Miljø- og Fødevareudvalget 2023-24
MOF Alm.del
Offentligt
2835116_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J. nr.: 2024-1722
Den 6. marts 2024
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 454 (MOF alm. del) stillet 8. februar 2024 efter ønske fra
Miljø- og Fødevareudvalget.
Spørgsmål nr. 454
”Vil
ministeren kommentere henvendelsen af 11/1-24 fra Løgismosestrand Camping om udvidelse
indenfor strandbeskyttelseslinjen, jf. MOF alm. del - bilag 241?”
Svar
Det er vigtigt for regeringen, at der er balance mellem benyttelse og beskyttelse af naturbeskyttede
arealer. Denne balance udvikles hele tiden. Ministeren for byer og landdistrikter har sat sig i spidsen
for et landdistriktspolitisk udspil, som netop skal sikre lokal udvikling og initiativ.
Ændringer af naturbeskyttelseslovens regler om strandbeskyttelse forudsætter enighed i
forligskredsen bag planloven.
Reglerne og praksis
Strandbeskyttelseslinjen har til formål at bevare de åbne kyster og de landskabelige, naturmæssige og
rekreative værdier, der er knyttet til kysterne. Strandbeskyttede arealer er forbudszoner, hvor der som
hovedregel ikke må foretages ændringer af den eksisterende tilstand. Det betyder, at man ikke må
bygge eller indrette sig lige så frit, som andre steder i landet. Man må f.eks. ikke opføre bebyggelse,
herunder til- og ombygning, opstille campingvogne, opsætte hegn, tilplante, udstykke areal eller ændre
på terrænet. Forbudszonerne medvirker desuden til at reducere risikoen for oversvømmelse af værdier
i oversvømmelsestruede arealer og ved kysterne og dermed behovet for kystbeskyttelse.
Strandbeskyttelsen indebar allerede ved indførelsen i 1937 et forbud imod byggeri imellem vandkanten
og 100 meter ind i landet. Ved en ændring af naturbeskyttelsesloven i 1994 (kystloven) blev det
besluttet at udvide strandbeskyttelseslinjen fra 100 meter til i udgangspunktet 300 meter fra kysten.
Det fremgår af forarbejderne til loven, at reglerne om strandbeskyttelseslinjen forventes forvaltet mere
lempeligt for virksomheder, der ved udvidelsen blev omfattet af strandbeskyttelseslinjen.
For eksisterende campingpladser i den udvidede del af strandbeskyttelseslinjen blev det konkret
bemærket, at for pladser med over 75 enheder, vil der normalt være grundlag for dispensation til
udvidelser, nybyggeri m.v., som er nødvendige for, at campingpladsen kan gennemføre en sædvanlig
produktudvikling, fx udvidelse og nyetablering af service- og rekreative faciliteter. Der vil også kunne
dispenseres til en øget kapacitet, således at den arealmæssige udvidelse i videst muligt omfang
foretages landværts i pladsens eksisterende bredde og ikke står i et urimeligt forhold til hverken
kapaciteten for den eksisterende campingplads eller størrelsen af de allerede afholdte investeringer i
virksomheden. Endvidere må afgørende hensyn til landskabet ikke tale herimod. Campingpladser
beliggende i den udvidede beskyttelseszone, på mindre end 75 enheder, får normalt efter praksis ikke
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk
MOF, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 454: Spm. om kommentar til henvendelse af 11/1-24 fra Løgismosestrand Camping om udvidelse indenfor strandbeskyttelseslinjen
dispensation til kapacitetsudvidelser, da disse forholdsvis små campingpladser ofte ligger i særligt
sårbare naturområder. Dog dispenseres der også for pladser med under 75 enheder til
bygningsmæssige tilpasninger for opretholdelse af den aktuelle brancheklassifikation.
Det konkrete afslag
I forhold til den konkrete sag, så har Kystdirektoratet i 2023 givet afslag på udvidelse af Løgismose
Strandcamping på et areal svarende omtrent til det areal, som ejeren af pladsen har skitseret i
henvendelsen til Miljø- og Fødevareudvalget. Afgørelsen er truffet på baggrund af en konkret
vurdering på baggrund af de gældende regler og praksis for udvidelse af campingpladser.
Der er søgt om udvidelse af pladsen på i alt 1.400 kvm i den udvidede strandbeskyttelseslinje. Pladsen
er på over 75 enheder og dermed omfattet af de lempeligere bestemmelser. Afslaget er begrundet med,
at der er landskabelige hensyn, der taler imod det ansøgte, idet der lægges vægt på, at udvidelsen sker
delvist imod kysten og ud på et areal, der fremstår åbent som græsareal uden andre eksisterende anlæg
end tre shelters og en bålplads. Det er desuden indgået i vurderingen, at der i 2016 er meddelt
dispensation til en udvidelse af pladsen inden for strandbeskyttelseslinjen fra 244 til 279 enheder.
Dispensationen blev ikke udnyttet inden for gyldighedsperioden på tre år, og der blev meddelt fornyet
dispensation i 2019. Dispensationen fra 2019 er udnyttet.
Tidligere sager om dispensation
Der har været en række tidligere sager om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til udvidelse af
pladsen. Naturstyrelsen meddelte i 2011 dispensation til en udvidelse af pladsen mod vest og dermed
til siden. Dispensationen fra 2011 blev ikke udnyttet, og campingpladsen solgt. Nuværende ejer overtog
campingpladsen 1. januar 2013, og samme år meddelte Naturstyrelsen dispensation til en større
udvidelse af campingpladsen end den, der var dispenseret til i 2011. Afgørelsen blev påklaget af en
lokal borgerforening og af Danmarks Naturfredningsforening. Natur- og Miljøklagenævnet ændrede i
2014 dispensationen til et afslag.
Kystdirektoratet meddelte i 2016 fornyet dispensation til udvidelse af pladsen svarende til det areal,
hvortil der blev meddelt dispensation i 2011. Afgørelsen blev påklaget af Beboerforeningen
Løgismoseskov og stadfæstet af Miljø- og Fødevareklagenævnet. Afgørelsen blev på grund af
klagesagen ikke udnyttet inden for den fastsatte frist på tre år, og Kystdirektoratet meddelte i 2019
fornyet dispensation til udvidelse af campingpladsen på det samme areal. Dispensationen blev herefter
udnyttet og pladsen dermed udvidet. Udvidelsen angår et areal på knap en hektar inden for
strandbeskyttelseslinjen og muliggjorde en udvidelse af kapaciteten på 35 enheder.
Det fremgår af Naturstyrelsens afgørelse fra 2011, at der i den daværende kommuneplan var udlagt et
rammeområde for udvidelse af pladsen mod nord og dermed væk fra kysten uden for
strandbeskyttelseslinjen. Det fremgår videre af afgørelsen, at en udvidelse bag den eksisterende plads
ikke ansås for relevant af ansøger, Assens Kommune på vegne af ejeren, fordi en sådan udvidelse efter
klassificeringsreglerne ville medføre en nedklassificering eller hindre en opgradering af pladsens
status fra en firestjernet til en mulig femstjernet campingplads. Nuværende ejer har i 2014 anmodet
om genoptagelse af klagesagen gjort gældende, at de i kommuneplanen udpegede områder for
udvidelse af pladsen mod nord og uden for strandbeskyttelseslinjen ikke er relevante af flere årsager,
herunder at et salg af arealet anses for usandsynligt, pladsen vil blive gennemskåret af en vej, pladsen
vil miste herlighedsværdi, det vil være forbundet med omkostninger til anlæg af servicefaciliteter, mv.
Magnus Heunicke
/
Anne Elizabeth Kamstrup
2