Miljø- og Fødevareudvalget 2023-24
MOF Alm.del
Offentligt
2808925_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023 - 12489
Den 10. januar 2024
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 282 (MOF alm. del) stillet 13.12.2023 efter ønske fra
Morten Messerschmidt (DF).
Spørgsmål nr. 282
Vil ministeren kommentere den måde, hvorpå Sverige har implementeret prioriteret adgangsret, for at
producenter kan få adgang til deres egne tomme emballager efter forbrug, og hvorvidt det er muligt for
Danmark at implementere en lignende ordning, som vil skabe bedre rammer for
drikkevareproducenter omfattet af pant- og retursystemet til at opnå mål om 100 pct. cirkulære
emballager.
Svar
Den svenske virksomhed Returpack AB har, i deres kontrakter med genanvendelsesanlægget Veolia,
givet producenten mulighed for at tilbagekøbe den samme mængde genanvendt materiale, som
producenten selv har tilført det svenske marked igennem Returpack AB. Kravet er således ikke fastsat i
den svenske regulering, men i kontrakter mellem private virksomheder. Returpack AB er en
organisation, som svenske drikkevareproducenter, detailhandel mv. har etableret for at leve op til krav
om et retursystem for visse drikkevareemballager i plast og aluminium.
Pant- og retursystemet i Danmark er organiseret på en anden måde end i Sverige. I Danmark er Dansk
Retursystem A/S tildelt en eneret af staten til at drive pant- og retursystemet, og
drikkevareproducenter er forpligtet til at tilmelde sig Dansk Retursystem A/S. Grundet eneretten og
tilslutningspligten kan der være nogle juridiske problemstillinger forbundet med at fastsætte krav om,
hvilke virksomheder Dansk Retursystem A/S skal afsætte deres affald til. Dette skal undersøges
nærmere og indgår i en igangværende analyse af organiseringen af det danske pant- og retursystem.
Miljøministeriet er i dialog med bl.a. Bryggeriforeningen og de svenske myndigheder om
mulighederne. Der henvises desuden til svar på spørgsmål nr. 280 for de juridiske rammer vedrørende
det indre marked, som en løsning vil skulle tage højde for.
Det bemærkes, at Dansk Retursystem A/S har besluttet at fastsætte krav i deres kontrakter med
genanvendelsesanlæg om, at affaldet, der købes af Dansk Retursystem A/S i videst muligt omfang, skal
anvendes til nye fødevareemballager.
Magnus Heunicke
/
Janne Birk Nielsen
Miljøministeriet
Frederiksholms Kanal 26
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mim.dk