Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2024-8333
Den 20. september 2024
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1094 (MOF alm. del) stillet 26. august 2024 efter ønske
fra ikkemedlem af udvalget Helle Bonnesen (KF).
Spørgsmål nr. 1094
”Kan
ministeren bekræfte, at Miljøstyrelsens vejledning til registrering af emballagemængder i
forbindelse med producentansvaret først offentliggøres i september og dermed efter deadline for
virksomhedernes lovpligtige registrering den 31. august?”
Svar
Jeg forstår spørgsmålet således, at der spørges til pligt til registrering i det nationale producentregister
hos Dansk Producentansvar med frist 31. august 2024. Producentregisteret har været åbent for
registrering siden 1. april 2024, og der har været vejledning på producentregisterets Dansk
Producentansvars hjemmeside og fra Dansk Producentansvar siden 1. april 2024. Det samme har der
været på Miljøstyrelsens hjemmeside, ligesom virksomheder og organisationer har kunne henvende
sig med spørgsmål til både Miljøstyrelsen og Dansk Producentansvar.
Miljøstyrelsen arbejder desuden på en generel vejledning vedrørende producentdefinitionen, som har
betydning for, hvilken virksomhed i en værdikæde, som er den producentansvarlige og dermed skal
registrere sig i producentregisteret. Virksomhederne har dog siden 1. april 2024 kunne få vejledning
vedrørende de dele af producentdefinitionen, som har vist sig at give anledning til tvivl om, hvilken
virksomhed i en værdikæde, der er den producentansvarlige. Det bemærkes, at en generel vejledning
aldrig vil kunne give virksomhederne et præcist svar på, hvem der er producentansvarlig i en konkret
situation. Producentansvarets placering i en konkret situation kan variere alt efter, hvem der har
produceret emballagen, hvordan emballagen sælges, og hvordan emballagen konkret designes. Er
virksomhederne i tvivl om, hvorvidt de er omfattet af reglerne, kan de til hver en tid bede Dansk
Producentansvar om en afgørelse om dette.
Magnus Heunicke
/
Nina Espegård Hassel
Miljøministeriet
•
Frederiksholms Kanal 26
•
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mim.dk