Miljø- og Fødevareudvalget 2023-24
MOF Alm.del
Offentligt
2908870_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2024 - 8053
Den 20. september 2024
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1072 (MOF alm. del) stillet den 21. august 2024 efter
ønske fra Søren Egge Rasmussen (EL) og Sascha Faxe (ALT).
Spørgsmål nr. 1072
”Miljøstyrelsen
har bedt om DCE - Nationalt Center for Miljø og Energis input til at udarbejde et
værktøj eller vejledning til miljømyndigheder i forbindelse med udledning af stoffer og
miljøkvalitetskrav. I notatet (side 7) beskrives det, at der ikke er adgang til analysekvalitetsdata direkte
fra miljøportalen og typisk heller ikke til evt. dobbeltbestemmelse fra vandområderne. Vil ministeren
redegøre for, hvorfor analysekvalitetsdata ikke er tilgængelig fra miljøportalen, og om de
myndigheder, som er ansvarlige for sagsbehandling af miljøgodkendelser og revurderinger til
virksomheder, har adgang til nyeste analysekvalitetsdata? Vil ministeren desuden give udvalget
adgang til de nyeste analysekvalitetsdata?
Der henvises til ”Undersøgelse af metode til vurdering om
en koncentrationsstigning er ikke-målbar
ved udledning af stof”, Aarhus Universitet, DCE –
Nationalt
Center for Miljø og Energi, 24 s.
Fagligt notat nr. 2024|40.”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som oplyser at:
”Analysekvalitetsdata
beskriver hvor stor usikkerhed, der er forbundet med et analyseresultat. I
analysekvalitetsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 529 af 14/05/2023 om kvalitetskrav til
miljømålinger) er opsat minimumskrav til den analysekvalitet, der skal anvendes til overvågning,
herunder analyseusikkerhed og detektionsgrænser.
Danmarks Miljøportal udstiller løbende resultater af overvågningen i form af miljødata fra
undersøgelser af vandløb, søer og marine områder samt spildevand og badevand på hjemmesiden
”Miljødata.dk”
(https://miljoedata.miljoeportal.dk/) fra databaserne VanDa og PULS. VanDa
indeholder data for overfladevand, og PULS indeholder data for punktudledninger. Der er både nye og
historiske data fra undersøgelser udført af kommuner, regioner og Miljøstyrelsen. Miljødata.dk
indeholder bl.a. også oplysninger om analyseresultat og den anvendte analysemetodes
detektionsgrænse. Oplysninger om analyseusikkerheden fremgår på nuværende tidspunkt ikke af
Miljødata.dk, men er tilgængelig i databaserne VanDa og PULS. Miljømyndighederne har adgang til
VanDa og PULS såvel som
”Miljødata.dk”.
Miljøstyrelsen leverer gerne udtræk af analyseusikkerheden for de analyseresultater, som udvalget
måtte ønske, men da der er tale om et omfattende udtræk ville det være nyttigt for udvalget, hvis det
kan præciseres nærmere i forhold til ønsket vandtype, matrice, år og parametre.
Magnus Heunicke
/
Rikke Slot Benyahia
Miljøministeriet
Frederiksholms Kanal 26
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mim.dk