Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2024 - 8842
Den 2. oktober 2024
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1149 (MOF alm. del) stillet 9. september efter ønske fra
Kim Edberg Andersen (DD).
Spørgsmål nr. 1149
”
I 2024 blev modellen for beregning af rottegebyrer ændret, baseret på en model udarbejdet af
Miljøministeriet. Modellen blev begrundet med, at den ikke ville have økonomiske konsekvenser for
erhvervet. Vil ministeren på den baggrund redegøre for, hvor mange ejendomme der i 2024 har fået
opkrævet et rottegebyr, som overstiger det opkrævede gebyr fra 2023 med henholdsvis: 1) 100 pct. og
derover, 2) 300 pct. og derover, 3) 500 pct. og derover, og 4) 1000 pct. og derover? Hvis det er muligt,
bedes opgørelsen opdelt efter de juridiske ejendomskategorier, jf. ejendomsvurderingsloven. Desuden
bedes ministeren oplyse de ti største procentvise stigninger i rottegebyrer fra 2023 til 2024”
Svar
Det er kommunerne, der står for opkrævning af rottebekæmpelsesgebyret.
Miljø- og Ligestillingsministeriet har ikke en samlet oversigt over de faktiske opkrævninger på
ejendomsniveau. Beregningerne for det ændrede gebyr er foretaget på baggrund af aggregerede data,
hvor Miljø- og Ligestillingsministeriet ikke kan identificere alle enkeltejendomme.
Modellen for opkrævningen i 2024 er baseret på størrelsen af en ejendoms bebyggede areal. Modellen
erstatter den hidtidige vurderingsmetode, som var baseret på ejendomsværdien. Dette skete som følge
af, at der ikke længere udarbejdes ejendomsværdier for erhvervsejendomme, og at opkrævning af
ejendomsskatter er overgået fra kommunerne til staten. Miljø- og Ligestillingsministeriet blev i
forbindelse med opkrævningen for 2024 opmærksomme på, at den nye fordelingsnøgle utilsigtet
betød, at meget store ejendomme, fx gartnerier og landbrug, oplevede en meget stor stigning i
rottebekæmpelsesgebyr.
På den baggrund er modellen for opkrævning af rottegebyret i 2025 ændret, så gebyret nu består af et
grundgebyr, en kvadratmetersats op til 250 kvadratmeter og en kvadratmetersats over 250
kvadratmeter. Den nye model betyder, at gebyret for de største bygninger falder væsentligt i 2025.
Det skal afslutningsvis bemærkes, at rottegebyrets udformning ikke ændrer på de samlede
omkostninger til bekæmpelse af rotter, som fastlægges lokalt i kommunerne. Ændringerne medfører
alene en omfordeling af omkostningerne. Kommunerne kan derudover vælge at finansiere
rottebekæmpelsen via kommunekassen fremfor via et gebyr.
Magnus Heunicke
/
Jens Brandt Sørensen
Miljø- og Ligestillingsministeriet
•
Frederiksholms Kanal 26
•
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
•
EAN 5798000862005
•
•
www.mim.dk