Miljø- og Fødevareudvalget 2023-24
MOF Alm.del
Offentligt
2824257_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023 - 12854
Den 9. februar 2024
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 309 (MOF alm. del) stillet 22. december 2023 efter ønske
fra Carsten Bach (LA).
Spørgsmål nr. 309
Vil ministeren i forlængelse af samrådet i Miljø- og Fødevareudvalget den 20. december 2023 om
kompensation ved udtagning af lavbundsjorde, jf. MOF alm. del - samrådsspørgsmål M, oplyse, om de
landmænd, der nu skal betale kompensation tilbage på grund af gødningsforbuddet vil kunne søge om
erstatning i medfør af reglerne i naturbeskyttelseslovens § 59a, som blev indført samtidig med
forbuddet?”
Svar
Naturbeskyttelseslovens §§ 4 og 59 a blev indført ved lov nr. 1057 af 30. juni 2020. Forbuddet i § 4
mod sprøjtning, gødskning og omlægning af arealer omfattet af § 3, stk. 2 og stk. 3, blev indført som
generel, erstatningsfri regulering. I § 59 a indførtes samtidig en mulighed for, at miljøministeren kan
ekspropriere råderet over ejendom til gennemførsel af forbuddet i § 4, stk. 1, når forbuddet i konkrete
tilfælde må anses for at udgøre et ekspropriativt indgreb. Som alternativ til at ekspropriere råderet
over ejendommen, kan miljøministeren meddele dispensation fra forbuddet efter § 4, stk. 3. Af
lovforslagets almindelige bemærkninger fremgår ligeledes:
”Det kan imidlertid ikke på forhånd udelukkes, at enkelte lodsejere vil kunne blive ramt så atypisk
hårdt af det foreslåede forbud mod sprøjtning, gødskning og omlægning af § 3-beskyttede arealer, at
forbuddet vil have karakter af ekspropriation. Det vil bero på en konkret vurdering, om forbuddet i
det enkelte tilfælde vil udgøre et ekspropriativt indgreb. Hvis det vurderes, at der foreligger et
ekspropriativt indgreb, vil miljøministeren have adgang til at ekspropriere råderetten over den
pågældende ejendom efter den foreslåede bestemmelse i naturbeskyttelseslovens § 59 a, stk. 1.”
Det betyder, at i eventuelle tilfælde, hvor lodsejer er så atypisk hårdt ramt af forbuddet mod gødskning
m.v. i naturbeskyttelseslovens § 4, at der er tale om ekspropriation, kan miljøministeren enten yde fuld
erstatning for det eksproprierede efter naturbeskyttelseslovens § 59 a eller meddele dispensation fra
forbuddet.
Beføjelsen til at træffe afgørelse om ekspropriation/erstatning er delegeret til Miljøstyrelsen, jf. § 22,
stk. 1, nr. 27, i bekendtgørelse nr. 1514 af 25/06/2021 om delegation af opgaver og beføjelser til
Miljøstyrelsen.
Det bemærkes, at naturbeskyttelseslovens § 59 a ikke regulerer krav om tilbagebetaling af uberettiget
modtaget kompensation, og dermed ikke giver mulighed for erstatning for sådanne krav.
Miljøministeriet
Frederiksholms Kanal 26
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mim.dk
MOF, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 309: Spm. om de landmænd, der nu skal betale kompensation tilbage på grund af gødningsforbuddet vil kunne søge om erstatning i medfør af reglerne i naturbeskyttelseslovens § 59a, som blev indført samtidig med forbuddet
Magnus Heunicke
/
Charlotte Brøndum
2