Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget
Christiansborg
1240 København K
Ministeren
Dato
25. september 2024
J nr.
2024 – 3900
Svar på KEF alm. del – spm. 483
Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget har i brev af d. 4. september 2024 stillet
mig følgende alm. del spørgsmål 483, som jeg hermed skal besvare. Spørgsmå-
let er stillet efter ønske fra Trine Pertou Mach (EL).
Spørgsmål 483
Det fremgår af en meddelelse fra værterne for det kommende klimatopmøde i
Baku, COP 29, at tidligere minister Dan Jørgensen var udset til at spille en vigtig
rolle - sammen med en egyptisk kollega - i forhandlingerne om et nyt finansie-
ringsmål på klimaområdet på COP 29. Ministeren bedes oplyse, om en anden
repræsentant for den danske regering vil overtage det hverv, Dan Jørgensen
var udpeget til, og i benægtende fald, hvad Dan Jørgensens afgang som mini-
ster betyder for Danmarks mulighed for at øve indflydelse på finansieringsmå-
lene. Der henvises til »Letter to Parties and Constituencies« af 17. juli 2024 på
https://cop29.az/en/news/letter-to-parties-and-constituencies.
Svar
På baggrund af regeringsrokaden har ministeriet været i dialog med det indkom-
mende COP29-formandskab fra Aserbajdsjan med henblik på at afklare den
bedste vej frem ift. co-facilitatorrollen på det nye klimafinansieringsmål, som
Dan Jørgensen blev udpeget til i sin personlige kapacitet. Jeg har tilbudt at stille
mig til rådighed, såfremt der var efterspørgsel herpå, men samtidig gjort COP-
formandskabet opmærksom på, at en facilitator bør have været med i de indle-
dende forhandlinger. Det har jeg, som ny minister på det globale klimaområde,
naturligvis ikke, og det er derfor glædeligt, at min australske kollega har takket ja
til at varetage opgaven med kort varsel.
Til klimatopmødet i Baku vil Danmark fortsat forhandle gennem EU med en
samlet europæisk stemme og lægge pres på både EU-landene og internationalt
for at opnå et ambitiøst nyt klimafinansieringsmål, ligesom vi fra dansk side vil
støtte op om facilitatorernes arbejde. Dertil kommer, at den danske rolle i de glo-
bale klimaforhandlinger naturligt ændrer sig, da vi næste år overtager EU-for-
mandskabet. Det vil jeg have fokus på allerede nu.
Med venlig hilsen
Lars Aagaard
Klima-, Energi- og
Forsyningsministeriet
Holmens Kanal 20
1060 København K
T: +45 3392 2800
www.kefm.dk
Side 1/1