Miljø- og Fødevareudvalget 2023-24
MOF Alm.del
Offentligt
2908872_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2024 - 8053
Den 20. september 2024
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1071 (MOF alm. del) stillet den 21. august 2024 efter
ønske fra Søren Egge Rasmussen (EL) og Sascha Faxe (ALT).
Spørgsmål nr. 1071
”Vil
ministeren redegøre for, om de undersøgelser af miljøfremmede stoffer i vandmiljøet, som ligger
offentligt tilgængeligt på Danmarks Miljøportal under miljødata (https://miljoedata.miljoeportal.dk/),
er eneste data, der ligger til grundlag i forbindelse med myndigheders miljøgodkendelser
omhandlende miljøfremmede stoffer i vandmiljøet? Hvis dette ikke er tilfældet, vil ministeren så
oversende det fulde datasæt? Hvis dette er tilfældet, bedes ministeren redegøre for, hvordan
myndighederne i deres sagsbehandling af miljøgodkendelser eller revurderinger til virksomheder kan
foretage en fyldestgørende vurdering af, hvorvidt miljøkvalitetskravet overholdes i tilfælde, hvor der
f.eks. ikke foreligger tidsserier med målinger fra en årrække, eller hvor data er flere år gamle. F.eks. er
der ved målepunktet Agersøsund kun data vedr. kviksølv, arsen og kobber fra en enkelt, fire år gammel
måling foretaget den 12. oktober 2020.”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som oplyser at:
”Det
er myndighedens ansvar at sikre, at der er et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere udledningens
påvirkning af overfladevand og målsat overfladevandområde, og på baggrund heraf eventuelt meddele
tilladelse til udledningen.
Miljødata i Danmarks Miljøportal er ikke de eneste data, der ligger til grund i forbindelse med
myndigheders miljøgodkendelser omhandlende miljøfarlige forurenende stoffer i vandmiljøet.
Danmarks Miljøportal viser nye og historiske miljødata fra undersøgelser af vandløb, søer og marine
områder samt spildevand og badevand på hjemmesiden ”Miljødata.dk”
(https://miljoedata.miljoeportal.dk/), som kommuner, regioner og Miljøstyrelsen indberetter i
databaserne VanDa og PULS. VanDa indeholder data for overfladevand, og PULS indeholder data for
punktudledninger. Hvor der ikke i Miljødata.dk foreligger data om i forvejen forekommende
koncentrationer af et eller flere af de stoffer, der planlægges udledt, kan der søges oplysninger om i
forvejen forekommende koncentrationer af de forurenende stoffer ved inddragelse af nationale
overvågningsrapporter. Disse ligger offentlig tilgængeligt. De seneste kan findes på Miljøstyrelsens
hjemmeside. Myndigheden kan også vælge at gennemføre en velunderbygget ekstrapolering af data jf.
vejledning til bekendtgørelse om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter, afsnit 8.3.2.”
Magnus Heunicke
/
Rikke Slot Benyahia
Miljøministeriet
Frederiksholms Kanal 26
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mim.dk