Miljø- og Fødevareudvalget 2023-24
MOF Alm.del
Offentligt
MINISTERIET FOR GRØN TREPART
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2024 - 7393
Den 23. oktober 2024
Ministeren for Grøn Treparts besvarelse af spørgsmål nr. 1014 (MOF alm. del) stillet den 11. juli 2024
efter ønske fra Preben Bang Henriksen (V).
Spørgsmål nr. 1014
”Idet der henvises til sagsbehandlingen af ansøgning fra advokatfirmaet HjulmandKaptain på vegne af
Dansk Boligstål om fjernelse af fredsskovspligt med henblik på udvidelse af erhvervsvirksomheden
(MST Ld nr. 10396807), hvor Miljøstyrelsen på ansøgningen fra 2023 angiver svarfrist til januar 2025
(sagsnr. 2024-2773), bedes ministeren kommentere på Miljøstyrelsens sagsbehandlingstider i denne
type sager, og om ministeren finder, at sagsbehandlingstiden er rimelig ift. opgavens kompleksitet for
Miljøstyrelsen og konsekvensen for ansøger?”
Svar
Jeg har forelagt dit spørgsmål for Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, som oplyser, at
målet for sagsbehandlingstiden ved sager efter skovloven er højst 8 uger fra en ansøgning er modtaget,
til der er truffet og sendt en afgørelse.
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø oplyser, at styrelsen har truffet afgørelse i den
konkrete sag, hvor der er givet afslag på ansøgning om delvis ophævelse af fredskovspligt til brug for
virksomhedsudvidelse. Advokatfirmaet HjulmandKaptain har på vegne af Dansk Boligstål påklaget
afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Ministeriet for Grøn Trepart har til besvarelsen indhentet bidrag fra Erhvervsministeriet, som har
indhentet bidrag fra Nævnenes Hus:
”Miljø- og Fødevareklagenævnet har den 4. januar 2024 modtaget en klage over Miljøstyrelsens
afgørelse om afslag på tilladelse til ophævelse af fredskovspligt ved Aalborg Jorder i Aalborg
Kommune.
Nævnenes Hus har meddelt sagens parter, at Miljø- og Fødevareklagenævnet forventer at kunne
færdigbehandle sagen inden udgangen af januar 2025.
Sagsbehandlingstiderne i Miljø- og Fødevareklagenævnet skal ses i lyset af, at Nævnenes Hus de
seneste år har modtaget omkring 30 pct. flere sager end i 2018, som var det niveau, der lå til grund
for genopretningen af styrelsens bevilling med finansloven for 2021. Derfor lægger regeringen med
finanslovsforslaget for 2025 op til at forhøje bevillingen til Nævnenes Hus med 15 mio. kr. i 2025
med henblik på bl.a. at styrke sagsbehandlingen i Miljø- og Fødevareklagenævnet.”
Jeppe Bruus
/
Charlotte Brøndum