Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 21. december 2023
Minister for fødevarer, landbrug og fiskeris besvarelse af spørgsmål nr. 185 (MOF alm. del) stillet 27.
november 2023 efter ønske fra Carsten Bach (LA).
Spørgsmål nr. 185
”Vil
ministeren redegøre for, om der pågår et arbejde i EU om at give støtte til ulvesikring gennem
landbrugsstøtte, og om regeringen arbejder for at fremme dette?”.
Svar
Til brug for besvarelsen af spørgsmålet er der indhentet et bidrag fra Landbrugsstyrelsen, der har
oplyst følgende:
”EU’s landbrugsstøtte udmøntes
nationalt via de strategiske planer. Der findes i forordning (EU)
2021/2115 hjemmel til, at medlemsstaterne via deres strategiske planer kan yde støtte til ulvesikring.
Støtten kan ydes til ikkeproduktive investeringer, der sker med henblik på at beskytte husdyr og
afgrøder mod skader forårsaget af vildtlevende dyr. Landbrugsstyrelsen har ikke kendskab til, at der
under den fælles landbrugspolitik skulle være iværksat særlige initiativer på EU-niveau vedrørende
støtte til ulvesikring.”
Som det fremgår af bidraget fra Landbrugsstyrelsen kan støtte til ulvesikring
finansieres via EU’s
landbrugsstøtte, såfremt dette indarbejde i de strategiske planer. Den danske strategiske plan afspejler
den udmøntning af EU’s landbrugsstøtte, som er besluttet i
Aftale om grøn omstilling af dansk
landbrug af 4. oktober 2021
(landbrugsaftalen). Finansiering af ulvesikring indgår ikke i aftalen.
Til brug for besvarelsen af spørgsmålet er der indhentet et bidrag fra Miljøministeriet, der har oplyst
følgende:
”I Danmark gives der i dag støtte til ulvesikring af
hegn gennem en national støtteordning under
Miljøstyrelsen. Tilskudsordningen omfatter pt. husdyrholdere med mindre husdyr som for eksempel
får og geder i to områder i hhv. Midt- og Vestjylland. Der er på aftalen om finansloven for 2024 afsat i
alt 20,2 mio. kr. til ulveforvaltningen over en fireårig periode fordelt med 4,5 mio. kr. i 2024, 4,9 mio.
kr. i 2025 og 5,4 mio. kr. årligt i henholdsvis 2026 og 2027. De afsatte midler på finansloven skal
blandt andet bruges til at udvide tilskudsordningen til ulvesikring
af hegn til hele Jylland.”
Jacob Jensen
/
Jacob Kirk Jensen
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk