Miljø- og Fødevareudvalget 2023-24
MOF Alm.del
Offentligt
2825195_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2024 - 951
Den 14. februar 2024
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 382 (MOF alm. del) stillet 22. januar efter ønske fra
Mette Abildgaard (KF).
Spørgsmål nr. 382
”Hvad
er ministerens holdning til Miljøstyrelsens påbud om, at Discgolf Vest inden den 1. juli 2024
skal fjerne 36 teesteder i skoven, og hvordan kan ministeren forestille sig, at discgolf kan sameksistere
med
natur? Der henvises til artiklen ”Miljøstyrelsen vil ændre discgolfbaner i Herning –
er i strid med
skovloven”, tvmidtvest.dk, den 15. januar 2024.”
Svar
Jeg er glad for, at skovene benyttes af mange mennesker og foreninger, som vil skabe gode oplevelser
sammen i naturen. Det er meget vigtigt, at der er muligheder for et rigt og aktivt friluftsliv i vores
fælles natur. Men de danske naturområder rummer samtidig store naturværdier, og det er vigtigt, at vi
passer på naturen og sikrer den rette balance mellem benyttelse og beskyttelse.
Reglerne om anvendelse af fredskovspligtige arealer følger af skovloven, som har til formål at bevare
og værne landets skove. Det følger af loven, at fredskovspligtige arealer først og fremmest skal
reserveres til skovbevoksning. En af hovedreglerne er, at der i fredskov ikke må etableres anlæg og
bygninger mv. uden dispensation. Det omfatter bl.a. discgolfbaner med tilhørende installationer
såsom teesteder.
Miljøstyrelsen fører tilsyn med overholdelse af skovloven. Når styrelsen bliver opmærksomme på, at
en discgolfbane er etableret uden dispensation, dvs. i strid med skovloven, skal styrelsen tage handling
for at lovliggøre discgolfbanen. Det kan bl.a. indebære, at Miljøstyrelsen giver påbud om at fjerne
betonfliser fra discgolfbaner i fredskov. Dette er i overensstemmelse med loven og Miljø- og
Fødevareklagenævnets praksis.
Skovlovens regler udelukker dog ikke nødvendigvis, at der kan spilles discgolf i fredskov. Det vil altid
afhænge af en konkret vurdering af dispensationsansøgningen. Der gives som udgangspunkt tilladelse
til discgolfbaner, der er etableret med teesteder i naturmaterialer som grus, sand, barkflis, træ mv.
Jeg kan forstå, at der flere steder i landet er skabt gode discgolf-steder, der både tjener hensynet til
beskyttelse af skoven og friluftslivet. På Naturstyrelsens arealer har der har været tæt dialog mellem
Naturstyrelsen og de lokale discgolfforeninger om banernes udformning. Jeg vil opfordre
discgolfforeningerne til at fortsætte den lokale dialog og række ud til Miljøstyrelsen, hvis der fortsat er
tvivl om, hvordan discgolfbanerne kan etableres i overensstemmelse med skovloven.
Miljøministeriet
Frederiksholms Kanal 26
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mim.dk
MOF, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 382: Spm. om, hvad ministerens holdning er til Miljøstyrelsens påbud om, at Discgolf Vest inden den 1. juli 2024 skal fjerne 36 teesteder i skoven, og hvordan kan ministeren forestille sig, at discgolf kan sameksistere med natur
Kompetencen til at træffe afgørelser efter skovloven tilfalder Miljøstyrelsen, og jeg har derfor ikke
mulighed for at gå ind i den konkrete sag.
Magnus Heunicke
/
Charlotte Brøndum
2