I svar på MOF alm. del – spørgsmål 579 (folketingsåret 2022-23, 2. samling) oplyser ministeren, at rapporterne med lovgennemgangen af hhv. bedre adgangsforhold, beskyttelse af enkeltstående træer og faunakriminalitet fulgte op på aftalen af 4. december 2020 mellem den daværende regering, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet om natur- og biodiversitetspakken. I e-mail af 25. januar 2023 oplyste ministeren imidlertid partiernes miljøordførere om, at loveftersynet afsluttes med rapporten om Faunakriminalitet ”idet lovgennemgangen herefter erstattes af arbejdet med en ny natur- og biodiversitetslov”. Vil ministeren i forlængelse heraf besvare følgende spørgsmål?
- Vil ministeren præcisere, hvorvidt et videre loveftersyn integreres som en del af arbejdet med en naturlov som ønsket af en bred kreds af interessenter, eller anses loveftersynet for værende afsluttet?
- Vil ministeren oplyse, om Socialdemokratiets og SF’s klare løfte fra 2019 om at sikre, at mål og midler peger samme vej, indarbejdes som et princip i den kommende naturlov, eller kan ministeren ikke garantere indfrielse af løftet? Der henvises til handout ”National plan for en mangfoldig natur”, sf.dk, maj 2019.
Dato: 28-11-2023
Status: Endeligt besvaret
Emne:
naturbeskyttelse og kystsikring