesikker hegning,
hvor det anses som ”nødvendigt” og ”muligt”?”
Svar
Til brug for besvarelsen af spørgsmålet er der indhentet en udtalelse fra Fødevarestyrelsen, der har
oplyst følgende:
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Holbergsgade 6
1057 København K
Tlf. 38 10 60 00
• CVR
41956011
• EAN
5798000880016
[email protected]
www.fvm.dk
MOF, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 505: Spm. om beskyttelse af husdyr mod angreb fra rovdyr er omfattet af bestemmelserne i dyrevelfærdslovens § 2
2843420_0002.png
”Fødevarestyrelsen kan oplyse, at den del af bestemmelsen i direktiv 98/58/EF
1
, der vedrører
beskyttelse mod rovdyr er gennemført i dyreartsspecifikke bekendtgørelser for kvæg
2
, grise
3
,
slagtekyllinger
4
, æglæggende høner m.v.
5
og slagtekalkuner
6
.
For øvrige dyr, der holdes til landbrugsformål, herunder får, er bestemmelsen om beskyttelse mod
rovdyr gennemført i bekendtgørelse om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af visse
landbrugsdyr
7
.
Bestemmelsen har i de nævnte bekendtgørelser en ordlyd, der svarer til ordlyden i direktivet, dog således
at ”når det er nødvendigt og muligt” er erstattet med ”bedst muligt”.
Det er ikke fastsat supplerende danske regler om, hvordan de landbrugsdyr, der holdes udendørs,
konkret skal beskyttes mod de forskellige arter af rovdyr, herunder rovfugle, der findes i den danske
natur. Det er derfor op til den ansvarlige for dyrene at tage stilling til, hvilke beskyttelsesforanstaltninger
der er hensigtsmæssige og mulige i forhold til de holdte dyr, og i forhold til hvilke rovdyr der er i det
konkrete område, samt hvor stor risikoen for angreb er.
Dyrevelfærdslovens § 45 er en bemyndigelsesbestemmelse til at fastsætte regler om tilsyn og kontrol og
indeholder ikke hjemmel til at pålægge den ansvarlige for et hold af landbrugsdyr at etablere ulvesikker
hegning. Dyrevelfærdslovens § 47, stk. 1, giver mulighed for at meddele den ansvarlige for et dyrehold
de påbud og forbud, der anses for nødvendige for at sikre overholdelsen af gældende lovgivning. I de
fleste tilfælde forudsætter meddelelse af påbud og forbud, at tilsynsmyndigheden har konstateret en
overtrædelse. Det er dog muligt at meddele påbud og forbud på det tidspunkt, hvor det er åbenlyst, at
der vil ske en overtrædelse af reglerne, hvis et givent forhold ikke rettes, f.eks. hvis der ved en
indladningskontrol konstateres, at der læsses for mange dyr på et transportmiddel. I tilfælde af et
ulveangreb kan det påbydes, at dyrene i muligt omfang beskyttes mod rovdyr. Fødevarestyrelsen
vurderer, at § 47, stk. 1, ikke giver mulighed for at meddele påbud om, at der skal opsættes ulvesikkert
hegn, idet der ikke er krav herom i gældende lovgivning. Bestemmelsen giver efter styrelsens vurdering
heller ikke mulighed for præventivt at meddele påbud til den ansvarlige for dyrene om at træffe
beskyttelsesforanstaltninger, der går ud over gældende lovgivning, herunder opsætning af ulvesikkert
hegn.”
Jacob Jensen
/
Paolo Drostby
1
2
Rådets direktiv 98/58/EF af 20. juli 1998 om beskyttelse af dyr, der holdes til landbrugsformål
Bekendtgørelsen nr. 1743 af 30. november 2020 om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af kvæg, § 15
3
Bekendtgørelse nr. 1742 af 30. november 2020 om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af grise, § 73
4
Bekendtgørelse nr. 1747 af 30. november 2020 om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af slagtekyllinger
og rugeægsproduktion til produktion af slagtekyllinger samt om uddannelse ved hold af slagtekyllinger, § 13
5
Bekendtgørelse nr. 818 af 15. juni 2023 om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af æglæggende høner,
hønniker og forældredyr m.v., § 14
6
Bekendtgørelse nr. 1748 af 30. november 2020 om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af slagtekalkuner,
§ 26
7
Bekendtgørelse nr. 816 af 15. juni 2023 om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af visse landbrugsdyr, § 11
2