Miljø- og Fødevareudvalget 2023-24
MOF Alm.del
Offentligt
2807189_0001.png
Folketingets Lovsekretariat
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023 - 12386
Den 5. januar 2024
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 254 (MOF alm. del) stillet den 11. december 2023 af
Sascha Faxe (ALT).
Spørgsmål nr. 254
”Vil
ministeren redegøre for de særlige omstændigheder, der begrunder, at
dispensationsadgangen tages i brug for aktivstoffet diquat og pesticidet Reglone? Vil ministeren
herudover begrunde, at dispensationsadgangen har været anvendt flere gange for aktivstoffet
diquat og pesticidet Reglone? Vil ministeren endelig redegøre for en plan for udfasningen
af Reglone? Der henvises til advokaterne Nikolaj Nielsens og Marc Malmbak Stounbergs
”Notat om Miljøstyrelsens dispensationspraksis vedrørende brug af pesticidet reglone” af
17. november 2023, dn.dk (https://www.dn.dk/media/106911/notat-om-milj%C3%B8styrelsens-
dispensationspraksis.pdf).”
Svar
Jeg har iværksat en grundig juridisk analyse af det juridiske notat af 17. november 2023, som vi
har modtaget fra Danmarks Naturfredningsforening. Samtidig har Miljøministeriet rykket EU-
Kommissionen for en juridisk afklaring af EU-dommen 162/21, som de har lovet at komme med
og som vedrører dispensationsbestemmelsen i plantebeskyttelsesmiddelforordningen.
Det er muligt, jf. plantebeskyttelsesmiddelforordningens artikel 53, under særlige
omstændigheder at give en tidsbegrænset dispensation til markedsføring af ikke-godkendte
plantebeskyttelsesmidler, såsom Reglone, med henblik på en begrænset, kontrolleret anvendelse.
Gentagne dispensationer er også muligt, hvis tre betingelser er opfyldt. For det første skal en
faglig risikovurdering vise, at der er sikker anvendelse for menneskers sundhed, miljø og
grundvand. For det andet er det et krav, at der ikke er rimelige alternativer til den anvendelse, der
søges dispensation til. For det tredje er det for gentagne dispensationer et krav, at ansøger kan
dokumentere, at der arbejdes på at finde alternativer til det plantebeskyttelsesmiddel, der søges
dispensation til.
Miljøstyrelsen er den kompetente myndighed, og de er ansvarlige for vurdering af om der kan
gives dispensationer. Vurderingen af om der er alternativer udføres af eksperter fra Aarhus
Universitet.
Så snart der findes et alternativ til Reglone, vil der ikke længere blive givet dispensationer.
Desuden vil der ikke kunne gives dispensation, hvis ikke alle kravene til en gentagen dispensation
er opfyldt.
Magnus Heunicke
/
Lea Frimann Hansen
Miljøministeriet
Frederiksholms Kanal 26
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mim.dk