Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget 2023-24
KEF Alm.del
Offentligt
2786496_0001.png
Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget
Christiansborg
1240 København K
Ministeren
Dato
23. nov. 2023
J nr.
2023 - 5714
Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget har i brev af den 8. november 2023 stillet mig
følgende spørgsmål nr. 45 alm. del, som jeg hermed skal besvare.
Spørgsmål 45
Kan ministeren redegøre for, hvordan og hvorfor beslutningen om at placere
Energinets nye transformerstation ved Ørslevvester uden for Ringsted er blevet
truffet, herunder om beslutningen primært er truffet ud fra økonomiske hensyn? Og
er ministeren bekendt med, at et enigt Bolig- og Planudvalg i Ringsted Kommune på
tværs af partier har afvist den planlagte placering og nægtet at udarbejde et
plangrundlag for projektet til fordel for alternative placeringer, der angiveligt ville have
mindre indvirkning på både dyreliv og mennesker?
Svar
Den forhenværende klima-, energi- og forsyningsminister gav den 30. september
2022 en § 4-godkendelse til Energinets projekt ang. etablering af en ny 400 kV-
transformerstation ved Ørslevvester i Ringsted Kommune. Den nye station skal bl.a.
etableres for at indpasse kommende vedvarende energi fra området, herunder
solcelleparken Solar Park Fjenneslev, der pt. er under opførsel, samt forstærke nettet
mellem Lolland-Falster og København mhp. at understøtte elforsyningssikkerheden.
Stationen understøtter den politiske ambition om en firedobling af produktionen af
vedvarende energi på land frem mod 2030.
Jeg har fået oplyst, at Energinet har præsenteret projektet for Ringsted Kommune
og den arealberørte lodsejer og anmodet Ringsted Kommune om at opstarte en
lokalplansproces. Plan- og Boligudvalget i Ringsted Kommune har behandlet
Energinets anmodning af to omgange. Plan- og Boligudvalget har vedtaget, at
Ringsted Kommune ikke vil udarbejde plangrundlag. Energinet har efter ønske fra
Ringsted Kommune og andre interessenter i området undersøgt 12 alternative
placeringer, men konkluderet, at de enten er teknisk dårligere, væsentligt dyrere
og/eller medfører andre gener, herunder påvirker flere lodsejere, fortidsminder,
beskyttede naturtyper og diger, e.l.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet er i dialog med Energinet om projektet og
vurderingen af alternative placeringer.
Med venlig hilsen
Lars Aagaard
Klima-, Energi- og
Forsyningsministeriet
Holmens Kanal 20
1060 København K
T: +45 3392 2800
E: [email protected]
Side 1/1
www.kefm.dk