Miljø- og Fødevareudvalget 2023-24
MOF Alm.del
Offentligt
2802977_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023 - 11837
Den 17. december 2023
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 201 (MOF alm. del) stillet 28. november efter ønske fra
Marianne Bigum (SF).
Spørgsmål nr. 201
I svar på MOF alm. del
spørgsmål 565 svarer ministeren ikke på, hvorvidt forringelse af
arters og naturtypers bevaringsstatus er forenelig med overholdelsen af habitatdirektivets
artikel 3.1 og artikel 6.2. Ministeren oplyser i svaret, at bevaringsstatus for arter og naturtyper for
forrige planperiode først vil kunne foreligge i 2025, men at Miljøministeriet vurderer, ”at de danske
Natura 2000-planer både for perioden 2016- 21 og for den kommende periode 2022-27, sammen med
den øvrige retlige gennemførsel af naturdirektiverne i dansk lov som f.eks. naturbeskyttelsesloven,
miljømålsloven og tilhørende bekendtgørelser, er tilstrækkelige til at efterleve forpligtelserne”.
- Vil ministeren svare på, hvorvidt forringelse af arters og naturtypers bevaringsstatus
er forenelig med overholdelsen af habitatdirektivets artikel 3.1 og artikel 6.2? Dvs.,
hvorvidt det er foreneligt med disse bestemmelser, at givne naturtypers og arters
bevaringsstatus forværres i Danmark?
- Kan ministeren garantere, at Danmark ikke risikerer en sag ved EU Domstolen?”
Svar
Medlemsstaterne er forpligtede til at arbejde for at sikre eller genoprette den natur, der er omfattet af
naturdirektiverne. Det sker i Danmark gennem Natura 2000-planlægningen og det almindelige
myndighedsarbejde. Der er i lovgivningen krav om, at der foretages en konsekvensvurdering forud for
afgørelser, der kan påvirke naturen i de udpegede Natura 2000-områder eller de arter, som er
beskyttede i hele landet. Der er ingen tidsfrist for opnåelse af målet om gunstig bevaringsstatus.
Kravet om ikke at forringe eller forstyrre naturtyper og arter i Natura 2000-områder kan fraviges, hvis
der er tale om en plan eller et projekt, som skal gennemføres af bydende nødvendige hensyn til
væsentlige samfundsinteresser. Derudover er det inden for forpligtelserne at ophæve et areals status
som Natura 2000-område, hvis overvågningen viser, at den naturlige udvikling berettiger dertil.
Miljøministeriet kan oplyse, at der ikke aktuelt er verserende sager ved EU-Domstolen om de danske
Natura 2000-planer.
./.
Jeg kan i øvrigt henvise til min besvarelse af MOF 565, alm del.
Magnus Heunicke
/
Charlotte Brøndum
Miljøministeriet
Frederiksholms Kanal 26
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mim.dk