Miljø- og Fødevareudvalget 2023-24
MOF Alm.del
Offentligt
2947692_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2024 - 6250
Den 25. november 2024
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1114 (MOF alm. del) stillet 2. september efter ønske fra
Carl Valentin (SF).
Spørgsmål nr. 1114
”I
forlængelse af ministerens besvarelse af MOF alm. del - samrådsspm. AQ, AR og AS, vil ministeren
give en status for kemikaleinspektionens fund i kontroller af produkter fra udenlandske
handelsplatforme som Temu, Shein og AliExpress? Og vil ministeren oplyse, hvilke
sanktionsmuligheder, der er overfor platforme, hvis produkter indeholder ulovlige skadelige stoffer?
Og vil ministeren give eksempler på konsekvenser for platformene?”
Svar (berigtiget)
Jeg har indhentet bidrag fra Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion, som oplyser:
”Kemikalieinspektionen
har de sidste 5 år gennemført 79 kontroller vedrørende produkter på
AliExpress, Amazon, Shein, Wish.com, E-bay og Fruugo.com og har pt. 21 igangværende kontroller
vedrørende produkter på Shein, Temu, Wish.com og Fruugo.com. Kontrollerne omfatter bl.a. legetøj,
kosmetik, gamingudstyr, smykker, neopren- og regntøj, og de er enten iværksat på baggrund af en
indberetning, typisk fra en forbruger eller en forbrugerorganisation, eller på Miljøstyrelsens eget
initiativ.
Blandt de 79 afsluttede kontroller er der konstateret 30 tilfælde af overtrædelser af
kemikalielovgivningen, hvor Kemikalieinspektionen enten har truffet afgørelse over for online
platforme beliggende uden for EU, eller platformene har foretaget frivillig lovliggørelse. Derudover ét
tilfælde, hvor sagen blev sendt videre til en myndighed i et andet EU-land.
Sanktionstypen afhænger af alvorligheden af overtrædelsen, og om der er tale om gentagelsestilfælde.
Blandt de 30 overtrædelser, gav Kemikalieinspektionen 2 påbud pga. risiko for miljø, sundhed eller en
urimelig konkurrencefordel, 8 indskærpelser, når overtrædelsen ikke var bagatelagtig, men heller ikke
udgjorde en risiko for miljø mv., og i 7 tilfælde vejledning, hvor overtrædelsen var bagatelagtig, f.eks.
trykfejl på produktets etiket. Endelig har der været 13 sager, hvor onlineplatformene selv har indset
fejlen og frivilligt lovliggjort produktet/mærkningen eller standset markedsføringen, inden
Kemikalieinspektionen har henvendt sig.
I alle sager er onlineplatformen bosiddende uden for EU. Kemikalieinspektionen har ikke jurisdiktion
over for sådanne platforme. Håndhævelsen er derfor sket med henvisning til den frivillige aftale
”Product Safety Pledge +”, som er indgået med bl.a. AliExpress
1
. Med ikrafttrædelsen af Forordningen
1
https://commission.europa.eu/business-economy-euro/doing-business-eu/eu-product-safety-and-
labelling/product-safety/product-safety-pledge_en
Miljø- og Ligestillingsministeriet
Frederiksholms Kanal 26
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mim.dk
MOF, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 1114: Spm. om status for kemikaleinspektionens fund i kontroller af produkter fra udenlandske handelsplatforme som Temu, Shein og AliExpress
om digitale tjenester (DSA’en) gælder desuden, at når
platformen bliver gjort bekendt med ulovligt
indhold på deres platform, f.eks. salget af et ulovligt produkt, mister de deres ansvarsfrihed, hvis de
ikke straks tager skridt til at fjerne det ulovlige indhold. Desuden vil Kemikalieinspektionen efter
kemikalieloven via domstolene og under en række betingelser kunne blokere hjemmesiden helt eller
delvist, hvis platformen ikke selv fjerner det ulovlige indhold fra siden. I alle de konkrete sager er det
ulovlige indhold dog blevet fjernet efter henvendelsen, hvorfor blokering ikke har været relevant.
Overtrædelserne i ovennævnte sager omfatter både produkter med indhold af forbudte kemikalier over
de tilladte grænseværdier, bl.a. tungmetaller, bor og ftalater, biocid- eller pesticidprodukter uden den
påkrævede godkendelse, såvel som produkter med forkert eller manglende mærkning.
Endelig var der i 21 sager ingen overtrædelser, og i 12 sager kunne det indberettede produkt ikke
genfindes på platformen af myndigheden.
Ud over de 100 kontroller i Miljøstyrelsens eget regi, samarbejder Kemikalieinspektionen med
toldmyndighederne om at få tilbageholdt og efterfølgende beslaglagt ulovlige produkter, der
ankommer til de danske grænser. Dette har bl.a. omfattet store mængder af ulovligt fiskegrej,
toiletrens og e-cigaretter. En meget stor andel af disse produkter ankommer til grænsen som
internationale postforsendelser, dvs. afsendt fra lande uden for EU. Kemikalieinspektionen modtager i
disse situationer ikke information om navnet på den hjemmeside eller platform, hvor købet er
foretaget
men det er Kemikalieinspektionens vurdering, at disse internationale postforsendelser i høj
grad er afstedkommet af private borgeres og virksomheders handel på diverse online platforme.
Antallet af denne type sager, hvor udfaldet er beslaglæggelse med destruktion til følge, ligger imellem
500-1000 om året. I gennemsnit over 5 år er antallet 749,5 beslaglæggelser om året. Hvis produktet er
ulovligt i henhold til REACH- eller CLP-forordningen, vil det være køberen af produktet, dvs. i visse
tilfælde en privat borger, som Kemikalieinspektionen holder ansvarlig for den ulovlige import.”
Endelig kan Digitaliseringsministeriet oplyse, at
”det
følger af Forordningen om digitale tjenester
(DSA’en),
at de platforme, der af Kommissionen udpeges
som ”meget store”, bl.a. AliExpress,
Amazon.com og senest Shein og Temu, skal opfylde en række forpligtelser, der knytter sig til
platformens systemiske risici, herunder risikoen for spredning af ulovligt indhold. Iværksætter
platformen ikke tilstrækkelige foranstaltninger til at begrænse disse risici, kan Kommissionen i sidste
ende pålægge platformen bøder på op til 6 pct. af dens globale omsætning.”
Magnus Heunicke
/
Henrik Søren Larsen
2