MOF, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 409: Spm., om ministeren vil oversende et notat, om ressortfordelingen af miljøtilsyn og hvilke hhv. staten, regionen og kommunerne har ansvaret for

Miljø- og Fødevareudvalget 2023-24
MOF Alm.del
Offentligt

Rapport fra Myndighedsudvalget

om delingen af godkendelses- og tilsynskompetencen efter

miljøbeskyttelsesloven mellem stat og kommuner

efter den 1. januar 2007.

MOF, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 409: Spm., om ministeren vil oversende et notat, om ressortfordelingen af miljøtilsyn og hvilke hhv. staten, regionen og kommunerne har ansvaret for

1. Indholdsfortegnelse

2. Indledning

3. Sammenfatning

4. Virksomhedsreguleringen i dag

5. Virksomhedsreguleringen fra 1. januar 2005

6. Udvalgets anbefalinger

6.1. Kriterier for fordelingen af myndighedskomptencen mellem

stat og kommuner

6.2. Tilvalg af staten som godkendelses- og tilsynsmyndighed

7. Miljømæssige konsekvenser

8. Økonomiske og administrative konsekvenser

9. Retssikkerhedsmæssige konsekvenser

10. EU-retlige konsekvenser

s. 2

s. 3

s. 6

s. 7

s. 8

s. 12

s. 14

s. 15

Bilag 1: Kommissorium

Bilag 2: Udvalgets medlemmer

Bilag 3: Mindretalsudtalelse fra Danmarks Naturfredningsforening

og Amtsrådsforeningen

Bilag 4: Baggrundsnotat om VVM ´s placering i kommunerne

som led i strukturreformen

Bilag 5: Baggrundsnotat vedr. regulering af husdyrbrug

Bilag 6: Baggrundsnotat om kriterier for a-mærkningen, IPPC-

direktivet, Seveso-direktivet, VVM-direktivet samt call-in

bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 82.

Bilag 7: Godkendelsesbekendtgørelsens bilag 1 med forslag til

s-mærkede listepunkter.

s. 16

s. 18

s. 19

s. 22

s. 23

s. 29

S. 34

2. Indledning

Miljøministeren nedsatte september 2004 et udvalg, Myndighedsudvalget, med det formål at komme

med anbefalinger til den nærmere arbejdsdeling mellem stat og kommuner, således at der sker en af-

klaring af, hvilke virksomheder henholdsvis staten og kommunerne skal godkende og føre tilsyn med i

henhold til miljøbeskyttelsesloven.

Udvalget er besluttet nedsat i forbindelse med Aftale om strukturreform indgået mellem regeringen og

Dansk Folkeparti, juni 2004.

Kommissoriet pålagde blandt andet udvalget at udarbejde ensartede, objektive kriterier for, hvilken in-

stans der tildeles ansvaret for godkendelse og tilsyn med virksomhederne i henhold til miljøbeskyttel-

sesloven. Kommissoriet for udvalget vedlægges som bilag 1.

Udvalget har afholdt 4 møder og har bestået af repræsentanter forAmtsrådsforeningen, Kommunernes

Landsforening, Københavns Kommune, Dansk Industri, Landbrugsraadet, Dansk Landbrug, CO-

industri, Danmarks Naturfredningsforening, Finansministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet, In-

denrigs- og Sundhedsministeriet og Miljøministeriet (Skov- og Naturstyrelsen og Miljøstyrelsen).

Formandskabet er varetaget af Miljøstyrelsen v/ kontorchef Claus Torp og sekretariatet af Skov- og

Naturstyrelsen og Miljøstyrelsen. De udpegede medlemmer og suppleanter fremgår af bilag 2.

3. Sammenfatning

Der eksisterer i dag ca. 6600 godkendelsespligtige virksomheder. Heraf har ca. 2400 amterne som

godkendelsesmyndighed og ca. 4200 kommunerne som godkendelsesmyndighed. Fra den 1. januar

2005 opdeles de godkendelsespligtige virksomheder på to godkendelsesordninger: Den eksisterende og

en ny forenklet godkendelsesordning. Op til 5200 virksomheder bliver omfattet af den nye forenklede

godkendelsesordning. De virksomheder, der forbliver på det eksisterende system, er væsentligst virk-

somheder under den fælles EU-godkendelsesordning - IPPC-ordningen - og virksomheder, der er om-

fattet af VVM-direktivets bilag 1 (”VVM-pligtige”).

Udvalget har indledningsvist måttet konstatere, at der ikke ligger objektive kriterier til grund for ud-

vælgelsen af virksomheder, som er omfattet af IPPC-, VVM- eller risikodirektivet. Selv om der i høj

grad ligger de samme motiver bag udvælgelsen, er listerne over virksomheder meget forskellige i de 3

direktiver. De samme motiver kan således føre til såvel en meget smal model som en meget bred mo-

del i forhold til antallet af virksomheder, der får staten som godkendelsesmyndighed.

Et flertal i udvalget finder, at ikke alle de virksomheder, som forbliver på det eksisterende godkendel-

sessystem, og som ifølge Kommissoriet skal behandles i udvalget, bør have staten som godkendel-

sesmyndighed. Flertallet finder, at andelen bør være langt mindre. Kommunerne har allerede i dag

myndighedskompetencen i forhold til ca. 700 virksomheder på godkendelsesbekendtgørelsens bilag 1

og kan - blandt andet i lyset af, at de fleste af kommunerne bliver større og fagligt styrket, herunder at

der etableres en kvalitetsstyringsordning – på forsvarlig vis varetage godkendelser og tilsyn med ho-

vedparten af virksomhederne. Et mindretal bestående af Danmarks Naturfredningsforening og Amts-

rådsforeningen mener ikke, at kommunerne vil blive tilstrækkeligt styrket fagligt og størrelsesmæssigt

til at kunne løse de pågældende opgaver på et forsvarligt grundlag.

Et flertal i udvalget peger på tre helt centrale parametre i forhold til snittet i myndighedskompetencen.

For det første hvor miljømæssigt kompliceret virksomhederne er, og hvilken miljømæssig risiko, der

knytter sig til deres produktion, for det andet hensynet til en rationel tilrettelæggelse af miljøarbejdet

hos virksomhederne og for det tredje hensynet til at sikre en høj faglighed og mulighed for rationel til-

rettelæggelse af arbejdet på myndighedsside. Disse parametre er udmøntet i 7 kriterier, der er lagt til

grund for flertallets anbefaling af snittet mellem statslig og kommunal myndighedskompetence. Oven-

nævnte mindretal er enige i de centrale parametre og de 7 kriterier, men ikke i det resultat, flertallet er

kommet frem til på grundlag af disse.

De 7 kriterier er udmøntet af flertallet ved, at en række listepunkter på godkendelsesbekendtgørelsens

bilag 1 foreslås overført til staten. Dette fører til, at i størrelsesordnen 235 virksomheder anbefales pla-

ceret hos staten. Det svarer til ca. 4 % af de godkendelsespligtige virksomheder. Ressourcemæssigt er

der dog tale om en større andel, idet der er tale om dels teknisk og fagligt komplicerede virksomheder

med et stort forureningspotentiale, herunder blandt andet en række tunge risikovirksomheder og virk-

somheder, der producerer ved hjælp af genetisk modificerede organismer, dels en række ens virksom-

heder med samspil mellem driften af flere geografisk adskilte produktionsanlæg, hvor en placering i

staten giver administrative fordele for virksomheden.

Et mindretal i udvalget bestående af Danmarks Naturfredningsforening og Amtsrådsforeningen har af-

givet en mindretalsudtalelse, som i sin helhed fremgår af bilag 3. Mindretallet finder, at udvalgsarbej-

det er gennemført på et mangelfuldt grundlag, som ikke for Folketinget er egnet som grundlag for ny

lovgivning. Kommissoriet for udvalgsarbejdet har begrænset udvalgsarbejdet til, at udvalget kun skal

komme med anbefalinger om, hvilke virksomheder henholdsvis staten og kommunerne skal godkende

og føre tilsyn med. Udvalget har således ikke haft mulighed for at vurdere en placering i de fremtidige

regioner uanset, at det er amterne der i dag som regionale myndigheder har ansvaret for godkendelse

og tilsyn med ca. 2.400 virksomheder. Frem for at fordele ansvaret for miljøreguleringen af større

komplicerede virksomheder på staten og kommunerne, hvorved faglig ekspertise og faglige miljøer vil

gå tabt, finder Danmarks Naturfredningsforening og Amtsrådsforeningen, at det er en enklere og billi-

gere løsning samt en miljømæssig fordel at samle ansvaret for godkendelse og tilsyn med de større

miljøtunge virksomheder i de nye regioner. Alternativt bør samtlige virksomheder på bilag 1 og a-

mærkede virksomheder på bilag 2 samles under statsligt ansvar.

Et flertal i udvalget bemærker, at Danmarks Naturfredningsforening og Amtsrådsforeningen står helt

alene med synspunkterne om, at kommunerne ikke vil kunne løfte opgaven og at den foreslåede kvali-

tetsstyringsordning ikke vil bidrage til at sikre kvalitet og faglig kompetence hos kommunerne.

Københavns Kommune er i dag både kommunal og amtslig myndighed. Det fremlagte forslag vil der-

for efter kommunens opfattelse betyde en forringelse for de største virksomheder i Københavns Kom-

mune, fordi disse fremover vil få to myndigheder. Desuden vil det faglige miljø, som siden 1990 er

blevet opbygget i kommunen, blive forringet, fordi de mest komplekse virksomheder overføres til sta-

ten. Københavns Kommune vil derfor anbefale, at kun de 50 , virksomheder, som var angivet i en

oversigt, Miljøstyrelsen har lagt frem i forbindelse med udvalgsarbejdet, overføres til staten. Endelig

vurderer Københavns Kommune, at der på baggrund af det fremlagte forslag til fordeling af virksom-

heder mellem kommunerne og staten vil ske en centralisering fra kommuner og amter til staten. Dette

vil efter deres opfattelse være i modstrid med regeringens ønske om at skabe en helhedsforvaltning,

der samler hovedparten af opgaverne i kommunerne, således at der bliver skabt en entydig indgang til

det offentlige. Endelig finder Københavns Kommune, at den eksisterende call-in-beføjelse, jf. neden-

for, ikke bør udvides.

Myndighedsudvalget har endvidere drøftet de særlige forhold, der gælder for myndighedernes vurde-

ring af udvidelser og nyetableringer af husdyrproduktion. Der er på dette område en meget kompliceret

faglig problemstilling vedrørende anvendelsen af husdyrgødning på arealerne og påvirkningen af mil-

jøet. Derfor finder Dansk Landbrug, Landbrugsraadet og Danmarks Naturfredningsforening, at det er

nødvendigt, at staten allerede ved kommunernes overtagelse af kompetencen fra d. 1. januar 2007 har

udarbejdet bindende retningslinier for arealreguleringen til kommunerne, der sikrer en ensartet sagsbe-

handling i kommunerne af ansøgningerne om udvidelse og nyetablering af husdyrbrug.

Ministerierne og KL finder bl.a. på den baggrund, at Miljøministeriet skal tilvejebringe vejledende ret-

ningslinier for kommunernes behandling af ansøgninger om udvidelse og nyetablering af husdyrpro-

duktion. Udvalget som helhed finder, at der tillige skal tilvejebringes et fagligt grundlag for at fastlæg-

ge og afgrænse sårbare områder samt fastlægge hvilken indsats, der er påkrævet for at nå de målsæt-

ninger, der gælder for de sårbare områder. Der er enighed om, at dette især sker gennem det arbejde,

som staten har iværksat med Lov om miljømål, og hvor der frem mod 2009 vil blive udarbejdet ind-

satsplaner i forhold til Vandrammedirektivets mål omkring tilstanden i vandområder samt i forhold til

Habitatdirektivets krav til tilstanden af NATURA 2000 områder. For så vidt angår ammoniakfølsom

natur uden for habitatområderne finder Danmarks Naturfredningsforening, at der er behov for yderli-

gere regulering ud over Lov om miljømål. Allerede i forbindelse med kommunernes overtagelse af

VVM-opgaven fra 1. januar 2007, skal der foreligge retningslinier fra Miljøministeriet, som kommu-

nerne kan administrere efter.

DI, CO-industri og Københavns Kommune har tilkendegivet, at de ikke har synspunkter i forbindelse

med denne problemstilling. Danmarks Naturfredningsforening og Amtsrådsforeningen finder, at de

større husdyrproduktioner bør reguleres af det regionale niveau. De øvrige medlemmer er uenige heri.

Endelig foreslår et flertal i udvalget, at den eksisterende call-in beføjelse, som i dag eksisterer for mil-

jøministeren i miljøbeskyttelseslovens § 82, udvides til undtagelsesvist at kunne anvendes til at overfø-

re virksomheder til staten. Hensigten er, at den enkelte virksomhed skal kunne søge miljøministeren –

som udgangspunkt i enighed med den kommunale myndighed – om at blive overført til statslig god-

kendelse og tilsyn. Udvalget peger i den forbindelse på en række kriterier, der skal være opfyldt for, at

der basis for at overveje call-in. Der bør således være tungtvejende miljømæssige og administrative

begrundelser for at anvende denne mulighed.

Herudover vil staten som led i ”Aftale om strukturreform, juni 2004”, få overført tilsynet med alle

kommunale spildevandsudledninger og de kommunale affaldsbortskaffelsesanlæg, der har størst for-

ureningspotentiale.

4. Virksomhedsreguleringen i dag.

Miljøgodkendelser

Godkendelsessystemet har eksisteret siden 1974 og er flere gange blevet revideret, senest i 1999 som

følge af et EU-direktiv, det såkaldte IPPC-direktiv, og i 2004 som følge af Virksomhedsudvalgets ar-

bejde, jf. afsnit 3.

Reglerne indebærer bl.a., at de virksomheder, der er omfattet af godkendelsespligten (”listevirksomhe-

der”), ikke må etableres uden en godkendelse. Det samme gælder ved ændringer eller udvidelser, der

medfører forøget forurening. Godkendelseskompetencen er i dag fordelt på amter og kommuner.

Miljøbeskyttelsesloven og godkendelsesordningen blev i sin tid gennemført, fordi industriens forure-

ning på daværende tidspunkt blev anset for den helt dominerende forureningskilde. Godkendelsesin-

strumentet har da også vist sig at være særdeles velegnet til at regulere virksomheder med et vist for-

ureningspotentiale, og med årene er industriens udledninger nedbragt markant.

Listen over godkendelsespligtig virksomhed omfattede oprindeligt det meste af dansk industri, men i

forbindelse med revisionen af miljøbeskyttelsesloven i 1990 besluttede man at fjerne en lang række

virksomheder med simple miljøproblemer ud fra den betragtning, at disse problemer kunne løses på en

administrativt lettere måde end gennem den ressourcekrævende godkendelsesbehandling. Herved fri-

gjordes ressourcer til de mere miljøtunge virksomheder.

I 1996 vedtog EU et direktiv om godkendelse af større virksomheder (IPPC-direktivet). Direktivet blev

gennemført i Danmark ved lov nr. 369 af 2. juni 1999 og ved bekendtgørelser nr. 807 af 25. oktober

1999 og nr. 652 af 3. juli 2003 om godkendelse af listevirksomhed.

Det vurderes, at der i dag er ca. 6.600 godkendelsespligtige virksomheder, hvoraf ca. 1250 er IPPC-

virksomheder. Knap halvdelen af IPPC-virksomhederne er større husdyrbrug. Amterne har godkendel-

ses- og tilsynskompetencen for ca. 2400 af alle virksomheder, hvoraf ca. 500 er IPPC-virksomheder,

mens kommunerne har resten.

VVM-reguleringen

Stort set alle industrianlæg, uanset størrelse, er berørt af VVM-reglerne

. For nogle typer industrian-

læg, såsom integrerede kemiske anlæg og store kraftværker, fyringsanlæg og affaldsforbrændingsan-

læg, er en VVM-vurdering obligatorisk ved nyanlæg og store ændringer. Det samme gælder meget sto-

re svine- og fjerkræbrug.

Langt de fleste af virksomhederne skal alene gennem en screeningsprocedure, der indebærer, at regi-

onplanmyndigheden ved nyanlæg eller ændringer skal tage stilling til, om det enkelte anlægsprojekt vil

kunne påvirke miljøet væsentligt. Hvis det er tilfældet, er projektet VVM-pligtigt.

5. Virksomhedsreguleringen fra 1. januar 2005.

Som led i miljøreformen underskrev miljøministeren d. 16. september 2004 en ny godkendelsesbe-

kendtgørelse, der træder i kraft den 1. januar 2005. I bekendtgørelsen er op mod 80 % af listevirksom-

hederne overført til en liste over virksomheder, for hvilke der gælder en forenklet godkendelsesproce-

dure.

Bekendtgørelsen udmønter det lovforslag, som miljøministeren fremsatte i november 2003 om forenk-

ling af det gældende godkendelsessystem. Lovforslaget blev vedtaget den 16. marts 2004.

Forud for lovforslaget lå det såkaldte Virksomhedsudvalg, som afgav rapport i oktober 2003.

Godkendelsessystemet indrettes fremover således, at størstedelen - godt 5200 - af de godkendelses-

pligtige virksomheder med virkning fra 1. januar 2005 overføres til et nyt, forenklet godkendelsessy-

stem, hvor kravene til ansøgningernes indhold og til forhåndsdokumentationen reduceres i forhold til i

dag, og hvor indsatsen samtidigt målrettes mod de væsentlige miljøproblemer. Det nuværende god-

kendelsessystem opretholdes kun for en mindre del af virksomhederne - ca. 1400 - og omfatter de li-

stevirksomheder, der er omfattet af henholdsvis IPPC-direktivet og VVM-direktivets bilag 1 samt en-

kelte andre virksomheder med et betydeligt forureningspotentiale.

Virksomheder, der fortsat er omfattet af det nuværende godkendelsessystem, kaldes fremover bilag 1-

virksomheder, mens virksomheder, der er overført til det forenklede godkendelsessystem, kaldes bilag

2-virksomheder.

Omdrejningspunktet for det forenklede system ligger i, at der for en lang række af de virksomheder,

der bliver overført til det forenklede godkendelsessystem, udarbejdes såkaldte branchebilag med stan-

EF-direktivet af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (85/337/EØF),

senere ændret med direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997, er for anlæg på land implementeret i planloven (lovbekendtgørelse

nr. 763 af 11. september 2002) med tilhørende bekendtgørelse nr. 428 af 2. juni 1999 (samlebekendtgørelsen), som ændret

ved bekendtgørelse nr. 605 af 15. juli 2002.

dardvilkår for den enkelte branche, som godkendelsesmyndigheden forpligtes til at indsætte i godken-

delsen. Standardvilkårene udarbejdes, således at de er repræsentative for den samlede viden om en gi-

ven branche på et givet tidspunkt og baseret på den bedste tilgængelige teknik for branchen.

Der er ikke tale om et fundamentalt brud på det nuværende godkendelsessystem. Virksomhederne skal

fortsat have en godkendelse, før de etablerer sig eller foretager væsentlige ændringer, og miljøkravene

bliver der heller ikke slækket på.

Virksomhedsudvalget anbefalede også, at man afskaffede den såkaldte ”anmeldepligt” for virksomhe-

der, der ikke er omfattet af godkendelsespligten. Baggrunden for det var, at ordningen ikke fungerer i

praksis. Denne anmeldepligt er derfor ophævet med virkning fra 1. januar 2005. Anmeldepligten om-

fattede de virksomhedstyper, som blev taget ud af godkendelsesordningen i 1990.

Med den nye godkendelsesbekendtgørelse er den nuværende kompetencefordeling mellem amter og

kommuner fastholdt. De virksomheder, der er underlagt amternes godkendelses- og tilsynskompeten-

ce, er mærket med a på listerne i bilag 1 og 2 til godkendelsesbekendtgørelsen (a-mærkningen).

6. Udvalgets anbefalinger

6.1. Kriterier for fordelingen af myndighedskompetence mellem stat og kommuner.

Udgangspunktet, som det fremgår af ”Aftale om strukturreform, juni 2004”, er, at godkendelse og til-

syn med en række særligt komplicerede virksomheder varetages af staten. De øvrige godkendelser og

tilsyn efter miljøbeskyttelsesloven varetages af kommunerne.

Med henblik på at indkredse kriterier for ”komplicerede virksomheder med et stort forureningspoten-

tiale” har udvalget set på de eksisterende kriterier, som ligger til grund for udpegningen af virksomhe-

der i forbindelse med a-mærkningen, IPPC-direktivet, Seveso-direktivet, VVM-direktivet og call-in-

bestemmelsen (bilag 6). Disse taler om

komplicerede processer, virksomheder med stort forurenings-

potentiale, sager der kræver særlig sagkundskab at behandle o.lign.

og har ført til forskellige afgræns-

ninger af de omfattede virksomheder. De kan således ikke umiddelbart anvendes som entydige og ob-

jektive kriterier med henblik at udpege de listepunkter, hvor staten bør overtage myndighedskompe-

tencen.

De nævnte kriterier kan i princippet føre til to meget forskellige resultater: Placering af et absolut mi-

nimum af virksomheder hos staten, eller placering af i princippet alle de virksomheder, som indgår i

myndighedsudvalgets drøftelser (dvs. bilag 1-virksomhederne), hos staten.

Placeres der for få virksomheder under statens kompetence, kan det blive svært at tilrettelægge arbej-

det hensigtsmæssigt, der tages ikke hensyn til at sikre en optimal organisering af virksomhedernes

miljøindsats, og det kan føre til, at komplicerede virksomheder med et stort forureningspotentiale ikke

placeres i staten.

Såfremt alle bilag 1 virksomheder placeres hos staten, vil der blive placeret en lang række virksomhe-

der hos staten, som kommunerne efter flertallets opfattelse vil have forudsætningerne for at kunne va-

retage. Det bemærkes i den forbindelse, at kommunerne allerede i dag har godkendelses- og tilsyns-

kompetencen for ca. 750 virksomheder og husdyrbrug på bilag 1.

Ingen af de to ovenstående resultater vil derfor efter et flertal i udvalgets opfattelse sikre en rationel til-

rettelæggelse af godkendelses- og tilsynsarbejdet set fra såvel et virksomhedssynspunkt som set fra en

statslig og kommunal synsvinkel.

Mellem disse to yderpunkter findes en mellemmodel, hvor virksomheder med stor teknisk/faglig kom-

pleksitet og med et stort forureningspotentiale får staten som godkendelses- og tilsynsmyndighed. Spe-

cielle virksomheder og virksomheder med produktion mange steder i landet kan rationelt blive placeret

hos staten, samtidigt med at kommunerne vil få en stor og fagligt udfordrende opgaveportefølje. Et

flertal i udvalget peger på, at det er mellemmodellen, der er mest bæredygtig.

Udvalget har derfor drøftet forskellige muligheder for at formulere mere objektive kriterier for at lave

dette snit. Som udgangspunkt er udvalget enig om, at de relevante kriterier skal findes under tre ho-

vedoverskrifter:

•

Miljømæssig kompleksitet og risiko.

Hensynet til en rationel tilrettelæggelse af miljøarbejdet hos virksomhederne.

Hensynet til at sikre en høj faglighed og mulighed for rationel tilrettelæggelse af arbejdet på myn-

dighedsside.

Under de tre overskrifter har udvalget formuleret 7 kriterier som kan tale for, at myndighedsansvaret

placeres hos staten:

Miljømæssig kompleksitet og risiko

1. Virksomheder, der er teknisk/fagligt komplekse, og som kræver en særlig kompetence. Her tænkes

på virksomheder med komplicerede og integrerede produktionsprocesser, hvor der ofte er samspil

mellem de enkelte delprocesser både produktionsmæssigt og miljømæssigt, og/eller der i produkti-

onsprocessen kan indgå affald/restprodukter fra fx andre virksomheder, som fordrer en særlig

overvejelse eller et kendskab, der rækker ud over den pågældende virksomhed. Også virksom-

hedstyper med teknisk komplicerede renseforanstaltninger kan være omfattet.

2. Virksomheder med væsentlig forurening af regional betydning. Her tænkes bl.a. på betydelig regi-

onal luftforurening, men i princippet også på lugt- og støjforurening samt på meget stor og kom-

pleks affaldsfrembringelse. Stor affaldsfrembringelse er ikke et kriterie, der i sig selv fordrer staten

som myndighed.

3. Særligt tunge risikovirksomheder. Virksomhedstyper, der er omfattet af § 5 i risikobekendtgørel-

sen

(”kolonne 3”-virksomheder) bør have staten som godkendelses- og tilsynsmyndighed, dog

undtaget olie- og gasoplag, der bør ligge hos kommunerne.

4. Virksomheder, der producerer ved hjælp af genetisk modificerede organismer, og som samtidigt

skal have en miljøgodkendelse. Staten har allerede godkendelseskompetencen efter Lov om miljø

og genteknologi

. Da det samtidig er foreslået

, at staten overtager tilsynet med GMO-

godkendelsen, bør staten også have kompetencen i forbindelse med den tilhørende miljøgodken-

delse.

5. Virksomheder med særskilt spildevandsudledning, der har et indhold af særligt farlige miljøfrem-

mede stoffer, hvor der er behov for spidskompetencer til f.eks. at fastsætte vandkvalitetskrav.

Hensyn til rationel tilrettelæggelse af miljøarbejdet på virksomhedssiden

6. Virksomheder med et samspil mellem driften af flere geografisk adskilte produktionsanlæg, hvor

en placering i staten giver administrative fordele for virksomheden. Der tænkes her primært på

koncerner med en række selvstændige produktionsanlæg fordelt i mange kommuner. Virksomhe-

derne har et ønske om, at arbejdet med miljøgodkendelser og –tilsyn samlet set udføres så rationelt

som muligt.

Hensyn til tilrettelæggelse af arbejdet hos myndighederne

7. Myndighederne skal opnå en samlet opgaveportefølje, der sikrer opbygning af fagligt kompetente

miljøforvaltninger og en rationel kapacitetsudnyttelse. Tilstedeværelsen af virksomheder, der nati-

onalt må betragtes som ”enestående”, og hvor der kræves en meget speciel kompetence, tilsiger en

placering hos staten, som netop har muligheden for at trække på sin brede internationale kontakt-

flade.

KL har ønsket at pege på muligheden for at sikre en mere rationel tilrettelæggelse af miljøarbejdet hos

visse koncerner, hvor råvarer og halvfabrikata flyttes rundt mellem forskellige virksomheder i forskel-

lige kommuner, ved at pålægge de pågældende kommunale myndigheder en pligt til intern koordine-

ring af miljøarbejdet. En mulig model er, at der udpeges en fælles koordinator/kontaktperson, som kan

danne bindeled mellem koncernen og de kommunale myndigheder uden derved at flytte myndighed

eller kompetence fra de enkelte kommunale myndigheder.

Med udgangspunkt i, at et eller flere af de nævnte 7 kriterier bør være opfyldt, for at staten bliver god-

kendelses- og tilsynsmyndighed, har udvalget gennemgået alle listepunkterne i bilag 1 til godkendel-

sesbekendtgørelsen og drøftet, hvilke listepunkter, som placeres hos staten, og hvilke, der placeres hos

Bekendtgørelse nr. 106 af 1. februar 2000 om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer

§ 8 i Lov om Miljø og genteknologi

Jf. forslag til lov om ændring af lov om miljø og genteknologi

kommunerne. Resultatet, som udvalgets flertal er endt på, ses i bilag 7 med begrundelse i de tilfælde,

hvor der er foreslået en placering hos staten. Dermed er der et objektivt grundlag for fordelingen af

virksomheder mellem stat og kommuner. Det skal bemærkes, at den endelige udmøntning af fordelin-

gen mellem staten og kommunerne sker i forbindelse med en efterfølgende ændring af godkendelses-

bekendtgørelsen.

Den i bilag 7 foreslåede fordeling indebærer, at ca. 235

virksomheder får staten som godkendelses-

og tilsynsmyndighed, mens ca. 6.350 virksomheder, heraf ca. 1050 på bilag 1, får kommunerne som

godkendelses- og tilsynsmyndighed.

Regulering af spildevandsudledning til kloak og affaldsområdet varetages fortsat af kommunerne for

alle virksomheder.

Udvalgets flertal lægger vægt på, at den foreslåede fordeling tilgodeser hovedprincippet om lokal for-

ankring og én indgang til miljømyndigheden , samtidig med at staten overtager godkendelse og tilsyn

med de virksomheder, som forudsætter særlige kompetencer, som det ikke er hensigtmæssigt at op-

bygge i de enkelte kommuner.

Et mindretal bestående af Amtsrådsforeningen og Danmarks Naturfredningsforening finder, at der ikke

i udvalgsarbejdet er fremkommet nye synspunkter i relation til den fremtidige myndighedsfordeling

efter en kommunalreform i forhold til de synspunkter, som ligger til grund for den nuværende forde-

ling, som er udmøntet i den nye godkendelsesbekendtgørelse. Det er Danmarks Naturfredningsfor-

enings og Amtsrådsforeningens opfattelse, at samtlige virksomheder, der i dag har amterne som god-

kendelses- og tilsynsmyndighed, eller som er optaget på VVM-samlebekendtgørelsens bilag 1, bør

placeres på det regionale niveau, subsidiært i staten. Det svarer til ca. 2400 virksomheder.

Københavns Kommune har ønsket at henlede opmærksomheden på den særlige situation, der består for

Københavns og Frederiksberg Kommune samt Bornholms Regionskommune, som i dag både er kom-

munale og amtslige myndigheder. Det fremlagte forslag vil efter Københavns Kommunens opfattelse

betyde en forringelse for de virksomheder, der i de pågældende områder overflyttes til staten, fordi

disse fremover vil få to myndigheder. Dette skønnes konkret at være tilfældet for 6 virksomheder i

Københavns Kommune.

På foranledning af Dansk Landbrug har Myndighedsudvalget endvidere drøftet de særlige forhold, der

gælder for myndighedernes vurdering af udvidelser og nyetableringer af husdyrproduktion. Der er på

dette område en meget kompliceret faglig problemstilling vedrørende anvendelsen af husdyrgødning

på arealerne og påvirkningen af miljøet. Derfor finder Dansk Landbrug, Landbrugsraadet og Danmarks

Naturfredningsforening, at det er nødvendigt, at staten allerede ved kommunernes overtagelse af kom-

petencen fra d. 1. januar 2007 har udarbejdet bindende retningslinier for arealreguleringen til kommu-

Antallet af virksomheder kan i sagens natur ikke opgøres eksakt. Nye virksomheder kommer til, og andre ophører eller

ændrer produktionen, og antallet kan ændre sig frem mod 2007. Det samme gælder antallet af kommunale virksomheder.

nerne, der sikrer en ensartet sagsbehandling i kommunerne af ansøgningerne om udvidelse og nyetab-

lering af husdyrbrug. (Dette vil givetvis fordre tilvejebringelse af ny lovhjemmel udover den eksiste-

rende Lov om miljømål, Lov om planlægning m.v.)

Ministerierne og KL finder bl.a. på den baggrund, at Miljøministeriet skal tilvejebringe vejledende

retningslinier for kommunernes behandling af ansøgninger om udvidelse og nyetablering af husdyr-

produktion.

Udvalget som helhed finder, at der tillige skal tilvejebringes et fagligt grundlag for at fastlægge og af-

grænse sårbare områder samt fastlægge og afgrænse sårbare områder samt fastlægge hvilken indsats,

der er påkrævet for at nå de målsætninger, der gælder for de sårbare områder. Der er enighed om, at

dette især sker gennem det arbejde, som staten har iværksat med Lov om miljømål, og hvor der frem

mod 2009 vil blive udarbejdet indsatsplaner i forhold til Vandrammedirektivets mål omkring tilstanden

i vandområder samt i forhold til Habitatdirektivets krav til tilstanden af NATURA 2000 områder. For

så vidt angår ammoniakfølsom natur uden for habitatområderne finder Danmarks Naturfredningsfor-

ening, at der er behov for yderligere regulering ud over Lov om miljømål.

Allerede i forbindelse med kommunernes overtagelse af VVM-opgaven fra 1. januar 2007, skal der

foreligge retningslinier fra Miljøministeriet, som kommunerne kan administrere efter.

DI, CO-industri og Københavns kommune har tilkendegivet, at de ikke har synspunkter i forbindelse

med denne problemstilling. Danmarks Naturfredningsforening og Amtsrådsforeningen finder, at de

større husdyrproduktioner bør reguleres af det regionale niveau.

Miljøministeriet har præciseret, at EU-retten fastlægger visse begrænsninger i forhold til, hvor generelt

man kan gøre op med behov for beskyttelse på arealerne, når der tages stilling til påvirkningen fra et

anlæg, som påtænkes opført som led i en udvidelse eller en nyetablering af husdyrproduktionen.

6.2. Tilvalg af staten som godkendelses- og tilsynsmyndighed

Myndighedsudvalget finder, at der kan forekomme helt specielle situationer, hvor det kan være rele-

vant at flytte kompetencen fra kommunen til det statslige niveau. Derfor finder udvalget det relevant -

parallelt med ovenstående snit - også at fastlægge principperne for en udvidelse af mulighederne for, at

miljøministeren kan gøre brug af sin call-in beføjelse.

Der eksisterer allerede i dag en hjemmel for miljøministeren til at overtage godkendelses- og tilsyns-

kompetencen i den såkaldte call-in bestemmelse i miljøbeskyttelseslovens § 82. Denne bestemmelse,

der er en videreførsel af en bestemmelse, der fremgik af den oprindelige miljøbeskyttelseslov fra 1974,

muliggør, at

”miljøministeren kan beslutte at overtage amtsrådets eller kommunalbestyrelsens beføjel-

ser efter loven i sager, der berører andre myndigheders lovbestemte opgaver eller har større betyd-

ning”.

Bestemmelsen er kun tænkt anvendt rent undtagelsesvist og kun i sager af mere vidtrækkende betyd-

ning. Herved forstås sager om større virksomheder efter kap. 5, hvor behandlingen kræver en særlig

sagkundskab, og hvor der er en særlig begrundelse for at fravige den almindelige kompetenceforde-

ling. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at reglen f.eks. vil kunne anvendes i sager, som

rummer alvorlige modsætninger mellem hensynet til miljøbeskyttelsen og andre samfundshensyn,

f.eks. egnsudviklingshensyn, og hvor det ville være hensigtsmæssigt, at der straks kan tages stilling til

disse spørgsmål på centralt plan, uden at afgørelsen herom skal afvente behandlingen af en klagesag.

I praksis har bestemmelsen kun været anvendt i et begrænset antal tilfælde i forhold til bestemte, store

og teknisk komplicerede virksomheder, hvor kommuner eller staten tillige har været involverede som

ejere. P.t. er kun Københavns Lufthavn (støjdelen) og Naturgasnettet indkaldt.

Bestemmelsen i § 82, som den er i dag, hjemler ikke mulighed for, at virksomheder eller kommuner af

eget initiativ kan søge om, at staten overtager opgaven som godkendelses- og tilsynsmyndighed.

Udvalget kan imidlertid se et behov for, at § 82 videreføres med en udvidelse af anvendelsesområdet,

således at den – udover dens nuværende formål – også rummer mulighed for, at staten kan overtage

godkendelses- og tilsynskompetencen, hvis en virksomhed eller kommune ansøger herom, og hvis

miljøministeren finder, at nedenstående kriterier herfor er opfyldt.

Som overordnede kriterier for anvendelse af en udvidet call-in bestemmelse bør gælde,

•

at der skal være tale om en væsentlig sag, dvs. at virksomheden skal indebære en ikke ubetydelig

potentiel forurening,

at der kan sandsynliggøres en væsentlig optimering af miljøindsatsen på virksomhedsside, og

at de lokale myndigheder kun meget vanskeligt kan opbygge eller fastholde en kompetence, der

sikrer en god faglig behandling af virksomheden.

Udvalget lægger vægt på, at det helt og holdent bliver miljøministerens afgørelse, om staten skal

overtage en virksomhed, og at det så vidt muligt sker i enighed med både virksomheden og kommu-

nen. Afgørelsen bør have gyldighed for flere år og gennemføres med et passende varsel, således at

myndighederne har mulighed for at planlægge deres ressourcer og sikre en forsvarlig overdragelse af

sagsdokumenter.

Det er også afgørende for udvalget, at en ansøgning om flytning til en statslig myndighed ikke kan ske

som følge af en verserende konflikt mellem en virksomhed og dens aktuelle myndighed. Bestemmel-

sen må ikke kunne føre til, at virksomhederne kan ”shoppe” rundt mellem myndighederne med deraf

følgende usikkerhed om ressourceanvendelsen mv. Og bestemmelsen må ikke fjerne grundlaget for, at

både kommunerne og staten kan indrette sig på de nye opgaver og sikre opbygningen af de fornødne

kompetencer til at håndtere de sager, som pålægges dem som følge af den fordeling af myndig-

hedskompetencen, som udvalget i øvrigt lægger op til.

Det er udvalgets forventning, at bestemmelsen vil få et begrænset anvendelsesområde, og det skønnes

derfor ikke, at den vil medføre nævneværdige problemer hverken for kommuner eller miljøcentre i

forbindelse med opbygning og fastholdelse af kompetence.

7. Miljømæssige konsekvenser

På kort sigt vurderes de miljømæssige konsekvenser af en ændret kompetencefordeling, således som et

flertal i udvalget anbefaler, at være meget begrænsede. Det hænger sammen med, at miljøgodkendel-

ses- og tilsynsarbejdet hovedsageligt vedrører allerede godkendte virksomheder, der er i drift, og som

ikke nødvendigvis står overfor at skulle have en ny eller ændret godkendelse.

De mest komplicerede virksomheder overføres til staten, fordi de nødvendige og helt specielle kom-

petencer kan samles der, hvilket vurderes at være en miljømæssig fordel i såvel godkendelses- som til-

synsmæssig sammenhæng. Forslaget om udvidelse af call-in bestemmelsen i miljøbeskyttelsesloven

kan ligeledes bidrage til, at der er sikkerhed for at de nødvendige kompetencer er til stede i forbindelse

med godkendelse og tilsyn af en virksomhed.

Udvalget har ikke haft grundlag for at foretage en nærmere vurdering af de miljømæssige konsekven-

ser af overflytningen af godkendelses- og tilsynskompetencen fra amterne til kommunerne. Flertallet i

udvalget finder, at den kommende kvalitetesstyringsordning kan bidrage til en sikring af kvaliteten i

det kommunale godkendelses- og tilsynsarbejde.

Et mindretal i udvalget bestående af Danmarks Naturfredningsforening og Amtsrådsforeningen og fin-

der, at i og med, at udvalget ikke har drøftet spørgsmålet om fordeling af amternes ressourcer, jf. ne-

denfor, har man ikke kunnet vurdere, om det er hensigtsmæssigt at uddelegere de mange virksomheder

til kommunerne, herunder om det kan ske uden miljømæssige forringelser. Mindretallet mener ikke, at

opsplitning af amternes nuværende faglige miljøer på 3 statslige centre og ca. 100 kommuner kan ske

uden miljømæssige forringelser, ligesom man finder, at en kvalitetsstyringsordning ikke kan råde bod

på manglende faglig kompetence.

8. Økonomiske og administrative konsekvenser

Ifølge udvalgets kommissorium skal udvalget alene vurdere de økonomiske og administrative konse-

kvenser af dets anbefalinger for erhvervsliv og borgere.

Forslaget om overflytning af langt hovedparten af godkendelses- og tilsynskompetencen fra amterne til

kommunerne skønnes ikke at medføre negative administrative konsekvenser for erhvervslivet. Det er

flertallets opfattelse, at virksomhederne tværtimod i højere grad end tilfældet er i dag vil nyde gavn af

nærheden til den lokale myndighed, samt af fordelen ved at affaldsreguleringen, spildevandsregulerin-

gen samt VVM- og godkendelsesbehandlingen er samlet hos én og samme myndighed.

Forslaget om udarbejdelse af retningslinier for kommunernes behandling af sager vedrørende husdyr-

produktion vurderes at give en mere ensartet og effektiv behandling af disse sager og dermed en posi-

tiv administrativ konsekvens for erhvervet.

Forslaget om udvidelse af call-in bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 82 vil som supplement til

den løbende tilpasning af listen over godkendelsespligtige virksomheder muliggøre en mere rationel

tilrettelæggelse af miljøarbejdet fra virksomhedernes side i den ekstraordinære situation, hvor der sker

call-in.

Samlet set vurderer flertallet, at udvalgets anbefaling vil have positive administrative konsekvenser for

erhvervslivet. For såvel borgere som virksomheder gælder det generelt, at de som følge af kommunal-

reformen får en langt mere entydig indgang til myndighederne. For hovedparten – ca. 96% - af de

godkendelsespligtige virksomheder gælder således, at de får kommunen som myndighed, såfremt

flertallets anbefalinger følges.

De økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige drøftes i forbindelse med udkast for-

slag til ændring af lov om miljøbeskyttelse.

Et mindretal bestående af Danmarks Naturfredningsforening og Amtsrådsforeningen finder ikke, at der

i udvalgsarbejdet er tilvejebragt et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere de administrative og økonomi-

ske konsekvenser af forslaget. Mindretallet forventer, at opgaverne ikke i realiteten vil blive samlet hos

én myndighed med én indgang, og at der ikke kan forventes positive administrative konsekvenser.

Mange virksomheder vil opleve en opsplittet myndighedsfordeling mellem staten, en eller flere kom-

muner og fælleskommunale samarbejder/selskaber.

Et flertal i udvalget bemærker, at det er Danmarks Naturfredningsforenings og Amtsrådsforeningens

opfattelse, jf bilag 3, at myndighedstrukturen og opgavefordeling, som kommissoriet forudsætter, vil

medføre en betydelig fordyrelse for den offentlige sektor. Flertallet i udvalget bemærker, at man ikke

er enig i mindretallets opfattelse.

9. Retssikkerhedsmæssige konsekvenser

Ingen af forslagene skønnes at medføre retssikkerhedsmæssige konsekvenser for erhvervslivet eller

borgerne. Der er her ikke taget hensyn til en evt. ændring i klagesystemet.

10. EU-retslige konsekvenser

Danmarks Naturfredningsforening har under udvalgsarbejdet rejst det spørgsmål over for Miljømini-

steriet, om kommunerne fremover vil være i stand til at løfte opgaven som VVM-myndighed under

hensyn til de forpligtelser, der ligger i VVM-direktivet, f.eks. om vurdering af alternative lokalise-

ringsmuligheder. Miljøministeriets svar fremgår af bilag 4. Forslagene skønnes af flertallet ikke at ha-

ve EU-retslige konsekvenser.

Bilag 1:

Miljøministeriet

Finansministeriet

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

30. august 2004

Kommissorium for udvalg til afklaring af arbejdsdelingen mellem stat og kommuner m.h.t. mil-

jøgodkendelse og miljøtilsyn af virksomheder (Myndighedsudvalget).

Baggrund

I aftale om strukturreform, juni 2004 fastlægges en række grundlæggende principper for opgaveforde-

lingen på natur- og miljøområdet. I forlængelse af disse principper er det bl.a. fastlagt, at hovedparten

af den konkrete myndighedsudøvelse og håndhævelse inden for miljøbeskyttelsesloven varetages af

kommunerne, idet godkendelse og tilsyn med en række særligt komplicerede virksomheder dog vare-

tages af staten. Med hensyn til myndighedskompetencen til behandling efter VVM-reglerne og be-

handling efter reglerne om miljøgodkendelse er det fastlagt, at den skal følges ad for virksomhe-

der/listepunkter.

Formål m.v.

Der nedsættes et udvalg, der har til formål at komme med anbefalinger til den nærmere arbejdsdeling

mellem stat og kommuner, således at der sker en afklaring af, hvilke virksomheder henholdsvis staten

og kommunerne skal godkende og føre tilsyn med i henhold til miljøbeskyttelsesloven.

Drøftelserne skal alene vedrøre de virksomheder/listepunkter, der er opført på bilag 1 i den kommende

godkendelsesbekendtgørelse, idet alle virksomheder på bilag 2 forudsættes placeret i kommunerne.

Arbejdsdelingen mellem stat og kommuner skal hvile på ensartede, objektive kriterier for, hvilken in-

stans der tildeles ansvaret for godkendelse og tilsyn med virksomhederne i henhold til miljøbeskyttel-

sesloven.

Udvalget skal vurdere de økonomiske, administrative, miljømæssige og retssikkerhedsmæssige konse-

kvenser af udvalgets anbefalinger for erhvervslivet og borgerne.

Det er ikke udvalgets hovedopgave at vurdere de økonomiske og administrative konsekvenser for det

offentlige, men udvalget bør i sine anbefalinger tage højde for, at myndighedsopgaverne kan tilrette-

lægges rationelt og gennemskueligt.

Udvalget kan nedsætte undergrupper for afgrænsede emner i forbindelse med udvalgsarbejdet.

Medlemmer

Følgende tilbydes at deltage i udvalgsarbejdet: Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening,

Københavns Kommune, Dansk Industri, Landbrugsraadet, Dansk Landbrug, CO-industri, Danmarks

Naturfredningsforening, Finansministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet, Indenrigs- og Sund-

hedsministeriet og Miljøministeriet (Skov- og Naturstyrelsen og Miljøstyrelsen). Formandskabet va-

retages af Miljøstyrelsen og sekretariat varetages af Skov- og Naturstyrelsen og Miljøstyrelsen.

Medlemmerne kan deltage i udvalgsarbejdet med en repræsentant og en suppleant.

Tidsplan

Udvalgsarbejdet skal afsluttes ultimo oktober med en rapport, således at udvalgets anbefalinger kan

indgå i det videre arbejde med at implementere strukturreformen.

Bilag 2:

Myndighedsudvalgets medlemmer

Organisation

Amtsrådsforeningen

CO-Industri

Repræsentant

Direktør Jørn Gettermann

Konsulent Arne Jensen

(Dansk Metal)

Miljømedarbejder Allan Andersen

Suppleant

Afdelingschef Aase Lynæs

Områdeleder Michael Jørgen-

sen

Direktør Gunver Bennekou

Danmarks Naturfredningsfor-

ening

Dansk Landbrug

Vicedirektør Niels Peter Nørring

Erhvervspol. konsulent Lidde

Bagge Jensen

Konsulent Jens Ulrik Jensen

Dansk Industri

Finansministeriet

Miljøchef Lars Aagaard

Specialkonsulent Cathrine Skak Niel- Specialkonsulent Lars Møller

sen

Christiansen

Specialkonsulent Peter Stens-

gaard Mørch

Kontorchef Eske Groes

Civilingeniør Lotte Kjærgaard

Miljøkonsulent Morten Løber

Funktionsleder Ulla Ringbæk

Kontorchef Søren Sønder-

gaard Kjær

Fuldmægtig Mette Dybkjær

Hansen

Indenrigs- og Sundhedsministe- Kontorchef Pernille Christensen

riet

Kommunernes Landsforening

Københavns Kommune

Landbrugsraadet

Miljøstyrelsen

Skov- og Naturstyrelsen

Fuldmægtig Maria Cathrine Nielsen

Kontorchef Per Møller

Vicedirektør Claus Søgaard-Richter

Formand: Kontorchef Claus Torp

Fuldmægtig Regitze Prahl

Økonomi- og Erhvervsministe-

riet

Fuldmægtig Alf Therkildsen

Bilag 3

Mindretalsudtalelse fra Danmarks Naturfredningsforening og Amtsrådsforeningen til rapport

fra Myndighedsudvalget om delingen af godkendelses- og tilsynskompetencen efter miljøbeskyt-

telsesloven mellem stat og kommuner efter den 1. januar 2007.

Kommissoriet

Danmarks Naturfredningsforening og Amtsrådsforeningen finder, at udvalgsarbejdet er gennemført på

et mangelfuldt grundlag.

Kommissoriet har begrænset udvalgsarbejdet til, at udvalget kun skal komme med anbefalinger om,

hvilke virksomheder henholdsvis staten og kommunerne skal godkende og føre tilsyn med. Udvalget

har ikke haft mulighed for at vurdere en placering i fremtidige regioner, selv om det er amterne, der i

dag som regionale myndigheder har ansvaret for godkendelse og tilsyn med ca. 2400 større, miljøbety-

dende virksomheder, mens kommunerne er myndighed for de ca. 4200 øvrige, mindre miljøbetydende

virksomheder.

Kommissoriet er endvidere begrænset til kun at omfatte de ca. 1.400 virksomheder, som er optaget på

bilag 1 i godkendelsesbekendtgørelsen, det vil sige kun en fjerdedel af de virksomheder, der er omfat-

tet af godkendelsespligt. I kommissoriet fastlægges således uden videre, at op til 5.200 virksomheder,

der er opført på bilag 2 i godkendelsesbekendtgørelsen, fremtidigt skal være under kommunal godken-

delse og tilsyn, herunder også de ca. 1.600 virksomheder, der i dag har amterne som myndighed.

Tidsfristen på kun ca. 6 uger har efter Danmarks Naturfredningsforening og Amtsrådsforeningens op-

fattelse umuliggjort, at udvalget har kunnet gennemføre sit arbejde på et fagligt kvalificeret grundlag.

Amtsrådsforeningen og Danmarks Naturfredningsforening finder, at udvalgsarbejdet ikke er et for-

svarligt grundlag for ny lovgivning i Folketinget.

Fordeling af myndighedskompetencen

Der er ikke i udvalgsarbejdet eller i forbindelse med arbejdet i strukturkommissionen fremkommet

belæg for, at de fremtidige kommuner i sig selv fagligt og økonomisk på en bæredygtig måde kan løfte

ansvaret for de foreslåede mere end 2.000 større, miljøtunge virksomheder, som flertallet foreslår over-

ført til kommunerne.

Den anvendte metode for fordelingen af virksomheder mellem staten og kommunerne er ikke velar-

gumenteret og gennemarbejdet. De kriterier, udvalget har drøftet for fordelingen, giver ikke et bestemt

facit. Det er en mangel, at sammenhængen med forvaltningen af hele miljø- og naturområdet ikke har

kunnet indgå i forbindelse med overvejelserne om en fordeling af virksomhederne. Herved har de

ulemper, der er forbundet med, at ansvaret for visse miljø- og naturopgaver efter det indgåede forlig

ligger i staten, mens andre ligger i kommunerne, ikke kunnet belyses. Der er ikke i udvalgsarbejdet

fremkommet nye synspunkter i relation til den fremtidige myndighedsfordeling efter en kommunalre-

form i forhold til de synspunkter, som ligger til grund for den nuværende fordeling, som er udmøntet i

den nye godkendelsesbekendtgørelse.

Den nye godkendelsesbekendtgørelse træder i kraft 1. januar 2005 og udmønter forslag fra Virksom-

hedsudvalget, som blev afgivet i enighed i efteråret 2003. Bilag 1 omfatter virksomheder, som er vur-

deret til at være større, miljøbetydende virksomheder, og som derfor fortsat skal reguleres af det hidti-

dige godkendelsessystem. Håndteringen af disse virksomheder forudsætter særlig sagkundskab og spe-

cialviden, som mest hensigtsmæssigt må være samlet hos forholdsvis få myndigheder, mest naturligt i

de fem regioner.

De a-mærkede virksomheder på bilag 2 er vurderet i den nuværende lovgivning til at være så komplek-

se eller så miljømæssigt betydningsfulde, at myndighedskompetencen skulle placeres på det regionale

niveau. Som følge af kommissoriets begrænsninger har virksomheder på bilag 2 ikke været drøftet i

udvalget. Bilag 2-virksomheder skal fremtidigt omfattes af en forenklet godkendelse, som er en ny-

dannelse i miljøreguleringen. Regeringen vil foretage en evaluering af ordningen senest i 2008. Det

anbefales derfor, at også disse virksomheder fastholdes på regionalt niveau, indtil fordelingen af myn-

dighedskompetencen vurderes igen i 2008. Frem for at fordele ansvaret for miljøreguleringen af større

komplicerede virksomheder på staten og kommunerne, hvorved faglig ekspertise og faglige miljøer vil

gå tabt, finder Danmarks Naturfredningsforening og Amtsrådsforeningen, at det er en enklere og billi-

gere løsning samt en miljømæssig fordel at samle ansvaret for godkendelse og tilsyn med de større

miljøtunge virksomheder i de nye regioner. Alternativt bør samtlige virksomheder på bilag 1 og a-

mærkede virksomheder på bilag 2 samles under statsligt ansvar.

Miljømæssige konsekvenser

Danmarks Naturfredningsforening og Amtsrådsforeningen gør opmærksom på, at udvalget ikke har

haft grundlag for at foretage en vurdering af de miljømæssige konsekvenser af flertallets anbefaling.

Det kræver en række faglige kompetencer at sikre myndighedsbehandling på højt niveau og derved

sikre og forbedre miljøet. Danmarks Naturfredningsforening og Amtsrådsforeningen finder det ufor-

svarligt at sprede den faglige ekspertise, som amterne besidder i dag, på kommunerne. Faglige miljøer

vil gå tabt, og det forbedrer i realiteten ikke kommunernes mulighed for at løfte opgaven på en miljø-

mæssigt forsvarlig måde.

Kun såfremt de samles i regionale enheder, kan disse kompetencer sikres bevaret. En atomisering af

amternes kompetencer på 3 statslige enheder og 100 kommuner vil ikke gavne det faglige niveau og

derfor heller ikke miljøet. Strukturreformen indebærer, at kompetencerne på mange andre myndig-

hedsopgaver, f.eks. skat og sygehusvæsenet, samles.

Efter Danmarks Naturfredningsforenings og Amtsrådsforeningens vurdering vil der i gennemsnit blive

mindre end én fagspecialist fra de nuværende amter til fordeling i hver af de nye kommuner. Ca. 160

fagspecialister er beskæftiget med godkendelse og tilsyn i amterne i dag. Med et kvalificeret skøn vil

omkring 70 af disse medarbejdere skulle overføres til staten til miljøtilsyn med de ca. 235 tungeste

virksomheder, som flertallet foreslår overført til staten. Det betyder, at der er ca. 90 medarbejdere til-

bage til de ca. 100 fremtidige kommuner. Mange kommuner vil således slet ikke blive styrket med

fagspecialister fra amterne, og en kvalitetsstyringsordning kan ikke råde bod på manglende faglig

kompetence.

Økonomiske og administrative konsekvenser

Danmarks Naturfredningsforening og Amtsrådsforeningen finder ikke, at der i udvalgsarbejdet er til-

vejebragt et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere de økonomiske og administrative konsekvenser.

Udvalgsflertallets overvejelser består væsentligst af udokumenterede påstande. Danmarks Naturfred-

ningsforening og Amtsrådsforeningen bemærker at f.eks.:

Opgaverne bliver ikke i realiteten samlet hos én myndighed med én indgang. Driften og dele af

myndighedsarbejdet vedrørende spildevand, vandforsyning og affald er i dag organiseret i fæl-

leskommunale samarbejder/selskaber. Kommunerne vil sikkert finde det nødvendigt også på

virksomhedsområdet at inddrage ekspertise fra kommunale samarbejder/fællesskaber. Mange

virksomheder vil opleve en opsplittet myndighedsfordeling mellem staten og kommunerne og

inddragelse af flere kommuner i kommunegrænseoverskridende sager.

Der er ikke belæg for, at virksomhederne som påstået kan forvente positive administrative kon-

sekvenser for erhvervslivet. Den nye struktur, herunder opbygning af nye (statslige) enheder

må tværtimod forventes at komplicere, forsinke og fordyre, også på længere sigt.

Mange virksomheder efterspørger dialog og sparring om f.eks. miljøvurderingen af procesop-

timerende teknologi hos amterne som stærke faglige myndigheder. Bedre løsningsmuligheder

for virksomhedernes miljøforhold og teknologisk udvikling giver konkurrencemæssige fordele.

Disse fordele må forventes forringet, hvis miljøregulering af de større virksomheder uddeles på

kommunerne.

Udvalget har været afskåret fra at foretage en økonomisk og administrativ vurdering for den offentlige

sektor. Det er Danmarks Naturfredningsforening og Amtsrådsforeningens opfattelse, at den myndig-

hedsstruktur og opgavefordeling som kommissoriet forudsætter, vil medføre en betydelig fordyrelse

for den offentlige sektor til denne opgave.

Bilag 4

Notat fra Skov- og Naturstyrelsen om VVM's placering i kommunerne som led i strukturrefor-

men

Med strukturreformen er VVM-reglerne som udgangspunkt tænkt overflyttet til kommunerne, idet

større kommuner fagligt og ressourcemæssigt forventes at kunne bære VVM-opgaven i samspil med

miljøgodkendelser, landzonetilladelser og forvaltningen af naturbeskyttelsesloven, som enten allerede

er eller vil blive placeret i kommunerne.

Det forudsættes, at de VVM-sager, som rækker ud over kommunegrænsen, så som motorveje, jernba-

ner og anden infrastruktur af tilsvarende type vil blive varetaget af staten.

Staten skal tillige i en overgangsperiode på to år (2007-2008) godkende kommunernes afgørelser om

husdyrbrug efter VVM-reglerne. Det skyldes de særlige problemer der er i forbindelse med lokalise-

ringer og udvidelser af disse. Efter de to år vil det blive evalueret, om opgaven kan løses uden statslig

involvering, eller om der er behov for at forlænge overgangsperioden. DN har i forbindelse med ud-

valgsarbejdet foreslået, at en lignende ordning etableres for industrivirksomheder m.v.

Herudover vil de anlægstyper, hvor kommunerne bliver VVM-myndighed, typisk have en sådan ka-

rakter, at der kun sjældent er behov for at vurdere alternative lokaliseringsmuligheder, som ikke kan

rummes indenfor den enkelte kommunes geografiske grænser. Hertil kommer, at der kun gennemføres

få VVM-vurderinger af industrielle anlæg, og at staten vil overtage godkendelseskompetencen for de

tungeste og mest komplicerede virksomheder.

Som for amterne i dag vil det også i fremtiden være sådan for kommunerne, at forslag under idéfasen

om alternative placeringer udenfor kommunen, vil forpligte kommunen til at høre den kommune, hvor

den alternative placering er foreslået, forud for stillingtagen til, om det foreslåede alternativ bør frem-

mes eller ikke.

I forbindelse med screeningssager overvejes normalt ikke alternativer. Kun i de tilfælde, hvor bygher-

ren ønsker, at alternativer indgår i screeningsprocessen medtages disse i screeningen. Resultatet af

screeningen vil bero på om det af bygherren foreslåede anlæg af VVM-myndigheden skønnes at kunne

påvirke miljøet væsentligt. Er dette tilfældet vil anlægsprojektet være VVM-pligtigt. VVM-pligtige

anlæg må tidligst etableres efter en afsluttet VVM-procedure og efter opnåelse af myndighedens tilla-

delse til etablering.

I forbindelse med VVM-proceduren vil eventuelle alternativer skulle vurderes, uanset om disse er

foreslået af bygherren, kommunen, andre berørte myndigheder eller offentligheden.

Bilag 5

Notat fra Skov- og Naturstyrelsen om gennemgang af den nugældende lovgivning for godkendel-

se af husdyrbrug, herunder vedrørende hhv. regulering af anlæg og arealer.

Nærværende notat er udarbejdet til Myndighedsudvalgets arbejde.

Dansk Landbrug har fremsat synspunktet om, at miljøgodkendelse af en husdyrejendom alene skal om-

fatte selve ”anlægget”, det vil sige staldbygninger, gyllebeholdere med videre. Reguleringen af driften

af markerne f.eks. vedrørende tilførsel af gødning skal som hovedregel reguleres i de generelle regler.

Dansk Landbrug finder, at såfremt der skal ske en yderligere regulering af arealdriften, så skal det ske

på baggrund af en statslig indsatsplanlægning for områder, hvor der af hensyn til beskyttelse af natur

og vandmiljø med videre, er behov for en regulering af markdriften

udover

hvad der er fastsat i de ge-

nerelle regler.

På den baggrund redegøres der i det efterfølgende for nugældende regler, og for regeringens planer for

indsatsplanlægning for sårbare områder.

Efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 er det kommunalbestyrelsen, der udarbejder og meddeler mil-

jøgodkendelse. For husdyrproduktioner, der er godkendelsespligtige efter miljøbeskyttelsesloven, og

som også er omfattet af VVM-pligt, må afgørelse om godkendelse efter miljøbeskyttelsesloven tidligst

træffes samtidig med den endelige vedtagelse af regionplanretningslinjerne efter planloven, og forslag

til miljøgodkendelse skal offentliggøres sammen med forslaget til regionplantillæg. Dette fremgår af

godkendelsesbekendtgørelsen

. Det er således efter de gældende regler forudsat, at amt og kommune

gennemfører henholdsvis VVM-proceduren og udarbejdelsen af kapitel 5-godkendelsen i et snævert

samarbejde.

VVM-retningslinjerne forudsættes at være betydeligt mere detaljerede og præcise, end det ellers kræ-

ves i regionplaner, jf. planlovens § 6 c, stk. 1, (… udformningen af anlægget). De vil derfor i betyde-

lig grad være normerende for indholdet af efterfølgende tilladelser m.v.

Kapitel 5-godkendelsen skal efter miljøbeskyttelsesloven fastsætte sådanne vilkår, at forurening fra

virksomheden reduceres mest muligt (BAT). Derudover kan der ikke gives godkendelse, medmindre

virksomheden kan drives på stedet uden at påføre omgivelserne forurening, som er uforenelig med

hensynet til omgivelsernes sårbarhed og kvalitet. Ifølge § 13, stk. 1, i godkendelsesbekendtgørelsen

skal vilkårene sikre, at disse krav opfyldes.

Kommunalbestyrelsen har endvidere efter planlovens § 9, 1. pkt., pligt til at virke for retningslinjerne i

regionplantillægget, når den udsteder miljøgodkendelse. Godkendelsen skal derfor indeholde rele-

Bekendtgørelse nr. 652 af 3. juli 2003 om godkendelse af listevirksomhed.

vante vilkår til gennemførelse af de retningslinjer, som er fastlagt i VVM-tillægget med tilhørende re-

degørelse. Det samme gælder for en VVM-tilladelse, der skal meddeles af regionplanmyndigheden i

de tilfælde, hvor der ikke kræves miljøgodkendelse til anlægget.

En lang række generelle regler for husdyrbrug er fastsat i husdyrgødningsbekendtgørelsen

, herunder

det generelle harmonikrav. Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk. 4, at kommunalbestyrelsen ved

godkendelser efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 kan fastsætte vilkår, der er mere vidtgående end

bekendtgørelsens generelle regler.

Det er Miljøministeriets vurdering, at der efter de gældende regler kan fastsættes vilkår i en miljøgod-

kendelse eller VVM-tilladelse på arealer, som er mere restriktive end de generelle krav, hvis det er

nødvendigt for at sikre, at påvirkninger, der direkte er afledt af det konkrete projekt kan bevirke en

uacceptabel belastning af sårbare områder. Bl.a. må behovet vurderes, hvis arealerne er udpeget i regi-

onplanen som særlig sårbare, eksempelvis overfor nitrat.

Hvorvidt der i miljøgodkendelsen eller VVM-tilladelsen kan fastsættes vilkår for markdriften er dog

endnu ikke prøvet ved Miljøklagenævnet, Naturklagenævnet eller domstolene.

For så vidt angår fastsættelse af vilkår i en miljøgodkendelse eller en VVM-tilladelse gælder i øvrigt

de sædvanlige betingelser for vilkårsfastsættelse. Det bemærkes i denne sammenhæng, at planlovens

formål er mere omfattende end miljøbeskyttelseslovens, hvilket evt. kan spille ind ved vurderingen af

et konkret vilkår.

Godkendelse efter kapitel 5 i miljøbeskyttelsesloven retter sig mod driftsherren. Det er styrelsens op-

fattelse, at vilkår i en miljøgodkendelse ikke kan omfatte anvendelsen af ejendom, hvortil ansøger ikke

har rådighedsret (fx aftalearealer hvor driftsherren har indgået gylleaftaler), da sådanne arealer ikke

anses for at være en del af virksomheden.

Spørgsmålet om, hvorvidt der gælder tilsvarende begrænsninger for fastsættelse af vilkår på aftaleare-

aler i en VVM-tilladelse efter planloven, har Skov- og Naturstyrelsen bekendt ikke været prøvet i

praksis.

Hvis det ikke vil være muligt at stille og håndhæve de nødvendige vilkår for at opnå en miljømæssig

forsvarlig drift, må amtsrådet undlade at vedtage regionplanretningslinjer for det pågældende projekt,

og i konsekvens heraf må godkendelsen efter miljøbeskyttelsesloven eller VVM-tilladelsen efter

planloven nægtes.

Det skal tilføjes, at IPPC-direktivet, som er gennemført ved godkendelsesordningen efter kapitel 5 i

miljøbeskyttelsesloven stiller krav om en konkret vurdering af hele anlægget. Dette omfatter efter den

forståelse af direktivet, der er lagt til grund ved gennemførelsen, også til dels arealanvendelsen, idet

Bekendtgørelse nr. 604 af 15. juli 2002 med senere ændringer.

gødningsanvendelsen skal vurderes i forbindelse med godkendelsen. Der er i direktivet stillet snævre

grænser for, i hvilket omfang vilkår kan erstattes af generel regulering. Det er derfor ikke afklaret, i

hvilken grad en adskillelse af reguleringen af arealanvendelsen og det tekniske anlæg kan komme i

strid med EU-lovgivningen.

Retningslinier for administration i relation til Natura 2000-områder

Der er fastsat bindende retningslinier til myndighederne om planlægning og administration af lovgiv-

ning, der berører internationale naturbeskyttelsesområder. Administrationen sker med udgangspunkt i

gældende lovgivning.

Nogle af hovedprincipperne for beskyttelse af de udpegede Natura 2000-områder er, at myndigheder-

ne, herunder kommuner og amter, ikke kan vedtage planer eller projekter, eksempelvis nyetablering

eller udvidelser af husdyrbrug, hvis disse vil have en negativ påvirkning af de arter og naturtyper, som

Natura 2000-områderner er udpeget for at beskytte. Dette gælder uanset om aktiviteten foregår i eller

uden for Natura 2000-området.

Miljøministeriet har til hjælp for myndighedernes administration udgivet en vejledning til bekendtgø-

relsen, der redegør for baggrunden og formålet med bekendtgørelsen og dens bestemmelser, "Vejled-

ning om administration af internationale naturbeskyttelsesområder. Vejledning til Miljø- og Energimi-

nisteriets bekendtgørelse nr. 782 af 1. november 1998 om afgrænsning og administration af internatio-

nale naturbeskyttelsesområder, Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen 2001". Vejled-

ningen rummer et særligt afsnit om forholdet til husdyrbrug, om godkendelse af miljøbeskyttelseslo-

vens kap. 5-virksomheder og VVM.

Foruden vejledningen kan der til brug for myndighedernes administrationen hentes oplysninger med

kort, udpegningsgrundlag og områdebeskrivelser på Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside

http://www.skovognatur.dk/natura2000//.

Forud for meddelelse af tilladelser, dispensationer, godkendelser mv., der kan indebære en forringelse

for et Natura 2000-områdes naturtyper eller levesteder for arter, eller som kan medføre forstyrrelser,

der har betydelige konsekvenser for de arter, området er udpeget for, skal der gennemføres konkrete

konsekvensvurderinger. Kravet om vurdering sikrer, at den konkrete plan eller projekt altid vil blive

vurderet i relation til de konkrete Natura 2000-beskyttelsesinteresser, der vil kunne påvirkes ved pla-

nen eller projektets gennemførelse.

Det er ikke muligt at opstille en udtømmende liste over aktiviteter og planer, som kan have betydelige

konsekvenser for udpegningsgrundlaget i et givent Natura 2000-område. Det er heller ikke muligt at

give en anvisning på, i hvilken afstand fra beskyttelsesområdet, kravet om konsekvensvurdering gæl-

der. Det afhænger af den konkrete aktivitet og områdets sårbarhed, og er derfor op til en vurdering i

den konkrete sag.

Habitatdirektivet tager ikke stilling til om tilladelser, dispensationer, godkendelser mv. meddeles sam-

let for hver plan eller projekt. Direktivet er således ikke direkte til hinder for, at miljøgodkendelse af

en husdyrejendom alene omfatter anlægget, mens driften af marker mv. omfattes af generelle regler

eller bestemmelser indeholdt i en forvaltningsplan for området. Det er imidlertid afgørende, at konse-

kvensvurderingen forholder sig til alle projektets mulige påvirkninger af et Natura 2000-område, her-

under også den virkning projektet forårsager i forbindelse med andre projekter. Dette kan f.eks. om-

fatte eksisterende aktiviteter i nærheden eller samtidige ansøgninger om forskellige projekter. Hvis

alene anlægget omfattes af miljøgodkendelsen, vil der i denne godkendelse alligevel skulle inddrages

de relevante aspekter af markdriften, der følger direkte af projektet, før godkendelse kan meddeles.

Der kan herved henvises til Kommissionens publikation fra 2001 ”Forvaltning af Natura 2000-

områder” om direktivets artikel 6.

Udvikling i praksis vedrørende VVM administrationen

Naturklagenævnet har i de seneste år truffet en række afgørelser i klagesager over amternes afgørelser

af sager om bl.a. VVM-screening af husdyrproduktioner (udvidelse/nyetablering), hvor påvirkning af

Natura 2000-områder var et tema i klagen. Disse afgørelser rummer bl.a. præcisering af hvornår en på-

virkning af et Natura 2000-område efter Naturklagenævnets vurdering er væsentligt. Afgørelserne vil

derfor kunne anvendes som retningsvisende for myndighederne i deres fremtidige behandling af sager

om husdyrbrug.

Konsekvenser af kommunalreformen

Det følger af aftalen om kommunalreformen, at staten i perioden 1. januar 2007 til udgangen af 2008

skal godkende kommunernes udkast til afgørelse efter VVM reglerne. Endelig beslutning herom af-

venter dog afslutning på Myndighedsudvalgets arbejde. Dette skal ske med henblik på at sikre en ri-

melig ensartet behandling på tværs af kommuner og med henblik på at overføre erfaring med VVM

administration til kommunerne.

Statslig udpegning af sårbare områder

Den statslige udpegning af områder, hvor der er behov for et særligt beskyttelsesniveau af hensyn til

grundvand, overfladevand og natur – herunder de internationale naturbeskyttelsesområder, er udmøntet

i en række handlingsplaner, love og bekendtgørelser. Indsatsen er langsigtet, idet detaljeret kortlæg-

ning af områder med et særligt beskyttelsesbehov forudsætter en grundig og faglig velfunderet indsats.

Indsatsen er i store træk tilrettelagt med henblik på at være på plads i 2009. De væsentligste initiativer

er kortlægningen af grundvandsområder med henblik på vandindvinding, som er implementeret med

ændringen af vandforsyningsloven m.fl. i vedtaget 1998, og den forestående vandplanlægning og NA-

TURA 2000-planlægning efter lov om miljømål vedtaget i 2003.

Beskyttelse af grundvand med henblik på vandindvinding

Vandforsyningsloven (Bekendtgørelse nr. 130 af 26. februar 1999 om lov om vandforsyning m.v.)

fastsætter, jf. formålsparagraffen, ”rammerne for udnyttelsen og den dertil knyttede beskyttelse af

vandforekomster”, hvilket i praksis vil sige grundvandet. Vandforsyningsloven sikrer videre at dette

sker efter en samlet planlægning og efter en samlet vurdering af bl.a. vandforekomsterne, vandindvin-

dingsinteresserne, samt behovet for miljø- og naturbeskyttelse.

Det er således fastlagt i vandforsyningsloven at amtsrådet skal kortlægge vandressourcernes beliggen-

hed, størrelse, kvalitet og naturlige beskyttelse mod forurening samt de forureningstrusler, der kan på-

virke vandressourcernes kvalitet, og at der på grundlag heraf skal gennemføres undersøgelser og be-

regninger af de vandmængder, der vil være til rådighed for vandindvinding. I den forbindelse udpeges

de vandressourcer som er særligt følsomme over for forurening, f.eks. fordi den naturlige beskyttelse

er dårlig.

Amtsrådet skal gennemføre en planlægning af anvendelsen og beskyttelsen af vandressourcerne, som

omfatter en inddeling af amterne efter graden af drikkevandsinteresser. Grundvandsbeskyttelsen prio-

riteres i de dele af amterne hvor drikkevandsinteresserne er størst.

Inden for de områder hvor drikkevandsinteresserne er størst skal amterne, igen jf. vandforsyningslo-

ven, foretage en underudpegning af områder som er særligt følsomme over for en eller flere typer af

forurening (følsomme indvindingsområder). Denne bestemmelse er alene udmøntet mht. nitrat, hvor

der i statens udmelding til regionplanrevisionen i 2001 er stillet krav om at amterne skal udpege nitrat-

følsomme indvindingsområder, jf. Miljøstyrelsens vejledning nr. 3, 2000 om zonering. Udpegningen af

de nitratfølsomme indvindingsområder i 2001 var foreløbig, og baserede sig på de eksisterende data i

amterne. Udpegningen, som oprindelig udgjorde 16 % af arealet i Danmark, skal således detaljeres i

takt med at man opnår ny viden ved kortlægning af arealerne. Det forventes at en mindre andel end de

oprindelige 16 % af arealet vil være udpeget som nitratfølsomt ved afslutningen af kortlægningen.

Mht. beskyttelse af grundvandet med henblik på vandindvinding skal amterne også afgrænse de områ-

der hvor det er nødvendigt med en særlig indsats til beskyttelse af vandressourcerne (indsatsområder).

Indsatsområderne skal prioriteres og der skal foreligge en tidsplan for udarbejdelse og iværksættelse af

indsatsplaner til sikring af vandindvindingen. Dette skulle ligeledes fremgå af regionplanlægningen

2001.

I den forbindelse skal det nævnes at både amtet, kommunen eller en almen vandforsyning, for at gen-

nemføre en indsatsplan, kan indgå aftale med ejeren af en ejendom om dyrkningspraksis eller andre re-

striktioner i arealanvendelsen. Eller om salg af hele eller dele af ejendommen.

Både drikkevandsinteresseområderne, de følsomme indvindingsområder, indsatsområder samt priorite-

ring af indsatsområderne er optaget i regionplanerne.

Lov om miljømål - vandrammedirektivet samt habitat- og fuglebeskyttelsesdirektiverne

Miljømålsloven fastlægger rammerne for gennemførelse af EU’s Vandrammedirektiv samt habitat- og

fuglebeskyttelsesdirektiverne i Danmark. I perioden december 2006-2009 skal der udarbejdes en

vandplan samt en Natura 2000-plan, hvor de endelige miljømål for vand- og Natura 2000-områderne

fastsættes, og de indsatsprogrammer, der er nødvendige for at opfylde miljømålene, er opstillet.

De gældende retningslinier for administrationen af områderne vil fortsat være udgangspunkt for admi-

nistrationen i tiden indtil planerne foreligger i slutningen af 2009. Med planernes klare målsætninger

og kortlægning tilvejebringes et solidt grundlag og udgangspunkt for myndighedernes administration

og vurdering af konkrete sager, herunder i forhold til sager om husdyrbrug. For husdyrsagernes ved-

kommende vil planerne eksempelvis bidrage til et bedre billede af, hvad de enkelte områder kan tåle

eller ikke tåle i forhold til lokal kvælstofdeposition. Dette skal fx sikre klarhed for hvilke planer og

projekter, der evt. skal konsekvensvurderes i medfør af habitatdirektivet.

Indtil de endelige miljømål for de enkelte vand- og Natura 2000-områder foreligger kan der ikke fast-

lægges en samlet statslig udmelding for hvordan områderne kan reguleres gennem generelle regler.

Konklusion

Som følge af IPPC- og VVM-direktiverne er det som udgangspunkt ikke muligt at adskille vurdering

af anlæg og arealer, når der tages stilling til udvidelse eller nyetablering af et husdyrbrug. Selvom de

danske regler udformes således at alene anlægget omfattes af miljøgodkendelsen, vil der i medfør af

habitatdirektivet i denne godkendelse alligevel skulle inddrages samtlige aspekter af markdriften før

godkendelse kan meddeles.

Det nuværende grundlag for regulering af arealanvendelsen for sårbare områder er ikke tilstrækkeligt

klart til at sikre en ensartet administration af VVM for husdyrbrug i kommunerne.

En udpegning af områder med særlige beskyttelsesbehov vil fremover kunne medvirke til en mere en-

kel vurdering af påvirkningen af arealer, når myndighederne vurderer en ansøgning om udvidelse kan

først endelig afgøres, når vand- og Natura 2000-planerne foreligger i 2009.

Bilag 6

Notat fra Miljøstyrelsen og Skov- og Naturstyrelsen til brug for Myndighedsudvalget om kriteri-

er for a-mærkningen, IPPC-direktivet, Seveso-direktivet, VVM-direktivet og call-in bestemmel-

sen i miljøbeskyttelseslovens § 82 .

1. Status og baggrund for den nuværende kompetencefordeling mellem amt og kommune.

Hovedreglen er, at kommunerne er den primære myndighed for så vidt angår godkendelse og tilsyn

med listevirksomheder. Godkendelseskompetencen er kun henlagt til amterne, hvis der er særlige

grunde, der taler for det. En særlig grund kan være, at kommunen er inhabil.

Efter loven skal der gennemføres en helhedsvurdering af en virksomheds forureningsforhold. Det for-

udsætter, at kommunen behandler hele virksomheden, selvom en del af virksomheden isoleret set

måtte høre under amtets kompetence. Hovedreglen er derfor, at hovedvirksomheden er afgørende for,

hvem der har kompetencen. Der er dog flere eksempler på dobbeltkompetence, f.eks. ved udledning af

spildevand til kommunalt rensningsanlæg.

Ved den nuværende fordeling af godkendelses- og tilsynskompetencen til amterne (a-mærkningen) er

der lagt vægt på,

- om virksomheden har mere komplicerede processer, der kræver en særlig sagkundskab,

- om virksomheden har særlige spildevandsproblemer eller et stort vandforbrug,

- om emissionerne typisk har større geografisk rækkevidde.

Herudover skal amterne godkende

- virksomheder med særskilt udledning af spildevand (dog med visse undtagelser)

- virksomheder med nedsivning eller udledning af processpildevand

- virksomheder der producerer med genetisk modificerede organismer

- virksomheder omfattet af risikobekendtgørelsens § 1, stk. 2, nr. 1

- anlæg der er omfattet af bekendtgørelse om deponeringsanlæg.

I disse tilfælde er der kompetenceovergang til amtet, selvom kommunen efter lovens regler ville være

primærmyndighed.

Den nuværende kompetencefordeling (a-mærkning) er sket på baggrund af forhandlinger med de

kommunale organisationer. Der er ca. 3000 listevirksomheder, der har amtet som godkendelses- og til-

synsmyndighed.

2. Kriterierne for bilag 1 i IPPC-direktivet

Det fremgår af Kommissionens baggrundspapir for EU Kommissionens forslag til IPPC-direktiv fra

1992 (Explanatory Memorandum – Integrated Pollution Prevention and Control), at listen over IPPC-

virksomheder hovedsageligt er taget fra det gamle luftrammedirektiv, idet man skønnede, at disse virk-

somheder også medførte væsentlige miljømæssige effekter på vand og jord. Herudover var der tilføjet

en række processer og aktiviteter på grund af deres potentiale for forurening. Det er denne liste, der har

dannet udgangspunkt for forhandlingerne om direktivet i Rådet.

Under forhandlingerne om direktivet foreslog de enkelte medlemslande ændringer til listen, men man

har lagt vægt på, at kun virksomheder med en bredere miljømæssig betydning skulle være omfattet af

direktivet. Dvs. at virksomheder, der kun belastede ét medium, ikke skulle være omfattet. Desuden var

det væsentligt for de fleste lande, at listen kun omfattede de processer og aktiviteter, der indebar størst

risiko for forurening, svarende til de eksisterende godkendelsesordninger i mange lande.

I præamblen til direktivet står der

” dette direktiv vedrører anlæg, hvor der er stor fare for forurening,

og dermed fare for grænseoverskridende forurening”.

I realiteten er det dog langt fra alle IPPC-

virksomheder, der indebærer fare for grænseoverskridende forurening.

Der er i dag ca. 1100 virksomheder i Danmark, der er omfattet af IPPC-direktivet.

3. Kriterierne for listen i Seveso-direktivet

Det oprindelige Seveso direktiv omfattede anlæg, hvor der anvendes, fremstilles, forarbejdes eller be-

arbejdes organiske eller uorganiske kemiske stoffer ved en række navngivne processer. Endvidere var

virksomheder, på hvilke en række farlige stoffer i angivne mængder var tilstede, omfattet. Seveso II di-

rektivet ændrede på dette, således at det nu gælder for virksomheder, hvor farlige stoffer samt katego-

rier af farlige stoffer påregnes at være tilstede eller kunne dannes, såfremt en industriel proces kommer

ud af kontrol. Endelig har revisionen af Seveso II direktivet medført, at tærskelmængderne for en ræk-

ke stoffer er blevet nedsat.

4. Kriterierne for VVM-direktivet

VVM-direktivet blev implementeret for så vidt angår anlæg på land i planloven ved bekendtgørelse

446 af 23. juni 1989 om vurdering af større anlægs virkning på miljøet (VVM). Udover de projektty-

per, der er angivet i direktivets bilag I, omfattede bekendtgørelsens bilag 1 punkterne 11 til 17, som er

gengivet her:

”11.

Virksomheder, som er anmeldelsespligtige efter § 5 i bekendtgørelse nr. 545 af 16. sep-

tember 1988 om vurdering af sikkerheden i forbindelse med risikobetonede aktiviteter, der

kan medføre et større uheld.

12.

Projekter vedrørende inddragning af uopdyrket land eller delvise naturområder til intensiv

landbrugsdrift på mere end 300 ha.

13.

Afvandings- og kunstvandingsprojekter, der omfatter mere end 300 ha.

14.

Råstofindvinding, undtagen indvinding af almindeligt forekommende sand, grus og sten-

kvaliteter, fra åbne brud med en årsproduktion på mere end 200.000 m3 eller en indvindings-

periode på mere end 10 år.

15.

Cementfabrikker og molerværker.

16.

Kalkværker med en årsproduktion på mere end 200.000 m3.

17.

Feriehoteller eller lignende byggeri med tilhørende faciliteter placeret i kystnære områder

eller særlige naturområder med en kapacitet på mere end 75 værelser eller med mere end 2

etager eller med en bygningshøjde på mere end 8,5 m over det omgivende terræn. ”

Punkt 11 blev medtaget som følge af det daværende risikoudvalgs anbefaling.

I 1993 suppleredes implementeringen som følge af en åbningsskrivelse fra Kommissionen. Ændrin-

gerne blev gennemført med bekendtgørelse nr. 847 af 30. september 1994 om supplerende regler i

medfør af lov om planlægning (samlebekendtgørelse). Bekendtgørelsens bilag 1 blev udvidet med de

projekttyper, som ikke lod sig ”screene” med de i bekendtgørelsens § 3, stk. 2 opstillede 5 kriterier,

idet der for hver af disse projekttyper blev fastsat enkle kriterier eller grænseværdier med udgangs-

punkt i et skøn over, hvornår en væsentlig miljøpåvirkning kunne indtræde. Grænseværdierne og krite-

rierne blev som udgangspunkt søgt harmoniseret med tilsvarende bestemmelser i andre dele af miljø-

lovgivningen. Dette førte til en række ændringer og tilføjelser til bilag 1.

Næste ændring af bekendtgørelsen gennemførtes som en konsekvens af direktivændringen, der fulgte

af direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997 om ændring af direktiv 85/337/EØF om vurdering af visse of-

fentlige og private projekters indvirkning på miljøet. Ved direktivændringen ændredes og udvidedes

direktivets bilag I ganske betydeligt, idet Kommissionen med udgangspunkt i den første 5- årsrapport

og medlemslandenes implementering foreslog bilaget udvidet med de projekttyper, som flertallet af

medlemslande selv havde fundet anledning til at udvide den obligatoriske brug af VVM-vurderinger

med. Af det danske bilag 1 til bekendtgørelse nr. 847 af 30. september 1994 inspirerede punkterne 10,

13, 14, 15, 23, 24, 25, 26, 27, 28 og 32 (se bilag 1 til notatet) til optagelse på direktivets bilag 1, dog

undertiden med andre grænseværdier.

I forbindelse med direktivændringen blev der også tilføjet et bilag III med udvælgelseskriterier, som

skulle anvendes i forbindelse med screeningen af bilag II anlæg. Disse kriterier samt drøftelserne af

disse indgik naturligt nok også i drøftelserne om hvilke projekttyper, der burde overflyttes til bilag I –

den obligatoriske liste. Direktivets bilag I kom herefter til at omfatte 21 punkter. Direktivændringen

implementeredes ved bekendtgørelse nr. 428 af 2. juni 1999 om supplerende regler i medfør af lov om

planlægning.

Der er ikke sket tilføjelser udover de, der følger af direktivændringen, i forhold til implementeringen

fra 1994, når bortses fra bestemmelsen om oparbejdning af nukleart brændsel, vejlængden i forbindel-

se med 4-sporede veje, udvidelsen fra svin og fjerkræ til at omfatte alle husdyrarter, ændringen af kil-

depladser til vandforsyningsboringer samt tilføjelsen af punkt 37 om vindmøller. På ét punkt – nemlig

for transmissionsledninger for naturgas er der endog gennemføret lempelser.

Begrundelsen for at medtage alle husdyrarter fremgår bl.a. af besvarelsen af spørgsmål 2 i forbindelse

med lovforslag L134, hvor følgende kan læses: ” Kvægbruget, eller retteligt "andre husdyrbrug over

250 DE", er blevet taget med i forslagene, fordi en så stor husdyrproduktion samlet på ét anlæg har en

potentielt væsentlig miljø- og naturpåvirkning, hvad enten der er tale om kvæg, svin eller blandede

brug. Ved vurdering af et stort husdyrbrug skal der ud over nitratudvaskningen også tages hensyn til

begrænsning af lugtgener i forbindelse med afstand til anden beboelse og indretning af stalde, samt tab

af fosfor og ammoniak og afledt påvirkning af natur, luft og vand.”

Vindmøllerne blev medtaget, idet det skønnedes, at møller med en totalhøjde på over 80 m eller grup-

per med flere end 3 møller som udgangspunkt altid ville kunne påvirke miljøet væsentligt – og defor

obligatorisk skulle være omfattet af kravet om VVM.

Det skønnes, at ca. 100 godkendelsespligtige listevirksomheder er på VVM-samlebekendtgørelsens

bilag 1.

5. Kriterierne bag call-in bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 82.

Bestemmelsen, der stammer fra 1991, lyder i dag som følger:

”Miljøministeren kan beslutte at overta-

ge amtsrådets eller kommunalbestyrelsens beføjelser efter loven i sager, der berører andre myndighe-

ders lovbestemte opgaver eller har større betydning.”

Bestemmelsen viderefører 1973-lovens § 69 c, der havde følgende ordlyd:

”Miljøministeren kan i kon-

krete sager af mere vidtrækkende betydning bestemme, at afgørelser i medfør af loven skal træffes af

ministeren i stedet for af hovedstadsrådet, af amtsrådet eller af kommunalbestyrelsen.”

Fortolkningsbidrag til § 69 c:

- Afgørelser dækker også over tilsynet.

- Ministerens beføjelse dækker alle kategorier af afgørelser efter loven.

- Bestemmelsen forudsættes kun anvendt undtagelsesvist, nemlig i sager af vidtrækkende betydning.

- Med vidtrækkende forstås f.eks. sager om større virksomheder efter kap. 5, hvor behandlingen

kræver en særlig sagkundskab, og hvor der er en særlig begrundelse for at fravige den almindelige

kompetencefordeling.

- Det er forudsat i bemærkningerne til loven, at reglen f.eks. vil kunne anvendes i sager, som rum-

mer alvorlige modsætninger mellem hensynet til miljøbeskyttelsen og andre samfundshensyn,

f.eks. egnsudviklingshensyn.

Fortolkningsbidrag til § 82:

- Samme som til § 69 c.

I praksis har bestemmelsen kun været anvendt i et begrænset antal tilfælde i forhold til bestemte, store

og teknisk komplicerede virksomheder, hvor kommuner eller staten tillige har været involverede som

ejere. Det drejer sig om følgende anlæg:

- Kommunekemi

- Tarco, Nyborg

- Naturgasnettet

- Københavns Lufthavn

- Ålborg Lufthavn

- Maribo Flyveplads og Sønderborg Lufthavn

- Kommunekemis losseplads ved Klintholm

- Opbevaring af gasammunition, der opfiskes ved Bornholm.

I alle tilfælde har ministeren delegeret kompetencen til Miljøstyrelsen.

6. Sammenfatning

Et fællestræk ved de nævnte kriterier er, at man taler om

komplicerede processer, større virksomheder,

virksomheder med et stort forureningspotentiale, sager der kræver særlig sagkundskab at behandle

mv.

Anvendelse af disse kriterier har i de nævnte tilfælde ført til forskellige afgrænsninger, når vi ser

på antallet af virksomheder, der bliver berørt: ca. 3000 a-mærkede listevirksomheder, ca. 1100 IPPC-

virksomheder, ca. 100 VVM-bilag 1-virksomheder og < 10 virksomheder, der er kaldt ind af ministe-

ren.

Idet der ses bort fra de få, der er eller har været omfattet af call-in-bestemmelsen, og fra de, der er om-

fattet af Seveso-direktivet, da disse kriterier afviger fra de andre, er det forsøgt at identificere en fæl-

lesmængde. Denne består af:

•

Cementfabrikker og visse kalkværker

•

Raffinaderier

Virksomheder der producerer andre metaller end jern

Virksomheder der ved en kemisk proces fremstiller organiske eller uorganiske stoffer eller kunst-

gødning

Fremstilling af basisplantebeskyttelsesmidler eller biocider

Fremstilling af lægemidler ved en kemisk eller biologisk proces

Papirmassefabrikker og visse papirfabrikker

Større fyringsanlæg

Visse anlæg til forbrænding, behandling eller deponering af farligt eller ikke-farligt affald.

Bilag 7

Godkendelsesbekendtgørelsens bilag med forslag til s-mærkede listepunkter.

Myndighed

Staten

Listepunkt

Begrundelse (kriterier)

Ca. antal be-

rørte virk-

somheder

Ca. antal be-

rørte virksom-

heder

Myndighed

Kommunerne

A. Fremstilling og forarbejdning af jern, stål og metal samt overfladebehandling af metaller og plast

A 101 (tidl. A1). Jernværker (råjern), stål-

værker og stålvalseværker. (i) (a)

•

Teknisk/fagligt komplekse virksomhe-

der

Betydelig regional luftforurening med

bl.a. tungmetaller

store affaldsmængder, hvis bortskaffel-

se og / eller deponering kræver over-

vejelser og undersøgelser, der rækker

ud over lokalt niveau.

teknisk / fagligt komplekse virksomhe-

der med alle typer af forurening repræ-

senteret (integrerede processer).

Stor potentiel luftforurening og af-

faldsproduktion.

som A 102

ikke hensigtsmæssigt at der opbygges

parallel kompetence i kommunerne, når

staten overtager listepunkt 102

teknisk / fagligt komplekse virksomhe-

der med alle typer af forurening repræ-

senteret (integrerede processer).

Stor potentiel luftforurening og af-

faldsproduktion.

A 102 (tidl.A 2 a). Jern- og stålstøberier

med en produktionskapacitet på mere

end 20 tons pr. dag. (i) (a)

•

A 103 (A 2 b). Jern- og stålstøberier

med en produktionskapacitet på mindre

end eller lig med 20 tons pr. dag. (a)

•

A 104 (A 3 a og 4a). Virksomheder, der

•

smelter, støber, raffinerer, legerer m.v. ik-

ke-jern metaller (herunder skrot og retur-

gods) med en smeltekapacitet, der over-

stiger 4 tons pr. dag for bly og cadmium

•

tilsammen, eller med en smeltekapacitet,

der overstiger 20 tons pr. dag for andre

ikke-jern metaller end bly og cadmium

tilsammen (i) (a)

A 105 (A 3 b og 4b). Virksomheder, der

smelter, støber, raffinerer, legerer mv. ik-

ke-jern metaller (herunder skrot og retur-

gods) med en smeltekapacitet, der er min-

dre end eller lig med 4 tons pr. dag for bly

og cadmium tilsammen, eller med en

smeltekapacitet, der er mindre end eller

lig med 20 tons pr. dag for andre ikke-jern

metaller end bly og cadmium tilsammen,

dog med undtagelse af virksomheder af

håndværksmæssig karakter, herunder

guld- og sølvsmedjer. (a)

A 106 (A 5). Virksomheder, der produ-

•

cerer andre metaller end jern fra malm,

koncentrater og sekundære råmaterialer

ved hjælp af metallurgiske, kemiske eller

elektrolytiske processer. (i) (a)

A 107 (A 6). Smedjer med hamre, hvis

slagenergi overstiger 50 kJ pr. hammer,

når den samlede indfyrede effekt i ovne-

ne samtidig overstiger 20 MW. (i)

A 108 (A 7 a). Virksomheder, der på-

•

lægger et beskyttelseslag af smeltet me-

tal, herunder varmforzinkningsvirksom-

heder, når mængden af materiale, som

skal pålægges smeltet metal, overstiger 2

•

tons pr. time. (i)

•

A 109 (A 8 a). Virksomheder, der foreta-

ger overfladebehandling af metaller og

plastmaterialer ved hjælp af en elektro-

lytisk eller kemisk proces, når det samle-

de volumen af de anvendte kar (forbe-

handlingsbade, procesbade og aftræks-

bade, men eksklusive skyllekar) oversti-

ger 30 m

. (i)

A 110 (A 14). Anlæg til ristning eller

sintring af malm, herunder svovlholdig

malm. (i) (a)

•

Kompliceret proces – vil aldrig blive

relevant for Danmark

Teknisk / fagligt komplekse virksom-

heder med integrerede delprocesser og

stor luftforurening.

Hensigtsmæssigt at kompetencen op-

bygges ét sted, da virksomhederne lig-

ger i 5 forskellige kommuner.

Koncernbetragtning relevant, da 4 af

virksomhederne har samme ejer.

Teknisk kompliceret proces

B. Forarbejdning af mineralske råstoffer

B 101 (B 1). Cementfabrikker. Kalkvær-

ker og kridtværker med en produktions-

kapacitet på mere end 50 t/dag. (i) (a)

Listepunktet opdeles i 2 punkter:

Cementfabrikker (i): S

•

Tung kemisk virksomhed med

betydelig regional luftforurening.

•

Teknisk/faglig kompleks virk-

somhed.

Kalkværker og kridtværker med en

produktionskapacitet på mere end 50

t/dag. (i): K

teknisk/fagligt komplekse virksomhe-

der

betydelig luftforurening med NOx og

VOC.

•

B 102 (B 3.) Glasværker og virksomhe-

der, der fremstiller glasfibre, inklusive

fremstilling af glasuldsfibre, hvor

smeltekapaciteten er på mere end 20 tons

•

pr. dag. Mineraluldsfabrikker og virk-

somheder der smelter mineralske stoffer,

inklusive fremstilling af mineralfibre,

hvor smeltekapaciteten er på mere end

20 tons pr. dag. (i) (a)

B 103 (B 4). Virksomheder, der frem-

stiller keramiske produkter ved bræn-

ding, f.eks. tagsten, mursten, ildfaste

sten, fliser, stentøj, porcelæn, klinker,

glaserede rør, samt molerværker, hvis

virksomheden har en produktionskapa-

citet på mere end 75 tons pr. dag, eller

hvis virksomheden har en ovnkapacitet

(ovnstørrelse) på mere end 4 m

og en

sættekapacitet på mere end 300 kg pr.

. (i)

B 104 (B 5 c). Virksomheder, der frem-

stiller kulstof (fuldbrændt kul) eller

elektrografit ved forbrænding eller grafi-

tisering. (i) (a)

B 105 (B 5 d). Anlæg til udvinding af

asbest eller fremstilling af produkter af

asbest. (i) (a)

•

enestående virksomhed med stort for-

ureningspotentiale med et meget farligt

stof. – Ikke relevant i Danmark

C. Indvinding og behandling af mineralolie, mineralolieprodukter og naturgas

C 101 (C 1). Raffinaderier, der behandler

•

mineralolie, og anlæg for indvinding af

mineralolie, herunder på de kystnære

dele af søterritoriet. (i) (a)

•

teknisk/fagligt komplekse virksomhe-

der

luftforureningen kan være betydelig

med behov for avancerede metoder til

bestemmelse af VOC-emissionerne,

som ikke er omfattet af nogen vejled-

ning

tunge risikovirksomheder

Staten er i dag tilsyns- og godkendel-

sesmyndighed for de 3 DONG-anlæg.

Tunge risikovirksomheder

Flere er teknisk/fagligt komplekse

virksomheder.

•

C 102 (C 2). Anlæg for indvinding, lag-

•

ring, behandling eller oparbejdning af

naturgas og gas, herunder på de kystnære

dele af søterritoriet. (i) (a)

•

C 103 (C 3). Lagre af flydende gas (car-

bonhydrider) på mere end eller lig med

200 t. Oplag af mineralolieprodukter på

mere end eller lig med 25.000 t.

•

C 104 (C 6). Tjæredestillationsanlæg. (a)

•

Teknisk/fagligt komplekse virksomhe-

der med integrerede produktionspro-

cesser, hvor der er et samspil mellem

de enkelte delprocesser, både produkti-

onsmæssigt og miljømæssigt.

D. Kemisk og biologisk fabrikation mv.

D 101 (D 1 a). Virksomheder, der ved en

•

kemisk eller biologisk proces fremstiller

organiske eller uorganiske kemiske stof-

fer, produkter eller mellemprodukter,

herunder enzymer. (i) (a)

•

Teknisk/fagligt komplekse virksomhe-

der med integrerede produktionspro-

cesser, hvor der ofte er et samspil mel-

lem de enkelte delprocesser, både pro-

duktionsmæssigt og miljømæssigt.

Større virksomheder med et stort for-

ureningspotentiale til flere medier

Enkelte virksomheder benytter GMOer, en-

kelte er tunge risikovirksomheder og en-

kelte har særskilt spildevandsudledning

med miljøfremmede stoffer

D 102 (D 2). Petrokemisk industri. (i) (a)

•

Teknisk/fagligt komplekse virksomhe-

der med integrerede produktionspro-

cesser, hvor der ofte er et samspil mel-

lem de enkelte delprocesser, både pro-

duktionsmæssigt og miljømæssigt..

Teknisk/fagligt komplekse virksomhe-

der med integrerede produktionspro-

cesser, hvor der ofte er et samspil mel-

lem de enkelte delprocesser, både pro-

duktionsmæssigt og miljømæssigt..

Teknisk/fagligt komplekse virksomhe-

der med integrerede produktionspro-

cesser, hvor der ofte er et samspil mel-

lem de enkelte delprocesser, både pro-

duktionsmæssigt og miljømæssigt.

Virksomheder med et stort forure-

ningspotentiale til flere medier.

Enkelte virksomheder benytter GMO-

er, enkelte er risikovirksomheder og

enkelte har særskilt spildevandsudled-

ning med miljøfremmede stoffer

Teknisk/fagligt komplekse virksomhe-

der med integrerede produktionspro-

cesser, hvor der ofte er et samspil mel-

lem de enkelte delprocesser, både pro-

duktionsmæssigt og miljømæssigt.

Teknisk/fagligt komplekse virksomhe-

der med integrerede produktionspro-

cesser, hvor der ofte er et samspil mel-

lem de enkelte delprocesser, både pro-

duktionsmæssigt og miljømæssigt.

Særskilt udledning, fordi der kræves

avancerede metoder til rensning af

spildevandet. Der vil løbende være be-

hov for fastsættelse af vandkvalitets-

krav for nye stoffer som følge af ud-

vikling af nye pesticider og. lign.

Luftforureningen kan være betydelig

D 103 (D 3). Kunstgødningsfabrikker. (i)

•

(a)

D 104 (D 4 a). Virksomheder, der ved en

•

kemisk eller biologisk proces fremstiller

lægemidler. (i) (a)

•

D 105 (D 5 a). Virksomheder, der ved en

•

kemisk eller biologisk proces fremstiller

farvestoffer, tilsætningsstoffer eller hjæl-

pestoffer, herunder til levnedsmiddelin-

dustrien. (i)

D 106 (D 6 a). Virksomheder, der frem-

•

stiller basisplantebeskyttelsesmidler eller

biocider. (i) (a)

•

med behov for avancerede rensnings-

metoder

•

D 107 (D 11). Virksomheder, der frem-

stiller skumplast eller andre polymere

materialer. (i) (a)

tung risikovirksomhed

E. Oparbejdning af vegetabilske råvarer

E 101 (E 1). Cellulosefabrikker og pa-

pirmassefabrikker.

Papirfabrikker og papfabrikker med en

produktionskapacitet på mere end eller

lig med 20 tons/dag. (i) (a)

E 102 (E 6 a). Virksomheder, der foreta-

ger forbehandling (vask, blegning eller

mercerisering) eller farvning af fibre el-

ler tekstilstoffer med en behandlingska-

pacitet på mere end 10 tons pr. dag. (i)

E 103 (E 8 aa) Oliemøller og andre an-

læg for raffinering eller behandling af

vegetabilske olier med en kapacitet til

produktion af færdige produkter på mere

end 300 tons pr. dag i gennemsnit på

kvartalsbasis. (i) (a)

E 104 (E8ab) Sprit- og gærfabrikker med

en kapacitet til produktion af færdige

produkter på mere end 300 tons pr. dag i

gennemsnit på kvartalsbasis. (i) (a)

E 105 (E8ac) Sukkerfabrikker med en

kapacitet til produktion af færdige pro-

dukter på mere end 300 tons pr. dag i

gennemsnit på kvartalsbasis. (i) (a)

•

Virksomheder med betydelig regional

luftforurening. Kulfyrede virksomhe-

der.

Særskilt udledning af spildevand med

et meget stort indhold af iltforbrugende

stoffer, kvælstof og fosfor.

•

Teknisk/fagligt komplekse virksomhe-

der med integrerede produktionspro-

cesser, hvor der ofte er et samspil mel-

lem de enkelte delprocesser både pro-

duktionsmæssigt og miljømæssigt.

•

Teknisk/fagligt komplekse virksomhe-

der med integrerede produktionspro-

cesser, hvor der ofte er et samspil mel-

lem de enkelte delprocesser både pro-

duktionsmæssigt og miljømæssigt.

•

E 106 (E8ad) Bryggerier og mineral-

vandsfabrikker med en kapacitet til pro-

duktion af færdige produkter på mere

end 300 tons pr. dag i gennemsnit på

kvartalsbasis. (i)

E 107 (E8ae) Brødfabrikker og engros-

bagerier med en kapacitet til produktion

af færdige produkter på mere end 300

tons pr. dag i gennemsnit på kvartalsba-

sis. (i)

E 108 (E8af) Kartoffelmelsfabrikker med

en kapacitet til produktion af færdige

produkter på mere end 300 tons pr. dag i

gennemsnit på kvartalsbasis. (i)

E 109 (E8ag) Møllerier med en kapaci-

tet til produktion af færdige produkter

på mere end 300 tons pr. dag i gennem-

snit på kvartalsbasis. (i)

E 110 (E8ah) Andre virksomheder, der

foretager behandling og forarbejdning

med henblik på fremstilling af levneds-

midler på basis af vegetabilske råstoffer

med en kapacitet til produktion af fær-

dige produkter på mere end 300 tons pr.

dag i gennemsnit på kvartalsbasis. (i)

F. Oparbejdning af animalske råvarer

F 101 (F 1 a). Slagterier med en kapacitet

•

til produktion af slagtekroppe, herunder

slagtet fjerkræ, på mere end 50 tons pr.

dag. (i) (a)

De enkelte anlæg er ikke komplekse i

sig selv, men da over 20 af anlæggene

er samlet i en enkelt koncern, er der

tale om en samlet stor, kompleks virk-

somhed, der flytter råvarer og halvfa-

brikata rundt mellem de enkelte anlæg.

Virksomheder med luft- og lugtforure-

ning og mange afkast.

Kompleksitet i forhold til fødevarelov-

givningen.

•

F 102 (F 2). Virksomheder, der foretager

behandling og forarbejdning med henblik

på fremstilling af levnedsmidler på basis

af animalske råstoffer (bortset fra mælk)

med en kapacitet til produktion af færdi-

ge produkter på mere end 75 tons pr.

dag. (i)

F 103 (F 3 a og 6). Fiskemelsfabrikker

og kødfoderfabrikker (destruktionsan-

stalter), herunder benmelsfabrikker,

blodmelsfabrikker, blodplasmafabrikker

og fjermelsfabrikker med en behand-

lingskapacitet på mere end 10 tons pr.

dag. (i) (a)

F 104 (F 4 a). Garverier med en behand-

lingskapacitet for færdige produkter på

mere end 12 tons pr. dag. (i) (a)

F 105 (F 5 a). Virksomheder for behand-

•

ling og forarbejdning af mælk eller fly-

dende mælkefraktioner, når den modtag-

ne mængde mælkebaseret råvare er på

mere end 200 tons pr. dag i gennemsnit

på årsbasis. Eksempelvis mejerier og

virksomheder for fremstilling af ost,

tørmælk, smør og smørblandingspro-

•

dukter. (i)

•

stor spildevandsudledning, der kan væ-

re toksisk, og store lugtemissioner, der

rækker ud over det lokale niveau. Der

kræves avancerede rensningsforan-

staltninger.

Koncernbetragtning relevant.

4+5

•

De enkelte anlæg er ikke komplekse i

sig selv, men da størstedelen er samlet i

en koncern, er der tale om en samlet

kompleks virksomhed, der flytter råva-

rer, mellemprodukter og restprodukter

mellem de enkelte anlæg.

Også kompleksitet i forhold til fødeva-

relovgivningen.

Stort forureningspotentiale ifm uheld

med lud eller stærke syrer.

•

F 106 (F 7 a). Virksomheder i øvrigt for

fremstilling af skaldyrs- eller fiskepro-

dukter, herunder konserverede og dyb-

frosne produkter, med en kapacitet til

produktion af færdige produkter på mere

end 75 tons pr. dag. (i)

9 af de 33 mejerier har særskilt udled-

ning af spildevand til recipient.

G. Kraft- og varmeproduktion

G 101 (G 1). Kraftværker, varmeprodu-

cerende anlæg, gasturbineanlæg og gas-

motoranlæg med en samlet indfyret ef-

fekt på mere end 50 MW. (i) (a)

Listepunktet opdeles i 2 punkter:

1) Kraftværker og varmeproducerende

anlæg, der fyres med kul eller orimulsion

med en samlet indfyret effekt på mere end

50 MW.(i): S

•

Betydelig regional luftforurening med

flere forskellige stoffer.

2) Andre kraftværker, varmeproducerende

anlæg, gasturbineanlæg og gasmotoranlæg

med en samlet indfyret effekt på mere end

50 MW (i): K

G 102 (G 4). Koksværker. (i) (a)

•

Virksomheder med betydelig regional

luftforurening.

Virksomheder med betydelig regional

luftforurening.

Virksomheder med integrerede pro-

duktionsprocesser, hvor der ofte er et

samspil mellem de enkelte delprocesser

både produktionsmæssigt og miljø-

mæssigt, som fordrer en særlig teknisk

kompetence.

G 103 (G 5). Kulforgasningsanlæg og li-

kvificeringsanlæg. (i) (a)

•

H. Flyvepladser

H 101 (H 2). Lufthavne, flyvestationer

og flyvepladser. (a)

Den nuværende call-in af støj og luftforure-

ning som fælge af de luftbårne operationer i

Kastrup lufthavn bibeholdes.

ca. 100

I. Husdyrproduktion

I 101 (I 1.) Anlæg til husdyrproduktion

for mere end

a) 250 dyreenheder, dog 270 dyre-

enheder hvis mindst 90% af dy-

reenhederne stammer fra søer

med tilhørende smågrise til 30

b) 100 dyreenheder i slagtekyllin-

5 – 600

ger

c) 230 dyreenheder i æglæggende

høns

d) 210 dyreenheder i slagtesvin

(over 30 kg)

Antal dyreenheder beregnes på grundlag

af reglerne i bekendtgørelse om er-

hvervsmæssig dyrehold, husdyrgødning,

ensilage m.m., jf. dennes § 2, nr. 11. (i)

J. Andre listevirksomheder

J 101 (J 1). Industriel udvinding eller

•

fremstilling af protein eller pektin. (i) (a)

J 102 (J 2). Virksomheder, der er omfat-

•

tet af pligten til at indhente godkendelse

af produktion med anvendelse af gene-

tisk modificerede organismer i medfør af

lov om miljø og genteknologi. (a)

J 103 (J 3 a). Virksomheder omfattet af §

•

1, stk. 2, nr. 1, i bekendtgørelse om kon-

trol med risikoen for større uheld med

•

farlige stoffer. (a)

J 104 (J 7). Virksomheder, der behandler

overflader på stoffer, genstande eller

produkter under anvendelse af organiske

opløsningsmidler, navnlig med henblik

på afpudsning, bejdsning, påtrykning,

coating, affedtning, imprægnering, ka-

chering, lakering eller rensning, med en

forbrugskapacitet med hensyn til organi-

ske opløsningsmidler på mere end 150

kg pr. time eller mere end 200 tons pr. år.

(i)

teknisk komplicerede processer med et

stort forureningspotentiale

Da staten bliver myndighed for god-

kendelser og tilsyn på GMO-delen, der

har langt det højeste forureningspoten-

tiale, bør godkendelse og tilsyn med

den mindre tilhørende miljøgodkendel-

se også varetages af staten.

Tunge risikovirksomheder

Flere er teknisk/fagligt komplekse

virksomheder.

K. Nyttiggørelse og bortskaffelse af affald

K 101. Anlæg der nyttiggør farligt af-

fald

efter en af metoderne R 1, R5, R6,

R8 eller R9, som nævnt i bilag 6B til af-

faldsbekendtgørelsen

, med en kapacitet

på mere end 10 tons/dag. (i) (a) (K 1a)

K 102. Anlæg for bortskaffelse af farligt

affald efter en af metoderne D1 - D13,

som nævnt i bilag 6A til affaldsbekendt-

gørelsen. (i) (a) (K 1b)

Listepunktet opdeles i 2 punkter:

1) Anlæg der forbrænder farligt affald

med en kapacitet på mere end 10

tons/dag (i): S

•

Teknisk/fagligt kompleks med særlige

indfyringssystemer

Farligt affald som defineret i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 619 af 27. juni 2000 om affald.

Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 619 af 27. juni 2000 om affald.

•

Tung risikovirksomhed

Ofte behov for supplerende regulering i

forhold til affaldsforbrændings-

bekendtgørelsen

2) Andre anlæg for bortskaffelse af farligt

affald efter en af metoderne D1 – D13, som

nævnt i bilag 6A til affaldsbekendtgørelsen.

(i): K (K 1b)

K 103. Anlæg til biologisk eller fysisk-

kemisk behandling som defineret i pkt. D

8 og D 9 i bilag 6 A til affaldsbekendtgø-

relsen af ikke-farligt affald med en kapa-

citet på mere end 50 tons affald pr. dag.

(i) (a) (K 2a))

K 104 (K 2 e). Shredderanlæg. (a)

•

Betydelig potentiel forurening med

farlige stoffer, herunder PCB og PA-

Her

Betydelige vibrationsproblemer

Shredderanlæg indgår i overvejelser

om nationale regler for genanvendelse

af forskellige affaldsfraktioner

135

•

K 105. Deponeringsanlæg for affald, som

enten modtager mere end 10 tons affald

pr. dag, eller som har en samlet kapacitet

på mere end 25.000 tons, med undtagelse

af anlæg for deponering af inert affald

(i) (a) (K 3 a)

K 106 (K 8 a). Anlæg til forbrænding af

dagrenovations- eller dagrenovationslig-

nende affald med en kapacitet på mere

end 3 tons pr. time. (i) (a)

Listepunktet deles i 2:

1). Anlæg til forbrænding af dagrenovati-

ons- eller dagrenovationslignende affald

med en kapacitet på mere end 3 tons pr. ti-

me og mere end 100.000 t pr. år. (i): S

•

100.000 tons / år udgør en naturlig af-

grænsning af de største affaldsforbræn-

dingsanlæg

teknisk / fagligt komplekse

store affaldsfraktioner må p.t. depone-

res i udlandet

BAT for affaldsforbrændingsanlæg er

en kompliceret vurdering

Kompliceret direktiv / bekendtgørelse.

•

2). Anlæg til forbrænding af dagrenovati-

Ved inert affald forstås affald, der ikke undergår signifikante fysiske, kemiske eller biologiske forandringer, jvf. Rådets

direktiv 1999/31/EF af 26. april 1999 om deponering af affald.

ons- eller dagrenovationslignende affald

med en kapacitet på mere end 3 tons pr. ti-

me, men mindre end 100.000 t pr. år. (i): K

K 107 (K 8 b). Øvrige anlæg, der for-

brænder ikke-farligt affald med en kapa-

citet på mere end 3 tons pr. time. (a)

Listepunktet deles i 2:

1) Anlæg, der forbrænder spildevandsslam

med henblik på nyttiggørelse som industri-

elt produkt med en kapacitet på mere end 3

tons / time: S

•

Potentielt store lugtproblemer

•

Potentiel stor luftforurening

Overvejelser om tungmetalkredsløbet i

samfundet

2). Øvrige anlæg, der forbrænder ikke-

farligt affald med en kapacitet på mere end

3 tons pr. time.: K