Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2024 - 2179
Den 18. marts 2024
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 479 (MOF alm. del) stillet d. 19. februar efter ønske fra
Carl Valentin (SF).
Spørgsmål nr. 479
”Hvad agter regeringen at foretage sig for at forhindre, at kosmetikprodukter i kategorien ”produkter
til professionel brug” sælges til private, selvom produktet indeholder problematiske stoffer, og det
derfor alene er professionelle, som må antages at kunne anvende det forsvarligt, jf. artiklerne
”Eksperter advarer mod gellak: ”tænk en ekstra gang””, taenk.dk, den 5. februar 2024, og ”Øjenbryns-
og vippefarve: Hvilken er et bedre kemivalg?”, taenk.dk, den 30. juni 2021.”
Svar
Kosmetiske produkter såsom gellakker og øjenbryns- og vippefarve, der markedsføres til danske
forbrugere, skal være sikre for forbrugerne, når de anvendes under normale betingelser eller under
betingelser, som med rimelighed kan forudses. Reglerne, som fremgår af kosmetikforordningen, er
totalharmoniseret i EU.
Som det fremgår af de to artikler, der henvises til i spørgsmålet, kan gellakker og øjen- og brynfarver
indeholde kemikalier, der kan fremkalde allergiske reaktioner ved hudkontakt. For at minimimere
risici forbundet med anvendelsen, burde produkter med indhold af visse kemikalier kun anvendes til
erhvervsmæssig brug. Det gælder bl.a. for visse akrylater, at når de anvendes i gellakker, skal det
fremgå på produktets emballage, at gellakkerne kun må anvendes til erhvervsmæssig brug.
Kosmetikforordningen fastsætter lignende begrænsninger om anvendelse af andre stoffer i øjenbryns-
og vippefarver.
Kosmetikforordningens regler kontrolleres og håndhæves i Danmark af Miljøstyrelsens
Kemikalieinspektion, som erfarer, at reglerne er udformet så det er vanskeligt at udføre en effektiv
kontrol af salg af produkter mærket til erhvervsmæssig brug, hvis de sælges til private. Forbuddet er
udformet som et mærkningskrav og ikke som et tydeligt forbud mod virksomheders salg af disse
kosmetiske produkter til forbrugere.
Miljøministeriet vil derfor arbejde på at få det gjort tydeligt, at produkter til erhvervsmæssig
anvendelse ikke må sælges til private, og har taget emnet op i den relevante tekniske EU-
arbejdsgruppe, hvor ministeriet har orienteret om problemet med salg af produkter til erhvervsmæssig
brug til private og har bl.a. opfordret til, at der stilles tydeligere krav til mærkningen af produkter til
erhvervsmæssig anvendelse, så forbrugerne ikke er i tvivl, hvis de køber produktet til sig selv. Den
foreløbige tilbagemelding er, at markedsovervågningsmyndigheder i andre lande oplever samme
problemer. Problemstillingen vil blive undersøgt nærmere af Kommissionen. Herudover har vi fra
dansk side også foreslået, at EU's Videnskabelige Komite for Forbrugersikkerhed skal undersøge
sikkerheden ved brug af akrylater generelt, så vi kan få en samlet vurdering af alle akrylater.
Miljøministeriet
•
Frederiksholms Kanal 26
•
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mim.dk