Kulturministeren
Folketingets Kulturudvalg
Christiansborg
1240 København K
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K
Tlf
: 33 92 33 70
Web
: www.kum.dk
13. maj 2024
Folketingets Kulturudvalg har 16. april 2024, efter ønske fra Kenneth Fredslund Peter-
sen (DD), stillet mig følgende spørgsmål nr. 135 (alm. del), som jeg hermed besvarer.
Spørgsmål:
Vil ministeren oplyse, hvilke fem fund fra området omkring Tissø, der har størst kultur-
historisk værdi for Danmark samt en begrundelse herfor?
Svar:
Jeg har forelagt spørgsmålet for Nationalmuseet, som oplyser følgende, som jeg kan
henholde mig til:
”Det
er vanskeligt at opgøre og rangordne kulturhistorisk værdi, men der er gjort
mange væsentlige fund i Tissø-området.
Væsentlige fund i Tissø-området er:
A) Tissøringen
–
1,8 kilo halsring af guld fremstillet i 900-tallet. En af de største guld-
genstande fra yngre jernalder. Ringen har sandsynligvis tilhørt den stormand, der har
boet ved Tissø, og viser, at området var et væsentligt magtcentrum i perioden.
B) Bulbrogårdskatten
–
sølvskat fra 900-tallet med over 200 genstande herunder dir-
hems (arabisk sølvmønt) og ituklippede genstande af sølv. Skatten fortæller om interna-
tionale handelssystemer i vikingetiden.
C) Halbygningerne
–
konstruktionsspor (stolpehuller) fra meget store bygninger. Byg-
ningerne har huset en stormagt i området og viser vikingetidens aristokratis placering
på Vestsjælland. Desuden rummer bygningerne spor efter en ritualiseret kongemagt og
offerpraksis i vikingetiden.
D) Værkstedskisten fra Halleby Å
–
en kiste fra omkring 1000-tallet med værktøj. Til-
stedeværelse af værktøj i området viser betydelig produktion af specialgenstande ved
Tissø og Kalmargården ofte med tilknytning til rituelle aktiviteter.
E) Halshuggede mænd fra Halleby Å
–
to grave med halshuggede mænd fra ca. 1000-
tallet, der viser et af de første eksempler i Danmark på ritualiseret retspraksis, som gi-
vetvis har kobling til den tidlige kongemagt.”
Med venlig hilsen
Jakob Engel-Schmidt
Dok. nr. 164416