KIU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 21: Spm. om ministeren kan bekræfte, at islamkritik er en del af den danske folkekirkes bekendelsesgrundlag i kraft af den augsburgske bekendelse

Kirkeudvalget 2023-24
KIU Alm.del
Offentligt

Folketingets Kirkeudvalg

[email protected],

Mikkel Bjørn

[email protected]

Kirkeudvalget har ved brev af 1. februar 2024 (KIU alm. del

–

spørgsmål 21)

bedt om min besvarelse af spørgsmål:

”Kan ministeren bekræfte, at islamkritik er en del af den

danske folkekirkes be-

kendelsesgrundlag i kraft af den augsburgske bekendelse, hvori det tydeligt

står, at vi fordømmer kætterier såsom muhammedanernes tro?”

Svar:

By-, Land- og Kirkeministeriet har til brug for besvarelsen indhentet følgende

svarbidrag fra biskoppen over Københavns Stift, som jeg kan henholde mig til:

”Den

danske Folkekirkes bekendelsesgrundlag er foruden Bibelen, de to old-

kirkelige bekendelser (Apostolicum og Nicænum) og dertil den Athanasianske

bekendelse.

De særligt evangelisk-lutherske bekendelser er Luthers lille Katekismus og

Confessio Augustana invariata (1530).

Folkekirkens bekendelsegrundlag er sammenlignet med andre evangelisk-lu-

therske kirkers af et præcist men beskedent i omfang, da det kun er to skrifter,

der anlægger den evangelisk-lutherske bekendelse.

Størstedelen af bekendelsegrundlaget er affattet før islam grundlægges ved

profeten Muhammad (født ca. 570 - død 632), der modtager sine åbenbarin-

ger, der senere bliver til Koranen, mellem årene 620 og 632.

Den første artikel i Confessio Augustana er “Om Gud” og her fastslås det my-

sterium, som alle kristne kirker er enige om, treenigheden, nemlig “det gud-

dommelige væsens enhed og de tre personer er sand og bør tros uden enhver

tvivl”.

I den første artikel fordømmes en række kristne kætterier og til slut nævnes

også “muhamedanere”. Denne sidste tilføjelse skyldes formentlig, at islam an-

erkender Jesus som profet, men nægter hans guddommelighed.

Islam er kendetegnet ved en koncentration om Allahs enhed og storhed og af-

viser den kristne tros opfattelse af Fader, Søn og Helligånd som en enhed, en

treenighed, der i troen også opfattes som én Gud.

I Koranens Sura 112 kan man læse om, at “Allah er én”, “Og ingen er Hans lige”

“Han har ikke avlet, ej heller er Han avlet”.

Den lærde kirkehistoriker, professor Dr. Theol. Martin Schwarz Lausten har

skrevet værket: “Luther og “de fremmede”. Martin Luthers syn på jøden og

tyrken”. 2017

Frederiksholms Kanal 21

1220 København K

www.km.dk

Telefon 3392 3390

e-post

[email protected]

Akt nr.: 374717

Dette akt nr. bedes oplyst ved

henvendelse til ministeriet

Dato: 26. februar 2024

KIU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 21: Spm. om ministeren kan bekræfte, at islamkritik er en del af den danske folkekirkes bekendelsesgrundlag i kraft af den augsburgske bekendelse

I dette værk gennemgår han Luthers islamkritik. Der er tale om særdeles po-

lemiske omtaler og udtalelser, som efter vores målestok forekommer vulgære

og fordomsfulde.

I Luthers samtid var den største religionsdebat mellem de kristne og jøderne.

Den debat afstedkom meget polemiske skrifter og gav anledning til et jødehad,

der har sat sig i den europæiske kultur som en indgroet antisemitisme, der fik

sit hidtil mest rabiate udtryk i nazismen.

Kirken har ved sin sprogbrug været med til at skabe muligheden for, at anti-

semitismen voksede og udfoldede sig på grufulde måder, og man kan i dag kun

beklage især Martin Luthers vulgære skrifter desangående.

Martin Schwarz Lausten, har udgivet et stort værk i seks bind, der beskriver

kirkens og jødedommens forhold til hinanden i Danmark fra Middelalderen og

til det 20. Århundrede. Dette værk er også et vidnesbyrd om antisemitismens

historie i Danmark.

Den kristne tro har fra oldkirkens dage befundet sig i samfund, hvor troen ikke

var uimodsagt. Kirkens bekendelsegrundlag er udarbejdet i disse kritiske

modsætningsforhold, som dels har været internt kirkelige, dels har forholdt

sig til andre religioner.

Det særlige ved den kristne tro er, at den også altid har været kritisk mod sig

selv. Den interne polemik, som Det Nye Testamentes skrifter vidner om, har i

kirkehistorien afstedkommet mange kritiske interne opgør.

Jesus fra Nazareth var særdeles kritisk over for samtidens religiøse lederskab

og satte spørgsmålstegn ved samtidens traditionalisme. Hans samtaler med

hans nærmeste efterfølgere efterlader et tydeligt tegn på, at han også går kri-

tisk i rette med dem og hævder, at de misforstår ham.

Fortællingerne om Jesus fra Nazareth, som vi i kirken bekender som Kristus,

Guds frelsende Menneskesøn, lader også tilhøreren vide, at selv den med en

anden religion, og den der kommer af en anden stamme, kan afsløre sandhe-

den (fx. Den barmhjertige samaritaner (Lukasevangeliet 10,28ff) og Den syro-

fønikiske kvinde (Markusevangeliet 7,24ff).

Traditionerne for religionskritik er grundlagt i grundfortællingen. Dette gæl-

der i særdeleshed for kristendommen selv og tillige eksempelvis islam og jø-

dedommen. Debatten om sandheden har altid udfoldet sig i kirken og mel-

lem kirkerne og mellem kirker og andre religioner.”

Akt nr.:

Side 2

Thomas Danielsen

/ Katrine Gundersø Søndergaard